Da jeg stiger ud af bussen, får jeg øje på min mor, der sidder på fortovet og tigger. Min mand og jeg bliver mundlamme. Ingen i familien havde nogen anelse om det her.
Jeg er 43 år gammel, min mor er 67. Vi bor begge i København, men i hver vores ende af byen. Som så mange andre ældre, har min mor brug for opsyn det meste af tiden. Hun kan dog ikke flytte ind hos mig af én simpel grund: Hun har fire katte og tre hunde i sin lejlighed. Derudover sørger hun også for alle gadedyrene i området. Hun bruger hver en krone, jeg giver hende, på dyremad og medicin til både sig selv og dyrene.
Jeg sørger for at købe og bringe alt, hun har brug for, fordi jeg ved, at hun bruger alle sine penge på dyrene, så der ikke er noget tilbage til mad eller medicin til sig selv. Forleden dag var min mand og jeg til middag hos en ven i Hellerup, og vi besluttede os for at tage bussen hjem i stedet for bilen. Forestil dig mit chok, da jeg træder af bussen ved Nørreport og ser min mor sidde og tigge. Jeg fryser fuldstændig. Min mand er lige så rystet han ved jo, at jeg hver måned tager penge af vores fælles budget til hende.
Han spørger selvfølgelig, hvad pengene går til. Det viser sig, at min mor samler penge ind til sine hunde og katte til mad og til vaccinationer.
Hele situationen virker trist, men hvad ville du tænke, hvis du fandt din egen mor sådan? Hvad ville familie og venner mon tro? De ville selvfølgelig tænke, at jeg var en forfærdelig datter, der havde forsømt min mor og efterladt hende til sig selv. Nu går jeg rundt på gaderne og prøver at finde hende overalt i byen. Jeg ved, at selv da jeg prøvede at råbe hende op, stoppede hun ikke hun er bare blevet bedre til ikke at lade sig finde af mig.
