Krystalkillingen
Tre søstre under vinduet…
Mor, det lyder helt som jer, gør det ikke?
Vera sukkede med et lille smil.
Næsten. Skal du ikke snart sove? Jeg har lidt arbejde tilbage i aften. Ellers sidder du og døser i morgen til fødselsdagen.
Åh! Okay, jeg sover nu! lille Poulina forsvandt under dynen, men stak straks sin lille næse op igen. Mor, bliver der balloner? Kommer Majken? Og…
Vera greb datteren, svøbte hende godt ind og overdængede hende med kys, uden at høre hendes fnisende protester.
Godt så, nu skal du sove! Du får svar på det hele i morgen!
Hun rejste sig, gav Poulina hendes elskede bamse, og gik ud og tændte natlampen. Poulina var stadig ikke glad for mørket, og Vera sørgede for, at der altid var blidt lys tændt i hele huset.
Vera listede ned ad trappen, lukkede døren til køkkenet halvt, og tændte for sin laptop. Der var masser at lave, men først sad hun et par minutter i stilheden og fandt ro. I morgen ville blive overvældende, ikke kun fordi Poulina havde fødselsdag og alt skulle være på plads, men også fordi familien kom på besøg og det så Vera knap så meget frem til. Hun rystede tankerne ud af hovedet, greb elkedlen. Bekymringer må klares én ad gangen. Nu gjaldt det årsregnskabet det haster. Vera stillede sin kop med te ved siden af computeren og fandt sagsmappen frem fra tasken. Hun var egentlig glad for, at hendes bedstemor i sin tid overtalte hende til at blive revisor. Havde hun valgt oceanografi i stedet, som hun engang drømte om, så ville hendes liv have set meget anderledes ud måske mere eventyrligt, men sikkerheden i hverdagen? Ikke til at sige. Hun lukkede øjnene, forestillede sig Vesterhavet, og smilede. Ikke længe til ferie nu hvis altså ikke noget går galt. Med et suk åbnede hun øjnene og gik i gang.
Vera blev født i familien Larsen, som førstebarnet, lige så længe ventet som alle bedsteforældre havde håbet på. De kunne næsten ikke få nok af hende, og det gik ikke længe, før bedsteforældrene pressede på.
I må få én mere straks, så hun har en at dele alting med! insisterede de. Vera fik dermed hurtigt selskab af lillesøster Nadja. Søstrene var uadskillelige i barndommen, både de bedste veninder og de allerværste konkurrenter. Det var ikke noget problem, de prikkede altid til hinanden for at blive endnu bedre og de glædede sig over hinandens små sejre. Moren, Lise, blev ved med at minde dem om, at uanset hvad, var ingen vigtigere end hende selv og hendes søster. Hun fik efter et møde med skolelederne sørget for, at begge piger kom i samme klasse. De sad side om side på første række den 1. september og prikkede usikkert til hinanden med de nye lakstøvler: Jeg er her, du er ikke alene! Vera var klart den mest ansvarsfulde og kunne blive helt stresset; Nadja kunne nemt lade skolebøgerne ligge og så i stedet sidde i vindueskarmen og tælle spurve på græsplænen, mens Vera ikke løftede sig fra bordet, før alt var færdigt.
Vera, har du ikke lavet matematik? Kom nu, så kan jeg skrive af, og vi kan løbe ud!
Regn selv ud! Vera rev sin kladde til sig. Når vi får kontrolopgave og Frk. Juhl sætter os hver for sig igen, så ser vi, hvad du kan! Vil du have hjælp?
Nadja fnøs, blev fornærmet, men holdt aldrig længe. Et øjeblik efter hev hun i Vera og forsøgte overtale hende til at gå over og fodre ænder ved søen.
Da de gik i sjette klasse, blev den yngste søster, Lykke, født. Lise havde ikke planlagt flere børn to var rigeligt. Nyheden om den tredje graviditet var hun alt andet end glad for.
Åh, vi skal begynde forfra! Jeg er ikke helt ung mere, det bliver hårdt.
Jamen, du har to hjælpere nu og mig, sagde hendes mand, Henning. Måske får vi en dreng denne gang! Tænk på det.
Men endnu en pige, Lykke, kom til verden hidsig, bestemt og helt anderledes end sine store søstre. Lise blev hurtigt overvældet, men snart mærkede både Vera og Nadja, at nu var det Lykke, alt drejede sig om.
Med Lykke fik Lise en mere moden tilgang til moderskabet. Hvor hun engang hungrede efter bare et øjebliks ro, havde hun nu overskuddet til.
Men hun kørte de store piger rundt med småpligter og kiggede nærmest ikke til dem længere. Tættere på hinanden blev søstrene ikke tværtimod.
Og midt i alt dette dukkede “katten” Katten hed Søren og boede i opgangen nedenunder. Han interesserede ikke nogen af pigerne, før Vera fyldte seksten. Hun var på vej hjem fra håndbold, da Søren stoppede hende.
Vera, må jeg lige tale med dig? Han så nervøst på hende.
Vera nikkede, smilede sødt.
Jeg skal hjem. Klokken seks ved cykelskuret.
Hans ansigt lyste op.
Jeg kan godt lide dig!
Det har jeg godt gættet, lo Vera, og drejede væk.
Men hvad gør man med fryden, det første glimt af forelskelse? Med usikkerheden over første date og den skræmmende, men søde, første kærlighed? Vera måtte dele det med Nadja, selvom det tog hende lidt tid at fortælle. Nadja havde lugtet lunten for længst og borede, indtil Vera betroede sig.
Hvorfor Nadja ville tage Søren? Han sagde hende ikke noget før, men nu blev det hele uoverskueligt vigtigt alt med Vera skulle overgås.
Vera fattede ingenting, og før hun vidste af det, så hun Nadja og Søren kysse nede i gården. Hun gik bare videre, op i lejligheden og låste sig inde på sit værelse, uden at reagere, heller ikke da Lykke slog i døren.
Vera! Hvad er det for noget? Luk nu Lykke ind! brummede Lise udenfor.
Den altid pligtopfyldende Vera åbnede, men i det Lise så sin ældste datter, sank noget i hende, og hun skubbede Lykke og sig selv ud på gangen.
Hvad er der, min skat? Hvad er der dog?
Det gør ondt, mor. Vera slog armene om sig selv. Hvorfor? Hvorfor gjorde Nadja det?
Lise omfavnede Vera, da hun fattede sammenhængen.
Vil du have, jeg samler dine ting sammen? Du kan tage hjem til mormor.
Rød i kinderne stormede Nadja ind, kun for at se Vera med kuffert i hånden.
Hvor skal du hen?
Vera gik lige forbi hende, forlod barndomshjemmet for aldrig at vende tilbage. Den dag tudbrølede Lise og gav Nadja en velfortjent lussing.
Men ingen i Larsen-familien bar nag længe. Uger og måneder gik, og Lise begyndte småt at tale til Nadja igen. Der gik næsten to år, før Vera talte til sin søster. Måske havde hun aldrig tilgivet, hvis ikke Lise var blevet alvorligt syg, og søstrene tvunget til at samarbejde for at få moderen igennem.
Undskyld… sagde Nadja stille, uden at kunne se Vera i øjnene, mens deres hænder næsten mødtes på bænken i hospitalshaven.
Som man råber i skoven…
Vera vendte sig mod hende, og Nadja forstod godt: måske var hun tilgivet, men glemt blev det aldrig. Hun rakte forsigtigt ud og klemte Veras spinkle hånd. Vera trak sig ikke. De sad bare sammen, time efter time, indtil deres far kom ud og sagde, operationen var gået godt nu skulle de vente.
Efter sygdommen hjalp Vera jævnligt til hjemme og passede Lykke. Hun opdagede hvor uregerlig og egenrådig Lykke var blevet hun ville kun, hvad hun selv ville, uden at lytte til nogen.
Lise blev rask igen. Livet skilte søstrene. Vera flyttede til Odense for at tage sig af sin farfar og arvede senere den rummelige lejlighed. Hun husker stadig farmor Olgas råd:
Lev, pige! Tag styringen. Selv de tætteste kan svigte, når egne interesser tæller.
Vera smålo, hun kendte det alt for godt. Hun fortalte dog aldrig farmor om dramaet hjemmefra.
Et par år senere giftede hun sig med Anders. Ingen bryllupsfest, ingen familieindblanding de gik stille på rådhuset, bare de to. Anders havde ikke familie, og Vera ønskede ikke sin med.
De levede godt sammen skønt alt for stille på én måde: børnene udeblev. De ønskede begge et barn, men hverken læger eller tid hjalp. Adoption blev diskuteret, men livet ville det anderledes.
Kontakt til familien holdt Vera kun gennem hilsner og postkort. Et par gange besøgte de Lise og Henning, men Anders faldt aldrig ind i familien, og Vera satte grænsen.
Jeg har valgt ham. Det må du respektere, mor.
Det er dit liv, men med din uddannelse, dit udseende… hvordan kunne du ikke vælge bedre…
Men for Vera var Anders den bedste. Han var hjælpsom, rummelig. Når hun var syg, passede han hende som en blomst, lavede mad, gjorde rent uden at gøre et stort nummer ud af det.
Du har været heldig! grinede Nadja til Vera, mens hun snublede efter sin store søn og havde den lille på armen. Hvis bare jeg havde sådan en…
Vera svarede ikke Nadja kunne nok klare sig selv. Men med Lykke var det ikke lige sådan.
Lykke voksede op og blev billedskøn. Sød og smukke det var hun. De ældre søstre blegnede næsten i hendes selskab.
Lykke er familiens dronning proklamerede Lise, mens Lykke gabende vadede rundt, mens de andre gjorde klar til familiefejringen. Lykke magtede ikke de sammenkomster hun kom, fik sine komplimenter og gik.
Efter gymnasiet besluttede Lykke, at nu var det modelkarrieren. Hun anede ikke, hvor meget arbejde det krævede og bakkede hurtigt ud, da hun fandt en ældre rig mand, der tilbød hende en lejlighed. Hun vidste han havde familie, to børn det var hende ligegyldigt. Hun slog hånden af forældrerådene:
Blander I jer, kommer jeg aldrig. Jeg lever mit eget liv!
Men man kan ikke altid få alt, hvad man ønsker. For at fastholde manden blev Lykke gravid men “eventyret” sluttede der. Han krævede, hun skulle klare det selv. Hun skabte drama, kontaktede konen, men denne så blot ned på hende, koldt og konstaterende:
Tøsen, sådan en som dig har han haft og får endnu flere af. Du er bare én af mange. Jeg er hans kone han forlader mig aldrig.
Det tror du selv? Lykke var forarget; hvad var det, den her kone havde, hun ikke selv havde? Det gik over hovedet på hende.
Selvfølgelig. Du er naiv tror du, du er den første, der står her?
Men jeg får hans barn!
Fint, fød bare. Hans rigtige børn har han med mig. Dit… op til dig. Men regn ikke med noget!
Og hun gik. Lykke rasede, men efterhånden blev situationen klar: hun måtte klare det selv. Og da hun fik Poulina, var det i sidste ende bedsteforældrene, der tog sig af hende. Lykke svingede voldsomt fra klæbende at holde Poulina tæt til at forsvinde i flere dage ad gangen. Lise vidste til slut ikke, hvad hun skulle gøre.
Så kom katastrofen Lykke kørte galt på vej hjem fra en bytur. Hun overlevede ikke.
Lise blev knust og havde ikke mere overskud til børnebørn. Henning forsøgte at bede Nadja om hjælp, men det afviste hun blankt.
Jeg har selv nok, far!
Han ringede til Vera. Hun satte alt på pause, tog orlov og hentede Poulina hjem til Odense. På en måned var papirerne på plads Poulina flyttede ind som hendes datter. Anders solgte lejligheden, og sammen færdiggjorde de huset.
Anders, hvor er du god! Præcis som jeg har drømt om! Vera gik rundt og mærkede, livet for alvor begyndte nu.
Lille Poulina bragte glæde med sig hun fyldte huset med latter og liv. Ni år fløj af sted. Kontakten til familien gled ud. Kun til højtider samledes de og Vera følte sig som en fremmed under lup. Lise kom sig aldrig over at miste Lykke.
Du har fået ansvaret … Ja, vi får se, hvordan det går! Tog hende væk! Tænk lige på din mor!
Vera lod det prelle af, og havde ondt af sin mor. Det gjorde ondt at tænke det, men hun var sikker: hvis det havde været hende eller Nadja, så havde katastrofen ikke været så stor for Lise. Men Lykke det var noget andet.
Langsomt tøede Lise op overfor Poulina.
Hvor bliver hun dog yndig! sagde hun og tørrede øjnene, mens hun så på Vera. Kvæl hende ikke! Giv hende frihed.
Vera lagde stille hånden på Anders’ skulder for at forhindre ham i at sige noget.
Lad det ligge…
Hvorfor, Vera? Er det ikke bedre at få snakket ud om alt det?
Måske, Anders. Men jeg har ondt af mor. Vreden kommer fra noget helt andet.
Men du er jo nødt til at finde dig i det hele?
Måske fordi jeg stadig er her? Og fordi ingen andre tager sig af hende?
Hvis hun siger noget ubehageligt til Poulina?
Det gør hun ikke. Hun kan ikke være hård overfor Lykkes datter.
Og det holdt. Lise kunne råbe af Vera, men svigtede aldrig Poulina. Hun så, hvor glad pigen var hos Vera og selvom det skar, at hun kaldte Vera for mor, nægtede Lise at ødelægge det hele.
Vera lukkede computeren og strakte sig. Nå, klokken var blevet over midnat. Hun drak den sidste slurk kolde te og kiggede ud af vinduet. Hun savnede Anders det var bare så typisk, han var på forretningsrejse, da hun havde mest brug for ham, men i morgen kom han hjem. Han ville ikke afsløre, hvad han havde købt til Poulina. “Det bliver en overraskelse,” sagde han, og grinte.
Vera smilede igen. Hvor havde hun dog været heldig.
* * *
Mor! Tillykke med mig! Poulina hoppede glade grinende op i sengen og kyssede Vera. Og tillykke til dig! For mig!
Tak, min skat! Vera omfavnede hende og så hende ind i øjnene. Tillykke! Bliv ved at være glad og sund.
Poulina puttede sig ind til Vera.
Er jeg stor nu?
For søren, nu er du hele ti år! Men du ved, hvad jeg synes?
Hvad da?
At du er stadig lidt min lille pige!
Jeg vil gerne være lille så bliver man bare elsket endnu mere!
Tror du ikke, jeg elsker dig nok?
Så blev der fjollet og kildet, indtil Vera sagde:
Nå, tid til gaver! Jeg har en lille ting her…
Hun trak en lille æske frem.
Poulina åbnede forsigtigt låget.
Mor… hun så op med det samme smil. Det er den!
Ja, den rigtige! nikkede Vera.
Poulina tog forsigtigt den lille figur op en krystalkilling, hun vidste egentlig godt, hendes bedstefar havde givet til Vera.
Til ældste datter… det har farfar sagt, ikke?
Lige præcis!
Tak! Jeg har sådan drømt om, at den skulle blive min! Hun nussede forsigtigt killingens ører. Mor, men jeg er jo din eneste datter…
Vera smilede, og Poulina kiggede undersøgende op.
Er det rigtigt? hviskede hun.
Vera nikkede, og Poulina sprang op, tæt omfavnet med killingen i hånden, og råbte grinende: Hurra! Skal jeg være storesøster? Mor, hvem venter du?
Det ved vi ikke endnu, min skat.
Vera kunne bare ikke holde tårerne tilbage. Evindelige år med længsler endelig…
Poulina stoppede midt i springene, vendte sig og sagde:
Det er den bedste gave, du kunne give!
Så løftede Vera dynen, fandt den store gave frem og sagde:
Det her er også din.
* * *
Festen gik i gang, gæsterne kom, børnene grinede i børneværelset, og alt åndede af hygge, duft af lagkage og kaffe.
Hen på eftermiddagen satte Lise sig træt i lænestolen.
Hvordan går det derhjemme? spurgte hun Vera.
Fint, mor. Poulina har fået fine karakterer og spiller stadig klaver det hele kører bare.
Ja, nyd det nu. Livet kan vende hurtigt.
Vera ønskede ikke at svare, men så kom Nadja til og snakken gik på børn, mænd, og det der liv.
Pludselig lød skrig oppefra. Vera fløj op ad trappen, ind på Poulinas værelse hun stod midt i det hele og græd. Hendes smukke hvide kjole var lige pludselig smurt ind i chokolade. Vera tog hende hurtigt i armene.
Nadja, hvor er førstehjælpskassen? Bånd! Hurtig!
Alle for rundt, og i hjørnet sad Majken og så sur ud.
Poulina, hvad skete der? spurgte Vera blidt, mens hun forsøgte at tage styr på situationen.
Skræmmen gik hurtigt over, kjolen blev skiftet, og Vera tog hende på skødet.
Fortæl mor, hvad der skete…
Poulina sad lidt. Så løftede hun sine grå øjne de samme som Veras…
