Kærlighedskontrakten
Astrid sidder ved det store spisebord, hvor bunker af bryllupsmagasiner ligger spredt i et farverigt kaos. Siderne bladrer lynhurtigt gennem hendes hænder, mens hun ivrigt søger inspiration i de smukke billeder. Hver gang hendes blik fanger de fine detaljer blondeapplikationer, delikat broderi, svævende slør lyser hendes øjne op. Hun dvæler længe ved billederne af elegante hvide kjoler og forsøger at forestille sig, hvordan de ville tage sig ud netop på hende. Et varmt gys af forventning spreder sig i brystet, når Astrid forestiller sig, hvordan hun går op ad kirkegulvet, alle øjne på hende, familiens spændte blikke
Hvor er det smukt hvisker hun for sig selv, stadig opslugt af en særlig imponerende kjole med fyldig nederdel og spinkle stropper, så let og eventyrlig, som var den vævet ud af lys.
Et øjeblik bliver hun siddende med et stille smil, men det forsvinder langsomt. Astrid sukker, lægger bladet fra sig og rejser sig modvilligt fra stolen. Hun træder hen til det høje spejl med den snirklede trækant, hvor hun betragter sig selv; drejer sig lidt til siden, prøver at se sig selv med andres øjne. Tvivlen rammer hende passer det ønskebillede fra magasinerne egentlig til hendes krop?
Det kan jeg jo ikke bære, siger hun lavmælt, nu mere beslutsomt, som om hun vil tvinge sig selv til at acceptere virkeligheden. Min krop er ikke helt som dén.
Hun snurrer endnu engang foran spejlet, lukker øjnene og forestiller sig en kjole med stor skørt og korsetteret liv, masser af lag Men det føles kun forkert.
Det skal ikke være så stort, taler hun halvhøjt, som om hun rådfører sig med et usynligt selskab. Fyldige kjoler duer ikke, jeg kommer bare til at se kæmpestor ud. Men noget helt kedeligt vil jeg heller ikke! Det er jo ikke hver dag, jeg bliver gift
Astrid kører frustreret en hånd gennem håret. Panikken vokser i maven. Der er for mange muligheder, for mange smukke idéer og intet passer. Hun sender et blik hen over de rodede magasiner på bordet, håber næsten, at den næste side åbenbarer svaret. Men det eneste hun finder, er træthed og forvirring.
Jeg må tale med nogen nu, mumler hun og sætter sig tungt på kanten af stolen. Ellers bliver jeg vanvittig af al den her planlægning.
Lyden af døren der smækker, river hende brat ud af tankemylderet. Astrid farer sammen, retter sig op og lægger mærke til, hvor nervøs hun egentlig er. Hvem kommer hjem nu? Normalt på denne tid er hun i salonen, så lejligheden står tom. Kun hendes far og hendes forlovede, Mads, har nøgle. Men hendes far skulle til vigtigt møde i dag, og Mads havde været tidligt af sted til et jobmøde, som han havde nævnt allerede til morgen.
Hun lader sig instinktivt glide ud på gangen, bevæger sig lydløst ned ad trappen. Udsigten fra stuen giver et klart blik ud til entréen. Forsigtigt kigger hun frem bag væggen.
Spændingen letter straks. Der står Mads, velkendt som kun kærlighed kan gøre det. Han er ved at tage skoene af, smider dem afslappet ind i reolen, nynnende for sig selv.
Mads? hvisker hun forundret. Hvorfor er han hjemme? Han skulle jo være til møde
Hun venter, afventer hans næste træk. Måske er det en overraskelse til hende? Eller hvem taler han egentlig med? Hun spidser ører.
Rikke, det varer kun lidt endnu, hans stemme er mærkeligt hengiven, næsten øm. Astrid fryser indvendigt. Sådan taler han aldrig til hende. Bare lidt mere, så er jeg færdig med min del af aftalen, og så er vi sammen.
Kulden spreder sig fra hendes fingre op gennem hele kroppen. Hvilken aftale? Og hvem er Rikke?
Hvor længe endnu? Seks måneder, fortsætter Mads, nu mere nøgternt. Ja, om fire uger er der bryllup, bagefter nogle måneder med lykkeligt ægteskab hans stemme brydes af en tydelig modvilje, som om ordene smager grimt.
Brylluppet Deres bryllup var altså blot et led i en aftale?
Hvad Jakob vil bagefter, er mig ligegyldigt, stemmer Mads videre, friere nu, som om han lettes for en byrde. Jeg pakker bare mine ting og rejser, når den sidste del af honoraret går ind på min konto.
Sætningen hvisler gennem Astrid, som et slag. Hun støtter sig på dørkarmen for ikke at falde. Én tanke trommer i hendes hoved: Han har løjet. Alt sammen var løgn!
Hun sniger sig lydløst bagud, alting flimrer gennem hovedet hendes far er blandet ind i det. Aftale. Honoraret. Halvårig plan. Alt samler sig i et forfærdeligt billede, og hun vil skrige, men kan ikke.
Men Astrid beslutter at lytte videre. Måske får hun én brik mere på plads.
Mads har slået sig ned i stolen, benene strakt ud, og forsætter snakken, opslugt, uden at ane at Astrid står få meter borte.
Hvorfor bliver du ved med at bekymre dig? sier han og ryster lidt på hovedet. Jeg elsker kun dig! Jeg er kun med i alt det her for din skyld. Kunne du ikke tænke dig en stor lejlighed i Indre By? At købe dyrt tøj og smykker? Han holder pause, venter næsten et svar, så skratter han grinende: Præcis! Og hvor meget kunne jeg tjene som assistent? Seks måneder! Så er det dig og mig, det lover jeg.
Nej, I bliver sammen meget før end det, svarer Astrid, mens hun går ned ad trappen; hvert skridt føles som at forcere en usynlig mur. Knæene sitrer, men hun står fast.
Mads vender sig med et sæt. Hans ansigt ændrer sig med ét; smilet vær forsvinder, øjnene udvides af skræk. Han når ikke at afslutte sætningen hans telefon lander kluntet på gulvet.
Mus, siger han hviskende, mens han rejser sig. Hans stemme dirrer af chok og nervøsitet. Hvad mener du, skat?
Han tager et skridt hen mod hende og rækker ud som for at berolige hende men Astrid trækker sig væk, strammer sig op. Hendes blik er ikke længere varmt det er koldt og hårdt.
Mus, gentager hun med en stemme, der knækker af smerte. Tror du, jeg er døv og ikke har hørt det hele?
De står ansigt til ansigt. Hun gennemborer ham med blikket, leder efter anger, men finder kun forvirring og kejtet søgen efter undskyldninger.
Rikke Kender jeg hende? Er det ikke den pige, du påstod var din søster? stemmen er rolig, men fastfrosset i is.
Mads bliver hvid. Han samler instinktivt telefonen op med rystende fingre. Hovedet arbejder på højtryk hvordan kommer han ud af det her, uden at miste den fede gevinst?
Du tager fejl, får han til sidst fremstammet. Hvilken Rikke? Jeg fatter ikke, hvad du mener.
Han træder et skridt frem, forsøger endnu engang at tage hendes hånd, men Astrid rykker sig væk. Det forstærker kun hendes beslutsomhed.
Du forstår det udmærket, siger hun med et bittert smil, så han instinktivt slår blikket ned. Jeg hørte præcis, hvor sukkersød du kunne være overfor hende. Det var til at få kvalme af!
Hun synker en klump og prøver at tage sig sammen. Hun nægter at vise, hvor sårende det har været. Alle drømmene, alle planerne, alle de kærlige øjeblikke alt dét er nu bare et sørgeligt teater, hvor hun er blevet tildelt rollen som den blåøjede fjols.
Mads er tavs. Han indser, at det kommer ikke til at lykkes at lyve sig fra det. Han burde have tjekket, om hun var hjemme At indrømme alt er dog for skræmmende. Endnu håber han, situationen kan drejes.
Som du sikkert forstår, bliver der ikke noget bryllup, siger Astrid roligt, ordene slår som en hammer. Men inden jeg smider dig ud, vil jeg have sandheden. Hele sandheden. Uden undskyldninger.
Stemmen bæver ikke, selvom det stormer indeni. Hun står med armene over kors, beskytter sit hjerte mod endnu et slag. Øjnene er tørre kun determination lyser ud af dem.
Sandheden? gentager han hånligt, masken er tabt. Vil du virkelig vide det? Jeg kiggede aldrig på dig, før din far tilbød mig en aftale. Jeg skulle gøre alt det rigtige, tage dig med ud, give dig komplimenter, og til gengæld fik jeg en fin let tjans og en ordentlig sjat penge. Faktisk to lønninger om måneden.
Hans stemme lyder afstumpet, hverdagsagtig, som om han lister arbejdsopgaver op. Men hvert ord svider Astrid hendes sidste illusioner knust for øjnene af hende.
Alt for pengene? hvisker hun. Der er isnende tomt indeni, men hun slipper ikke hans blik.
Troede du nogen kunne falde for sådan en som dig? Hans grin er hånligt, og dét skærer værre end alt andet. Har du set dig selv for nylig? Kig i spejlet.
De ord brænder sig fast. Astrid mærker tårerne presse sig på, men hun holder dem tilbage. Hun knuger hænderne hårdt sammen, nægter at lade ham vinde.
Et øjeblik står hun bare tavs, prøver at forstå, hvad der sker. Hele hendes verden er blevet grå. Ingen af de opsparede minder betyder længere noget det hele var bare spil, og hun en brik.
Ud! siger hun, fast som aldrig før. Jeg sender dine ting med bud. Ud!
Mads sender hende et sidste, køligt blik langt, nærmest vurderende, som om han vil indprente sig billedet af hende: forvirret, med røde øjne, blege læber. Der er intet fortrudt i hans ansigt, kun lettelse. Han drejer langsomt omkring, tager jakken på som for at vise sin selvsikkerhed. Hun hører døren smække, og Astrid står tilbage i larmende stilhed.
Lige så snart døren rammer karmen, mærker Mads uroen krible. Tankerne kredser om, hvordan han skal forklare alt over for Jakob, Astrids far en mand, der ikke tåler bedrag. For sin datters skyld kan han gå langt, og Mads ved, han kan risikere meget. En tosset plan, bander han for sig selv, mens han går ned ad trappen. Men han tænker også på pengene dem har han trods alt allerede fået, og det dulmer lidt.
Nå, jeg har vel fået, hvad jeg kom efter, mumler han ud på gaden. De tager næppe pengene tilbage. Jeg har gjort mit job!
I lejligheden sidder Astrid tilbage og taster sin fars nummer med rystende hænder. Hun rammer forkert flere gange, men kommer igennem.
Far! stemmen knækker, da Jakob tager telefonen. Hvordan kunne du? Hvordan kunne du gøre det mod mig?!
Hun venter ikke på spørgsmål, ordene fosser ud, rodet og hedt, fyldt af smerte og vrede:
Du har arrangeret alt det her! Du fandt ham, du betalte ham, du lod ham spille min forlovede! Du bad ikke engang mig! Du mente bare, at du vidste bedst!
Hendes stemme er ustyrlig, men hun stopper ikke:
Jeg stolede på dig! Jeg troede, han jeg troede, han elskede mig! Men det var bare teater! Du har gjort mit liv til et skuespil!
Jakob prøver at sige noget, men Astrid lytter ikke. Hun råber alt sin frustration ud alle sine skuffelser de sidste måneder, alt svigtet, alle sårede følelser.
Aldrig igen! Aldrig blande dig i mit privatliv! Forstået?! Aldrig mere!
Hun trykker vredt på afslut, lader telefonen dumpe og bryder sammen i gråd. Tårerne strømmer, hun skjuler ansigtet i hænderne, hele kroppen ryster. Hun føler sig som et lille barn, der er blevet svigtet og ladt alene med sin smerte.
Tårerne er ikke kun for Mads. År efter år med usikkerhed og tvivl vælter nu ud. Astrid har altid kæmpet med sit selvbillede. Hun stod ofte længe foran spejlet, fandt fejl overalt. Hvis min talje var lidt slankere hvis min figur var lidt mere iøjnefaldende Den slags tanker kørte i ring. Hun drømte om at se ud som pigerne i bladene, som kvinderne på tv. Virkeligheden var en anden, og det gjorde hende ondt.
Hun overvejede tit plastikkirurgi, forestillede sig forvandlingen. Men hun afstod altid, når hun tænkte på sin mor.
Mor, eller Isabella et navn, hun insisterede på, selv ved hverdagsting. For hende var navnet en klang, en hymne til det raffinerede, hun ville udstråle. Som ung var Isabella betagende skarpe træk, kraftigt hår, elegance og magnetisk tiltrækning.
Alt ændrede sig den dag, Isabella stolede på en meget dygtig kirurg, som alle veninderne anbefalede. Hun ville bare justere næsen men operationen gik grueligt galt. Skaden kunne ikke rettes op. Ansigtet forvred og ikke til det bedre.
Hun gav sig ikke straks, men brugte masser af tid og penge på forbedringer, specialister, genoperationer. Men alt blev værre.
Glæden forsvandt. Først selvsikkerheden, så lysten til at ses med andre. Hun undgik spejle, gemte ansigtet under hatte og solbriller, sank hen i depression. Dagene blev grå og ensformige, morgenen begyndte med det tunge blik i spejlet, dagen gik i mørke rum, aftenen med triste tanker.
Så forsvandt hun bare. Uden at forklare, uden farvel. En kort seddel til Jakob: Jeg kan ikke mere. Undskyld. Og så stilhed. Ingen opkald, ingen mails, ingen kontakt. Datteren blev efterladt hos faren.
Astrid voksede op med billeder af sin mor den gamle skinnende Isabella, smilende, nærværende. Hun husker og længes efter den version. Men virkeligheden var en anden. For hvert år mærkede Astrid kløften mellem det gamle foto og den mor, hun sidste så.
Hun begyndte tidligt at sammenligne sig. Og hun vandt aldrig. Min mor havde markante kindben, mine kinder er bare runde, tænkte hun, hendes hår var silke, mit er bare kruset. Hun fandt fejl på næsen, formen, læberne alt. Omgivelserne sagde hun var sød, men hun troede dem ikke. Hun følte sig som en skygge af den Isabella, som andre havde kaldt smuk.
Selvtvivlen spredte sig til alle livets områder. Hun holdt sig i baggrunden i skolen, frygtede rampelyset på uni. I kærlighed var det sværest. Fyrene lagde sjældent mærke til hende, og hvis de gjorde, forsvandt interessen hurtigt. Astrid troede, det var hendes udseende.
Hvis jeg bare var smukkere, ville alt være anderledes, gentog hun, indtil hun knap forstod, hvad hun egentlig sagde. Selvhadet skabte afstand, uanset hvor venlig og sød hun var.
Så kom Mads. Han væltede ind i hendes liv som et varmt lys. Han så hende, smilede til hende, som var hun den eneste i verden. Hans komplimenter var særlige han fremhævede hendes latter, hendes måde at lytte på. Tog hende med på café, gav hende blomster uden anledning, huskede ting, hun kun havde nævnt i forbifarten.
Med ham følte Astrid sig for første gang køn. Ikke perfekt, men god nok. Attraktiv nok. Elsk-værdig. Hun blomstrede, begyndte at tro på lykken. Jo mere tid de havde sammen, desto mere overbevist blev hun: det var ægte.
Og nu ligger alt i ruiner. Mads ord, som hun ikke skulle have hørt, knuste al tro. Han elskede hende aldrig. Alt var rollespil. Og bag det hele stod hendes far den, hun stolede mest på.
**************************
Astrid står foran spejlet i prøverummet. I hjertet hersker et overraskende roligt, næsten professionelt fokus ikke frydefuld ekstase, som hun havde ventet. Det hvide brudekjolefavntag fremhæver skuldre og smyger sig sikkert nedad, lette folder knitrer, blonder fanger solstrejf og kaster skygger over håndled og arme.
Hun lader blikket glide op og ned ad sig selv. Hun leder ikke længere efter fejl. Hun brokker sig ikke over småting ikke i dag. I dag accepterer hun sig selv, som hun er.
En time efter går Astrid op ad kirkegulvet mellem rækker af gæster. Hagen løftet, ryggen rank, sikre skridt. I øjnene brænder ikke dagdrømmens slør men et klart, fast lys. Gæsterne smiler, hvisker komplimenter. Astrid besvarer dem med små nik, men hendes tanker er langt væk fra brudeballade og konfetti.
Hun husker samtalen med sin far for et par måneder siden.
Far, jeg har besluttet at sige ja til Thomas, sagde hun lige ud, mens de sad over en kop kaffe.
Faren stivnede med kruset, overrasket over hendes afklarede stemme.
Er du sikker, skat? Det er stort.
Jeg er, svarede hun uden tøven. Jeg vil ikke længere vente på kærlighed, som måske aldrig kommer. Jeg vil have ro, respekt, et rigtigt hjem. Thomas kan give mig det.
Men kærlighed begyndte faren, men Astrid afbrød:
Kærlighed er dejligt. Men jeg er færdig med at leve for drømmen. Jeg vil selv bestemme.
Nu, på vej mod sin ventende brudgom den godmodige, lidt generte Thomas gentager hun ordene indvendigt. Hans blik rummer ikke vanvittig lidenskab, men varme, solidaritet og respekt og det sætter Astrid pris på.
Da kordamen indleder vielsesritualet, bliver Astrid klar over, hun ikke fortryder. Nej, eventyret har ikke været stort og romantisk. Det her er hendes valg modent, første skridt til noget solidt.
Måske elsker Thomas mig aldrig manisk, tænker hun og smiler til ham. Men han vil altid respektere mig. Og måske, bare måske, vokser der også kærlighed.
Tankerne giver styrke. Hun smiler; ikke for fotografens skyld, men fordi det er ægte og nyt. Kærlighed har mange former. Måske begynder deres historie ikke med et kæmpemæssigt brag, men med fast grund og det er i virkeligheden en bedre begyndelse.
