Dagen, hvor jeg gik til skilsmisse iklædt brudekjole
Da min mand fortalte, at han ville skilles, åbnede jeg klædeskabet og tog min brudekjole frem.
Hvad laver du? spurgte han, lidt bekymret.
Jeg tager den på i retten, svarede jeg, mens jeg rystede støvet af kjolen.
Er du blevet skør? Man kan da ikke møde op til en skilsmisse i brudekjole!
Selvfølgelig kan jeg det. Og du tager dit bryllupsjakkesæt på. Hvis du kunne love mig evig kærlighed i det tøj, så kan du også tage afsked i det samme.
Jeg kunne se, han ledte efter indvendinger, men ingen var rigtigt brugbare. Tyve minutter senere rodede han opgivende rundt bagerst i skabet og mumlede, mens han ledte efter sit sæt.
Da vi kom til Københavns Byret, gik vagten nærmest i stå. En dame råbte Tillykke!, mens en anden straks rettede hende: Er du dum? De skal skilles!
Dommeren var lige ved at tabe fatningen, da han så os træde ind. Mig i hel hvid kjole, slør og det hele. Ham i sort smoking, butterfly og blanke sko.
Fruen, sagde dommeren, mens han prøvede at holde masken, må jeg spørge, hvorfor De kommer i brudekjole?
Fordi, Deres ære, forklarede jeg, rank og rolig, denne mand lovede mig til døden os skiller iført lige præcis dette tøj. Nu hvor døden ikke har skilt os, og han alligevel vil bryde aftalen, så skal han også se mig præcis sådan, mens han gør det.
Min mand så på mig med våde øjne.
Jeg har aldrig løjet for dig. Jeg elskede dig virkelig den dag.
Hvad med nu? spurgte jeg, og stemmen dirrede.
Dommeren rømmede sig.
Ved I hvad? Jeg giver jer en halv time. Gå en tur, snak sammen. Hvis I kommer tilbage her, stadig sådan klædt og stensikre på jeres beslutning, så fortsætter vi. Men jeg tror nu, to der kan finde på det her, stadig har noget at tale om.
Vi gik ud på gangen. Han rettede på mit slør, der var gledet lidt.
Du er smuk, sagde han. Lige som dengang.
Du ser også godt ud, måtte jeg indrømme. Selvom du er en tåbe.
Så stod vi der, midt i retten, klædt som til bryllup, og anede ikke hvad vi skulle gøre.
Hvad nu hvis begyndte han forsigtigt, vi i stedet for at skilles gik ud og spiste bryllupskage? Og mindede hinanden om, hvorfor vi blev gift?
Måske er det dét, ægte kærlighed er at man til selv en skilsmisse klæder sig, som da man sagde ja første gang eller også er vi bare to dramatiske danskere, der aldrig lærte at gøre tingene halvt.
