Boghvvede i stedet for trøfler
Jeg stod ved komfuret i det blågrønne køkken, hvor væggene var på én gang så hjemmevante og så fjerne. Det småregnede udenfor, og inde i gryden dansede noget, jeg havde kæmpet med i to timer, stille ud af form. Flødesaucen med trøffel, som jeg havde villet gøre silkeblød, levede sit eget liv nu: smør beskedent på overfladen, grundsaucen lå plumret i bunden. Københavns regn og natten, lamperne udenfor nede på Nørrebrogade, alt virkede uvirkeligt og alligevel helt rigtigt.
Signe, varer det meget længere nu? Jeg har ikke spist siden frokost…
Mads stod i døråbningen, den gængse pose: ikke helt indenfor, ikke helt udenfor, hænderne i lommen. Hans ansigt, efter otteogtyve år, et kort uden navn. Ikke utålmodig noget andet, noget underjordisk.
Tyve minutter, sagde jeg, stadig med blikket i gryden. Saucen skal lige samarbejde…
Tyve minutter. Forstået.
Han forsvandt. Fjernsynet klikkede straks an i stuen, højt, så næsten ingenting, som et ekko af passive signaler, jeg kendte på rygmarven.
Saucen blev færdig. Ikke perfekt, men tæt på. Risottoen med Karl Johan svampe fangede denne særlige sejhed, der ikke rigtig findes udenfor drømme eller usædvanligt dyre restauranter. Jeg lagde det hele pænt op, pyntede med tynde skiver sort trøffel, jeg havde købt hos den gamle handler på Torvehallerne for penge, der engang havde rakt til to cafébesøg for mig og veninden.
Dækkede bordet. Tændte stearinlys ikke for romantikken, men fordi alt ser mildere ud i lyset fra stearin. Både risotto og min egen trætte pande.
Mads satte sig. Så længe på tallerkenen. Ligesom han ventede på, at retten forvandlede sig foran øjnene på ham.
Risotto igen? sagde han endelig.
Du bad om noget med svampe.
Jeg ville bare have noget svampeagtigt. Risotto er ikke nødvendigt. Jeg fik forresten risotto på Johnnys Restaurant sidste uge, der er jo en rigtig kok…
Jeg tog min egen gaffel. Prøv først.
Han smagte. Tyggede. Som en inspektør med skjult agenda.
Risen er kogt lidt for meget.
Den er al dente. Præcis som den skal være.
Ifølge dig.
Vi spiste uden at sige mere. Han så på tallerkenen med dette gamle, uforklarlige blik, jeg nu genkendte som min egen længsel efter bifald og frygt for det totale fravær.
Saucen er lidt fed, sagde han, da der næsten kun var hulrum på tallerkenen.
Jeg svarede ikke.
Er det ikke bedre, jeg siger sandheden? Du vil jo udvikle dig som kok. Ikke?
Jeg har ikke spurgt, sagde jeg.
Det burde du.
Han gik for at se OB spille mod AGF, og jeg vaskede op, skrabede små rester af trøffelsauce op fra bunden af gryden. Saucen, som havde kostet omtrent det samme som en god flaske dansk gin og som jeg havde lavet tre gange om, til jeg syntes, den næsten duede. Jeg havde øvet fra bøger, jeg slæbte med hjem fra kursus, alt sammen for at få konsistensen perfekt.
Fed. Fed. Fed.
Jeg stod med hænderne på vaskekanten, så vandet forsvinde i afløbet. Slukkede lyset i køkkenet. Gik i seng.
Det var bare en almindelig aften.
*
Else kom lørdag klokken tre. Min svigermor, den slags menneske, der aldrig ville sige, at her trængte til at blive tørret af, men hvor de blå øjne kun lige gled hen over vindueskarmen. Syvoghalvfjerds. Lille, rank som en bøgetræsstamme en vinterdag. Hun havde boet i sin lejlighed på Amager øst, siden hendes mand døde for seks år siden og hun nægtede enhver snak om flytning. Jeg lod hende altid være, vi vidste begge, hvorfor og behøvede ikke ord.
Den lørdag var hun mere bleg. Jeg så det allerede i døråbningen.
Kom indenfor, Else. Jeg har bagt en nøddekage.
Tak, Signe. Er Mads hjemme?
Hos Johnny. Lover at komme hjem til aften.
Hun nikkede. Gik denne gang i køkkenet, ikke stuen, hvor hendes normalkrog var vindueskarmen. Også det var mærkeligt.
Jeg skar kage, satte te over. Hvordan går det med dig?
Det går vel. Lidt tryk for blodet, men det kender du jo.
Hun tog et lille hjørne. Meget fin, sagde hun, og hele hendes ansigt lyste så mildt op, at jeg måtte synke for ikke at græde.
Vi drak te, stille. Udenfor nikkede nøgne trætoppe langs søerne.
Signe, vil du love ikke at blive såret, hvis jeg spørger om noget?
Jeg prøver.
Hun ventede længe, den der tålmodige, gammelkendte stilhed.
Kan du huske, du var indretningsarkitekt engang?
Det havde jeg ikke set komme. Ja. Selvfølgelig.
En god én?
Nogen sagde ja.
Jeg ved det. Jeg så dine projekter den der lejlighed ude på Østerbro for den lægefamilie, kan du huske? Jeg var der gennem en bekendt. Jeg tænkte: der er et menneske, der kan noget særligt med rum.
Jeg fnes. Hvor vil du hen, Else?
Hun satte koppen, sirligt, som alle de generationer der fik at vide, man ikke måtte larme. Fordi jeg skammer mig, sagde hun dæmpet.
Skammer dig?
Jeg burde have fortalt dig det for år tilbage. Dengang du lagde arbejdet på hylden. Men jeg sagde aldrig noget jeg tænkte: må hellere blande mig udenom. Måske var det villet, måske var det sådan, det skulle være.
Hun kiggede på hænderne. Gamle hænder, men smalle fingre.
Mads kan ikke lide fin mad.
Mærkeligt nok lo jeg. Undskyld?
Han har aldrig kunnet lide det. Aldrig. Siden han var helt ung, haft problemer med maven; lægen sagde allerede dengang, det skulle være simpelt: grød, suppe, kogt kød. Hans yndlingsret det har altid været frikadeller og boghvede med smør. Kunne spise det hver dag…
Køkkenet blev stille, som snefald. Kun køleskabet summede langt væk.
Hvorfor bad han så… begyndte jeg, røsten var ikke min.
Om foie gras og trøfler? Om perfekt sauce? Hun færdiggjorde sætningen.
Else kiggede op. Noget i blikket var tungere end harme og sortere end medlidenhed.
Han elskede anstrengelserne. At se dig prøve, at du gik op i det, brugte dine penge, din tid, ventede på dommen. Det gav ham følelsen af kontrol…
Jeg satte koppen. Forstår du, hvad du siger?
Ja. Jeg tænkte længe over det. Før jeg satte mig. Jeg har tiet i næsten fyrre år, Signe det begyndte med hans far. Mads fik det med fra barndommen. Hans far gjorde det samme mod mig.
Jeg huskede ham vagt høj mand, formel til fester. Han døde hurtigt efter vores bryllup.
Han var en levemand, sagde Else. Jeg prøvede alt. Steg, saucer, souffléer… Men så så jeg engang, hvordan han spiste boghvede hos sin mor: tre portioner, med smør, i ro og stilhed, glad…
Regnen trommede på ruden.
Jeg forstod først der, hvad jeg var fanget i men dengang gik man ikke. Og Mads så mekanikken, lærte det hele.
Jeg rejste mig. Gik til vinduet, kiggede ned på regnen over brostenene.
Ti år.
Ti år med madkurser. Først basics, så fransk, italiensk, japansk. Bøger, videoer, diskussion med fremmede kokke online. Markeder, specialhandlere, vinparinger. Timer i sengen med idéer til nye opskrifter.
Jeg troede, det var min nye levevej. Mit kald.
Han spiste boghvede, inden i sig.
Hvorfor siger du det nu? spurgte jeg.
Jeg er gammel, Signe. Og du er endnu ung. Tooghalvtreds er ikke gammelt. Det er faktisk nærmest begyndelsen…
Hun så direkte på mig. Uden frygt, uden bøn.
Jeg lærte ham aldrig noget andet, sagde hun lavt. Jeg kan ikke rydde op i fortiden, men jeg kan give dig sandheden.
Jeg satte mig, tog en slurk af teen. Han ændrer sig ikke.
Nej, men du må vide, hvad du vælger. Det er dit valg nu.
Vi drak ud. Jeg fulgte hende til døren. Hun havde svært ved knapperne, fingernegte…
Nøddekagen var god, sagde hun. Den bedste, du har lavet. Helt almindelig. Men god.
Hun gik. Jeg blev stående i den stille entre blandt Mads jakker.
*
De følgende uger lavede jeg, som altid, terrin af and, bisque på danske taskekrabber, japanske desserter med matcha. Han spiste. Kommenterede. Jeg var der, men ikke længere inde. Det føltes, som om jeg så fra oven: hælder citronskal i gryden, drysser safran, serverer, venter. Ser hans ansigt før dommen…
Nu så jeg glæden ikke over maden, men over magten.
Og mindedes min tid som designer, min lille tegnestue på Vesterbrogade, hvor vi diskuterede maling og materialer over paret kaffe sent ud på natten.
Mads sagde, det var useriøst. At familie skulle vælges først. At hans løn kunne forsørge os. Jeg valgte hjemmet, for jeg troede, jeg havde tid til at vende tilbage.
Ti år fløj.
Jeg skrev til min gamle kollega, Rikke Mortensen. Hun havde et lille bureau. “Hej Rikke skal vi ses til kaffe?”
Svaret kom hurtigt. “Signe! Selvfølgelig, kom forbi i morgen?”
*
Vi sad på café på Gothersgade. Rikke havde fået kort hår og stride sølvhår, men var lige så levende som altid.
Du ser godt ud, sagde hun.
Jeg er træt, sagde jeg. Men her er jeg.
Vi bestilte kaffe. Jeg drejede på koppen, vidste ikke, hvordan jeg skulle begynde.
Har du brug for hænder på et projekt? Jeg kan stadig noget.
Hun så undersøgende på mig. Har du ikke holdt ti års pause?
Jo, men jeg har ikke glemt.
Du bliver nødt til at starte med grunder, som praktikant næsten. Programmerne er anderledes nu, kunderne også. Er du klar?
Ja.
Løn?
Bare nok til at lære igen.
Hun vurderede mig et øjeblik, nikkede. Kom mandag morgen.
De kommende uger var jeg tilbage: lærer nye programmer, glider langsomt ind i formen igen. Nogle gange dummede jeg mig med noget banalt. Men det var okay, noget vågnede til live. Som at lære at cykle igen.
Hjemme lavede jeg boghvede.
Den første gang var det komisk nærmest: sent hjemme, udmattet, i køleskabet kun torskerogn, æg og boghvedegryn.
Kogte boghvede, blandede med dåsetorsk, smør over. Satte skål på bordet. Råbte på Mads.
Han stirrede overrasket.
Er der ikke noget mere? Hvad er det?
Boghvede.
Okay… Det vidste jeg da godt. Er du okay?
Jeg er træt. Vi kan lave noget andet i morgen.
Han spiste i tavshed. Ingen bemærkninger. Intet bifald, ingen kritik.
Også det var et svar.
*
Samtalen kom to uger senere. Jeg kom hjem træt fra tegnestuen, gik ind, tændte det bløde lys.
Hvor dælen har du været?
På arbejde.
Igen? Med den Rikke?
Det er mit arbejde, Mads.
Han slukkede TVet, så på mig. Det var ikke vores aftale.
Hvilken aftale?
At du skulle være væk hele dagen. Vi har et hjem. Jeg arbejder, og hvad skal jeg spise? Køleskabet er tomt.
Der er æg, kartofler og leverpostej.
Han stirrede, som havde jeg talt tysk.
Gider du lade være…
Det er det, der er.
Og trøflerne? Hvor er alle de fine saucer? Har du glemt, at du kan lave rigtig mad?
Jeg hængte min jakke op, lagde tasken. Mads. Jeg vil tale ordentligt. Er du klar?
Om hvad?
Om os. Om hvordan vi har levet de sidste ti år.
Han blev sky, som et barn. Skuldrene op, blikket lidt slørret.
Nu lyder det, som om du har talt med min mor…
Ja, og hun sagde mig sandheden. At du bedst kan lide det simple. At du aldrig har kunnet lide alt det fine.
Et øjebliks blund.
Vrøvl.
For to uger siden spiste du boghvede glubsk.
Jeg var bare sulten.
Mads, stop nu. Vil du prøve på noget nyt eller ej?
Lang tænkepause.
Nyt, hvordan?
To mennesker som ligeværdige. Begge arbejder. Maden er nogle gange simpel, nogle gange avanceret, uden at det bliver til en konkurrence.
Han sagde lavt: Jeg har aldrig gjort dig fortræd. Jeg siger bare, hvad jeg mener.
Men du lod som om, du ikke kunne lide simpel mad, mens jeg gik op i trøfler for at imponere dig. Det var ikke ærligt.
Han gik. Ind i soveværelset. Ingen smækken. Bare stille.
Jeg lavede kartofler, spiste alene i køkkenlyset. Hørte ham rumstere frem og tilbage.
*
De næste måneder flød vægten mellem os som en issø. Først fornærmelse. Så små tilnærmelser, en buket tulipaner, måske en restaurant. Alt begyndte igen fra bunden, men han forstod ikke rigtigt, hvad jeg mente eller hvad jeg behøvede.
Rikke gav mig mit første projekt. Lille københavner-lejlighed, en ung familie. Jeg lå vågen flere nætter, men alt kom tilbage som svømning i kolde bølger.
Derhjemme lavede jeg boghvede, kartofler, frikadeller, suppe.
En dag forstod jeg, at Mads ikke ville ændre sig. Det var ikke mig, han savnede, men portrættet af mig: hende, der ventede på dommen. Hans spejl.
Jeg flyttede. Ind til min veninde Maria. I juni afdragsfri lille lejlighed på Amager. Jeg lagde ny maling, valgte alt selv nynnede endda, mens jeg satte lamper op. Vidste, hvad jeg ville, det havde jeg ikke spurgt mig selv om i årevis.
*
Et år gik. Nu er det april. Jeg er treoghalvtreds. Kirsebærblomster står hvide mod mine vinduer og tværs over den lille gade. Jeg ser på dem hver morgen, mens jeg laver kaffe på gammeldags manér ingen barista, bare kaffe.
Rikke tog mig ind som partner. Jeg har nu to store projekter. Jeg sover godt. Våger om natten kun for at tænke på lys, rum, former ikke frygteligt tankemylder længere.
Else ringer stadig. For nylig besøgte jeg hende, med hjemmebagt kage. Vi talte længe; hun fortalte om skammen, om ikke at have gjort oprøret selv. Jeg forstod. Noget i blodet og familien, traume, der gentager sig hvis ikke nogen sætter hælen i.
Else kunne ikke bryde kæden dengang. Men hun gav mig skubbet. Det betyder noget.
Mads bor stadig i den gamle lejlighed. Hører nu og da, at han er begyndt på madkurser selv. Måske sandt. Mennesker ændrer sig, måske.
Jeg tænker sjældent på ham. Nogle gange, når jeg ser en trøffel i et supermarked, står jeg lidt. Ordene “fed” og “silkeblød” genlyder fjernt. Men jeg hænger ikke fast der.
Jeg mødte Jakob sidste september. Han kom som kunde. Ville have mere lys og luft i sin lejlighed efter sin kones død. Han er én af dem, der taler åbent, er rolig, siger aldrig noget, bare for at sige det.
Efter vores anden projekt-gang spurgte han, om vi skulle drikke kaffe sammen uden for bureauet.
Det gjorde vi. Siden har vi bare ladet tingene ske. Ingen panik. Ingen masker.
Han kommer ofte om fredagen.
*
I dag er det fredag.
Jeg kom hjem i regn og forårslys, har købt kyllingeoverlår, kartofler, løg, gulerødder, dild, dansk creme fraiche. Simpel mad. Kartofler i lag, kylling, grøntsager, creme fraiche i fadet, i ovnen. Dild over.
Mens det hele simrede og fyldte køkkenet med duftene fra både min barndom og noget usædvanligt, gjorde jeg mig omhyggeligt klar.
Jakob ringede på klokken syv.
Han kom ind. Medbragte vin og en lille æske chokolade, simpel, med hasselnødder, den type der altid står ved kassen i supermarkedet.
Du kan lide dem med nødder, sagde han, smilende.
Hvordan vidste du det?
Det nævnte du engang. Jeg husker den slags.
Vi gik i køkkenet. Han åbnede vinen, satte sig. Hvordan går det med Absalon-projektet? spurgte han.
Lidt svært, sagde jeg. Men der kommer noget godt ud af det.
Han nikkede. Så, hvordan jeg rørte i gryden.
Er du lykkelig? Spurgte han, alvorligt.
Jeg kiggede på ham. Lige nu? Ja.
Godt, sagde han.
Ovnen dingede. Jeg tog retten ud, dryssede dild over, satte den på bordet. Ingen lys, bare lampen, bare os.
Smukt, sagde han.
Bare en ovnret.
Du kan ikke lave grim mad, det tror jeg ikke på.
Jeg grinede.
Vi spiste. Han tog mere. Vi småsnakkede om hans arbejde, hans datter, mine sommerplaner. Han nævnte, han gerne ville en tur til Helsinki i maj. Det lød roligt.
Senere te og chokolade.
Udenfor duftede asfalten. Regnbyger blandede sig med blomsternes duft, vinden vuggede de hvide træer derude.
Jeg tænkte: Nu. Ingen venten, ingen dom, bare dette.
Samvær. Et enkelt måltid, et levende menneske. Intet behov for at gøre mig mindre eller vente på godkendelse. Jeg havde læst et sted, at selvværd bygges, ikke er givet. Det er sandt.
Grænsen for, hvor jeg slutter, og hvor du begynder det er ikke en mur, men et stille sted at stå.
Et enkelt lykkerecept: gør det du kan, elsk dem der ser dig, lav mad du selv kan lide, vent ikke på ord.
Hvad tænker du på? spurgte Jakob så.
Ovnen, sagde jeg.
Han grinede.
Bedste tanke, sagde han.
Må jeg hælde mere te op til dig?
Meget gerne.
Jeg hældte op. Satte tepotten. Så ud på de blomstrende træer.
Jakob, tror du nogensinde, du vil kritisere kartoflerne?
Han løftede blikket.
Nej. Og hvis jeg gør, siger jeg “lidt mindre salt næste gang”, og så spiser jeg alligevel det hele.
Jeg nikkede.
Godt svar.
Jeg prøver, sagde han og tog sidste chokolade.
Udenfor svajede de hvide træer, København åndede, som kun det kan. Der var kun nu, kun det rum, vi havde valgt. En enkel stue, en gryde fra ovnen, en lille potteplante i vinduet, købt fordi jeg kunne lide farven på bladene.
Det blev, hvad det blev.
Sådan lever jeg nu.
