Æblet
– Du er præcis som din mor!
– Hvordan, mormor? Karla stillede sig uvilkårligt i forsvarsstilling, men tog sig straks i det. Hvem var det egentlig, hun forsvarede sig imod?
– Lige så egenrådig! Din mor lyttede aldrig til nogen, heller ikke mig! Og nu er det dig!
– Hvad er det, jeg skal lytte?
– Mig! Du skal høre, hvad jeg siger! Og respektere det! For jeg er ældre og klogere på livet end dig! Forstår du?
Karla så forbavset på den velpolstrede, fortørnede kvinde, der rystede en finger lige op i næsen på hende.
Det var da utroligt! Hvorfor kræver hun, at man skal høre efter hende? Fylder op, nægter at gå væk igen!
Karla gled rastløst med fingrene, som om hun kunne mærke den tykke kulstump mellem dem. Hvis blot man kunne rette lidt op på sådan en dag dæmpe skyggerne der, lyse op her Hun kunne ikke fordrage mørket! Og hun brød sig ikke om skænderier, råben og ballade. Hendes mor havde aldrig talt sådan til hende. Hun havde altid lært Karla at rigtige mennesker kunne lytte og høre efter.
– Åbn ørerne, lille Karla, og hør nu grundigt efter! Som små kaniner! Ved du hvorfor kaninen altid lytter så godt? Fordi ræven lusker lige bag ved. Glemmer kaninen at lytte, så hap! Så tager ræven den!
– Nej, det skal den ikke! lille Karla sad med store øjne og stirrede på sin mor.
– Nej da, selvfølgelig ikke! Derfor er kaninen snu. Den lytter grundigt, og så løber den hurtigt, så ræven ikke kan fange den!
Det var længe siden. Karla var næsten voksen nu, men hun huskede stadig alle morens eventyr og livslektioner.
Det var mærkeligt Som barn troede Karla, at moren overdrev eller tog fejl. Men nu forstod hun, hvor ret hun egentlig havde haft!
Tag nu mormoren Hende kendte Karla slet ikke før sidste år. Hun boede alene med sin mor i en lille by ved Vesterhavet, gik i børnehave, sloges med Mille og Trine, for så at blive gode venner og løbe efter is på den lille havnepromenade. Så kom skolen, Martin, første kys på stranden i solnedgangen.
Og mor var der.
Karla greb om den store, blålige træperle på armbåndet, hendes mor selv havde lavet til hende.
– Om den er falsk, hvad så? Se hvor smuk den blev! Se, min pige, nogle gange er det rigtige slet ikke det bedste. Det kan være både svært og bittert. Men noget, der ligner, kan også være godt.
– Hvordan det?
– Prøv at tænke! Hvorfor var det nu, du og Mille blev uvenner forleden?
– Hun sagde, at vi var fattige, og derfor købte du mig ikke de rigtige Nike-sko, men en kopi. Hun sagde hun kunne kende forskel.
– Hun havde ret. Skoene syede onkel Poul til dig. Og ingen har heller påstået, de var rigtige Nike, vel?
– Nej.
– Men de er gode, pæne, og du holder af dem. Onkel Poul gør sig altid umage. Kan du lide dine sko?
– Ja!
– Så betyder det altså ikke noget! Det hele handler om, at folk måler sig med mærker og etiketter. Forstår du? At jeg har det her, og du ikke har derfor er jeg bedre! Men er det rigtigt?
– Næh.
– Præcis! Det vigtigste er at være ægte indeni, resten er ligegyldigt. Nogle vil kun vise deres mærke frem, andre glæder sig over det de har. Den, der ved, at lykke ikke er et klistermærke, bliver altid gladest.
Karla tænkte meget over det. Hun nåede endda at gøre rent på værelset og inde hos sin mor. Så gik hun ud i køkkenet, hvor moren kogte hendes yndlingsabrikosmarmelade, og spurgte:
– Mor, er Mille så ikke rigtig min veninde? Hvis hun siger søde ting, men bagefter kommer og gør nar? Jeg ved jo, hun kunne lide mine sko. Hun ville bare ikke indrømme det.
– Hvordan ved du det?
– Trine sagde det. Hun hørte Mille råbe op hjemme, fordi hun ville have nogen der var finere end mine.
– Åh Karla… moren lagde træskeen fra sig og krammede datteren. Pas nu på. Mille er kun et barn, ligesom dig…
– Jeg er ikke noget barn!
Karla snoede sig, men moren smilede, velvidende at datteren var vredest på sig selv for at tænke dårligt om veninden.
– For mig er du og hende stadig små. For mødre er ens børn altid små. Og det er ikke så slemt! Jeg gad godt lige få lov til at være lille igen, så nogen kunne holde om mig. Men der er ikke rigtig nogen…
Moren rynkede panden og kyssede Karla på hovedet.
– Nok om det! Vi snakker om dig og Mille. Giv hende lidt tid. Kan du huske dengang hun slæbte dig hjem, da du faldt ned fra gyngen? Hun blev mere bange for dig end for sig! Selvom hun sled sine knæ op da hun sprang efter dig. Hun hylede så meget, at sygeplejersken tilbød hende en sprøjte for at falde til ro. Kan du huske det?
– Ja
– Og alle de smarte tuscher hun gav dig, dengang du var syg og jeg ikke ville lade hende komme ind? Hun sagde bare: ‘Tegn mig det flotteste billede!’, og dét hang hun op på sin væg, indtil du blev rask. Kan du huske det?
– Ja…
– Så det er bare pjat, alt det med skoene! Når I bliver store, forstår I, hvad der betyder noget. Indtil da pas nu godt på det, I har.
– Hun kom faktisk over for at sige undskyld.
– Nå, og hvad gjorde du?
– Jeg sagde, jeg ikke ville se hende og vi ikke var fattige!
– Var du vred?
– Meget!
– Og nu?
– Nu er jeg stadig lidt sur. Bare ikke så meget…
– Så vent til du ikke længere er vred, og så sig undskyld. Hvis du gør det nu, kan du ikke tilgive hende rigtigt, og så bliver I bare uvenner for alvor.
Karla savnede sin mor frygteligt i dag. Hun ville have vidst, hvad man skulle sige og gøre især når mormor nu var flyttet ind.
Mormor kom uventet.
Indtil da havde Karla ikke vidst, at hendes mor var syg, eller at hun havde skrevet til sin eks-svigerinde og bedt hende komme.
– Nå, goddag, Mette! Jeg troede ikke, vi skulle ses igen! Den fyldige, varme kvinde skubbede havelågen til og hvilede sig. Puha, det er varmt! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde det ud!
– Goddag, Kirsten! sagde moren, og pludselig var der noget underligt i stemmen.
Det er Karla, ikke? Kirsten sukkede og betragtede pigen. Jeg kan ikke se noget af vores familie er du sikker på, hun er din?
– Du har ikke ændret dig, Kirsten!
Nu lo moren, og Karla slappede lidt af. Det var nok ikke så slemt som det så ud.
Mormoren faldt ikke i god jord. Hun var larmende, rastløs og havde ikke meget tålmodighed. Huset blev straks fyldt med hendes råb og hektiske gøremål.
– Rod, som altid! Hvordan kan du ikke holde orden, Mette? Du har jo en datter en pige, endda! Hun skulle jo lære, hvordan man bliver kvinde! Men så lærer hun ikke andet end rod hendes mand smider hende jo ud, så snart de bliver gift! Og det er efter min mening det rigtige!
Karla forstod ikke, hvorfor moren aldrig svarede hende igen. Hun skjulte sit smil, men sagde aldrig et ondt ord bare så til, at den mærkelige kvinde susede gennem huset, stødte ting rundt og forsøgte at sætte sit præg på alting.
Katteelementet i huset mistede al sin vante frækhed og gemte sig i hjørnerne, mens Benny, hunden Karla havde fået af onkel Poul, luskede over i haven og lagde sig i skyggen, hvæsende lavt, når Kirstens stemme blev for høj.
– Se, den eneste med fornuft i huset er hunden! Han ved da godt han ikke hører til inde i huset! Dyr har slet ikke noget at gøre indendørs!
Kattekreene tog flugten ud i haven for at undgå konflikten.
Og der trådte Karla for første gang i karakter. Hun samlede sit yndlingskæledyr Fedtmule op og marcherede med ham under armen ind på sit værelse.
– Hvad gør du nu! Karla! Kirstens bjæffende stemme fik Benny til at gø ude i haven.
– Jeg passer på ham! svarede Karla roligt og kiggede på mormoren. Kattene bliver her i huset. Og Benny også! De var her, før du kom. Hvis du vil have orden, så følg selv reglerne: Dette er vores hjem. Du er på besøg. Hjemme hos dig kan du bestemme alt du vil!
– Karla! Mette gispede, bebrejdede sig selv, aldrig havde hun hørt sin datter tale sådan til en voksen!
Men til Mette og Karlas overraskelse tog Kirsten det ikke ilde op. Hun kneb øjnene sammen, smilede skævt og sagde:
– Ja, ja du er en del af sorten, det skal være vist! Æblet falder ikke langt fra stammen. Du kunne godt have opdraget hende til at være lidt mere føjelig, Mette!
Siden da lod Kirsten kattene være. Hun sparkede dem bare let væk med foden, som oldemor plejede, men smed dem aldrig ud.
Der var dog snart vigtigere ting at tage sig til. Alt gik så hurtigt, at Karla forvirret begyndte at holde øje med væggenuuret i stuen, og ønskede, hun kunne standse viserne.
Hvorfor skulle tiden suse sådan afsted? Mor var jo stadig så ung og Karla havde sådan brug for hende! Det kunne da ikke være meningen!
Men tiden lyttede ikke til Karla. Den tikkede videre, hårdt og nådesløst.
Læger, medicin, sygehus
Mette gik bort en tidlig forårsmorgen.
Natten forinden havde Karla åbnet alle vinduer, sluppet den friske havluft ind og hvisket:
– Mor, snart blomstrer kirsebærtræet udenfor! Lige om lidt!
– Jeg håber jeg kan nå at se det, Karla Det vil jeg så gerne!
Da Karla fik beskeden, brast hun ud, greb den gren der strakte sig ind mod morens soveværelse, rev den ned og tænkte: Hvad skal vi nu bruge den til? Der er jo ingen at vise den til mere.
Kirsten tog ikke hensyn. Hun omfavnede Karla, trak et rent lommetørklæde op af lommen mere klæde end tørklæde og beordrede:
– Græd! Skri! Få det hele ud! Det hører ikke hjemme i dig! Der er ikke noget, du kunne have gjort Alle mennesker har sin tid
Hvordan kunne hun sige netop det? Hvorfra vidste hun, hvad Karla følte? For hun havde jo ret! Karla bebrejdede kun sig selv, det der var sket. Mor havde slidt for meget, hvilet for lidt Alt for Karla, for at hun skulle kunne tage en uddannelse
Og Karla? Hun havde bare fjollet rundt med Martin og veninderne, i stedet for at sidde ned og læse. Hun dumpede til sidst i flere fag. Havde godt nok forsøgt at rette op, men nåede aldrig at fortælle det til moren. Ville ikke gøre hende urolig.
Morens brev, som Mette havde skrevet til sin datter, gav Kirsten først til Karla på 40-dags mindehøjtiden.
– Her! Læs det. Det er vigtigt. Din mor havde noget at sige dig.
– Hvorfor er kuverten åbnet? Karla vendte og drejede det hvide, ubemærkede brev.
Til Karla…” stod der med morens store, svungne håndskrift på forsiden.
– Jeg kan og vil ikke læse andres breve, Karla jeg er måske ikke altid nem at bo med, men sådan noget gør jeg ikke. Så tag det nu. Jeg har travlt huset går ikke i sig selv. Du kan hjælpe, hvis du vil noget, men jeg skal nemlig videre!
Den sætning ramte straks Karla. Kirsten blev fornærmet. Ingen råb, ingen sure miner hun blev bare stille og gik ud i køkkenet. Karla lænede sig op ad dørkarmen, hvor hendes mor havde mærket hvor høj Karla var blevet gennem årene.
– Næh, hvor du er vokset, Karla! Blevet så stor!
Morens stemme lød så tydeligt, at Karla lagde sig tilbage. Stor? Ja hvis jeg virkelig var blevet stor, havde jeg også været klog. Så havde jeg ikke såret nogen.
Karla lukkede døren, satte sig på gulvet og lagde brevet på sine knæ, tungt og fyldt, tøvede med at åbne det. Hun havde så mange ord, hun gerne ville have givet sin mor. Og så meget, hun aldrig fik sagt.
Endelig hev hun det fyldige brev op, holdt Fedtmule tæt ind til sig og begyndte at læse:
“Kære Karla! Nu skal du ikke græde mere, hører du! Du er jo stærk! Livet er fantastisk lad være at spilde tiden med at sørge over det, der ikke blev. Du siger måske, at vi fik for lidt tid sammen. Men jeg ser anderledes: Vi fik meget! Du aner ikke hvor meget! Men du forstår det nok en dag jeg fortæller dig det hele. Det har du krav på at vide. Det er din historie.
Fra begyndelsen… Om, hvordan jeg mødte din far. Han var noget særligt, og jeg blev forelsket på stedet. Mine veninder smilede ad mig: ‘Han er jo rødhåret hvordan kan du?’ De forstod ikke, hvordan han skinnede som solen, så varm. Du ligner ham faktisk meget, ikke til udseendet, men i sindet. Fra ham har du fregnerne, øjnene og næsen. Alt andet er fra mig. Da du blev født, håbede han så på du fik store krøller; som din farmor Kirsten.
Karla, hun er et godt menneske! Tag ikke hendes temperament tungt. Hun er altid højlydt, lidt rå og brysk men også vidunderlig trofast og kærlig.
Du undrer dig måske over, at du ikke har kendt hende? Det er min skyld. Jeg var ung og dum. Jeg så hende ikke rigtigt.
Undskyld mig.
Vi skændtes voldsomt, dengang du var lille. Din far og jeg havde det godt sammen indtil han fandt en ny kærlighed. Sådan sker det, Karla.
Det var ikke fordi han ikke elskede dig, eller ikke elskede mig han mødte bare den, der blev hele hans verden
Du spørger, hvad der så bliver af den gamle verden? Den forsvinder. Jeg elskede ham nok mere, end han elskede mig. Han blev, mest for din skyld, da kærligheden var slidt op. Så mødte han hende, og så var han ærlig nok til ikke at lyve mere.
Men det forstod jeg ikke dengang. Jeg havde det så ondt, helt ind i sjælen. Så kom Kirsten også forbi.
Hun ville hjælpe sin søn, holde sammen på familien. Hun forstod ikke, hvad der foregik men fra hun kom ind ad døren, var alt kaos! Jeg sagde for mange dumme ting, alt for ondt, til både hende og din far. Og til sidste lukkede jeg ud, at du ikke var hendes barnebarn
Gud, hvor var jeg dum! Det er så let at fejle og så svært at indrømme det bagefter!
Jeg burde bare have husket, hvordan hun, da jeg lå på hospital og var bange for at miste dig, smed alt og boede hos os mere end en måned. Hun stegte fiskefrikadeller, gjorde min lejlighed ren, så jeg ikke kunne finde mine sager bagefter. Hun tog hjem først da du var uden fare.
Jeg vidste ikke, at hun prøvede at tale med den nye kvinde. Forsøgte at mane til fornuft. Til sidst endte hun med selv at godkende hende. Hun tog børnene til sig, og holdt af dem som sine egne. Så, Karla du har søskende. Hvis du vil, skal Kirsten nok introducere jer. Vi talte om det. Det er ikke godt at være alene. Jo flere du har i din nærhed, jo bedre. Jeg vil så gerne, du tænker over det.
Nu til hvad der kommer. Karla, bliv ved med at lære! Jeg ønsker dig så meget godt, men du skal vælge selv! Lad ingen styre dig! Kan du huske, hvad vi talte om dine evner? Du har talent! Brug det! Til noget, ikke alle kan. Hvis du vil være kunstner, så gør det! Kirsten skal hjælpe dig. Jeg har sparet lidt penge op, ikke meget men det rækker til et års tid, indtil du klarer dig selv. Du har jo altid kunnet klare dig. De tasker, du malede, solgte turister glade for. I København bliver det ikke sværere. Drop aldrig din drøm! Lad den blive sand! Jeg tror, jeg skal nok vide, hvordan det går, selvom jeg ikke kan være med.
Jeg elsker dig! Og tror på dig! Du er stærk og klog, min pige.
Tør dine tårer nu!
Mor”
Karla lagde brevet fra sig og sad længe, mens tårerne løb. Mor havde jo sagt, hun ikke måtte græde!
Fedtmule sov allerede tungt ved hendes side, men Karla sad og tænkte på, hvordan hun skulle leve videre.
Svaret kom, da Kirsten åbnede døren, tændte lyset og beordrede:
– Op, nu! Nu sørger vi ikke mere. Du skal have te og vi skal snakke. Man får ikke noget godt ud af at sidde og tude!
Kirsten syntes dog ikke om Karla som kunstner. Hun skældte hende ud og forklarede, at det var værre end ingenting du skulle have en rigtig uddannelse, noget at leve af! Men Karla ville ikke høre. Så sagde Kirsten:
– Du er stædig som et æsel! Det har du ikke fra fremmede! Du er præcis som din mor. Hun kunne aldrig tilgive sig selv det, hun sagde den dag, og du ligner hende! og så lagde hun stridstøjet.
– Jeg prøvede at finde dig, Karla! Overalt! Hvordan skulle jeg vide, at din mor skiftede navn og alt, mens hun gemte dig for mig? Onkel Poul hjalp…
– Han er god, mormor! sagde Karla. Han hjalp os altid!
Kirsten snøftede og satte resolut en skål grød foran Karla.
– Spis! Og så tænker du over det jeg har sagt. Hvad er det for et job, kunstner! Bliv nu revisor, så har du penge og mad hver dag!
– Mormor! Ikke mens der er gæster!
– Og hvad så? Først lærer du for fremmede, så kan du for dig selv!
– Nej tak! Jeg vil noget andet! Det vil mor også!
– Det er spildte kræfter, barn! Men jeg tager med dig! sagde Kirsten pludselig og gjorde den hemmelige finger-hilsen med tre fingre, alle danske børn kender fra vuggestuen.
– Jeg skal nok sørge for, du bliver en god kunstner! Det lovede jeg din mor. Så gør vi det sådan. Spis nu op!
Årene gik.
Flere år senere, på en lille privat galleri i hjertet af København, går der en sjov lille flok rundt; en rødhåret, lidt rodet kvinde, en ranglet ung mand med moderne briller og Karla med en lille søn på armen.
– Hvad synes du? spørger Karla endelig, selvom hun har sagt til sig selv, hun vil vente.
Kirsten kaster et blik på Karla, snøfter, tager barnebarnet, tørrer næsen af ham og holder ham så han kan hvile på hendes skulder. Så nikker hun:
– Det er flot! Rammerne er gode, malerierne også! Men du bruger farverne, så det halve kunne være nok! Nå og ryd op i dit værksted snart! Der er et roderi, så man skulle tro det var løgn! Genrik! (hun henvender sig til den unge fyr med brillerne) Holder du ikke styr på noget?
– Hvad nu igen, Kirsten?
– Hun ser jo træt ud! Store poser under øjnene! Sådan kan man ikke have det! Så, jeg tager Svend (den lille) hjem med mig i dag! Og I sover ud, kommer til jer selv og på søndag ses vi! Er vi enige? Kom så, Svend!
På vej forbi lægger Kirsten en hånd på Karlas kind, hvisker:
– Din mor ville have været så stolt, Karla! Det er jeg også. Du ved det godt, ikke? Godt, mit lille æble…
