Da jeg var ung, stod min hustru og jeg virkelig på bar bund. Min svigermor gjorde sig til med en pelsjakke og et spritnyt fjernsyn, og levede som en dronning, mens vi måtte kæmpe for at få tingene til at hænge sammen.
Men årene gik, og så kom skæbnen tilbage og vendte det hele på hovedet.
Jeg var kun 18 år, da min kæreste nu min hustru blev gravid. Hverken hendes eller mine forældre bakkede op om os; de syntes, det var alt for tidligt at få et barn. Jeg selv var lige blevet sendt i værnepligt i Holstebro. Bedstemødrene på begge sider sagde bare tørt:
Barnet er jeres ansvar.
Jeg magter ikke at tage mig af et spædbarn nu, sagde min mor. Min svigermor ville slet ikke snakke med os.
Min hustru flyttede ind hos min faster, Rikke, på Vesterbro. Rikke var 38, havde ingen børn og var egentlig en karrierekvinde, der ikke ville dømme nogen:
Jeg forstår godt både din mor og far, sagde hun. Det var ikke nemt for dem, da du kom til verden din far arbejdede natten igennem som togaflæsser, blot for at få råd til mad. Men i dag har de det udmærket; god løn, en toværelses i Valby. Og nu skal du have et barn selv så må de gerne tænke lidt mere på dig.
Tror du virkelig, de er ligeglade? spurgte hun.
De vil leve deres eget liv. Du skal ikke dømme dem for hårdt det vender nok en dag.
Men støtten udeblev, så alle ejendele blev pakket, og hun flyttede ind hos fasteren.
Da jeg kom hjem fra militæret, var vores søn, Mads, halvandet år. I al den tid havde min mor ikke besøgt sit barnebarn én eneste gang, og mine forældre dukkede kun op et par gange. Jeg fandt arbejde som automekaniker, men håbet om at læse videre måtte jeg lægge på hylden. Vi flyttede alle sammen ind hos Rikke, til vi fik råd til at leje vores eget sted, efter Mads kom i børnehave, og min hustru fandt job.
Kort tid efter døde min farmor. Min svigermor, Birte, solgte hendes lejlighed og postede pengene i nye møbler og det vilde liv alt sammen for sig selv. Jeg forsøgte at overbevise hende om at lade os beholde lejligheden mod et månedligt beløb, så vi måske kunne købe den tilbage, men hun var urokkelig.
Hvorfor skulle jeg ofre min frihed? Jeg har drømt om at lave lejligheden om længe, sagde Birte koldt.
Fem år senere fik vi en datter, hvis navn kun findes i Danmark: Thyra. Nu var det tydeligt, vi havde brug for vores eget hjem, og jeg begyndte at arbejde i Norge for at spare mere op. Men det tog lang tid at samle penge nok til en ejerlejlighed. Imens boede min hustru og børnene stadig til leje.
Min mor blev boende alene i en tresværelses på Frederiksberg, efter min far var smuttet to år forinden. Selvom hun havde plads, tilbød hun aldrig, at min familie kunne flytte ind. Hos Birte var der heller ikke åbne døre endnu flere ombygninger og ikke skyggen af hjælp.
Med årene lykkedes det os alligevel. Vi købte vores første lejlighed i eget navn uden at modtage en eneste krone fra nogen. I dag går det os godt. Mads går ud af 9. klasse, Thyra er kommet i 3., og de forstår værdien af penge. Vi har hver vores bil, og vi tager til Skagen eller Bornholm hver sommer.
Den eneste, vi virkelig skylder noget, er faster Rikke. Hun kan altid regne med vores hjælp, hvis hun har brug for det.
Imens har både min og min hustrus mor oplevet modgang. Min mor blev fyret sidste år, ringede for at bede om hjælp jeg sagde nej. Birte brændte alle pengene af og ville ikke spare op til alderdommen. Nu er hun på pension og klager over, at livet er blevet småt, men min hustru og jeg mente, hun burde sælge sin store nyrenoverede lejlighed og købe en etværelses for pengene.
Vi skylder ikke nogen noget. Vores børn bliver mødt med varme og hjælp det modsatte af hvad vi selv oplevede. Jeg tror på, at de en dag vil være der for os, som vi har været der for dem.
Moralen er tydelig for mig: man skal ikke regne med hjælp, men huske hvor vigtigt det er at være den, andre kan regne med. For så vender lykken før eller siden tilbage.
