Dyr fornøjelse
Astrid, nu igen? Hvorfor bliver du ved? Jeg arbejder jo kun for din kat!
Katten, som Astrid prøvede at fedte ned i transportkassen, snoede sig selvfølgelig ud af hænderne på hende, landede på det kolde trægulv med et klask og galoperede direkte ind i hjørnet af entréen, hvor han satte sig til at hyle dramatisk som var det Hamlet i katteskikkelse, der spillede sin sidste scene. Med det blik solgte Balthazar katten, der engang for længe siden havde fået et ekstra poetisk navn, fordi Astrid syntes det lød franskt og fint udvortes sin tvivlsomme eksistens til den højeste pris, hvis man spurgte Mads.
Det var længe siden, for Basse, som Astrid kærligt kaldte ham, havde boet hos hende i snart ti år. Præcis hvor gammel katten virkelig var, vidste hun faktisk ikke. Hun havde jo fundet ham på gaden og knap nok som killing. Allerede dengang var han fuldvoksen, bare rimelig ung ifølge dyrlægen, der oprindeligt vurderede ham, den dag Astrid og hendes mor, Birgitte, slæbte den sammenkrøllede kat ind i klinikken pakket ind i et smågrimt babytæppe.
Red ham nu! Udbrød Birgitte forpustet.
Hvor har I dog fået det kræ fra? Dyrlægen en yngre kvinde med stram knold så skeptisk på det grå misfoster. Det ligner jo en vaskeægte gårdskat!
Og hvad så? Det er min kat nu, hjælper du ham eller ej? Skal jeg betale med frosne ærter, eller hvad? Mine penge fejler intet, vil jeg lige bemærke!
Birgitte var på det tidspunkt så forurettet, at dyrlægen besluttede at gøre, hvad moderen sagde, for klinket med Birgitte dét gad hun ikke.
Birgitte Sørensen havde altid været temmelig stædig, og hvem kunne fortænke hende i det? Prøv selv at opfostre en datter uden nogen mand og samtidig tage dig af to gamle forældre. Oven i købet på en pædagogløn fra en børnehave i Glostrup der kommer man altså hjem med lidt flere kindheste, end man starter med.
Hun gav aldrig køb for sig selv, uanset om det var irriterende mødre i forældrekredsen, nabokællinger i opgangen eller en eller anden næsvise vildfremmed på gaden, der troede, hun var nem at tryne. Samtidig var Birgitte utroligt rar hun elskede børn og katte. Hunde… dem kunne hun li’ på afstand, for hun brød sig slet ikke om dem, men det var en anden historie.
Birgitte havde nemlig det, man kunne kalde en særlig evne; ikke til at brøle højest, men til at finde det eneste argument, der fik modparten til at tænke sig om, så situationen ændrede retning med et lille klik. Og så gik hun ofte om hjørnet med netop den person, der for to minutter siden stod og hvæsede, for pludselig at lytte og ja rapportere om alle egne livstragedier. Birgitte nikkede, ventede og blev næsten altid takket bagefter. Hvordan hun ramte rigtigt, anede hun ikke. Hun lyttede bare, rigtigt.
Men det virkede kun på fremmede. Hjemme gik det kun halvvejs. Hendes mand stak af efter en uge (moderen kommenterede tørt, hun burde være tilfreds med de syv dage), og Birgitte besluttede, at moren nok havde ret man byggede ikke familie med hende, tydeligvis. Det var ikke noget at gøre ved.
Da hun opdagede, at hun ganske alligevel var blevet gravid, fandt hun sin ro. For børn får mænd dog ikke! Ventetiden var én lang fest mere spændende end juleaften og fødselsdag tilsammen, for Birgitte. Men hendes mor var ikke imponeret.
Hvorfor Astrid, hvorfor? Det bliver bare til sultne maver, rugbrød og leverpostej fra Netto. Børn er alt for dyrt, du fatter det bare ikke…
Har vi ikke alle sammen klaret os sådan?
Netop! Og det var forfærdeligt!
Men noget i Birgitte modsatte sig denne skæbne. At forestille sig ikke at gennemføre graviditeten det var som at holde vejret så længe, at man var ved at besvime. Her var noget, som hun ikke kunne slippe. Så var det, bedstemoren trådte ind i stuen, bundet i sit stiveste puds og beslutsomt sagde:
Føde, Birgitte! Jeg hjælper!
Hvad med morfar hjemme på gården?
Han klarer sig! Ellers tager vi ham med. Se!
Ud af knaphed lagde hun en bunke penge på bordet mere end Birgitte nogensinde havde set. Gården var solgt, pengene var til at købe dem en lejlighed.
Bedstemor, det kan du ikke mene…
Jo da, det kan jeg. For dig og barnebarnet!
Det blev dog dråben, der endegyldigt fik Birgitte og hendes mor til at gå hver til sit moren kunne slet ikke forstå, hvorfor Birgitte skulle have støtte og bolig. Der var jo ikke tale om en lottogevinst, sagde hun skarpt.
Bedstemor plejede dog at vinde. Hun fandt da også en fireværelses lejlighed i Valby, lidt nedslidt men solid, fik håndværkere ind (under hendes opsyn, naturligvis), og snart var barneværelset klar.
Astrid blev født lidt for tidligt, men alt gik som det skulle, og Birgitte havde lært, at hun aldrig skulle vokse op og blive som sin egen mor. Tættest kom Astrid på bedstemor det var hende hun hang på, og hun blev passet og trøstet og forkælet. Taler med bedstemor fungerede altid især når bedstemoren var tæt på at hidse sig op; så sagde lille Astrid straks:
Bedste, du er da så pæn. Lad være at rynke panden!
Og straks sad bedstemor og lod sig massere i panden, mens Astrid småsnakkede og kælede glat alle folder væk. Fortryllelser, større end nogen magi på Rosenborg Slot.
Sådan gik årene. Birgitte arbejdede, bedstemor og morfar passede Astrid. Det var hårdt, men på sin vis hyggeligt indtil alt for tidligt bedstemor blev syg og døde.
Netop i den mørke tid fandt Astrid katten. Eller katten fandt Astrid. Astrid blev væk på vej hjem fra skole, men kom til sidst hjem med en forpjusket, let forslået kat og gik direkte til moderen:
Jeg har det fint, mor, men se katten har ikke!
Birgitte slæbte katten til dyrlægen, betalte beløbet (hvorfor er alt med katte altid dyrt i Danmark?) og lagde hurtigt mærke til, at der ikke ville være mange kroner tilbage sidst på måneden. Og Astrids fødselsdag var nært forestående! Men da Astrid hviskede:
Jeg ønsker mig bare Basse kan han ikke være min gave?
Så gav Birgitte sig. Og Balthazar (Basse, naturligvis) blev på rekordtid en del af familien, adopterede bedstefars stol og blev tæt knyttet til både Astrid og morfar.
Mange ting ændrede sig herefter. Birgitte, træt af at arbejde for sild og smør, tog mod til sig, sagde op og blev barnepige for en rig familie i Hellerup (en veninde skaffede jobbet). Lønnen steg støt for gode barnepiger hænger ikke på træerne her i landet. Hver aften nussede hun Basse bag øret og sagde tak.
Køn kat, Basse! Uden dig havde jeg sikkert stadig serveret havregrød til uduelige forældre!
Basse kvitterede med at spinde, og Astrid var lykkelig, for katten var ved hendes side i alt fra lektier på hendes pigeværelse til boomerangspark i baggården, og da bedstemor og kort efter morfar forlod livet, var katten den eneste, der trøstede Astrid lys-vågen natten igennem.
Tiden gik. Birgitte mødte en ny mand, Bo, og blev snart gift igen, nærmest mod sin vilje han tilbød ovenikøbet hendes egen mor at bruge bilen til sommerhuset på Møn, hvis hun nu styrede sig og ikke brokkede sig over hendes (og Basses) nye tilværelse.
Astrid voksede op, startede på HF og flyttede aldrig rigtig væk fra lejligheden i Valby det var og blev hendes hjem. Hun fandt en kæreste, Mads, som blev bjergtaget over pladsen men meget lidt af katten, der straks så ham som fjende nummer ét. I et år var det kold krig. Katten var konge af hytten, Mads brokkede sig i smug.
Da Astrid og Mads mod bedre vidende, måske blev gift, blev det ikke nemmere. Hvad Mads ikke kunne hacke sig ind på, det var kattebudgettet.
Hvorfor har katten flere udgifter end mig? udbrød han, da han så regningen hos dyrlægen. 1800 kroner bare for at tjekke hans tænder?
Basse er et familiemedlem, ikke bare pels! svarede Astrid.
Din familie, ikke min! Forstår du ikke, at det her ikke holder?
Men Astrid var netop den dag blevet klar over, at hun ventede sit første barn det skulle hun have fortalt, men samtalen havde svært ved at dreje væk fra Basse og dyrlægeregninger.
Og så, da Basse endnu engang ikke ramte bakken og Mads kastede sine løbesko mod væggen efter sin morgentur i parken og forlangte katten udskrevet øjeblikkeligt, fik Astrid nok. Hun fiskede Mads’ nøgler op, sagde sagtmodigt, men uden tøven:
Jeg venter barn. Jeg vil ikke skændes. Ikke stresse. Katten forstår det det gør du tydeligvis ikke. Gå, tak. Kom tilbage, når du kan tale roligt. Men bo sammen? Aldrig mere.
Mads protesterede ikke, men forsvandt hurtigt med sin sportstaske uden nogensinde at opdage, at han var blevet far.
Basse humpede med ned i transportkassen denne gang frivilligt og Astrid overvejede, hvor mange flere ture der ville blive for både ham og Basses kommende tro følgesvend: Hendes datter, Frida, der blev født et par måneder senere.
Frida fik katten foræret i dåbsgave, og ingen har nogensinde passet så godt på en kat, eller sovet så trygt, pakket ind i bastant dansk kattehår. For Basse tillod Frida alt. Hun var hans verden, og han blev hendes bedste barnepige.
Astrid holdt, hvad hun lovede: Hun og Mads blev ikke boende sammen. Men hver for sig blev de okay forældre, for Frida havde to hjem, to senge og to plyszebraer. Både mormor Birgitte og farmor Else krævede deres del af børnebarnets kærlighed og fik den! Men vigtigst: Frida lærte de voksne, at kærlighed kan deles, selv om alt andet er blevet opmålt og vejet.
Og kun Basse kendte den fulde sandhed om sin Fridas små og store eventyr men han sagde det aldrig til nogen, for hvad var pointen? Man forstod det jo alligevel. Hvis katten er kærlig, så bliver killingerne også sådan.
Og sådan voksede Frida op blandt kærlige (og tilpas sære) danskere, med Basse i fodenden hver nat. En dag ville hun selv stå over barnevognen, ae en lille kind og hviske:
Hej min skat, jeg har ventet længe på dig…
Og Basse? Han spinder nok videre nu i Fridas drømme.
