Tung som en dansk granitsten
– For pokker, Jannik! Hvor er du dog en tung mand at danse med! Du gør jo alting så besværligt! Kunne du ikke bare gøre, som jeg beder dig om, hva?
Den unge kvinde, der gav sin mand en opsang, var ja, hvad skal man sige smuk på den ekstravagante måde. Lange ben (selvfølgelig, hun var jo fra Frederiksberg), mørkeblå øjne, og en figur, der fik mændene til at snuble over børnecyklerne på Søerne så snart hun dukkede op, selv med klapvogn på slæb.
Hendes ægtemand var… noget for sig selv. En halv meter lavere end sin kone, og formet mest som en tønde porter, hans arme alt for lange til de lidt for korte ben, og håret på vej mod permanent Frilandsmuseet altså, mest kun i erindringen. Det eneste virkelig smukke ved Jannik var øjnene lige så skarpe og livlige som de der havmåger, der stjæler din hotdog i Nyhavn. At se dem sammen var lidt som hvis Thor havde giftet sig med Freja, men hammeren var taget fra ham og udskiftet med et barn på armen.
Den lille pige, Vigga, var en rødhåret miniudgave af Jannik, så ingen kunne være i tvivl om, hvem den unge kvinde havde fået hjælp af… Bortset fra de blå øjne og det flotte kobberhår, havde Vigga arvet alt andet fra faren. Krøllerne var uoverskueligt stride, og moderen havde længe opgivet at gøre noget ved dem. Derfor blev hotelgæster skræmt fra hvid og sans, når Vigga på fem år drønede igennem lobbyen som et lyn, med Jannik prustende bagefter.
– Liva, hvis du så gerne vil på det der vikingeskibsmuseum, så tag afsted. Jeg synes altså, Vigga er for lille til den slags. Det er langt væk, og hun begynder bare at græde og spolerer det hele for dig det ved du jo!
– Og hvad skal jeg så stille op med dig, Jannik?! Jeg tog på ferie med min mand! Tror du, det er sjovt at være på hotel og prøve at blive fri fra tyske håndklæder, og du du tænker bare: pyt!
Liva kunne ramme et toneleje, som direkte konkurrerede med S-toget, der bremser ind på Hovedbanen. Vigga klyngede sig straks til Jannik, næsen trykket helt ind mod halsen på ham.
– Slap af, skat! Jeg er vanvittig jaloux du aner det ikke! sagde Jannik og nussede Viggas krøller. Skal vi ikke finde på noget mega-dansk i stedet? Vil du sejle i kajak? Eller måske kaste dig ud i cold-water-diving nede ved Skodsborg?
– Jeg vil op og se Roskilde Vikingeskibsmuseum! afbrød Liva, vendte sig dramatisk væk og marcherede til poolen, glemt var både Jannik og barn.
Dramaet var så planlagt, at Jannik kun kunne trække på skuldrene, mens Liva smækkede med klipklapperne. Men det var ikke nyt for ham deres ægteskab balancerede altid mellem “Bonnie & Clyde” og scenes fra Folketeatret: ham, den arbejdsomme og nyskilt mand, og hende, den forkælede solstråle.
Hvordan Jannik var blevet “den eftertragtede mand,” anede han ikke. Kvinder og ham havde aldrig været en succes-cocktail ikke fordi han lignede noget, man kaster tilbage ud i havet, men fordi Jannik forvandlede sig til en knudemand, bare han var forelsket. Venner jokkede, at han var nervøs som en sild i en tønde. Så han valgte arbejde og en ugentlig frokost hos sin mor, Agnete som boede i en gammel villa i Nordsjælland og dyrkede alt økologisk, inklusiv hans dårlige humør.
Agnete havde dog ikke tænkt sig at overlade sin søns familieplanlægning til tilfældigheder:
– Jannik! Jeg har set på dig længe nok. Du finder aldrig en kone uden hjælp. Vi må skaffe en anstændig Kirsten Giftekniv!
– Hvem?! Jannik tabte teen ud over det pæne jakkesæt, som han havde fået i gave af Agnete, og hun kunne kun konstatere:
– Du ødelægger da alt! Sæt dig. Nu laver du en ønskeliste. Hvordan skal hun se ud? Farve på øjne, højde, yndlingsfrokost, og så videre…
Jannik var modvillig, men svarede, mest for at holde Agnete fra at præsentere bejderklubber. Ud af samtalen kom en side, han ikke vidste, han havde i sig.
– Sådan én findes jo ikke i virkeligheden, sagde han.
– Vi får se! Annoncerer jeg i Berlingske og på Tinder! svarede Agnete, og herefter gik det stærkt.
Liva dukkede op. Alt stemte på papiret det indre tja, de måtte lære hinanden at kende i processen.
Jannik opdagede hurtigt, at hans ægteskab var et slags aftalebryllup. Langt de fleste omkring ham var ligeglade i storbyen lever ingen som i gamle dage. Liva havde sine interesser (sig selv), og Jannik sine (arbejde, barnevogn, og Netflix på dansk tempo). Selv soveværelserne holdt de adskilt, for Liva kunne ikke sove for hans snorken eller sådan sagde hun.
Børn ønskede hun sig ikke, men fordi det var del af kontrakten, fik Jannik tilladelse til barn efter et par år, hvis bare han sørgede for at rejse hende halvvejs verden rundt først.
Da Vigga kom til, opblødte det stemningen en kort tid. Jannik skyndte sig hjem hver aften og levede for leg på stuegulvet. Liva viste hurtigt, at hun havde samme erfaring med børn, som en folkeskolelærer har med dobbeltsalt.
– Jeg ammer ikke! Tror du, jeg vil opereres for brystløft i en alder af 28?! Find en amme eller køb modermælkserstatning. Min mor siger, du selv voksede op på det, og du ser da nogenlunde ud, ik!?
Jannik måtte give op. Vigga blev glad for flaske, Jannik ansatte en barnepige.
– Jeg får stress! Alene med skrigende unge i 48 timer non-stop! Det kan få enhver dansk kvinde i depression, klagede Liva.
Svigerinden, Gerda (for hvem andet?), bød sig til som barnepige på alle hverdage mod weekend-fri og kaffe.
Det var første og sidste gang Jannik for alvor diskuterede familien:
– Hvorfor skal din mor bo her?! Er hun flyttet ind for at kontrollere mig? Jeg troede, du ville hjælpe, og så bringer du bare din familie ind i mit liv hele tiden. Du er umulig at have med at gøre, Jannik!
– Liva, Vigga er også mit barn, og du gider jo ikke det ansvar. Min mor elsker hende faktisk!
Og sådan fortsatte det Vigga fik verdens fineste legetøj, overtøj og et eventyrligt børneværelse, som kun blev brugt til fremvisning for Livas veninder. I praksis sov barnet hos faren, mens de voksne førte separate, uafhængige liv.
– Jeg elsker altså Vigga! Sagde Liva og græd lidt til aftenkaffen. Men jeg kan bare ikke gøre det bedre.
Jannik bad sin svigermor blive, og Gerda blev fast del af husholdningen. Vigga elskede de voksne i sit liv (minus sin mor), startede i balletskole, gik i privat børnehave, og havde passet flere lande end de fleste medlemmer af Folketinget inden hun blev seks.
Alt var ret meget business-as-usual, indtil Vigga blev syg på en ferie på Bornholm hovedpine, feber, hele molevitten.
– Nå, så er ferien da ydet helt i vasken! sagde Liva, mens hun travede rundt og ventede på lægen, som Jannik havde tryllet frem gennem airbnb’s “Medical Emergency Service”.
– Hvad snakker du om, Liva? Vores barn har det virkelig skidt!
– Det er da bare lidt forkølelse! Man skal lade være med at give hende is, hvad sagde jeg! sagde Liva med et anklagende fnys. Hvad skal vi så gøre nu, super-dansker?
– Vente på lægen.
Da lægen mente det var overanstrengelse og lidt søvn sikkert gjorde tricket, var Jannik ikke tilfreds. Han lod ikke sit barn passe af en halvtræt vagtlæge fra Bornholms Sygehus, så han pakkede taskerne.
– Vi tager hjem, Liva.
– Hvorfor det? Vi skulle jo bare hygge.
– Ikke tale om. Jeg tager ikke chancer.
Hjemme i København viste undersøgelser, at han havde ret. Der fulgte måneder på hospitaler, søvnløshed og bekymring, men heldigvis ingen forværring og det var det bedste, man kunne sige.
Jannik solgte huset på Strandvejen, bilen og sågar sin elskede andelslejlighed fra studietiden. Operation og behandling i Tyskland kunne ikke dækkes af sygesikringen det var dyre tider. Der røg en god bid af hans formue, og Liva indså, at penge var den lim, hendes forhold hvilede på.
– Skal du også sælge min bil?! jamrede hun.
– Ja, for det hele går til Vigga. Jeg gør alt for, at hun er rask!
– Hvad med mig? Jeg står jo uden noget!
– Du får frihed, lige hvad du drømte om. Lejligheden i byen er din, bilen står klar, du kan gøre, hvad du vil. Men to gange om ugen skal du besøge Vigga, og hun rejser kun, hvis du tager med.
For første gang i det ægteskab var det Jannik, der satte foden ned ingen forhandling.
Liva forlod mere og mere familien, selvom hun dukkede op på hospitalet, presset af løftet. Hun savnede friheden og den dovne eftermiddagssol i Frankrig, ikke duften af hospital og konstant ansvar. Moderen Gerda og farmor Agnete var blevet Viggas klippe og Jannik lærte, at han langt hellere ville bygge familie med kvinder over 65 end med sin egen kone.
Da Vigga var syv, blev hun opereret i Hamborg. Agnete gik på efterløn og boede der med dem månedsvis, og Gerda sendte postkort med “kram fra Danmark”. Liva blev ganske frivilligt i Paris under rejsen, og det næste par år så man hende kun sporadisk ved familiearrangementer.
Da Vigga fyldte 15, dukkede Liva op til fødselsdagen flottere og mere franskpoleret end nogensinde, hun nikkede til Gerda, gav Agnete et kindkys og svævede hen, hvor pigen stod blandt gymnasiekammeraterne.
– Skat…
De samme, dybblå øjne betragtede hende.
– Hej… mor.
Liva begyndte straks at forklare, men Vigga rakte hånden op:
– Tag det roligt. Nu er der gæster snak kan vi tage bagefter. Jeg er ikke vred, bare træt.
– Jeg ville bare…
– Jeg ved det, det kan sagtens vente.
De gik en tur ind på Janniks gamle arbejdsværelse. Vigga satte sig nonchalant på vindueskarmen.
– Okay, fortæl.
– Gud, hvor du ligner din far…
– Også en “tung” type, hva, mor?
– Det var ikke dét jeg mente…
– Men det var! Ja. Men én ting skal jeg sige dig ham, du aldrig syntes var god nok, ham der var “for meget”, han har aldrig sagt ét grimt ord om dig til mig. Han har aldrig fundet en ny, fordi han ikke ville gøre mig ked af det. Da jeg var lille, lå jeg aldrig hos dig men hos ham og bedstemor. Da jeg var skaldet efter operationen, grinede vi så meget over bedstemors skøre hatte, at jeg tissede lidt i bukserne. Da jeg kom bagud i skolen, sad begge bedstemødre med matematikken hele natten. Han sagde altid, “Du har stadig en mor, selvom du aldrig var der.
– Men nu er jeg her jo…
– Hvorfor nu? Fordi du føler det? Jeg tror dig ikke. Måske en dag, hvis du kæmper for det. Jeg har ikke brug for dig, men jeg giver dig chancen fordi… han ville have det.
– Hvad var jeg før?
– Dukke, flot indpakning, måske et spøgelse for mig. Drastisk? Ja! Men jeg er min fars datter og vi gør tingene færdige. Hvis du vil være mor, så må du bevise det.
Vigga rejste sig, rettede på de tunge gardiner, og lige inden hun gik ud, vendte hun sig:
– Er jeg tung at have med at gøre, mor?
Liva var stille, ræd for at forpuste selv den mindste chance for forsoning.
– Godt. For så minder jeg jo om ham det bedste kompliment, du kunne give. Vi ses!
Og væk var den røde ild mens Liva stod tilbage, hånden på vinduet, hvor hendes datters fingre havde skrevet mønstre i duggen.
Ja, det er tungt at elske sådan én som Jannik. Det er stenhårdt og umuligt ikke at holde fast alligevel.
