Som en mærkelig drøm, hvor virkeligheden flyder som havet på en regnfuld morgen i København, gik jeg gennem hospitalets hvidkalkede korridorer for at besøge min veninde. Min trofaste kurv med frisk frugt hang i hånden, og mit sind var kun halvt vågent. Døren til stue 305 stod på vid gab, og tiden bølgede. Jeg forventede et svagt klagende hul, men i stedet hørte jeg latter, sød og syret.
Og så en stemme, dybmenende og genkendelig som min egen vejrtrækning.
Åbn munden, skat. Nu kommer flyveren.
Kulden sivede ind i mit blod, for det var Alexanders stemme min mand, der skulle være på vej til Aarhus for at bevise overfor min far, at han kunne klare sig uden vores familieformue. Jeg havde kysset ham farvel under lysekronens skæve spejling, poleret hans slips og sendt ham afsted i vores herskabsvilla i Gentofte. Jeg hedder Malene arving til en mægtig forretning, og jeg har i al hemmelighed finansieret hans skræddersyede jakkesæt, hans Audi og hans små projekter. Jeg stolede på ham uden tvivl.
Men da jeg lurer ind gennem den sprække, står min barndomsveninde Julie ikke bleg og svag, men strålende, iført silkepyjamas. Alexander sidder tæt, blødt, og mater hende med kærtegn og æbleskiver. En stærk, surrealistisk vrede slår gnister i mit bryst.
Julie klager sagte over at måtte holde sig skjult, stryger tankeløst over sin mave. Hun er gravid. Alexander griner, masken falder og hans plan flyder ud i rummet:
Ha lidt tålmodighed. Jeg flytter langsomt penge fra Malenes virksomhed over i mine egne konti. Når vi har nok til vores sted, smider jeg hende ud. Hun stoler på mig. I virkeligheden er hun bare min bank.
Et eller andet brister i mig.
Den naive, bløde Malene findes ikke længere.
Jeg styrter ikke ind eller råber. I stedet sætter jeg telefonen på lydløs og filmer hvert ord, hvert kærtegn, hvert svig.
Så glider jeg ud som en skygge, knuger min kurv, og trækker vejret dybt ude i hospitalets ventestue, hvor alt føles som en scene fra et absurd teaterstykke. Jeg børster tårerne væk jeg græder ikke for folk som dem.
Mit hoved kører nu på et evigt loop. Jeg ringer til Søren, chef for sikkerhed. Med nordisk ro beordrer jeg:
Frys Alexanders konti. Annulér hans kort. Advokatkontoret skal forberede overdragelse af alle værdier. I morgen ryd huset i Hellerup, hvor hans elskerinde bor.
Alexander tror, han spiller skak med mig.
Han aner ikke, at han har erklæret krig mod den forkerte kvinde.
Den morgen, hvor København hang i gråt, var jeg Malene, som glattede Alexanders slips foran spejlet i soveværelset i Gentofte. Villaens stilhed havde båret fem år med skyggeglæde. Han kyssede min pande blidt og sagde:
Aarhus venter. Jeg skal bevise overfor din far, at jeg kan klare mig uden hjælp.
Jeg var stolt, selvom jeg betalte for alt hans. I ægteskabet bliver mit til hans eller hvad?
Vær forsigtig, bad jeg. Send besked, når du er fremme.
Han lovede det og forsvandt, mens jeg ignorerede den svage uro. Endelig alene i huset.
Senere på dagen drejede tankerne mod Julie, min veninde siden studietiden. Hun havde skrevet, at hun var indlagt i Odense med kraftig feber. Hun boede alene i mit lille hus, som jeg lod hende bruge gratis. Jeg besluttede at overraske hende pakkede hendes yndlingsfrikadeller og frugt og kørte selv, da chaufføren var syg. Jeg forestillede mig hendes glæde.
Hospitalet smagte af antiseptisk og det hele virkede fornemt. Jeg fandt stue 305. Døren stod åben, og jeg ville banke da latteren og Alexanders stemme forvandlede min verden til et absurd tableau.
Julie sad rank, flot. Alexander, min mand, ved hendes side øjne bløde som i bryllupsnætterne.
Han sagde: Min kone er så forkælet, og tørrede hendes mund.
Julie klagede kærligt: Hvornår fortæller du Malene? Jeg er træt af at skjule jeg er gravid. Vores barn skal anerkendes.
Alexander kyssede hendes hænder og sagde:
Vær tålmodig. Hvis jeg forlader Malene nu, mister jeg alt. Men hun er let at narre alt står i hendes navn. Jeg har sendt penge fra hendes firma til mig via fiktive projekter. Når vi har nok, smider jeg hende ud. Du er bedre du er blid, ikke som hende.
De lo. Cruel humor i et hospitalsrum, hvor alt bølger som et surrealistisk maleri.
Jeg knugede kurven så hårdt, at mine negle skar i huden. Jeg burde sprænge døren op, rive deres masker i stykker. Men en gammel stemme rungede: Slå uden følelser, overrask ødelæg fundamentet.
Jeg optog alt hvert kys på maven, hvert ord om hemmeligt ægteskab, hvert grin over min generøsitet.
Så vred jeg mig væk som en drømmefigur, satte mig rystende i venteværelset og stirrede på videoen.
Tårer et øjeblik.
Men jeg tørrede dem væk. Gråd er for affald.
Så hele tiden hvæsede jeg, mens kærlighed blev til isnende metal. Jeg har sovet med en slange.
Julie, den veninde jeg bar som en søster, var en snylter med smilet. Jeg mindes hendes falske tårer, min hånd med ekstra dankort, Alexanders overarbejde måske bare timer hos hende i mit hus.
Jeg loggede ind på min bank. Jeg havde fuld adgang også til de konti Alexander styrede. Mine fingre trykkede hurtigt.
Tjek saldo.
DKK 225.000 skulle have været projektmidler.
Tjek overførsler.
Butikker, smykker, privat fødselsklinik i Odense.
Nyd latteren, hvæsede jeg, mens du kan.
Jeg ville ikke konfrontere dem direkte. Det ville være for let gråd, undskyldninger, billig teater.
Nej.
Jeg ønskede hævn, der matchede svig.
Jeg rankede ryggen, og stirrede mod stue 305 som en soldat mod sin slagmark.
Nyd bryllupsrejse i hospitalet, mumlede jeg. For i morgen starter din helvedesnat.
Udenfor i min bil ringer jeg til Søren, min troværdige sikkerhedschef.
Hej Søren det er vigtigt og diskret.
Ja Malene, hvad har du brug for?
Frys Alexanders platin kort. Bloker investeringskontoen sig der er intern revision. Advokatteamet skal gøre klar til at inddrive værdier.
Han spørger ikke. Hvornår?
Straks. Jeg vil have beskeden til at ramme når han prøver at betale.
Jeg går i gang.
Og én ting mere hyr bedste låsesmed. Skaf to stærke vagter. I morgen besøger vi huset i Odense.
Selvfølgelig, Malene.
Jeg lægger på, starter bilen, ser mit refleksion i ruden.
Den svage, grædende kvinde i hospitalets gang er væk.
Kun Malene, administrerende direktør, sidder tilbage som har lært hvad nåde koster.
Min mobil lyser op: WhatsApp fra Alexander.
Min elskede, jeg er ankommet til Aarhus. Jeg er træt sover nu. Kys og jeg elsker dig.
Jeg griner stille, skarpt, uden varme.
Så skriver jeg roligt:
Okay skat. Sov godt. Drøm søde drømme for i morgen vågner du til en ny virkelighed. Jeg elsker dig også.
Send.
Og mens skærmen blev mørk, bredte et skævt smil sig på mine læber.
Spillet var startet.
