Nogle mærkværdigheder ved familien omkring Lærke Skønning
Lærke er ude med hunden igen…
Åh Gud, hvad har hun nu fundet på med det stakkels dyr? Nu er Novas hale ikke længere lilla, men lyserød! Se, se, hvordan hun logrer med den!
Hvad kan man gøre, når pigen er lidt sær? Til gengæld har hun hjertet på rette sted og opfører sig ordentligt! Ser du mange af den slags unge nu om dage? Da bedstemor var syg, forlod Lærke nærmest ikke hospitalet. Hun fløj rundt og satte sit eget liv på pause!
Mener du det? Jeg så ellers i går, at der satte en meget flot ung mand hende af foran hoveddøren.
Måske var han taxichauffør!
Ja, helt sikkert! Hvornår er det lige, vores taxachauffører begynder at kysse unge damer på hånden?
Nej, er det sandt?!
Nemlig! Jeg siger dig, vores Lærke bliver nok snart gift.
Så da, det bliver bedstemor da glad for! Hun har opdraget sådan en skøn pige: klog, smuk, værdig! Hvis bare det ikke var for hendes arbejde så var hun jo helt perfekt!
Og hvad er der nu galt med Lærkes job?
Efterforsker? Er det et job for en pige?
Nå da! Findes der nogen, der respekterer loven ligesom Lærkes bedstemor? Næppe! Og det hjælper da også lidt, at Lærke er blevet en dygtig efterforsker! De skrev om hende i avisen, og der var endda et indslag i fjernsynet, hvor de roste hende. Sådan er det bare!
Jeg siger ikke noget! Må Gud give hende alt godt, som man siger. At hun skulle ende med at klare sig, var jo tydeligt fra hun var barn! Kan du ikke huske, hvordan hun var?
Jo jo, præcis som bedstemor! En ildsjæl, hende Lærke!
Midt i snakken gik den omtalte pige forbi bænken foran opgangen, hilste venligt og satte så pludseligt i løb for at indhente Nova, der dansede hen over de sandede og isglatte stier med den lyserøde, morgenskærsfarvede hale.
Se, nu smuttede hun! Hvor mon hun skal hen?
Hun skal ud og hente sin søster! Katrine kommer hjem fra udlandet i dag!
Hvor ved du det fra?
Det sagde Lærke jo selv! Se, nu ankommer taxien!
Fra bilen trådte en høj, rank pige. Hun sagde ikke et ord, men slog armene om den løbende Lærke og fløjtede til den logrende hund.
Lærke! Hvad har du nu gjort ved hunden?!
Synes du ikke, det er flot? Det er bedstemors yndlingsfarve!
Åh, hvor jeg har savnet dig, du skøre pige!
Lærke grinede og krammede sin søster endnu engang.
Det var efterhånden hele kvarteret, der kendte til Lærke Skønnings lidt besynderlige gemyt. Hendes særheder begyndte allerede i den gyldne barndom. En kær unge med to smalle fletninger, med gammeldags, store hvide sløjfer for enderne omhyggeligt bundet af bedstemor hilste altid pænt og smilede med hele munden, lidt skævt, indtil bedstefar fik sat orden på de tænder.
Efter smilet lød det venlige:
Hvordan går det hos jer?
Men snart gad ingen rigtig svare end ikke dem, der ellers intet at skjule havde, eller farverige papegøjer, der kunne sladre om selv de mindste familietragedier.
Folk var nemlig lidt bange for Lærke.
Pigen var frygtelig snakkesalig.
Men det kunne jo være lige meget, for hvad kunne en unge vel sladre om? Men Lærke nøjedes ikke med at tale hun havde en særlig evne: at sammenstykke alt hun så og hørte, og så servere det for netop den rette, uden skam.
Tante Trine, mens du var på arbejde, kom Onkel Jens på besøg hos tante Ida på nr. 17. Med blomster! Præcis de gule, ligesom du fik til din fødselsdag! Jeg spurgte, om jeg måtte lugte men det måtte jeg ikke! Dem skulle Ida have. Hvorfor må jeg ikke, når hun må?
Tante Trine, der normalt ikke lod sig slå ud af hendes mands bortforklaringer om alle de sene arbejdstider, blev helt bleg, kiggede nervøst omkring for at sikre sig, at de andre damer ikke hørte, og satte tempoet op uden engang at hilse på Lærkes bedstemor.
Kære, hvorfor snakker du sådan til Tante Trine? Hun spurgte jo ikke om noget! Bedstemoren kunne godt blive sur på Lærke, selvom hun aldrig sagde hvorfor.
Lærke blev altid ked af det.
Hun forstod ærligt talt ikke, hvad hun havde gjort galt. Hun havde vel ikke sagt noget særlig slemt? Eller havde hun?
Det var svært og ubehageligt, for hvis bedstemor bare havde forklaret hende, at man ikke skulle sladre om andres blomsterleverancer, havde Lærke måske tiet stille næste gang.
Men efter sådanne episoder lignede bedstemor en grå granitfigur fra Rådhuspladsen, hvor Lærke elskede at gå tur i weekenden. Hun tog barnebarnet ved hånden lidt fast, men altid venligt og sagde ikke ét ord. Kun en stram mund, som signalerede: ingen slik efter aftensmad i dag!
Det var en alvorlig trussel for Lærke, i hvert fald indtil hun huskede, at bedstemor i det mindste ikke havde duer, der svinede på håret, sådan som granitmonumentet havde det. Bedstemors hår var altid i orden og slet ikke skaldet på toppen!
Om monumentet havde Lærkes stedbedstefar fortalt.
Hvorfor er han skaldet? spurgte Lærke, mens hun kneb øjnene mod solen.
Han har været meget nervøs sagde stedbedstefar, der altid svarede ligeud; bedstemor derimod var til de mere kryptiske forklaringer.
Så… har han haft det svært? spurgte Lærke, og gjorde præcis som bedstemor: stak underlæben ud og rystede på hovedet. Det må have været et barskt arbejde.
Helt sikkert.
Var han også børnetandlæge? spurgte Lærke straks og forestillede sig statuen inde på stedbedstefars klinik.
Det var en komisk tanke; monumentet ville knapt kunne være der og ville konstant skubbe til døren med hovedet, mens børnene hylede i venteværelset.
Stedbedstefar betragtede hende altid lidt underfundigt, men brød snart ud i latter.
Hvis bare! Så var verden måske en smule bedre. Nej, min pige han var leder!
Leder? Men hvis han var rigtig leder, havde han jo haft fjer på hovedet! Ligesom i den bog, vi læste! Han er jo helt skaldet Tror du, duernes fjer passer til sådan et… hvad er det, det hedder?
Hovedbeklædning?
Ja! Præcis!
Nej da, min skat. Til den slags skal man have ørne-fjer.
Nej, de er for flotte! Og de gør i øvrigt ikke deres fornødenheder hvor som helst. Bedste siger, det er upassende. Kan du huske, da vi var ude at fiske, og du forsvandt ud til træerne? Så sagde hun jo, at man skal opføre sig ordentligt!
Stedbedstefar grinede så meget, at folk på torvet vendte sig om, og Lærke forstod ingenting. Hvad var der så morsomt?
Hvorfor kunne voksne dog aldrig styre sig?
Hvad bilder du dig ind?
Hvad mener du?
Du skal da ikke grine så meget! Du opfører dig slet ikke sobert sådan siger bedstemor altid. Kender du ikke udtrykket? Skik følger slægt og sådan noget! Jeg skammer mig nærmest over dig!
Så fik hun et hemmeligt is på vejen hjem som undskyldning.
Hemmelig, fordi bedstemor havde forbudt Lærke slik inden frokost, men stedbedstefar brød sig ikke om bestemmelser og så aldrig nogen grund til at nægte den glæde så længe Lærke ikke sladrede om det.
Du må ikke sige det til bedstemor, hvis jeg giver dig is, ellers bliver hun aldrig færdig med at skælde ud.
Vil der blive ballade?
Meget ballade! Du ved jo, hvordan hun er. Alting skal gå efter hendes hoved.
Men du adlyder hende ikke?
Jeg er altså manden i huset! Hvad ville der blive af mig, hvis jeg adlød en kvinde?
Må vi så godt fortælle hende om isen? spurgte Lærke med et skælmsk blik.
Nej, det er ikke det, jeg siger! Det er én ting at høre efter noget andet at skabe konflikt.
Bedstefar, er du ikke lidt bange nu?
Nej da! Jeg er bare erfaren og ved, at fred er bedre end ballade.
Hvordan det?
Det forklarer jeg senere! Nu skal vi ud og købe blomster til bedstemor.
Hvorfor det?
Så opdager hun ikke så hurtigt, at du er så glad.
Lærke nikkede. Hun elskede sin stedbedstefar og respekterede ham højt.
Han kom ind i hendes liv som en nytårsgave. Bedstemor, som hovedløst havde passet hende, fordi hendes forældre var arkæologer og konstant ude på opdagelser, gifte sig omsider med sin gamle bejler. Bedstemoren var videnskabelig, med juragrad, vant til lederskab og lidt for fornuftig til store følelser bortset fra to undtagelser: hendes elskede barnebarn og hendes gamle klassekammerat, som livet adskilte og siden bragte sammen igen, til sikkert stor fornøjelse for skæbnen selv.
For forskellen mellem dem var markant: Bedstemoren var høj og kraftig, stedbedstefar lille og solid som en stub. Hun var pragmatisk og kunne styre enhver krise, mens han var jordens ro selv. Noget bandt dem alligevel så tæt, at Lærke til sidst slet ikke forstod, hvordan de havde klaret sig uden hinanden.
Sagen var, at bedstemor, trods alt sit snusfornuft, i smug var uhjælpeligt romantisk. Hun havde altid drømt om digte i måneskin og serenader under vinduet, med syrener og jasmin på karmen. Men næppe nogen havde troet hende til den slags, og hendes første mand nøjedes med blomster til mærkedage og ind imellem et vers fra Benny Andersen. Sjælen tørstede.
Først da Lærke blev født, blomstrede hun op igen. Denne hvirvelvind af kærlighed, der var dumpet ind i hendes liv, bragte varme og håb.
Lærkes mor og far var passionerede forskere. Barnet blev trygt overdraget bedstemor, og forældrene fortsatte deres arbejde uden fortrydelser mens skatten blev hjemme.
Den latterlige, larmende baby fyldte huset og nabolaget så meget, at gamle fru Hansen til sidst måtte skille sig af med deres puddel. Lærke og pudlen hylede i kor!
Familien samledes om den lille, og da Lærke blev ét år, kom stedbedstefar ind i billedet.
Hun voksede op fyldt med kærlighed fra bedstemor og hende, der snart blev kaldt bedstefar eller rettere, stedbedstefar, for bedstemor mente, at jo flere, jo bedre! Lærke besøgte da også sin biologiske bedstefar, men hjertebåndet var stærkest til netop ham, der tilbød at give sit liv for hende og bedstemor.
Lærkes mærkværdige natteskrig ledte til, at bedstemor fik et tip om en børnetandlæge i nabolaget stedbedstefar. Fra det øjeblik gik alt på skinner, også selv om forældrene ramte hjem for at spørge, om de stadig kunne regne med pasningen. Det kunne de.
Lærke gik ikke i vuggestue hun var ofte syg, så bedstemor opgav tanken om socialisering. Det blev i stedet forbeholdt sommeren på kolonihaven.
Kolonihaven var gammel og fyldt med familier, der havde kendt hinanden i generationer, ved de høje birk og under de danske grantræer. Her blomstrede venskaber. Hver sommer kom både veninden Solvej, tvillingerne Mikkel og Gustav og den dansedrømmende Astrid alle faste sommerbeboere.
Så, da Lærke fyldte seks, kom Katrine ind i billedet. En grov, beskidt, lidt fræk pige, men altid selvbevidst.
De mødtes en varm sommerdag. Lærke sad i lysthuset, rodede i velvaskede jordbær, læste bøger hentet med hjem af stedbedstefar. Pludselig strøg en mørk hånd fra under bordet, og Lærke skreg, så bedstemor næsten tabte gryden med syltetøj.
Katrine sad på gulvet under bordet og åd jordbær helt upåvirket.
Hvorfor skriger du sådan? Vil du ikke vide, hvorfor jeg kom?
Kom ned, ellers bliver der ikke flere jordbær!
Lærke stoppede panisk og krøb under bordet. Katrine rakte hende den største bær.
Du har beskidte hænder…
Sådan er det på landet.
Bedstemor trådte nærmere, men beroligedes, da hun så, det bare var Katrine. Det viste sig senere, at hun var barnebarn af bedstemors gamle ven, Jørgen. Han havde været politimand, men mistet hele sin nærmeste familie undtagen Katrine i et flystyrt. Bedstemor organiserede straks, at Jørgen og Katrine lejede hus ved siden af.
Det skyldtes ren medmenneskelighed: da bedstemor så Katrine, og lignede hun en miniudgave af Lærke. Hvordan kunne hun lade sådan et barn være uden familie, uden tryghed?
Stedbedstefar stillede ingen spørgsmål. Han kyssede hendes hånd og sagde blot: Gør, som du ser bedst.
Kan det ikke blive for meget for os med to unger? spurgte bedstemor tvivlende.
Det er kun godt at have flere i familien, sagde han. Vi kan gøre det.
Så fik Katrine en familie hos Lærkes bedstemor og stedbedstefar. De to blev nu søstre hvor forskellige i temperament og sind de end måtte være. Men netop deres forskellighed bandt dem sammen i et nært venskab, der vakte glæde hos bedstemor.
Katrine lærte snart Lærke, at nogle sandheder ikke altid behøver at blive sagt højt og at hendes evner bedst bruges konstruktivt.
Du burde være privatdetektiv! Men bedstefar havde næppe brudt sig om det han sagde altid, det var utaknemmeligt.
Så bliver jeg bare efterforsker, grinede Lærke og anede ikke, hvor meget arbejde det krævede.
Hun blev ikke taget alvorligt til at starte med, folk lavede jokes, men hun holdt fast i målet støttet af dem, der holdt af hende.
For hvad kan gå galt for en, der er elsket?
Har du overhovedet spist i dag, Lærke? Hvordan? Det går ikke! Og du, Katrine, har du heller ikke fået noget? Så kan de tallerkner bare være tomme bagefter! Peter! Skal du have invitation? Slip så Nova, og vask hænder! Hvorfor i alverden skal hunden have lyserød hale? For at skille sig ud? Mener du det virkelig? Lad nu være med at drille mig, ballademagere! Suppen bliver kold kom nu og spis!
