Lars, vi er løbet tør for rapsolie, og der er kun nok vaskepulver til én vask, sagde Signe, da hun stod i døråbningen til stuen og tørrede sine våde hænder af i forklædet. Du bliver nødt til at tage forbi Netto, listen er blevet ret lang.
Lars trak bare på skuldrene og fjernede ikke blikket fra tv’et, hvor Brøndby spillede mod FC København i et intenst opgør.
Signe, du kender jo situationen, mumlede han uden at vende sig. Fabrikken har igen lønproblemer. Vores mester sagde, der ikke bliver nogen bonus denne måned. Jeg gav dig de sidste to tusind kroner i forgårs. Stræk dem lidt længere.
Signe sukkede dybt. Det der stræk nu lidt ekstra havde hun hørt i et halvt år snart. Som om økonomien var elastisk og kunne trækkes i det uendelige. Hun gik stille ud i køkkenet, åbnede køleskabet og så længselsfuldt på det ensomme glas syltede agurker og gryden med resterne af gårsdagens suppe. Suppen var kogt på kyllingeskrog rigtigt kød havde de ikke haft råd til i tre uger.
Signe arbejdede som overlægesekretær på byens lægehus. Hendes løn var fast, men ikke meget at prale af. Tidligere, da Lars kom hjem med en fornuftig løn, kunne de rejse sydpå om sommeren, opdatere garderoben og have køleskabet bugnende. Men nu, ifølge Lars, var virksomheden i dyb krise. Lønnen var barberet ned, bonusserne forsvandt, og der kom næsten ikke andet end det, der skulle gå til husleje og benzin til hans bil.
Alt med mad og husholdning hvilede på Signes skuldre. Hun tog ekstravagter og arbejdede weekender for at få husholdningen til at hænge sammen. Og Lars? Han kom træt hjem fra jobbet, smed sig på sofaen og beklagede verdens uretfærdighed, alt imens han forventede tre-retters aftensmad.
Stræk det, hviskede Signe mod den tomme smørskål. Strækker jeg bare lidt mere, springer hele ballonen snart.
Næste dag tog Signe, som altid, forbi Føtex efter arbejde. Længe stod hun og stirrede på lækre svinekoteletter, men tog til sidst en bakke kyllingehjerter. Billigt og kan faktisk smage af noget, hvis de simrer længe nok med lidt cremefraiche. I kassen tømte hun pungen for sine sidste mønter. Om tre dage kom forskuddet, men indtil da var pungen tom.
Om aftenen, mens kyllingehjerterne simrede, besluttede Signe at tørre støv af i entréen. Lars var faldet i søvn efter en solid aftensmad og et par Royal Øl, som han efter eget udsagn havde købt for småmønter han fandt i bilen.
Signe hængte hans jakke pænere på knagen og mærkede, at der var noget i inderlommen. Hun burde nok ikke rode i hans lommer, men vanen med at tømme lommer før vask tog over. Hånden fandt et sammenfoldet stykke papir.
Det var en kvittering dog ikke fra DagliBrugsen, men fra hæveautomaten, dateret denne aften kl. 18:45. Signe foldede forsigtigt papiret ud og mærkede gulvet svigte under sig.
Saldo: 31.700 kr.
Hun blinkede, tænkte hun måtte have læst forkert. Men tallene stod tydeligt. Og lidt længere oppe stod: Indsat løn: 7.200 kr.
Syvtusinde to hundrede. Og han havde givet hende to hundrede hjemme, og påstod det var alt.
Signe satte sig på puffen i gangen. Tankerne hamrede. Hun huskede hvordan hun for en måned siden gik rundt i sine hullede gummistøvler, fordi Lars sagde: Vent med nye, pengene er brugt op. Hun havde ignoreret tandpinen for at spare penge, og levet af hønseben og kyllingehjerter.
Fortrydelsen og vreden voksede. Det var ikke bare skuffelse, men forræderi. Mens hun spinkede og sparede, gemte han tusindvis af kroner. Til hvad? En ny bil? En anden kvinde? Eller bare for at vise, at konen selv måtte sørge for husholdningen?
Signe lagde kvitteringen tilbage i jakken. Hun havde lyst til at vække Lars, slynge papiret i hovedet på ham og skabe et ramaskrig men hun lod være. Ballade ville ikke ændre noget. Han ville bare lyve eller påstå, at det var til en overraskelse.
Nej, der skulle handles anderledes.
Hun slukkede for komfuret, hældte de færdige kyllingehjerter i Tupperware og lagde bøtten ned i tasken i stedet for i køleskabet.
Hvis der ingen penge er, så er der ingen penge, tænkte hun.
Næste morgen gik Signe tidligt ud ad døren, uden at lave morgenmad. På køkkenbordet lagde hun en tom tallerken og en seddel: Undskyld, maden er sluppet op, der er ingen penge. Drik et glas vand.
Hele dagen på lægehuset gik hun rundt på rutinen, mens tankerne drejede om aftenens plan. Til frokost hentede hun sig for første gang længe både frokostbøf, kartoffelmos og juice i kantinen. Hun spiste, til hun var mere end mæt.
Da hun kom hjem, havde hun ingen tunge poser med. Hænderne var tomme, ryggen rank.
Lars stod i entréen, sur i blikket.
Hvor har du været så længe? Jeg er sulten som en ulv! Køleskabet er tomt, ikke engang æg er der. Har du været i supermarkedet?
Signe tog roligt frakken af, tog skoene af og gik ind i stuen.
Nej, Lars, det har jeg ikke.
Hvad mener du med, du ikke har? Hvad skal vi så spise?
Ingenting, sagde Signe og satte sig med en bog. Jeg sagde forleden ingen penge før forskuddet onsdag. Jeg har drukket tom kaffe på arbejdet, så jeg må bare bide tænderne sammen. Det må du også. Der er jo krise.
Lars stirrede måbende.
Er du seriøs? Hvor er suppen? Du finder jo altid på noget!
Fantasien er sluppet op, søde. Koteletter af ingenting er ikke muligt. Jeg har brugt mine penge på husleje og transport. Sådan er det.
Han blev stående midt i stuen og så på hende, som om hun skulle hive et mirakel op af ærmet: låne lidt, finde hemmelige reserver eller trylle mad frem fra gemmerne.
Du er godt nok noget for dig selv, mumlede han. Hvad skal jeg gøre?
Drik lidt vand. Eller gå tidligt i seng, så mærker du ikke sulten.
Han smækkede med døren og forsvandt ud i køkkenet. Signe hørte, hvordan skuffer og skabe blev gennemsøgt. Kort efter duftede det af pasta uden olie, uden pølser. Hun smilte for sig selv. Tørre makaroni klæder millionærer med 31 tusinde kroner i banken.
Næste dag skete det samme. Frokosten blev nydt på arbejdet, med kaffe og kage på bænken i parken efter fyraften. Hjemme ventede ingen poser, ingen madlavning.
Denne gang var Lars mere vred end forvirret.
Nu er det ikke sjovt længere, Signe! To dage med tør pasta! Gør du grin med mig? Er det sådan, man holder hus?
Jeg er din kone, Lars, ikke tryllekunstner. Ikke flere penge, ingen mad. Giv mig penge, så går jeg i Bilka, laver suppe og frikadeller. Hvor svært kan det være?
Jeg sagde jo, jeg ingen penge har! råbte han, men kiggede væk. Lønnen er forsinket!
Jeg har heller ingen. Så vi lever på diæt. Det er sundt.
Om aftenen gik Lars overvred ud vendte hjem en time senere, voksende af kebab fra grillen. Signe sagde ikke et ord, så bare for sig selv, at penge til kebab fandt han hurtigt. Han kom dog ikke hjem med varer.
En uge gik sådan. Luften blev rungende kold i lejligheden. Signe holdt op med at lave mad, vaske op efter ham, eller vaske hans tøj.
Ingen vaskepulver, svarede hun tørt på hans brok over krøllede skjorter. Køb nyt selv jeg har ikke penge.
Lars blev frustreret, prøvede med bebrejdelser og dårlig samvittighed.
Du er blevet kold, råbte han fredag aften. Jeg knokler og kommer hjem til et svineri! Ingen mad, ingen rene skjorter! Hvad skal jeg bruge dig til?
Hvad skal jeg bruge dig til? svarede Signe roligt og så ham i øjnene. En mand som ikke kan sørge for brød og vaskepulver til hjemmet? Jeg arbejder også, Lars. Men det er åbenbart kun mig, der har ansvar for mad og husholdning.
Fordi du er kvinde! Det er dit job!
Mit job er at elske og tage hensyn, når jeg får det samme igen. Den ensidige leg er slut.
Lørdag morgen duftede der pludselig skønt fra køkkenet. Stegte pølser og røræg. Signe gik derud Lars sad og mæskede sig i en overdådig omgang brunch med kaffe, ost og pølsebrød. Så snart han så hende, skiftede han hurtigt mine.
Nå, godmorgen. Hvis du vil ha, så sæt dig. Jeg fandt lige småmønter i vinterjakken nok til et par ting.
Der stod dyr salami, god ost, de bedste æg. Småmønter, tænkte Signe tørt.
Nej tak, jeg er ikke sulten, løj hun. Hun ville se, hvor langt han gik.
Lars spiste uden at møde hendes blik det virkede ubehageligt at sidde under hendes øjne.
Signe, sagde han til sidst efter den sidste bid toast. Skal vi ikke bare stoppe det her? Jeg lånte fem tusind af Anders. Tag dem, gå i fakta, lav en rigtig suppe vi kan ikke blive ved sådan her.
Han lagde en 500-kroneseddel på bordet. Signe kiggede først på pengene, så på Lars.
Lånt af Anders? Sikke en ven. Hvordan vil du betale tilbage? Der er jo ingen løn.
Jeg finder ud af det! Hvad kommer det dig ved? Bare køb ind.
Signe vendte sedlen mellem fingrene.
Fint, jeg skal nok gå i supermarkedet. Men jeg køber kun, hvad jeg selv skal bruge. Og du må spise hos Anders nu, hvis han er så generøs.
Du er ikke rigtig klog! Lars sprang op, væltede stolen. Det her er til husholdningen! Til os!
Til os? Signe rejste sig op. Hendes stemme skar som en kniv. 7.200 kroner for tre dage siden de var dine egne, var de? Og de 31.700 på din konto er det støttefond for sultende ægtemænd?
Han blegnede og rødmede.
Du har rodet i mine lommer? hvislede han. Spionerede du på mig?
Lad nu være, Lars. Jeg fandt kvitteringen, da jeg ordnede din jakke. Det værste er ikke, at du gemmer penge. Det er, at du ser mig kæmpe for at få det hele til at hænge sammen, gå i huller i støvlerne, spise lever og kyllingehjerte mens du sidder og nyder mad for mine penge! Skammer du dig ikke?
Jeg sparede op! råbte Lars og slog i bordet. Til en bil! Min gamle hænger kun lige sammen! Det skulle være en overraskelse! Du tænker kun på mad og penge!
Overraskelse? Signe lo bittert. En overraskelse er, når du køber bil uden at lade din kone sulte. En overraskelse er, når vi sammen beslutter, at nu sparer vi. Det her er tyveri. Du brugte min løn til husholdning, og beholdt din egen. Du har snyltet på mig.
Hvad fatter du! Jeg er mand, jeg skal have en ordentlig bil, så jeg ikke står til grin! Så må du sgu da spise billigt i lidt tid! Skete jo ikke noget!
Jeg døde ikke, nikkede Signe. Men noget i mig døde. Respekt og tillid til dig.
Hun lagde 500-lappen på bordet.
Tag dine penge. Og køb en billet.
Til hvor? Lars så forvirret ud.
Ud i livet. Hjem til din mor. Eller find et værelse. Det er mig ligegyldigt. Jeg vil ikke bo med en mand, der ser mig som hushjælp og idiot.
Du smider mig ud? For penge? Han forstod det virkelig ikke.
Ikke for pengene, Lars. For din opførsel. Pak dine ting.
Lars gik ikke med det samme. Der var råben, beskyldninger, forsøg på forsoning og løfter om pels fra de opsparede penge han væltede mellem vrede og bøn. Men Signe stod fast. Hun så ham, som han virkelig var grådig, smålig, fremmed.
Hen på aftenen havde han pakket sin sportstaske.
Du vil fortryde! Ingen gider en kvinde på 45! Du sidder alene tilbage med dine katte og jeg får en, der sætter pris på en mand!
Held og lykke, sagde Signe og lukkede døren.
Da låsen drejede, gled hun ned langs døren. Tårerne kom ikke kun en klam, rungende tomhed.
Hun gik ud i køkkenet. Den dyre salamipakke han havde købt, smed hun i skraldespanden. Hun åbnede sit køleskab nu næsten tomt, undtagen hendes kyllingehjerter.
Det gør ikke noget, sagde hun højt. Nu ved jeg i det mindste, hvad mine penge går til.
En måned gik.
Signe gik hjem fra arbejde i et roligt tempo. Det var begyndelsen af maj, syrenerne stod i blomst og luften duftede friskt. Hun gik ind i sit yndlingssupermarked. Uden hast gik hun omkring og valgte: et glas rød stenbiderrogn på tilbud, et stykke god blåskimmelost, en flaske tør hvidvin, sprøde grøntsager, en bøf af laks.
Kassen blev betalt med kort, der nu altid havde penge. Det var faktisk meget billigere at bo alene. Huslejen var uændret, men forbruget af strøm, vand og mad var næsten halveret. Ingen øl, cigaretter eller lige lidt benzinpenge.
Hjemme tændte hun for sin yndlingsmusik. Lavede laksen, skænkede vin. Sad ved vinduet og så på aftensolen.
Telefonen bippede. Besked fra Lars.
Hej Signe. Hvordan har du det? Skal vi ikke ses og snakke? Jeg har indset, jeg tog fejl. Bilen jeg købte den ikke. Har stadig pengene. Skal vi starte på en frisk? Savner dig.
Signe læste beskeden, tog en slurk vin og tænkte på hans ansigt, da han råbte om kyllingehjerter. Tænkte på ydmygelsen, da hun måtte tigge om penge til vaskepulver.
Hun slettede beskeden og blokerede nummeret.
Jeg har også savnet dig, sagde hun til sit spejlbillede i ruden. Mig selv. Et ærligt liv. Og det giver jeg aldrig op igen.
Næste dag købte hun sig nye støvler bløde, dyre, lækre. Og bookede to ugers ophold på kurhotel. Pengene hun havde sparet siden Lars rejste, slog til.
Livet slutter ikke efter skilsmisse. Det bliver bare mere smagfuldt. Og ærligt.
