At turde satse for fremtiden
Hvad i alverden vil du dog i København for?! udbrød jeg, vredt vendt mod Katrine. Hvad er der galt med Odense? Og hvad er der nu i vejen med universitetet her? Hvorfor træffer du sådan en stor beslutning uden at tale med mig først?
Der var både sårethed og ægte undren i mit blik. Jeg kunne ærligt talt ikke forstå, at Katrine havde tænkt på at flytte, uden vi havde drøftet det sammen. Det føltes, som om hun på en eller anden måde havde svigtet mig.
Katrine forsøgte at holde masken. Hun pressede læberne sammen og svarede med rolig stemme, men jeg kunne høre, hvordan stemmen dirrede let. Jeg havde på fornemmelsen, at samtalen ville blive svær, og nu var det tydeligt, at vi igen var på vej ud i et skænderi.
Det er mit liv og min fremtid, svarede Katrine. Vi har været igennem det her før, har vi ikke? Sidste år, inden jeg blev færdig med gymnasiet? Det var jo dig, der overtalte mig til at blive i Odense, selvom jeg hele mit liv har drømt om en tilværelse i hovedstaden!
Der var en tone af bitterhed i hendes stemme, og hun lod tårerne presse sig på uden at give efter. Sårbarheden var tydelig, selvom hun gjorde sig umage for ikke at afsløre det.
Jeg gik hen til vinduet og greb så hårdt fat om karmen, at mine knoer blev hvide. Jeg forsøgte desperat at få styr på mine følelser og ikke lade dem løbe af med mig.
Ja, jeg talte dig fra det, sagde jeg lavmælt, men stadig synligt oprørt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man skal brænde en formue på husleje midt i København, når jeg nu har min egen lejlighed her.
Tankerne snoede sig gennem hovedet jeg så for mig det liv, vi kunne få, noget hyggeligt, trygt, forudsigeligt. Men det virkede skrøbeligt nu. Hvor ville vi ende, hvis Katrine flyttede til København? Skulle jeg bare sidde her og vente i fem år, mens hun skrev sin uddannelse færdig? Ville hun overhovedet vende hjem bagefter?
Jeg har et godt arbejde. Jeg kan give dig alt, hvad du vil have, prøvede jeg. Du behøver jo ikke engang at arbejde, forstår du det slet ikke? Hvorfor overhovedet tage afsted?
Det var i virkeligheden en bøn at hun kunne se situationen med mine øjne og fatte, hvor meget jeg bekymrede mig.
Katrine sprang op fra sofaen, hendes kinder blev ildrøde, og nu gnistrede øjnene af vrede.
Hvorfor går du og forestiller dig, at jeg bare vil leve af dig?! snerrede hun. Jeg skal nok selv tjene mine penge!
For Katrine havde det altid været indlysende, at en kvinde skulle kunne klare sig uden at være afhængig af manden. Alt kan ske, og hun vidste udmærket, hvordan det var ikke at have penge nok. Hun havde set sin mor knokle på sygehuset i Svendborg, efter Katrines far havde valgt ikke at betale børnepenge. Hver krone blev vendt. Katrine fik altid kusinens aflagte tøj og måtte drømme videre om hvide sneakers fra Northside.
Seneres mor blev gift igen, men Katrine trivedes aldrig med sin stedfar. Han brokkede sig konstant og kaldte hende mælkedrengen, som om hun bare slugte af det hele uden at yde noget. Til sidst flyttede hun hjem til sin bedstemor i Bogense, mens hendes lillebror blev hos moren og stedfaren. Det var gode vilkår, men hårde måneder bedstemor levede af en lille pension, og der skulle spares på alt.
Siden da havde Katrine svoret, at hun aldrig ville havne i samme situation som sin mor. Hvis hendes mand mistede jobbet, blev syg eller de gik hver til sit ville hun stå på egne ben.
Men hun sagde det ikke direkte. Jeg havde allerede planlagt vores fremtid i detaljer, troede jeg, men for Katrine kunne alt forandre sig på et øjeblik. Hendes argument for at få en uddannelse i hovedstaden var, at det ville give hende flere muligheder, et netværk og åbne døre til jobs, der gik forbi Odenses lokale virksomheder.
Hvorfor flytter du ikke med? De har jo jeres hovedkontor på Islands Brygge, sagde hun pludselig stille, kiggede mig i øjnene og tog forsigtigt min hånd. Du er vellidt, de vil garanteret gerne overflytte dig.
Hun sagde det, som var det den naturligste ting i verden. At vi begge to kunne satse sammen. Jeg rev mig fri.
Starte helt forfra? spurgte jeg vredt. Jeg har arbejdet mig op her, her kender chefen og alle kolleger mig! Derovre? Der skal jeg til at bevise mig selv igen. Her kan jeg måske blive afdelingens leder om et par år. Og du vil have, at jeg skal opgive alt det?
Min stemme blev hård og mere og mere kontant. For mig var billedet klart: tryghed, status, udvikling her. Uvished og kamp i København.
Men det er min chance i København! sagde Katrine stædigt, og hendes stemme skælvede. Jeg beder dig bare om at undersøge mulighederne for overflytning. Ikke om at droppe alt.
Jeg betragtede hende nøje. Hun var nervøs, men også mere beslutsom end nogensinde. Måske handlede det ikke bare om en uddannelse. Var der mon en anden? Jalousien krøb ind i mig, men jeg skubbede tanken væk.
Tror du det er så nemt? Bare lige flytte, undvære job og alt det, jeg har bygget op? Hvad hvis det går galt? Så står vi uden noget.
Katrine så på mig.
Jeg beder dig kun overveje det, sagde hun stille. Jeg tænker jo også på vores fremtid, selvom jeg ser den lidt anderledes end dig.
Jeg gik hen til vinduet og betragtede børnene i gården, uden egentlig at se dem. For et år siden var det lykkedes at overtale Katrine til at blive, men nu føltes det som om, hun var urokkelig. Mine tanker kredsede om, hvordan jeg kunne få hende på andre tanker. Måske skulle jeg inddrage hendes mor? Eller finde en måde at overtale nogle af hendes veninder, så de kunne nå ind til hende?
Eller måske handlede det slet ikke om uddannelse måske pressede hun bare på for at få mig til at fri? Men det virkede ikke som Katrine. Hun ville ikke tvangsindlægges til noget. Jeg var i vildrede.
Efter et langt suk sagde jeg, uden at kigge på hende:
Hvis du tager afsted, så er der ikke mere os. Jeg vil ikke sidde og vente i årevis eller spekulere på, om du har gang i noget andet i København. Du må vælge: enten dine karrieredrømme eller et liv med mig her.
Det krævede mod at sige ordene men jeg følte mig presset. Jeg måtte gøre det klart, at jeg mente det alvorligt.
Jeg gik hårdt ud af rummet, smækkede døren. Den ramte så et lille billede ned fra væggen. Glasskåret klirrede mod gulvet men ingen af os bemærkede det.
Katrine blev stående tavst tilbage. I hendes blik kunne jeg fornemme chokket. Blev jeg virkelig set som en sortseer? Tror jeg virkelig, hun straks ville løbe fra mig? Ulitmatummet ramte hende tungt og også den underlige hentydning til ægteskab. Hvis det var et frieri, havde hun i hvert fald ikke forestillet sig det under et skænderi.
Vred og sårethed blandede sig i hende. Måske var det ikke kærligheden, der skulle fylde mest for det var hendes liv, hendes ambitioner, der bankede på. Hvorfor gik jeg ikke bare ind i sagen med et åbent sind? Muligheden for at flytte tilbage skulle vel findes, hvis det gik helt galt.
Hun gik hen til vinduet og stirrede mod øst, mod København derinde bag horisonten. Her var der trygge rammer, men også en mand, der ikke kunne gå på kompromis.
Der var stadig kærlighed, og jeg elskede hende men hvordan kunne jeg bede hende vælge mellem drømmen og os? Hun udbrød lavt for sig selv:
Jeg tager til København
*********************
Katrine pakkede sine ting omhyggeligt i kufferten. Jeg stod i døråbningen og betragtede hende tavst. Jeg var skuffet, kunne ikke forstå, hvorfor hun valgte fremtiden og ikke mig.
Hendes hænder skælvede let, mens hun pakkede sit tøj. Hun tørrede tårerne hurtigt væk med ærmet. At forklare mig mere var meningsløst nu. Alt var sagt i vrede og i de efterfølgende korte, akavede snakke.
Kan jeg overhovedet gennemføre det? tænkte Katrine. Københavns Universitet er krævende. Hvad nu hvis jeg ikke klarer presset, og jeg må vende hjem slukøret?
Den tanke dukkede op igen og igen men hun lod sig ikke stoppe. Hun lukkede kufferten, spændte den og vendte sig mod mig. Jeg stod stadig i døren, tom i blikket, ustabil. Jeg må have håbet, hun ombestemte sig.
Jeg er nødt til at gøre det her, sagde hun lavt men beslutsomt. Det er min chance. Mit valg.
Hun tog kufferten, svingede tasken over skulderen og gik mod bilen. Der var bekymring i hendes blik, men samtidig et mærkeligt lettet udtryk. Nok var fremtiden uvis, men netop derfor følte hun, at hun levede.
*********************
Ti år senere ankom Katrine til Odense for at fejre sin mors 60-års fødselsdag. Hun steg ud foran barndomshjemmet og indåndede den velkendte duft af lindetræer og klippet hæk. Alt virkede mindre, næsten dukkeagtigt, nu hvor hun kom udefra. Men et varmt velbehag bredte sig i hende. Her voksede hun op, og det ville altid betyde noget.
Hun så knivskarp ud i en mørkeblå jakkedragt, et enkelt perlekæde om halsen. Mænd vendte sig, når hun gik forbi, men Katrine bemærkede dem ikke. Hendes blik var blevet roligere, latteren mere moden. Hun var tryg, havde skabt sit eget liv i hovedstaden. Hun havde fundet kærligheden igen, var gift og boede i lejlighed på Østerbro med udsigt til Fælledparken.
Flytningen til København var det bedste, hun havde gjort. Hun fik sit røde eksamensbevis fra universitetet og blev hurtigt tilbudt job i et multinationalt konsulenthus. Undervejs var hun steget hurtigt i graderne udfordringerne var mange, men hun voksede med opgaven. Nu havde hun nok penge på sin Danske Bank-konto til både sikkerhed og oplevelser, og hendes frihed var intakt.
Hendes mand, Jacob, var ikke nogen direktør, men han havde fast lederstilling og løftede det praktiske kodeste i hverdagen. Katrine kunne selv vælge, hvad hun brugte sine penge på det var gensidig respekt i deres ægteskab. De havde lært hinanden at kende på hendes første arbejde i hovedstanden, hvor Jacob var mentor for de nyansatte. Da han tilbød at hjælpe med en vanskelig opgave, lagde hun for første gang mærke til den der varme humor, som hun senere skulle falde for.
Hendes lille datter, Johanne, stod ved siden af. Hun var kun fem år, men åbenlyst utålmodig efter at overrække mormor fødselsdagsgaven en lille dekoreret æske, som de to havde købt sammen i Magasin. Johanne trak Katrine i hånden: Mor, hvornår må jeg give gaven? Jeg kan næsten ikke vente!
Katrine smilede og strøg datteren over det lyse hår. Snart, skat. Jeg er sikker på, mormor bliver rigtig glad for den.
Da Johanne lyste op, kunne Katrine se sig selv i de beslutsomme øjne den samme viljestyrke, der bragte hende fra Odense til København.
Alt var faldet på plads hendes modige spring havde givet hende det hele: karriere, frihed, familie.
*********************
Niels? Hvad laver du her? spurgte Katrine, da hun blandt gæsterne opdagede min gamle skikkelse. Hun stivnede et øjeblik, overrasket over, hvor hurtigt gamle følelser kunne vækkes men hun rettede ryggen og genfandt facaden. Mig bekendt har du aldrig været på venindelisten hos min mor.
Det var mig, der inviterede ham, afbrød hendes mor. Vi har faktisk fået et fint forhold de seneste år. Niels blev jo gift med Anna, min gamle venindes datter. Det ved du vel?
Hvorfor i alverden skulle jeg følge med i min ekskærestes privatliv? Katrine smilede roligt, men indeni var der et lille, bittert stik.
Jeg stod lidt i baggrunden. Skiftede vægt fra det ene ben til det andet, gemte hænderne i lommerne. Hele aftenen kiggede jeg hen mod Katrine, som altid havde overskud, smil og selvtillid. Ellers endte det ikke sådan for mig.
Mit job røg, da regionalkontoret i Odense lukkede for fire år siden, og siden havde jeg kun fået småopgaver rundt omkring. Lønnen var ikke i nærheden af dengang, og det var, som om mit liv var kørt fast.
Hvad hvis jeg havde taget chancen og var taget med Katrine til København dengang? Ville vi have fået et andet liv sammen hvis jeg bare havde troet lidt på forandring?
I ti år havde jeg i skjul fulgt hendes professionelle karriere, måske i håbet om, at hun ikke klarede sig, så jeg kunne se hende komme krybende tilbage. Men hun klarede sig virkelig godt endda.
Hun blev stående med Johanne, der lo ubekymret og fortalte mormor om gaven. Katrine nøjedes med et venligt nik til mig der var ingen bebrejdelse, ingen triumf i blikket, kun en let forståelse.
Min jalousi og frygt for forandring havde kostet mig hende den erkendelse ramte mig, da jeg så på Katrine og hendes lille familie. I hendes hjem havde jeg aldrig fået plads, og nu var tiden endegyldigt gået.
Jeg gik ud af selskabet, uden at nogen rigtig opdagede det. Forude lå aftenen, fortiden var bag mig. Måske forstod jeg først nu, ti år for sent, at det at turde satse på hinanden det er det vigtigste, man kan gøre i livet.
Og derfor lærte jeg: Frygten for at miste blev min egen største fortrydelse. Modet til at følge drømmene, sammen eller alene, giver det liv, man ønsker sig.
