Hende der sagde “nej”
Nina Madsen sad på kanten af en skammel og skar rugbrød. Tynde, pæne skiver sådan som han kunne lide det. Otte stykker, helt ens, sådan næsten ned på millimeteren. Tallerkenen blev sat på bordet, hvorefter hun svævede væk til komfuret og rørte i suppen. Gæsterne skulle komme klokken seks, og nu var der ti minutter til.
Valdemar sad i lænestolen foran fjernsynet og zappede igennem kanalerne. Han spurgte ikke, om hun havde brug for hjælp. Det havde han aldrig gjort. Man kunne jo ligeså godt lade være at spørge, når alt alligevel blev ordnet.
Nina var 53 år. Arbejdede som bogholder på teknisk skole nummer syv, et stille job, uden de store dramaer. Regneark, kontoudtog, lidt beregninger. Samme stol i 22 år. Kollegaflokken respekterede hende, og rektoren kunne ikke rigtig klage. Det blev nu sjældent nævnt derhjemme.
Gæsterne dukkede op halv syv. Svigermor, Rigmor Kristensen, sammen med sin mand, Gunnar, og Valdemars bror, Søren, med konen Lise. Larmende, velnærede, top-tilfredse med dem selv. Pladserne blev indtaget, stuen fyldt af snak. Nina rendte rundt med tallerkener, satte mad på bordet, ryddede af, satte nyt på.
Over bordet blev der talt om priser på Føtex, naboerne i opgangen og den nye Rema 1000, der var åbnet ovre ved Søndergade. Nina lyttede og sagde ikke meget hun var vant til at holde sig i baggrunden.
Så begyndte svigermor, Rigmor, at tale om det nye sundhedshus de havde lovet at bygge på Fabriksvej.
Nå, dér bliver der da måske lidt mindre ventetid, sagde hun og rettede på sit uldsjals krave. For nu, man må jo tage termokanden med, hvis man skal til læge.
Der mangler læger over det hele, sagde Gunnar med et snøft. Så køen flytter nok bare med.
Jeg læste nu i avisen, begyndte Nina, at kommunen vil sende unge læger derud. Der var en artikel om det i JydskeVestkysten.
Valdemar satte glasset forsigtigt på bordet ikke et højt brag, bare sådan at alle bemærkede det.
Nina, kan du hente de syltede agurker? lød det.
Et øjeblik jeg var bare i gang med at fortælle om…
Jeg sagde, du skal hente agurkerne. Hvem har egentlig spurgt dig om den avis?
Rigmor begyndte pludselig at hoste heftigt og betragtede spændt dugen. Lise så kort op, før hun vendte blikket mod sin tallerken. Søren var allerede på vej efter brødet.
Nina rejste sig stille, gik til køleskabet, fandt syltede drueagurker og satte dem på bordet. Så satte hun sig ned igen.
Indeni hende var der bare stille. Ikke som et stormvejr eller en kogende gryde. Bare stille, sådan som det kan være, når alle er taget væk, og man står midt i stuen og spekulerer på, hvorfor man egentlig er der.
Hendes hænder hvilede i skødet. De så ikke ligefrem unge ud længere, knoerne lidt hævede, neglene kortklippede. Hænder, som i over 30 år havde rørt sig rundt lavet mad, vasket, strøget, skåret, gjort rent, båret ind og ud af døre. Igen og igen.
Syltede agurker. Dem havde hun selv syltet stået en sensommervarm dag og svedt over gryden. Ikke én havde spurgt, om det egentlig ikke var hårdt og ingen havde sagt tak. Agurkerne stod bare og blev spist.
Snakken ved bordet løb videre, som var intet hændt. Gunnar delte historier om sin ven, der havde købt en brugt Opel og nu levede i lykkelig fred. Rigmor lo, Valdemar nikkede og skænkede op.
Nina sad og tænkte på hænderne.
Hun kom i tanker om, hvordan hun for 20 år siden syede gardinerne til stuen selv. Købte stoffet for lønnen, fordi Valdemar mente, de ikke havde råd. Syede om natten efter arbejde, for om dagen var der altid noget, der skulle ordnes. Gardinerne hang der stadig. Han havde nok aldrig set rigtigt på dem.
Efter dessertens afslutning sagde Valdemar:
Nå Nina, så er det bare med at komme i gang og rydde af. Hvad venter du på?
Der skete et eller andet inde i hende. Ikke et chok, ikke et ulykkesskrig. Det var bare som et kontaktslag i mørket hvor der for én gangs skyld ikke blev tændt lys, men hvor mørket forsvandt.
Nej, sagde Nina.
Valdemar vendte sig om.
Hvad sagde du?
Nej. Jeg er træt. Jeg sætter mig ned.
Stuen blev musestille. Rigmor mødte hendes blik Lise holdt pause i synkningen.
Har du tabt forstanden? spurgte Valdemar lavt med den stemme, han altid brugte, når han ville have hende til at makke ret uden ballade.
Nej. Jeg er bare træt og sidder lidt.
Hun rejste sig, men i stedet for opvasken, gik hun ud i gangen, ind i soveværelset og låste døren. Nøglen havde altid siddet i låsen, hun havde bare aldrig brugt den før. Nu drejede hun den om.
Bag døren kunne hun høre Valdemar forklare for gæsterne, grine, gøre sig til. Lidt senere klirren af tallerkener: Lise havde rejst sig og gik i gang. Søde Lise, som altid kunne læse situationen uden at det skulle siges højt.
Nina sad på sengekanten og kiggede ud ad vinduet. Udenfor hang gadelygten, og et stykke himmel kunne man skimte. Oktober, bladene lå allerede nøgne og triste, sorte grene tilbage. Ikke kønne, men ærlige.
Hun blev siddende længe. Blev tankefuld, hørte gæsterne liste ud, døren smækkede. Valdemar rumsterede i køkkenet, så hen til døren. Stod der.
Luk op.
Hun svarede ikke.
Nina, jeg sagde, du skal åbne. Vi skal tale sammen.
I morgen! Jeg sover nu.
Han stod lidt. Hun hørte hans vejrtrækning igennem døren. Så gik han.
Nina lagde sig ovenpå dynen, med tøjet på, og stirrede op i loftet. Hun opdagede, at hun ikke var bange. Det var mærkeligt, for normalt, når hun gjorde noget “forkert”, ulmede der en frygt indvendigt som et træt vandrør. Nu var der kun stilhed.
Måske fordi hun endelig havde gjort det rigtige.
Næste morgen tog Valdemar afsted mod fabrikken klokken otte, han var formand og forlod tidligt. Nina lyttede til lydene, indtil han forsvandt ned ad trappen.
Så rejste hun sig, vaskede sig og åbnede skabet.
Én kuffert havde hun, gammel og brun med metalskinner. Hun hev den ud under sengen, lagde den på tæppet. Åbnede og bemærkede lugten støv, og noget der mindede om fortid.
Hun pakkede roligt, men uden tøven. Undertøj, nogle bluser, bukser, en varm sweater. Dokumenterne lå øverst i kommoden: pas, lønsedler, bankbogen. En lille æske med mors øreringe og et arvestykke fra mormor. Komfortable sko til arbejdet og tøfler til stuebrug.
Hun stod stille i værelset og så sig omkring.
Intet i dette hjem var reelt hendes. Skabet havde han valgt. Sofaen også. Tæppet blev købt sammen, men hun havde villet et andet han ville dette. Gardinerne havde hun syet, men de var vokset fast ind i væggen og var ikke længere hendes.
Hun lukkede kufferten.
I køkkenet hældte hun te op, drak stående, kiggede på gryden med den resterende suppe. Den lod hun stå.
Tog jakken på, tog kufferten og tasken med papirer. Låste døren. Låste nøglen og lagde den på dørmåtten han skulle jo nok finde den.
Ude i opgangen lugtede der af våde blade og gammel trappe. Nina satte kufferten fra sig et øjeblik, trak vejret dybt. Himlen var mat og våd. Folk skyndte sig på arbejde ingen kiggede på hende.
Kufferten blev samlet op, og Nina gik stille ned til busstoppestedet.
Gitte Lund, hendes kollega fra teknisk skole, boede på Havevej i en treværelses på tredje sal. Gitte underviste i økonomi, otte år ældre end Nina, enke, ingen børn, boede alene og led helt tilsyneladende ikke synderligt under det.
Nina ringede på klokken halv elleve.
Gitte åbnede i slåbrok, så søvnig ud, holdt en kaffekop.
Nå, Nina? Hun kiggede på kufferten, så på Ninas ansigt. Kom ind.
Det var det. Ingen prikken på skuldrene, ingen detektivspørgsmål. Bare et: Kom ind.
Nina trådte ind. Det duftede af kaffe og støvede bogrygge. Reoler overalt, selv i entreen. En gråstribet kat sneg sig nysgerrigt omkring kufferten, snusede og svandt væk.
Sæt dig ned, sagde Gitte. Jeg laver kaffe.
De sad i køkkenet, og Nina fortalte. Ikke alt på én gang, ikke i rækkefølge, men i løsrevne bidder, efterhånden som tankerne flød op. Den aften hjemme. De syltede agurker. Hvem spurgte egentlig dig. Gardinerne, hun havde syet. 30 år.
Gitte lyttede, uden at afbryde. Hun var god til det.
Jeg forstår dig, sagde hun, og det er hverken min ret eller pligt at mene, om det var rigtigt. Bliv bare her til du har fundet ud af, hvad du vil.
Jeg vil ikke være til besvær, sagde Nina. Jeg hjælper med det huslige, laver mad, gør rent.
Nina, sagde Gitte bestemt, men blidt. Her er ikke brug for tjenestefolk. Det er bare mit hjem, og du er velkommen.
Nina så ned på koppen. Noget strammede sig i halsen; ikke tårer bare den lette, næsten helbredende fornemmelse, man får, når man lægger noget tungt, man alt for længe har båret.
Gitte flyttede sig ind i stuen og overlod det lille værelse til Nina. Der stod en sovesofa, et skrivebord og naturligvis endnu en bogreol. Nina stillede kufferten fra sig, lagde tøj i et enkelt skab, redte seng.
Lagde sig og tænkte: Her er mit værelse.
Første gang i mange år havde hun et sted, der faktisk var hendes eget.
Hun lavede selvfølgelig mad og gjorde rent men ikke ud fra pligt, nærmere fordi hun havde lyst til at sige tak. Gitte forsøgte at protestere, endte med bare at tage imod med et nik. Nogle morgener sad de sammen med kaffe, nogle gange snakkede de længe, andre gange sad de stille, hver med sin bog. Det var en ny slags stilhed; tryg, ikke ensom, og ingen forklaring nødvendig.
Om mandagen gik Nina tilbage på arbejde. Bogholderiet på teknisk skole bestod af hende og to unge piger. Kollegerne holdt øje, havde lugtet noget, men spurgte ikke. Nina lavede sin bogføring, sikkert og uden fejl.
Rektoren, Børge Pedersen, indkaldte hende inden ugens udgang.
Nina, er alt okay? spurgte han ikke et forretningsspørgsmål, men et rigtigt.
Ja, Børge. Jeg har flyttet og ændret lidt i privatlivet men det kommer ikke til at gå ud over arbejdet.
Jeg mener ikke jobbet, sagde han. Jeg mener dig.
Nina så ham i øjnene. Han var en rolig gammel mand, kendt for at holde styr på papirerne og på folks humør.
Tak, sagde Nina. Jeg klarer mig.
Det var sandt. Faktisk blev vejrtrækningen lettere, skuldrene slap det usynlige tryk.
Skolens unge strømmede til og fra; støjende, lidt klodsede. Nina havde kun deres navne på stipendieudbetalingerne men indimellem, hvis hun så dem i kantinen, eller hørte deres latter ude på gangen, tænkte hun: Ja, de lever og noget var rart ved det. Ungdom, alt forude.
Hun begyndte at tænke, at noget også kunne være forude for hende. Det var underligt og uvant, men hun vænnede sig til tanken.
Opkaldene fra Valdemar startede på tredje dag.
Først hans mobil, og hun tog kun et enkelt opkald:
Valde, jeg lever, jeg har det okay. Jeg har brug for lidt tid. Lad nu være med at ringe mere.
Han blev ved. Hun tog ikke telefonen.
Så ringede han til skolen. Unge Katrine tog røret og gik til Nina med et opgivende blik:
Nina, det er din mand…
Svar at jeg ikke er der, sagde Nina roligt.
Katrine så undrende ud, men adlød.
I november blev vejret råt. Gitte gravede en ældgammel varmeblæser frem og satte den ind til Nina. De begyndte at bruge aftenerne sammen på sofaen, med danske småkager, se lidt fjernsyn eller bare tale.
Gitte fortalte om sin gamle mand, der døde for ti år siden, om at vænne sig til at være alene, og hvordan frihed og ensomhed somme tider var det samme.
Jeg fortæller dig ikke, at du skal vælge ensomheden, sagde hun, mens hun rørte i teen. Jeg siger bare, at det ikke er farligt. Se nu på dig er du bange?
Nej, sagde Nina.
Nemlig.
Nina tænkte over det med frygten. Valdemar havde altid sagt, hun ikke ville kunne klare sig uden ham, at hun ville bukke under uden hans løn. At bogholderlønnen var for lille. At hun var for gammel og hvem behøvede sådan en. Ordene havde boet i hende længe, som dårlige underboere, der ikke vil flytte.
Men nu boede hun altså stadig. Og forsvandt ikke.
Lønnen var ikke høj, men Gitte tog ikke penge for værelset. Nina købte ind og lavede mad, og sådan gik det lige op. Hun begyndte at lægge lidt til side ikke til noget bestemt, bare for fremtidens skyld.
I december, kort før jul, stod han der.
Nina var på vej hjem fra arbejde. Fredag, mørket faldt allerede ved femtiden. Hun rundede hjørnet ved Gittes bygning og dér stod Valdemar.
Han stod ved opgangen i sin brune jakke uden hue, selvom det var minus otte. Så træt ud, synes hun eller også havde hun aldrig før set ham så nøje.
Nina, sagde han.
Nina stoppede tre skridt borte.
Hvordan fandt du mig?
Folk ved jo alt i byen. Du bor her, det siger de i Brugsen.
Nina nikkede. Lille by, naturligvis.
Vi skal tale sammen, sagde han.
Så tal.
Han så sig om, som blev han lidt flov over at stå ude på gaden.
Skal vi ikke gå ind? Jeg fryser.
Tag en hue på næste gang, sagde Nina. Sig, hvad du vil sige.
Han stod lidt.
Nina, hvad er det for noget, du har gang i. Derhjemme er der tomt, som en flyttekasse. Jeg kan hverken lave mad eller gøre rent. Du ved jo, jeg ikke kan finde ud af det…
Det lærer du nok.
Jaja, det er godt nok nemt for dig at sige. Nina, du må forstå, det er jo ikke, fordi jeg vil dig ondt. Det er bare mit temperament. Det er altså ikke grund nok til at splitte familien ad.
30 år, Valdemar, sagde Nina. 30 år hørte jeg på dig. 30 år gjorde jeg, hvad du befalede. Lavede mad, gjorde rent, sørgede for gæster og holdt min kæft, når du overdøvede mig foran andre. 30 år.
Nogle gange måske lidt for skarpt… mumlede han.
Du sagde “hvem har spurgt dig”, da vi sad dér, sagde Nina, roligt, uden vrede. Ikke første gang. Det sagde du ofte, når jeg sagde noget, du ikke synes passede. Jeg var bare hushjælp, kogekone, opvasker for dig. Aldrig et menneske.
Ej nu må du, sagde han, og irritation begyndte at pible frem, det der plejede at slå hende ud af kurs. Du snakker for meget! En hustru skal…
Stop. Det kom kort. Hårdt.
Han tav.
Jeg gider ikke høre om, hvad en hustru “skal” mere. Det har jeg hørt i 30 år. Sig mig betyder jeg andet for dig end husholdningen? Ved du noget om mig? Hvilke bøger læser jeg? Hvad griner jeg af i fjernsynet? Hvad tænker jeg, når jeg skyller tallerkenerne?
Han stirrede.
Netop, sagde Nina. Du ved det ikke. For du har aldrig spurgt. Du ville bare bruge mig til hushold. Det er ikke nok.
Sikken omgang, sagde han, nu mere forvirret end vred. Hvor har du fået de idéer fra? Gitte fylder dig med alt muligt.
Nej, det er mine tanker. De har boet i mig længe, jeg har bare aldrig sagt dem.
Hun lukkede frakken det begyndte at sne, små, stikkende fnug.
Jeg kommer ikke tilbage. Det her er ikke et skænderi, ikke fornærmelse men jeg kommer ikke tilbage, Valdemar. Jeg havde det dårligt, og først nu forstår jeg hvor meget.
Du ender alene, Nina har du tænkt på det? Hvem har brug for dig om ti år?
Jeg har brug for mig selv, sagde hun. Det er nok.
Hun gik mod døren.
Nina, vent nu NINA!
Men hun vendte sig ikke. Trykkede koden, ind, sneen dalede blidt på skuldrene.
Gitte må have spioneret, for hun åbnede døren, før Nina overhovedet nåede ringeklokken.
Så det, gjorde jeg, sagde hun.
Jep. Færdig, svarede Nina.
Skal du have te?
Ja.
De gik i køkkenet.
Nina tog en kop, holdt om den med begge hænder. De dirrede lidt. Ikke af frygt, ikke af kulde. Bare fordi noget var endegyldigt afsluttet. Kroppen forstod visse ting, før hjernen selv.
Hvordan har du det? spurgte Gitte.
Fint, sagde Nina. Eller faktisk: Godt. Som om jeg fik givet ham noget, han længe havde afventet.
En slags gæld?
Nej. Hun rystede på hovedet. Bare min forventning. Jeg ventede, han ville forandre sig, sige, at jeg var vigtig, vise lidt menneskelighed. Han kom bare og brokkede sig over, at der ikke var mad. Mad, for pokker!
Det er jo på sin vis ærligt, sagde Gitte.
Ja, sagde Nina smilende ærligt.
Vinteren gik. Nina fik styr på papirarbejdet. Fandt en advokat ældre dame, som løste det hele uden dramatik. Der var ikke meget at opdele; lejligheden var hans, købt før brylluppet, og Nina bad kun om sit eget.
Selvfølgelig var hun urolig. Der var aftener, hvor hun lå i værelset og tænkte: 54 år, alene, og hvad bringer fremtiden? Den slags virkelige bekymringer pakkede hun ikke væk, men lå et øjeblik, tænkte, og faldt så i søvn.
Hver morgen gik hun alligevel på arbejde, og det føltes godt.
En januaraften indså hun, at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde haft hovedpine. År efter år havde hun lidt af den. Hun troede, det var alderen. Måske var det bare livet?
Det var en lille åbenbaring, men alligevel stor.
I februar begyndte en ny lærer på teknisk skole. Den tidligere gik på pension. Ind kom Anders Kjær, 48, fra nabobyen, underviste i værktøjslære og produktion. Kom stille og uden spræl.
Nina så ham første gang i kantinen. Han sad alene, læste en tynd bog og spiste leverpostejmadder, stille og roligt.
Nina gik forbi, han nikkede. Et enkelt, neutralt nik.
Ugen efter mødte hun ham ved rektors kontor, hun slæbte mapper.
Kan du sige mig, hvor man kan printe? Printeren er død i lærerforberedelsen.
Vores i bogholderiet virker, sagde Nina kom bare forbi.
Tak.
Næste dag kom han med USB-sticken. Hun printede for ham, sagde bare “det var så lidt”.
Hvor længe har du været her? spurgte han.
22 år.
Hold da op.
Jep, sagde Nina.
Så kender du alt og alle?
Hvor man finder, hvem man bør spørge, ja. Resten af livet virker ens de fleste steder.
Han grinede. Sådan stille, uopstyltet latter.
Senere begyndte de at snakke sammen i kantinen. Først et par minutter, så længere. Han spurgte faktisk til hendes mening og hun fandt ud af, det ikke bare var for syns skyld.
En dag snakkede de om bøger. Nina fortalte tøvende, hun var begyndt at læse igen, efter en længere pause Gittes bogreol bød på lidt af hvert.
Hvad læser du?
Hun blev lidt genert, en gammel roman om landlivet.
Jeg har fundet “Villy Sørensens novellesamling” fanget af den helt.
Godt valg, sagde han uden at lyde bedrevidende. De rammer noget sandt.
Ja, det er lige præcis det!, sagde Nina.
Næste dag lagde han en bog på hendes bord lidt Tove Ditlevsen. Bare lagde den uforceret. Nina tog den, så på bogen, så mod døren. Hun blev varm og forsigtig indeni; det var det der stille, sjældne kvindelykke, hun næsten havde glemt fandtes. Hun skyndte sig ikke livet havde vist hende, alt godt kom, hvis man lod sig selv gå i sit eget tempo.
Forår kom i slutningen af marts, sneen forsvandt på få dage, og pludselig var alt mørkt, fugtigt, og der var knopper på buskene. På vej hjem standsede Nina midt på stien. Små, levende knopper. Længe siden hun lagde mærke til så noget.
Sidste år på denne tid havde hun tænkt på kartofler, indkøb og alt det andet. Nu tænkte hun bare på knopperne.
Anders mødte hende tilfældigt ved porten. De gik til busstoppestedet sammen.
Smukt vejr i dag, sagde han.
Meget, svarede Nina.
Jeg ville spørge, vil du med på museum søndag? Byens lokalhistoriske? Jeg har overvejet længe, men det er lidt tamt alene.
Nina så på ham: På det egnsmuseum?
Ja, de har vist åbnet ny udstilling om fabrikken her. Det interesserer mig. Jeg er jo tekniker.
Gern, sagde Nina. Lad os gøre det.
Det lød så let og var det. For en gangs skyld var hun ikke angst, ikke så hun skulle forklare for sig selv.
Søndag var solrig og sprød. De gik gennem udstillingen, Anders fortalte om maskiner og fabrikshistorie, Nina lyttede og spurgte ind. Bagefter drak de tyndt museumskaffe og lod som ingenting.
Keder du dig egentlig, når jeg snakker arbejde? spurgte han pludselig.
Hvorfor tror du det?
Folk siger, det er for meget. Jeg snakker for meget om værktøj…
Hvem siger det?
Tidligere…
Jeg siger fra, hvis jeg keder mig, sagde Nina. Ellers lytter jeg.
Han nikkede, smilede stille.
Det er rart at høre.
Hun vidste, hvad han mente: Der er ikke længere nogen, der slår hende over fingrene, når hun siger, hvad hun mener. Hun havde retten til at bruge sin stemme og gjorde det nu.
Sådan, uden hasværk eller højt drama, fandt de to voksne mennesker langsomt sammen. Det var ikke filmkærlighed, men det var varmt og stille og sandt.
En dag i starten af maj var der torvedag. Nina gik på markedet for at købe dild og radiser. Overalt dufter det af jord og grønt. Hun snoede sig mellem boderne og der, ved slagteren, stod Valdemar.
Han virkede forpjusket, jakken hang slapt, ansigtet var gråt under øjnene. Han spurgte slagteren, lyttede umælende. En trist, lidt klodset figur.
Nina standsede. Ikke af frygt. Hun kiggede bare.
Hun mærkede efter: Skulle der dukke noget op? Vrede? Sorg? Nostalgisk selvmedlidenhed? Der kom ingenting.
Han var blot en mand med et hverdagsliv, hun havde delt i 30 år. Hverken mere eller mindre.
Hun gik forbi, købte sin dild, og lidt ekstra til Gitte der elskede dild i hvide asparges. Forlod Torvet, ind i foråret.
Maj hang over byen lun og doven. Ninas indkøbsnet var lun, og dilden duftede af rigtigt forår.
Hun tænkte: dét er at starte forfra over de halvtreds. Ikke ét stort spring, ikke ét afgørende øjeblik men den samlede række af morgensolen, kuffertens slam mod jorden, Gittes te, den fornyede lyst til arbejdet, Ditlevsens bog på natbordet, museumskaffen og så maj.
At gå fra en tyrannisk mand var kun begyndelsen. Resten handlede om at leve. At lægge mærke til, hvad der rørte sig, og ikke længere diskutere om man skal blive eller gå den beslutning havde hun for længst truffet, og den var rigtig, dramatikken til trods.
Psykologisk realisme, tænkte hun og lo lidt for sig selv. Nu forstod hun udtrykket. Det handler ikke om det store melodrama. Bare om at leve på ægte vis: Blev for meget, gik, fandt ro og fryd. Både bange, alene og lykkelig.
Kvinders historier de er vidt forskellige. Nina betragtede ikke sin egen som et eksempel eller heltedåd. Det var bare hendes liv.
Hun svingede ind på Havevej, op på tredje sal, ringede på. Gitte åbnede, forklædet på plads, tallerken i hånden.
Der er du jo. Jeg laver koldskål.
Jeg har dild med, sagde Nina og trak buketten frem.
Dygtig pige. Gå så ud og vask hænder.
Nina hængte frakken, trådte ind i køkkenet, drejede for hanen. Så på vandet, der skyllede over hendes hænder.
Søndag skulle hun og Anders ud at se den gamle dæmning. Han forklarede det ingeniørtekniske, og hun nød faktisk at høre om det.
Det var både mærkeligt og dejligt.
Hun tørrede hænder, gik tilbage til Gitte.
Skal jeg hjælpe?
Skær nogle æg.
Nina tog kniven. Skar pæne, ens tern rutinen sad i hænderne.
Men nu lavede hun det til sig selv. Til Gitte. Af lyst, ikke pligt. En forskel, ikke til at forklare, men nem at mærke.
Solen var på sit højeste, børn larmede i gården, og det duftede af forår og dild.
Gitte, sagde Nina pludselig. Har du nogensinde fortrudt, at du blev alene dengang efter Poul?
Gitte tænkte sig om og det var hun i øvrigt god til.
Det har jeg da, sagde hun roligt. Han var god, og savnet var stort. Men jeg har aldrig fortrudt friheden. Det har jeg vist sagt før.
Ja, du har, sagde Nina.
Føler du dig egentlig alene nu?
Nina smilede og skar videre i æggene.
Ikke rigtigt.
Gitte så på hende, sagde ikke mere, bare et nik og så videre med koldskålen.
Der var ingen morale. Bare et liv helt almindeligt, lidt krøllet, levet af Nina Madsen, bogholder, 54 år, som en dag nægtede at rydde af bordet og blev overrasket over, hvor let det var.
Og hvor meget der faktisk stod på spil.
