Naboen ovenpå
Karen, hvor har du sat min gryde? Den store, den jeg altid laver suppe i?
Bodil Jensen, den stod midt i vejen, så jeg satte den ned på nederste hylde.
Nederste hylde! Jeg kan da ikke bukke mig derned, min ryg! Tænker du slet ikke over, hvad du gør med andres ting?
Jeg står ved køkkenvasken og kigger ud på regnen. Oktober hænger tungt gråt udenfor, det smådrypper også indeni mig. Ikke vrede, nok snarere en træt forudanelse af, at det her kun er begyndelsen.
***
Bodil Jensen ankom sent fredag eftermiddag. Niels mødte hende ved elevatoren, bar op på to tunge tasker og en kæmpe ternet sæk den slags, man kalder indkøbsmiraklet i supermarkederne. Jeg forsøgte at smile. Jeg smilede faktisk ærligt, fordi jeg vidste: Kvinden er 78 år, et akut rørskade har gjort hendes egen lejlighed ubeboelig, forsikringsselskabet og boligforeningen har været uendelige måneder om at få startet en reparation, nu er alle vægge og lofter skrabet ned til betonen. Hun havde simpelthen ingen steder at tage hen. Det er ikke et overgreb, sagde jeg til mig selv, det er midlertidigt.
Ordet midlertidigt skulle jeg senere tænke på med en helt særlig følelse.
Jeg er 56. Ikke gammel, ikke ung sådan midt imellem, hvor man kender sig selv, men har fleksibiliteten i behold. Jeg arbejder hjemme. Jeg tager bestillinger på kunstbroderi, for private samlere og små gallerier det er min indtægt, ikke bare en hobby. Derudover har jeg et onlinekursus for dem, der vil lære tællesyning eller guldbroderi. Mit arbejdshjørne, i soveværelset ved det nordvendte vindue, er ikke bare, hvor jeg sidder det er min livslinje.
Vores lejlighed Niels og jeg er en rummelig toværelses på Islands Brygge. Vi flyttede ind, da børnene var ude af reden. Jeg brugte to år på langsomt at skille mig af med alt overflødigt. Gennemtænkt, roligt. Givet væk, solgt, smidt ud. Kun det nødvendige og smukke blev. Lyse vægge, få møbler, ingen gamle gulvtæpper, ingen vitriner med krystal, ingen tørrede buketter i vaser. Tre potteplanter: en ficus, en sansevieria og en lille rosmarin i køkkenet. Hver ting har sin plads, skufferne glider let, fordi de aldrig er overfyldte.
Niels brokkede sig lidt i starten. Kaldte det en hotelsuite. Men han vænnede sig til det, blev selv ligeså pedantisk. Vi fandt vores rytme vores måde at trække vejret sammen på.
Og nu trækker Bodil Jensen vejret med os.
***
De første par dage gik faktisk udmærket. Hun indrettede sig i det gæsteværelse, vi i en fart havde gjort klar feltseng, bøjleplads i garderoben, ekstra lampe, glas med vand, en bog. Jeg syntes, det var omsorgsfuldt.
Men allerede på tredjedagen lå der en hæklet flakon på vindueskarmen i gangen. Rund, cremefarvet. Telefonen stod ovenpå, som om det altid havde været sådan. Som om den karm var hendes fra start.
Jeg tog forsigtigt flakonen og lagde den på hendes natbord.
Næste morgen var den tilbage på karmen.
Jeg forstod, at det ikke var trods. Det var bare hendes måde at skabe orden og hygge på fra hendes verden, hvor jo flere ting, jo bedre. For hende var en flakon under telefonen et tegn på omhu og tryghed. Et bart vindue var fattigdom eller sjusk, og beholdere med ris i fem forskellige glas et udtryk for omhu ikke rod.
Jeg kom fra samme verden, men havde valgt at forlade den bevidst.
***
Køkkenet forandrede sig mærkbart allerede efter en uge. Tre emaljegryder ingen skab havde plads, så de stod på bordet. En plastikholder til låg, formet som et gult træ. Køleskabet blev til et laboratorium: glas med hendes egne syltede agurker, en bøtte med fedt i hvidløg, pose med udblødt bønner, en skål dækket med lag af film. Mine yoghurtskyldes væk i døren, fortrængte af revet peberrod og en flaske hjemmebrygget øl.
Rykkede tilbage. Bodil satte dem om igen.
Om aftenen lugtede køkkenet af stuvet hvidkål, stegt løg og noget andet. Tungt, nærende ikke mit køkken, ikke min aften.
Niels kom hjem, snuste og sagde:
Uhmm, mor har lavet mad i dag, det dufter.
Jeg sagde ikke noget.
***
Sidst på anden uge lå der pludselig et lille syntetisk gulvtæppe, med roser i kanten, foran sofaen. Mine fødder bliver kolde, forklarede Bodil Jensen. Hun havde altid haft tæppe ved sengen. Hvad kunne jeg sige? At jeg ikke kunne lide det? Småligt. Jeg tie stille.
Snart fandt hendes store flanelsbluse sig plads på vores fælles stumtjener i gangen ikke i garderoben, som jeg havde foreslået. Beige-blåternet, halvt over Niels jakke. Jeg flyttede den til en ledig knag ved badeværelset. Hun hentede den igen:
Der er for langt, det er besværligt.
Jeg nikkede.
Niels spurgte sent på aftenen:
Har du det godt? Du er så stille.
Det går fint, svarede jeg.
Det var ikke sandt, men det vidste vi begge. Og vi valgte begge, at overse det.
***
Jeg skal fortælle om mit arbejdshjørne. For her handlede det ikke om smag, men om penge.
Mit arbejdsbord: lyst bøgetræ, speciallavet, med hylder, skuffer til spoler. Over det en hvid arbejdslampe, dagslysspektrum. Alt mit garn på række fra kold til varm farve, det skal være sådan for at kunne arbejde hurtigt og præcist.
På det store broderiramme et projekt til en privat samler i Gentofte: kopi af et gammelt kirketekstil, miniverision i guldbroderi, japansk silke iblandet. Deadline sidst i november. Halvdelen betalt, ialt 4.600 kroner for arbejdet.
Tre måneders arbejde.
Ingen må røre rammen. Niels ved det, vi har ingen kat, børnene er fløjet.
Indtil Bodil flyttede ind.
***
Torsdag formiddag, jeg skulle ned efter ny tråd en særlig nuance, kobbergylden, skal ses med egne øjne. Var væk en time, måske lidt mere.
Da jeg kom ind på værelset, stod Bodil ved reolen. Hun sorterede mine garnnøgler i hendes egen orden. En af spolerne den japanske hang halvt optrævlet ved siden af broderiet. Den særlige lyserød-guld variant, jeg ikke har mere tilbage af. Og et hjørne på stoffet var mærket som om nogen havde lænet sig mod det.
Lamslået i døren.
Bodil kiggede op, uden nogen irritation:
Der var så rodet, jeg ville bare hjælpe, nu ligger det pænt.
Bodil, sagde jeg stille, vil du ikke være sød at gå ud?
Hvad? Jeg mente det jo bare godt…
Jeg ved det. Vil du gå ud nu, tak.
Hun gik, fornærmet, sammenknebne læber.
Jeg satte mig for foden af rammen og tjekkede hele arbejdet. Garnet kunne delvist redes et stykke måtte klippes fra, for fanden, sådan en tynd tråd knækker nemt.
Det var ikke en katastrofe. Men det var vendepunktet. Sådan kunne jeg ikke have det i mit hjem.
***
Om aftenen spurgte Niels, hvorfor hans mor ikke sagde noget til middag.
Jeg fortalte.
Han nikkede, sagde stille:
Hun mener det bare godt. Kan du ikke holde lidt ud? Det er svært for hende.
Det er mit arbejdsværelse, Niels, mine penge.
Jeg forstår. Men det er jo kun indtil jul.
Det indtil jul havde jeg hørt et par gange. Jeg spurgte direkte:
Hvor længe?
De siger midt i december.
Halvanden måned endnu. Jeg kiggede på ham. Han elskede os begge, og ville ikke vælge. Den type mand, der tror, alt løser sig, hvis man beder folk om at være søde og have tålmodighed.
Men jeg besluttede, at det var mig, der måtte tage affære.
***
Den nat sov jeg dårligt. Overvejede mulighederne. Ærlig snak med svigermor? Hun ville græde, gøre sig til offer, ringe til Niels. Ultimatum til Niels? Uretfærdigt. Holde ud? Aldrig.
Den fjerde vej: elegant, langsigtet, diplomatisk.
Jeg måtte gøre to ting: Fylde Bodils dage med aktiviteter ude, så hun var mindre hjemme, og få fart på håndværkerne i hendes eget hjem, så hun selv længtes hjem.
Det var ikke hævn. Bare selve overlevelsen. Jeg ville bare have mit eget hjem igen.
***
Første skridt: fritid.
Bodil er aktiv. Hun plejede at bruge tid i biblioteket, folkekirken, datterens sommerhus. Nu keder hun sig, kedsomhed bliver til hyperaktivitet i vores lejlighed.
Jeg ringer til min veninde Mette, der arbejder på aktivitetscentret på Amager. Spørger til, hvad ældre kan gå til.
Masser! Stavgang tirsdag, kor onsdag og fredag, filteværksted, sundhedsforedrag, alt gratis, bare sygesikringsbeviset med.
Jeg siger ikke direkte til Bodil, at hun skal gå til noget. Det ville være for åbenlyst.
En aften nævner jeg lige forsigtigt:
Niels siger, du altid har sunget?
Bodil lyser op. Ja, ungdomskor og det hele.
Jeg har hørt, der er voksenkor i bydelen. Veninden roser det, god korleder, hyggeligt. Helt gratis. Måske det kunne være noget for dig, nu hvor du ikke er på hjemmebane?
Bodil ryster uforpligtende på hovedet, synes det er lidt utrygt.
Jeg presser ikke på. Nævner koret igen nogle dage senere: de optræder til byfest, fotos i lokalavisen. Det vekker lidt interesse.
Ugen efter beder hun mig skrive en vejbeskrivelse.
Onsdagen efter tager hun hjemmefra kl. ti, vender først hjem ved tre-tiden, rødmende og ivrig.
Sikke nogle søde damer! Og korlederen, Gustav, dygtig og sjov. Vi synger Kai Normann Andersen og folkesange. Han sagde, jeg har fin alt.
Det er da vidunderligt, svarer jeg, helhjertet.
Siden forsvinder Bodil hjemmefra flere formiddage om ugen, får også følgeskab til stavgang af en ny veninde, Birgit fra koret.
Der bliver mere fred hjemme. Ikke tomt, bare roligt.
***
Anden del kræver mere strategi.
Jeg ringer til Bodils datter, Louise. Vi har aldrig været tætte, mere venlige bekendte. Jeg siger det lige ud:
Louise, vi er glade for at have din mor men du ved godt, hun trives bedst hjemme. Kan vi gøre noget for at sætte skub i renoveringen?
Louise sukker. Håndværkerne trækker tiden, de svarer knap tilbage. Jeg spørger:
Kan vi få nogen til at tjekke arbejdet igennem?
Hun siger ja tak hun er også træt af det.
Vores underbo, Søren, er tidligere tømrer, nu pensionist altid klar på kaffe og håndværkertips. Jeg fortæller ham hele historien.
Få tre gode folk, det der er maksimalt tre uger. Ikke måneder, siger han.
Han runder byggeholdet, får arrangeret daglige tjek. Pludselig går det hurtigt.
Jeg fortæller ikke Niels om detaljerne ikke for at skjule det, bare fordi jeg vil skåne ham for at vælge side.
***
De tre uger, det tager, svinger op og ned.
Der er gode aftener: Bodil stråler, fortæller om Birgit, korlederen, kaffen på bageren bagefter, roser mig for min kage. Andre dage mindre gode.
En morgen står min elskede ficus pludselig på gulvet i hjørnet, erstattet i vindueskarmen af Bodils egen geranium. Den blomstrer, lyserød og frodig.
Ficus tog lyset, og geranier elsker vinduet, forklarer hun.
Jeg sætter ficusen tilbage, stiller geranien i hendes værelse. Hun ser det, møder mit blik.
Du kunne da have spurgt først, siger hun.
I lige måde, svarer jeg.
Vores eneste skænderi, rigtigt. Ikke tårer eller ballade bare en gnist af sandhed mellem os. Resten af aftenen taler vi om noget andet.
Niels tier. Hans tavshed kan næsten gøre mig mere gal end geranien på mit vindue. Mænd tror ofte, konflikter forsvinder, hvis man ikke kigger på dem.
Men de forsvinder ikke af sig selv.
***
En aften, Bodil er gået tidligt i seng, sidder jeg ved mit bord med tråden i ro. Niels kommer ind, sætter sig.
Du er vred på mig, siger han bare.
Lidt, indrømmer jeg. Ikke på dig, men på situationen.
Jeg forstår, det er hårdt for dig.
Ja, men forståelse og deltagelse er ikke det samme.
Han er tavs:
Vil du have, jeg gør noget?
Nej, Niels. Jeg klarer mig.
Han spørger ikke ind til det. Måske vil han ikke vide, hvad jeg gør. Måske frygter han, at han bliver nødt til at vælge. Han går i seng, jeg arbejder videre.
Det, jeg tænker: Det værste er ikke konflikt, men når alle vil det gode men ingen kan holde situationen ud, fordi der ikke er nogen at rette vreden mod.
***
Renoveringen bliver færdig før tid.
Louise ringer lørdag morgen. Håndværkerne er væk, alt er færdigt. Klar til at flytte ind. Hun siger det til mig, ikke Niels, og jeg fornemmer en ny respekt.
Nu skal det siges til Bodil på en måde, hvor hun ikke føler sig smidt ud.
Hele lørdag spekulerer jeg.
Om aftenen, midt i samtale om kor og kommende julekoncert, fortæller jeg:
Bodil, jeg har lavet en lille overraskelse. En ven fra opgangen har hjulpet med at få håndværkerne op i gear. Louise siger, din lejlighed er klar nu. Du kan flytte hjem.
Hun glor på mig, så på Niels. Så igen.
Har du sat det hele i gang?
Næsten, men naboen hjalp. Jeg synes bare, her er du gæst, hjemme er du hjemme. Du fortjener at have din hverdag.
Niels ser på mig, som om han ser mig rigtigt for første gang.
Bodil rejser sig, tager min hånd.
Karen, du er en god kvinde.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Klemmer bare hendes hånd.
***
Søndag flytter hun hjem. Niels kører hende, hjælper alt på plads. Jeg bliver hjemme. Mærker efter. Går rundtur i min tid, rører vægge, stiller mig ved arbejdsbordet.
Tager gulvtæppet med roser op. Tager sidste flakon væk fra karmen. Sætter vinduet på klem, lytter til oktober.
I køleskabet står en beholder dækket med film den bedste gryderet, Bodil har lavet den på forhånd til os. To dages aftensmad.
Jeg lukker køleskabet, læner mig op ad det.
Man kan genere hinanden i ugevis og stadig række ud med mad og omsorg til sidst.
***
Om aftenen er Niels hjemme. Vi spiser sammen, stille, men fredeligt. Han vasker op, jeg tørrer af. Som vi plejer.
Inden han lægger sig, siger han:
Så du har ordnet det hele med renoveringen, uden at sige noget?
Ja.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Du sagde, jeg skulle prøve at være tålmodig. Jeg valgte en anden vej. Jeg ville ikke have, at du skulle sidde med voksende dårlig samvittighed.
Han nikker eftertænksomt.
Det var klogt. Men også lidt sårende.
Jeg ved det. Undskyld.
Vi ligger i mørket, jeg tænker: Det her er ikke perfekt. Ingen sagde tingene ligeud, ingen store psykologiske samtaler men opgaven blev løst, uden drama.
Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke.
***
Bodil ringer en uge senere. Hun lyder glad. Hendes hjem er fint, som hun ville have det, væggene gyldne. Hun har fundet sine yndlingskopper, besøgte Valborg oppe på tredje sal, der havde savnet hende.
Jeg fortsætter i koret, siger hun. Gustav siger, vi skal til konkurrence i februar. Birgit og jeg glæder os.
Det lyder skønt, siger jeg.
Karen, jeg ved godt, jeg forstyrrede jer, mens jeg boede hos jer.
Jeg siger ikke nej, du gjorde ej. Det ville være løgn, og det ved vi begge.
Vi er bare forskellige, Bodil. Det er okay. Bare du har det godt nu.
Hun holder en pause.
Ja. Det er det vigtigste.
***
Indimellem tænker jeg tilbage. Ikke tit, men lidt.
På tæppet med roser. På alle grydekaosserne. På geranien i mit vindue. På suppen i køleskabet. På Bodils varme hænder. Og på Niels, der sagde lidt sårende, mere åbent end alt andet de syv uger.
Jeg har ikke vundet en krig der var ingen krig. Bare en udfordring, jeg løste. En hjemlighed, jeg beskyttede, uden at råbe.
Det er ikke nogen bedrift. Bare det, vi nogle gange må gøre: Stædigt og stille tage vores plads tilbage, når nogen uden at ville det, træder ind over stregen.
At beskytte sin egen grænse handler ikke altid om mure men at huske, hvad man selv vil, og langsomt, ordentligt, vende tilbage til det.
Familie er et besynderligt væsen det kan overleve meget, trække vejret gennem sprækker og nogle gange efterlader det dig med restemad i køleskabet, når det rejser videre.
***
I november afleverede jeg mit bestillingsbroderi. Kunden var tilfreds. Betalte det sidste beløb. Jeg købte en ny nøgle japansk guldtråd og lagde den i min skuffe. På sin rette plads.
På vindueskarmen tre potter: ficus, sansevieria, rosmarin. Ingen flakoner.
Der er stille. Kaffeduft, vokslys brænder om aftenen. Niels læser i stolen. Udenfor venter vinteren.
Alt er, hvor det skal være.
***
En måned senere besøgte vi Bodil. Jeg havde en æske pastiller med fra den bager, hun talte så godt om sammen med Birgit fra koret. Hun åbnede døren, førte os stolt rundt vægge lyse, stuer varme, flakoner overalt, og det lille tæppe med roser var dér hvor det skulle være.
Jeg kigger rundt, føler intet særligt ikke irritation, ikke overbærenhed. Det er bare hende, hendes hjem.
Over teen siger hun:
I må love at komme og høre os i februar. Vi skal synge Danmark, nu blunder den lyse nat. Jeg vil gerne, at I hører det.
Niels siger:
Det gør vi, mor.
Jeg siger:
Selvfølgelig.
