Ikke længere hustru
Torben, Torben. Har du målt dit blodtryk i dag? Tog du tabletten? spurgte Lise, idet hun kiggede ind i stuen og tørrede hænderne i forklædet.
Åh gud, Lise, lad nu være med alt det blodtryk! mumlede han uden at løfte blikket fra sin telefon. Jeg skal til møde om en time. Hvor er min lyseblå bomuldsskjorte? Den, du plejer at stryge?
Du sagde selv i går, at den skulle på renseri på grund af den plet…
Du bytter altid rundt på alting! Man kan jo ikke overlade dig noget. Giv mig bare hvilken som helst skjorte så. Og lav nu en ordentlig te jeg er træt af din kamillete.
Lises skuldre blev spændte, men hun sagde ikke noget og gik ud i køkkenet.
Udenfor var november grå og våd. Blokkene over for var mørke, kun et par vinduer lyste op. Lise Pedersen, 56 år, stod ved komfuret og så vandet koge i den gamle kedel med afskallet emalje. Hun havde tænkt, hun ville købe en ny i foråret, men der havde været så meget andet.
Hun skænkede sort te, som han bedst kunne lide den, uden kamille, uden mynte. Tog tallerkenen med de sandwich, hun havde smurt klokken seks om morgenen: rugbrød med smør og ost, skorpen skåret af, fordi han ikke kunne tåle det. Hun skar også tomat, selvom novembertomater smagte som pap, men der var jo vitaminer.
Torben Pedersen, 58, sad i lænestolen med telefonen limet til hånden. Han var blevet afdelingsleder for tre måneder siden. Før det havde han i tyve år været tekniker. Men da Madsen gik på pension, fik Torben jobbet og med jobbet fulgte 2500 kroner mere om måneden, kontor og tilsyneladende et helt nyt syn på sig selv og sin omverden.
Sæt det der, nikkede han mod sofabordet uden at se op.
Lise satte bakken, tav i et sekund.
Torben, tag nu pillen. Du sagde jo i går, at du havde ondt i hovedet.
Jeg havde ondt i går. Ikke i dag. Nu skal jeg ringe, gå nu.
Hun forlod stuen. Stod lidt i entreen og så på hans frakke, hendes egen jakke og den gamle paraply med en skæv ende. Hun stod uden mål og retning, før hun greb en klud og begyndte at tørre vindueskarmen i køkkenet.
Sådan havde det stået på i tre uger. Siden Torben blev forfremmet og havde været til lederseminar i Århus, hvorfra han kom hjem som en anden: rank, med moderne frisure, en ny mine. Lise var først glad han virkede levende igen. Men snart ændrede meget sig.
Han begyndte at kritisere maden. Tidligere spiste han i tavshed, men nu mente han boller i karry var for salt, frikadellerne tørre, og rugbrødsmadderne passer til studerende, ikke til en leder. Hun havde stået målløs, men han så på hende som om hun sagde noget dumt og svarede:
Lise, du kunne godt begynde at lave noget ordentligt mad. Bagt fisk og friskskårne salater, ikke kun din evige kartoffelsalat.
Lise bagte fisk, lavede salater. Han spiste, sagde intet, så hun troede alt var godt. Men snart kommenterede han, at hans nye ven fra seminariet, Henrik, havde en kone, der ikke arbejdede og kun gik hjemme og så jo ud som et menneske.
Dér tav hun. Hun kunne have forklaret, at hun jo netop ikke længere arbejdede blevet fyret for fire år tilbage. At hun stod op klokken seks, gik i seng efter ham, passede hjem og indkøb, hentede hans medicin og holdt øje med hans tabletter, fik hans vinterdæk på og af bilen og klarede alt det, han ikke havde tid til. Men det var hun blevet vant til at tie om.
For to dage siden skete der dog noget, hun ikke længere kunne holde inde.
Han kom hjem kvart over otte om aftenen. Lise havde netop taget kyllingesuppe af blusset, kogt i timevis på grund af kolesterolproblemerne. I køkkenet duftede der af persille.
Hvorfor så sent? spurgte hun fra køkkenet.
Møder trak ud, svarede han, idet han smed skoene hvor han stod.
Der er suppe til aftensmad.
Han så ned i gryden og trak på næsen.
Igen kyllingesuppe?
Din kolesterol, Torben, lægen sagde jo…
Ja, ja, jeg ved det godt. Men hvor længe skal jeg spise sygehusmad herhjemme?
Hun øste suppe op, skar brød. Han spiste, rejste sig uden at tage tallerkenen ud. Hun vaskede op, tørrede bordet af, samlede krummer det hele som på autopilot. Hun gik ind i stuen:
Der er kompot, hvis du vil have.
Han sad allerede i stolen med blikket i telefonen. Noget pink dukkede op på skærmen, som han skjulte.
Vil du have kompot?
Han så op, længe. Som om han skulle vurdere noget.
Nej, sagde han. Efter et øjeblik tilføjede han: Lise, se lige på dig selv.
Undskyld, hvad siger du?
Se dog på dig selv. Hvornår var du sidst til frisør? Dit hår hænger. Og den der ternede slåbrok du ligner min morfar på plejehjem.
Vandet dryppede fra køkkenhanen. Hos naboen kørte TVet på lavt blus.
Torben, sagde hun sagte.
Helt ærligt nu. Jeg skal til firmafester, repræsentere afdelingen… Min kone burde altså se lidt ud af noget.
Hvornår har du sidst haft nogen med hjem? sagde hun langsomt.
Undskyld, men det er fordi jeg skammer mig! han hævede stemmen. Ordet faldt tungt.
Henriks kone hun er så præsentabel. Du du er blevet tyk, går i den slåbrok, dit hår trænger…
Torben, og nu brugte hun hele navnet, sjældent. Du fylder snart tres. Jeg er seksoghalvtreds. Vi er ikke unge.
Netop derfor skal man også passe på sig selv! Jeg går til fitness. Men du du sidder bare hjemme…
Jeg sidder bare hjemme, gentog hun roligt, overrasket over sin egen stemme. Godt, Torben. Jeg har forstået.
Hun gik ud, lukkede døren bag sig, satte brødet i brødkassen, slukkede lyset. Indeni forandrede noget sig. Ikke knustes, bare flyttede sig som at møblere om i en gammel stue, først uvant, men bagefter tiltrængt.
Natten igennem lå hun vågen. Lyttede til hans tunge vejrtrækning. Tænkte over alle årene at hun havde levet for at servicere ham. Kørt rundt, passet medicinen, handlet ind, stået op før solen, gået i seng alene. Intet for sig selv. Hun mindede sig selv om, hvor ufleksibelt alt var hvor hun altid havde skullet være der for ham.
Men nu havde han sagt, hun var ham en skam. At hun var som en bondekonen.
En gang efter midnat kom hun frem til sin beslutning: nok er nok.
Ikke jeg går, ikke jeg vil skilles, ikke skandale. Bare nok med at gøre alt, han ikke lagde mærke til eller satte pris på. Nok med at være et redskab. Han må lære selv.
Næste morgen stod hun op klokken seks, lavede sin egen kamillete, som han ikke kunne fordrage. Hun åbnede hjemmesiden til salon ReFlet i Bruuns Galleri 450 kroner for klip, endnu aldrig tilladt sig, men nu booket til tirsdag. Så fandt hun stavgangshold i nærliggende Søndermarken gratis træning tirsdag og torsdag morgen. Noterede det i sin telefon.
Da Torben kom i køkkenet klokken syv, stod kun hans gamle krus fremme. Brødet i brødkassen, smørret i køleskabet.
Hvor er morgenmaden? spurgte han.
Rugbrød og ost er i køleskabet, sagde hun uden at slippe telefonen.
Han tav, lavede selv te, skar sit brød, spiste stående. Gik på arbejde uden flere ord.
Hun mærkede en lethed indeni, da døren gik.
Onsdag gik hun til frisøren. Stylisten, en ung kvinde med kort, undercut hår og ni piercinger, sagde:
Hår længe siden sidst?
Tre år…
Lad os farve dig, give lidt striber og facon?
To og en halv time i stolen. Hun så sig selv forandre sig i spejlet. Ikke ung, nej men levende. Som sit eget jeg, det hun havde glemt.
Hun brugte 850 kroner. På vejen hjem købte hun en god ansigtscreme i Matas, ikke den billigste denne gang. 180 kroner, og hun tøvede men købte.
Torben bemærkede håret om aftenen. Sagde ikke noget. Hun ventede heller ikke.
Ugen efter løb hans blodtrykspiller ud. Tidligere havde hun altid opdaget det i god tid, nu lagde hun bare den tomme æske ved hans seng. Han ignorerede det første dag. Næste dag ledte han selv tom æske.
Lise! Tablettene er væk!
Jeg ved det, råbte hun fra køkkenet.
Hvorfor har du ikke købt nye?
Du er voksen. Du kan selv.
Pause.
Jeg har arbejde.
Jeg har også travlt.
Hun begyndte faktisk at have travlt: stavgang i Søndermarken tirsdag og torsdag. Der mødte hun Bente og Sonja, jævnaldrende. De grinede, gik og talte, og Lise opdagede, at verden udenfor hjemmet var overraskende rar.
Torben købte selv sine piller og lod mærke til det sagde dog ingenting.
I samme periode ringede hun til veninden Grethe fra den gamle regnskabsafdeling.
Grethe, har du tid lørdag?
Hvorfor?
Skal vi tage i biografen eller bare på café?
Lise er du okay? Vi har da ikke taget på café i fire år.
Bedre end længe, sagde Lise.
Lørdag mødtes de på Trianglen. Grethe kiggede på håret og lød forbløffet.
Lise, hvor ser du godt ud!
Tid til forandring, sagde hun, og de gik på café. Latte og kage, sne udenfor. Lise fortalte om det nye job, forvandlingen, Henriks kone, kommentaren om skam. Fortalte nøgternt og roligt.
Og hvad har du besluttet så? spurgte Grethe.
Ikke noget dramatisk. Jeg gør bare ikke mere, hvad han ikke sætter pris på. Ikke af trods, bare… fordi der ikke er nogen grund.
Du gør det helt rigtigt, sagde Grethe.
De sad længe, bestilte mere kaffe. For første gang i mange år følte Lise, hun havde rådighed over sin tid.
Derhjemme sad Torben foran TVet. Køkkenet var rodet han havde selv lavet spejlæg. Lise gik ind og så på det. Tidligere ville hun straks have vasket op. Nu lod hun det bare stå.
Hvor har du været? spurgte han uden at vende hovedet.
På café med Grethe.
Længe.
Ja.
Hun gik ud og tog sin nye creme på så sig selv i spejlet. Ikke ung, men levende. Stribet hår, de små smilerynker, alvor i øjnene. Sådan er man, når man er seksoghalvtreds, tænkte hun og det er okay.
December bød på frost. Lise købte nye støvler rigtige, læder, ikke de billige gummisko, ti år gamle. 950 kroner ikke en krone fortrudt.
Noget ændrede sig i atmosfæren. Hun lavede stadig mad, men nu oftest det, hun selv ville have: solid suppe, stegte kartofler, indimellem pølsemix eller frossen lasagne. Ikke længere diettilpassede særretter til ham. Hans skjorter røg i vask med alt andet. Ingen frasorti, ingen speciel behandling.
Han bemærkede det naturligvis. Nogle gange lød han utilfreds:
Lasagne igen?
Ja, sagde hun.
Deltager du slet ikke mere?
Jeg lavede jo suppe i går. Og steg i søndags.
Han tav, gik. Frosten blev til forår. Hun fortsatte stavgang, mødte Bente i teatret gik med til et gratis akvarelkursus i biblioteket. Ikke fordi hun altid havde drømt om at male, men fordi… hvorfor ikke.
I december begyndte Torben at komme sent hjem. Før havde Lise altid ringet nervøst. Nu spiste hun, når det passede hende. Han indfandt sig i ni-tiden, undertiden ti eller elleve. Hun spurgte ikke.
En sen aften kom han hjem, og hun fornemmede straks en fremmed parfume sødlig og skarp. Ikke noget fra kontoret eller restauranten. Hun vidste besked. Mærkeligt nok gjorde det ikke ondt kun en følelse af frihed. Hvis han gik, var det hans valg, ikke hendes fiasko.
Hun sagde intet. Sov godt den nat.
Tre uger gik. Hun hørte gennem badeværelsesdøren hans stemme: …jamen jeg siger jo, Lene, lørdag…. Lene. Sådan.
I de uger tænkte hun meget. 32 års ægteskab, en søn, Martin, som nu boede i Odense med kone og børn. Torben havde ikke altid været sådan i ungdommen mere let, kunne grine, tage Martin på fisketur. Hvornår det ændrede sig, vidste hun ikke.
Hun tænkte over, at hun havde brugt alle sine kræfter på ham helt glemt at tage sig af sig selv. Ikke kun udseende; indeni. Hvad kan jeg lide? Musik, bøger, steder? Alt druknet i pligter og piller.
Akvarellekurset blev overraskende vigtigt. Underviseren, Kirsten på 52, sagde: Du har virkelig sans for farver. Det betød mere end mange ord fra Torben.
Nytår. Lene forsvandt fra billedet. Torben blev tavs, så nyhedsudsendelser; ingen flere opkald fra badeværelset. Han virkede nedtrykt, havde hoste.
Hun lavede suppe og gik forbi ham uden samtale. Én gang satte han sig ved siden af hende, mens hun drak te, og sagde: Det er koldt udenfor i dag.
Ja, minus tolv grader i nat.
Mmm…
Så gik han. Sådan blev samtalerne.
Først senere fik hun at vide, at Lene havde droppet ham gennem vennen Jens fra bridgeklubben. Jeg hørte, Torben prøvede sig med en yngre kvinde, men hun gad ham ikke særlig længe. Lise nikkede bare.
Hun havde ikke ondt af ham. Følelsen var som efter et langt tandpine manglen på smerte var næsten en lettelse i sig selv.
I februar blev hans helbred mærkbart dårligere. Han tog pillerne uregelmæssigt ingen system som før. En dag var dosis dobbelt, en anden dag glemt. Hun havde sagt det til ham mange gange. Nu lod hun ham om det.
Hans blodtryk steg. En morgen sagde han: Jeg føler mig svimmel.
Gå til læge, sagde hun.
Kan du ikke bestille tid?
Nummeret står på sundhedskortet.
Han stirrede på hende. Hun drak roligt sin te.
Jeg forstår ikke deres bookingsystem.
Du er leder, Torben. Det skal du nok finde ud af.
Han fik selv bestilt tid, kom hjem med ny recept og lagde den på bordet.
Henter du det?
Jeg skal alligevel forbi i morgen, men gi mig penge for det.
Han fandt kontanter frem. Hun købte medicinen og lagde dem på hans natbord, men uden nogen seddel eller pip bare sådan.
Marts bragte tø. Lise begyndte at gå mange ture. Købte sig en beige forårsjakke med bælte intet praktisk, bare pæn. Hun stod i prøverummet og tænkte på hvor længe det var siden, hun havde købt noget pænt bare til sig selv.
Samme måned kom Martin og Mariann med børnene et par dage. De havde honning, chokolade med fra Fyn.
De spiste sammen ovnbagte kartofler, sild under dyne, kalveculotte ifølge Lises mors opskrift. Torben var tavs. Martin fortalte fra sit arbejde, børnene hørte til. Mariann spurgte til kunstkurset.
Maler du, mor?
Jeg prøver. Med akvarel.
Vis det!
Hun bladrede i sine akvareller æbler, blomster, biblioteksvindue. Martin så anerkendende på hende.
Mor, du ser yngre ud!
Bare en god klipning, grinede Lise.
Hun bemærkede Martin skulede til sin far. Noget var galt, men han spurgte ikke.
Dagen efter, mens Mariann handlede, hjalp Martin med at lave pirogger.
Mor, er alt ok hjemme?
Ja, det går.
Far virker trist. Er han syg?
Han har blodtryk, ja, men passer det selv.
Martin tav længe, knugede noget af dejen.
I har vel ikke skændtes?
Nej, og det var sandt; de levede bare parallelt.
Sig til, hvis du får brug for noget.
Tak, Martin, jeg har det faktisk godt.
Gæsterne rejste søndag, huset blev stille igen. Sent om aftenen kom Torben ud i køkkenet, tog et glas vand.
Martin ser godt ud, sagde han.
Ja, rigtig godt.
Og børnene…
Ja.
Han satte glasset og gik. Lise blev stående i køkkenet, så ud i mørket på gården, hvor kun lygten og lidt nyfalden sne kunne ses.
April bød på endnu et blodtryksanfald. Ikke ligefrem udrykning, men fysisk ubehag.
Lise, jeg har det skidt.
Hun fandt ham siddende på gulvet, rød i hovedet, svedende.
Kom, sæt dig her, tag blodtryksapparatet. Tag din kaptopril, den ligger i skuffen. Læg dig, mål igen om en halv time.
Hvad med dig?
Jeg er i køkkenet.
Hendes rolige stemme. Hun satte te over. Efter en time blev det bedre.
Bliv hjemme i dag, sagde hun. Ring og meld dig syg.
Han blev hjemme. Hun gav ham te og tvebakker, ikke fordi han bad om det, men fordi det var næstekærlighed. Hun ville ikke være ligeglad men hun ville heller ikke mere til sidesætte sig selv.
Han lå længe, så ud i luften.
Lise, sagde han efter noget tid.
Hvad?
Jeg har nok været skør det sidste stykke tid.
Hun satte sig roligt på kanten af sengen.
Ja, sagde hun. Skør.
Det med jobbet det stiger lidt til hovedet, tænkte, nu skulle alt blive anderledes. At jeg havde opnået noget.
Du har opnået noget. Du leder.
Ja… Og du… altså…
Jeg ved, hvad du mener, sagde hun stille.
Hun stod op, tog koppen og gik. Det var ikke forsoning, ikke tårer, intet storladent. Bare en erkendelse.
April blev til maj. Lise gik fremad. Nærmede sig Bente og teaterliv, købte plads til forestilling i byens gamle Teater, gik i pausen ned og købte appelsinjuice i baren og nød stemningen.
Hun blev mere sig selv. Med Torben delte hun stadig tag, men ej længere skyld: de talte om huslige ting, men hviskede ikke længere om skam. Hvorfor skulle hun?
En dag bad han hende bestille medicin på nettet det var billigere.
Det kan du godt selv, sagde hun. Søg på navnet, læg i kurven, vælg nærmeste apotek.
Du er jo meget bedre til det.
Du lærer det. Prøv.
Han prøvede, spurgte én gang, men lærte.
Hun havde lært, at hun ikke skulle gøre alt for andre vigtigere er, at de selv gør, hvad de kan.
Juni bragte varme. Lise købte let sommerkjole med blomster. Hun følte sig tilpas, ikke gammeldags. Bare som en kvinde, der havde valgt selv.
Ægteskaber efter mange år ser forskelligt ud. Nogle par lever stadig sammen som fjender, andre som venner. Hun og Torben var et sted midt imellem: ikke fjendtlighed, ikke varme, men heller ikke ligegyldighed. Bare to voksne mennesker, der stadig deler tag.
Fremtiden? Nogle gange overvejede hun Grethes spørgsmål: Skilsmisse? Ikke afvist, men ikke påtrængende. Hun ville først kende sig selv igen.
Sommeren gik sin gang. Hun tog alene til Odense, besøgte Martin og Mariann to uger, første gang selv uden Torben. Han blev hjemme, sagde han skulle arbejde. Hun glædede sig til at læse godnat for børnebørnene Sofie og Jonas, lave grød, gå i zoo. Den slags omsorg var ikke tung, men livsbekræftende.
Om aftenen, når Martin spurgte ind, svarede hun, ja, det var kompliceret, men hun havde det ok. Han rådede ikke han lyttede bare.
Da hun kom hjem, var hun solbrændt, glad. Torben sagde blot: Hej, du er hjemme, bar hendes taske ind.
August var trykkende. Hun købte sig en vandmelon, delte lidt med ham, lidt til sig selv. For første gang i mange år sagde han tak for maden. Det var en lille ting, men mærkbart.
I september blev det efterår. En fredag aften kom han hjem, grå i ansigtet, satte sig tungt:
Lise, jeg har det ikke godt.
Hvad er der?
Højt blodtryk, tror jeg. Hovedet og en trykken for brystet.
Hvornår begyndte det?
Omkring frokost. Troede det gik over.
Tog du din tablet?
Ja, klokken tre, men det hjalp ikke.
Sæt dig.
Hun målte blodtryk. 190 over 115. Værre end før.
Det er alvorligt, Torben. Du skal have en ambulance.
Ej, det går nok, måske bare en tablet mere…
Nej. Du skal have fagfolk.
Ring nu, du plejer…
Da stoppede hun. Stod med blodtryksapparatet. Så ham bleg, usikker, en gammel mand med frygt i øjnene. Hun følte medfølelse. Men hun så også det andet: at han med ét ord havde fjernet hendes menneskelighed. At hun længe før havde mistet sig selv for ham.
Torben, du har din telefon. Ring selv. 112. Sig adressen, fortæl hvordan du har det.
Lise… Vil du ikke hjælpe mig?
Jeg har målt, jeg har sagt hvad du skal. Nu ringer du.
Men jeg…
Du er voksen. Afdelingsleder. Du kan godt.
Hun gik roligt ud af køkkenet ind i stuen og lukkede døren let.
Efter lidt tid hørte hun hans sagte, næsten barnlige stemme fra køkkenet:
Ja, goddag, jeg har brug for en ambulance. Adressen er…
Hun lavede sig en kop kamillete, gik ud i køkkenet, gik forbi ham mens han talte med alarmcentralen. Han så usikkert efter hende. Hun gik hen til vinduet og stirrede ud.
Gården var mørk, regnen dryppede, bladene lå i bunker under lygten. Ingen sad på bænken.
Han afsluttede opkaldet.
De kommer nu, sagde han.
Det er godt.
Kommer du med på hospitalet?
Hun vendte sig, så på ham. Grå i ansigtet, bange. Hun havde ondt af ham, oprigtigt. Han var en syg, gammel mand, ikke mere end det.
Nej, Torben, jeg bliver hjemme. Lægerne klarer tingene.
Lise…
De tager sig af dig, det er deres job.
Hun tog sin te og gik ind i stuen. Slog døren let i. Sad ved vinduet og så på poplen og lysene på den anden side.
Efter tyve minutter lød elevatoren, ambulancefolkene tjekkede ham i entreen.
Er din kone hjemme?
Ja, men hun… hun kommer ikke med.
Pausen. Lægens neutrale stemme:
Det er fint. Tag overtøj på, vi tager dig med.
Døren, elevatoren, stilhed.
Og sådan sad Lise endnu engang i sin stue alene, men ikke længere tom. For hun havde endelig valgt sig selv.
Man lærer sig selv at kende sent, men det er aldrig for sent. Det er aldrig for sent, at give slip på det, der ikke længere gør én godt og begynde igen, ikke som hustru, men blot som sig selv.
