Altså, jeg skal simpelthen fortælle dig, hvad der er sket for mig det lyder som noget fra en dramafilm. Jeg har bestemt, at jeg nok skal gifte mig en dag, men altså, ikke med den her flotte fyr. Jo, han er sød og rar på alle måder bare ikke min type.
Den aften, det hele startede, så kommer min mor hjem og selvfølgelig sammen med hendes kæreste og en ven, og de havde allerede fået lidt for meget indenbords. Jeg, Alberte, var så bange og satte mig om bag kommoden i hjørnet af værelset.
Der var ikke nogen steder at gemme sig, og udenfor var der jo kommet sne. Jeg var så træt af det hele. Jeg blev enig med mig selv om, at så snart sommeren kom, og jeg var færdig med 9. klasse, ville jeg tage ind til Odense og starte på læreruddannelsen. Selv om det kun er ti kilometer, ville jeg bo på kollegiet væk fra alt det her.
Mor og gæsterne slog sig ned i køkkenet. Jeg kunne høre, de hældte noget op i glassene, og snart duftede det af rullepølse og spegepølse. Mine tanker kredsede nu helt om mad jeg havde ikke spist ordentligt.
Så hör jeg min mors stemme udefra: Alberte! Kom nu ud, hvad skjuler du dig for? Der er jo to af os Og så morens kæreste, Henrik, med den der hæslige stemme: Det er jo ikke første gang, vi er to.
Pludselig lød der et højt brag af porcelæn, og uroen voksede. Jeg trykkede mig endnu mere ind i hjørnet. Blev helt stille, indtil Henrik sagde: Søren, hun sover nok. Du sagde selv, hun er en god pige, men jeg ved ikke rigtigt… Vent, hun har jo en datter
Datter? Hvilken? Alberte, selvfølgelig hun gemmer sig sikkert inde på værelset. Hent hende herind! lød op. Henrik kom ind, smilede grimt da han så mig, og sagde: Kom du bare ind, sid hos os!
Jeg har det fint her, svarede jeg lavmælt, prøvede at undvige da Henrik rakte ud efter mig. I panik greb jeg en vase fra kommoden og bankede den ned i hovedet på ham, glasset smadrede. Jeg fór ud af værelset, hørte de råbte bag mig: Hold hende! Men jeg løb allerede mod gadedøren, kom kun ud i sokker, gamle shorts og T-shirt, men jeg skulle bare væk.
Henrik og Søren løb efter mig, der var helt øde på villavejen, og sneen dalede. Jeg hørte deres råb bag mig, men så bød skæbnen på noget held der var en stor villa, hvor jeg hørte en hund gø, og nogen råbte efter den. Jeg løb hen og bankede på, døren gik op, og en mand i fyrrerne kiggede undrende: Hjælp mig, please, hviskede jeg, helt fortabt.
Kom ind! sagde han og trak mig ind for at lukke døren. Fra entreen lød en kvindestemme: Niels, hvem er det? En pige nogle mænd jagter hende! sagde han.
Hurtigt ind i stuen! kvinden tog mig i hånden. Du kan forklare det hele senere. Henrik og Søren råbte stadig på vejen, men damen, Mette, råbte ud: Niels, lad nu være! Kom ind!
Hundens gøen blandede sig med stemmerne. Vi må ringe til politiet, sagde hun og fandt sin mobil. Slap af, Mette jeg ordner det selv. Jeg kender dem. Hvordan? Bare rolig, berolig Alberte nu!
Niels puttede en flaske snaps og et stykke pålæg i en pose, gik hen til hunden og gik ud til de to mænd. Her, ta’ det og skrid! De åbnede posen, smilede og forsvandt sammen.
Så satte jeg mig i deres køkken, og Mette kiggede venligt på mig, satte tevandet over. Lad os høre, hvem du er og hvad der er sket.
Jeg hedder Alberte, begyndte jeg, rystende og stammende. Jeg bor ude på den anden side af vejen. Så du er Kiras datter? Ja Jeg vidste, de havde hørt om min mor, selvom de kun boede her kort tid.
Mette så på mig Lad være med at græde, du er tryg nu. Hun trak mig ind til sig og krammede mig, jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.
Senere kom Niels ind igen: Så fik jeg smidt dem af. Og hvad skal vi så gøre med denne her smukke pige? Mette smilede til mig. Det snakker vi om i morgen for nu skal du bare drikke te og tage et karbad.
Hun gav mig te, rugbrødsmadder og resterne af en kage og jeg blev så glad, nærmest rødmede af at få rigtig mad. De spurgte ikke mere ind. Da jeg var mæt, viste Mette mig badeværelset og sagde: Tag et langt bad og min morgenkåbe.
Det eneste jeg håbede på, var at de ikke smed mig ud i natten. Hvor var det dejligt at ligge i varmt vand, mens der var sne og kulde udenfor. Men jeg blev nødt til at komme ud, værterne ventede.
Da jeg kom ud, sad Niels og Mette i stuen, jeg smilede undskyldende: Tusind tak! Hør, Alberte, begyndte Mette, det virker ikke til, at nogen kommer efter dig. Du vil nok ikke hjem igen? Jeg så ned. I morgen tidlig skal vi køres bare så du ved det.
Jeg forstår sagde jeg, endnu mere nervøs. Du bliver her alene. Luk aldrig op! Vores hund Max slipper ingen ind. Forstået? Ja! udbrød jeg næsten for ivrigt.
Når vi er væk, kan du koge lidt suppe til os, hvis du vil eller gøre rent, hvis du kan lide det, sagde Niels med glimt i øjet. Jeg kan sagtens jeg er god til at lave mad og gøre rent! prøvede jeg, stadig bange for at blive smidt ud.
Jeg vågnede næste morgen, lå stille i sengen og var bange for at gå ud, men da bilen kørte ud af gården, gik jeg ned i køkkenet. Der var the, rugbrød, ost, leverpostej og svinekød. Jeg spiste, gjorde bordet rent, vaskede gulvet, fandt støvsugeren og gik i gang.
Pludselig hørte jeg en stemme bag mig: Hvad foregår der her? Jeg vendte mig og så Mette og Niels søn Frederik flot, 18 år med brunt hår og nysgerrige øjne.
Jeg gør bare rent, mumlede jeg. Og hvem er du? Han rystede på hovedet, fandt mobilen og ringede til sin mor: Mor, hvem er hun? Hun skal bo lidt her! sagde hun bare. Fint for mig. Han lagde telefonen væk, vurderede mig hurtigt og gik ud i køkkenet.
Vil du have te? spurgte jeg. Nej tak, klarer mig selv. Jeg blev ved at gøre rent, mens han sad og spiste, gik selv i bad og duftede af aftershave.
Pludselig råbte nogen udefra: Hey, Niels, gi’ os en flaske mere! Hvad nu det? sagde Frederik og kiggede ud. Du må ikke åbne! sagde jeg med bange stemme. Han kiggede på mig, smilte nærmest og gik ud. Jeg så ud af vinduet og så Henrik og Søren, og blev næsten lammet af frygt.
Frederik gik ud til dem, de sprang nærmest på ham, men pludselig ramlede de begge ned i sneen, og Frederik sagde noget til dem de gik væk med hovederne bøjet og traskede hjem.
Frederik kom ind igen, kiggede venligt på mig. Blev du bange? Jeg tabte al kontrol og begyndte at græde ind i hans skjorte. Hvad hedder du? Alberte Jeg hedder Frederik. Du skal ikke være ked af det, de kommer ikke tilbage.
Resten af dagen holdt han sig på sit værelse, og jeg lavede suppe og tænkte over alt. De her mennesker jeg ville så gerne blive, men jeg vidste, at jeg ikke havde ret til det.
Senere kom Mette og Niels hjem. Mette smilede mærkeligt, da hun så hvor rent der var. Niels roste min suppe. Jeg prøvede at sige: Jeg må nok hellere tage hjem Bliv nu nogle dage mere! sagde Mette.
Jeg gik mod døren, men standsede jeg havde jo gået rundt i Mettes morgenkåbe og slippers siden i går. Kom! sagde Mette, tog mig med ind i garderoben, fandt jeans, striktrøje og en tyk vinterjakke. Tag det på! Vi har jo næsten samme størrelse.
Nej nej, det behøver jeg ikke Du skal ikke gå hjem i undertøj! Tag nu bare! Jeg bliver ikke fattigere af det. Da jeg kiggede i spejlet, kunne jeg ikke tro det så flotte ting havde jeg aldrig haft. Mette fik mig også i hue og støvler, og sagde: Brug det med glæde! Jeg takkede hende helt rørt.
Livet gik videre min mor fik arbejde på en gård, hendes kæreste og hans ven forsvandt. Da foråret kom, sad jeg med lektier, og nogen bankede på havelågen. Jeg kiggede ud det var Frederik. Han vinkede med hovedet: Kom ud!
Jeg sprang nærmest ud. Hej! sagde han og smilede. Hej! Min mor sagde, du skulle komme.
Så gik jeg med ham hen til deres hus det, hvor jeg havde haft min bedste dag nogensinde. Hej, Alberte! Mette kom ud, gav mig et kæmpekram.
Kom ind og få te! Hun satte mig ved bordet, hældte op og satte sig. Nu skal du høre: Niels og jeg skal til Tyrkiet i en måned og Frederik er næsten aldrig hjemme. Kan du passe huset for os? Max skal have mad, katten også, og alle blomsterne skal vandes.
Selvfølgelig! sagde jeg, og Mette smilede og lagde 20.000 kroner i kontanter foran mig. Det er alt for meget! protesterede jeg halvt. Tag nu bare. Vi har rigeligt. Kom, jeg viser dig det hele!
Jeg fulgte hende rundt, fik styr på planter, foder til dyr og det hele. Mette råbte på Frederik, og han dukkede op for at vise mig hunden Max. Kom! sagde han og lagde armen let om mig, vi gik ud og luftede Max.
Frederik snakkede om sine studier, karate og familiens lille firma. Men jeg tænkte på noget helt andet: Vi var fra to helt forskellige verdener ligesom min mor og hans forældre. Ja, de var rare, men det her var ikke et eventyr, det var virkeligheden.
Snart bestod jeg mine eksamener på lærerseminariet og jeg skulle nok klare mig i Odense, eller hvor jeg nu tog hen. Mette havde klædt mig af hjertet og givet mig penge, så jeg kunne starte på mit nye liv.
Indeni vidste jeg, at nu, lige præcis nu, sluttede min barndom og voksenlivet begyndte. Ikke nemmere, men nu var det mig, der bestemte.
Da vi nærmede os huset igen, gav jeg Max et klap, smilede til Frederik og gik hjem. I morgen skulle jeg begynde mit arbejde i det store hus. Bare arbejde og intet andet.
