Systemnedbrud
Signe, er du hjemme?
Mads, jeg er altid hjemme søndag morgen. Det ved du jo.
Så luk lige op.
Hun kiggede gennem dørspionen et par sekunder. Brormand stod i opgangen med jakken åben, to store tasker på gulvet, og med et udtryk som én, der lige har tabt et væddemål om noget vigtigt. Bag ham stod to skikkelser den ene lidt højere, den anden lavere. Signe lukkede øjnene et øjeblik, satte i og talte til ti, åbnede dem igen, og skikkelserne var der endnu.
Hun låste op.
Godmorgen, sagde Mads og sendte hende det der barnlige smil, hun kendte så godt. Smilet, hun altid forbandt med et eller andet, han ville have.
Nej, sagde Signe.
Jeg har ikke sagt noget endnu.
Det er dét smil. Så nej.
Magnus maste sig forbi sin far. Seks år, bølget hår, snørebånd slæbende hen over gulvet. Ved siden af ham stod Lærke, fire år, krammende en enhjørning uden horn og kiggede op på Signe med den blanding af nysgerrighed og frygtløshed, kun små børn har.
Signe kiggede ned på gulvet. Ny, lys eg hun havde valgt Nordic fra Junckers, lagt for tre måneder siden af en gulvmand, hun havde ventet tygge på. Magnus snørebånd var brune af et eller andet. Hun valgte ikke at spørge.
Kom indenfor men tag skoene af med det samme.
Lejligheden, øverst i et nyt byggeri i Ørestad, var Signes største stolthed. Det var ikke jobbet som salgskonsulent hos Indretning & Design, ikke nogen bil eller et voksende opsparingskonto. Det var denne lejlighed: 104 kvadratmeter, tre meter til loftet, gulv-til-loft-vinduer på tredje sal og udsigt over fælledparken. Hun havde brugt to år på at indrette, skifte lamper, matche gardiner, indtil den helt rigtige støvblå farve åbenbarede sig. Sofaen stor, grå og med høj ryg var fra Ilva. Sofabordet var massivt træ, med en revne, ekspeditricen kaldte charme, som Signe først ville bytte ud, men endte med at holde af. Intet rod, ingen dimser i vindueskarmen. Håndklæder i én farve, ens træbøjler i skabet, alt på sin plads. Stilhed ægte by-stilhed, hvor man kun hører køkkenets emhætte og regn på ruden.
Mads satte taskerne. Børnene hoppede ud af skoene. Magnus rørte straks ved den snehvide væg.
Magnus.
Hva?
Hænderne.
Drengen kiggede på sin hånd, så på væggen, og tilbage på Signe.
Hvad er der galt med mine hænder?
Signe trak vejret dybt tre ind, tre ud sådan havde hun lært det på et stresskursus.
Mads, skynd dig nu.
Mads gik i køkkenet, satte sig ved barstolen og foldede hænderne.
Anne og jeg skal i sommerhus. Otte dage. Vi trænger til at snakke rigtigt sammen. Det kan man ikke med børnene.
Har I ingen alternativer?
Mor er på spa, hendes forældre er i Jylland og de vil ikke have børnene med pga. virus. Signe, søde. Jeg beder dig: otte dage.
Otte dage, gentog hun.
Eller, ni. Vi er retur næste søndag.
Der lød et bump inde fra stuen.
Lærke! Lad nu være med at rode! råbte Mads ned i stuen, så vant som kun fædre kan.
Mads, sagde hun lavt for det virker bedst sådan, hade hun lært. Jeg arbejder hjemme. Jeg har en vigtig online-præsentation på onsdag for kunder i tre byer. Jeg kan ikke børn. Ved ikke, hvad de spiser, hvad jeg skal sige, hvordan de skal sove.
De spiser alt minus løg. Magnus gider ikke tomater, men tomatsuppe ryger ned. Lærke sover med enhjørningen. Magnus skal have læst godnathistorie. Den ligger i tasken.
Mads…
Han så op på hende, og Signe mærkede noget snøre sig sammen i brystet. Ikke medlidenhed. Noget andet en træthed, man ikke diskuterer med.
Hvis vi ikke tager afsted nu, ved jeg ikke hvordan det ender, sagde han.
Hun svarede ikke. En sky drev langsomt over parken. Meget hvid, meget rolig.
Otte dage.
Tak.
Lad nu være med at sige tak på forhånd. Jeg lover ikke, jeg ikke ringer efter tre timer.
Ringer bare. Anne også.
Mads forsvandt hurtigt næsten for hurtigt. Han kyssede børnene, sagde et eller andet om tante Signe, som er den sejeste, efterlod et ark med instrukser i sin store, rodede håndskrift, og femten minutter senere var døren lukket bag ham.
Signe stod i entreen.
Magnus og Lærke stirrede på hende.
Hun så på dem.
Nå, sagde hun.
Nå, sagde Magnus.
Er I sultne?
Jeg vil ha juice sagde Lærke.
Hvilken?
Den orange.
Appelsin?
Nej. Orange. Den orange.
Signe tjekkede køleskabet: to slags danskvand, grøntsager i boks, naturel-yoghurt, en flaske hvidvin. Intet børnejuice. Naturligvis det var aldrig relevant før.
Vi må i Netto.
Jaaaa! Magnus gav ekko op til loftet tre meter, skøn akustik.
Signe sukkede.
Netto lå i naboejendommen, fem minutters gang. På de fem minutter tabte Lærke enhjørningen fire gange, Magnus trykkede på alle knapper i elevatoren inklusive den til viceværten og fortalte grundigt om en dreng fra børnehaven, der kunne spytte to meter igennem tænderne. Signe lærte mere om Sebastian end nødvendigt.
I Netto købte hun fire slags juice, mælk, brød, jordbæryoghurt, pasta, kyllingefrikadeller, æbler, bananer og de småkager, Magnus selv havde lagt op, mens hun gloede på ost. Hun lod kagerne ligge i kurven en lille kapitulation, hun ikke ville have overvejet for en uge siden.
Første dag gik nogenlunde. Lærke spildte juice udover sofabordet, Magnus løb skulderen ind i døren og græd i fem minutter. Signe vidste virkelig ikke, hvad man gør hun gav ham et glas vand og sagde, det nok skulle gå over. Det plejede at virke på voksne og mærkeligt nok også på ham.
Sove ville de ikke hverken klokken ni, ti eller halv elleve. Halv elleve læste hun bjørnehistorien to gange for Magnus, da han bad om det. Lærke sov med enhjørningen, sammenkrøbet på sofaen. Signe løftede hende forsigtigt og lagde hende på gæstesovesofaen. Hun vågnede ikke.
Signe gik ud i køkkenet, lavede urtete i sin Livingstone-termokop og åbnede computeren der var tre dage til præsentation, to slides manglede og hun skulle have styr på introen.
Men hun kunne ikke fokusere.
Anden dag startede kl. 6.37. Signe husker tiden, fordi hun så på Livingstone-mobilen, netop som det bragede fra stuen.
Magnus var stået op før alle, havde bygget en kæmpe borg af sofapuder, tæppet lå på gulvet, og han sad midt i det hele og spiste kager direkte fra pakken, han havde fundet i det øverste køkkenskab. Småkrummer over hele gulvet.
Godmorgen, sagde han.
Godmorgen…
Kan du lave pandekager?
Lapper?
Sådan nogle, runde, med ahornsirup.
Jeg har ikke ahornsirup.
Øv.
Hun lavede boghvedegrød. Magnus spiste uden brok. Lærke vågnede klokken otte, slæbte enhjørningen ind i køkkenet, gned sig i øjnene, kravlede op og sagde søvnigt:
Jeg vil også grød, som Magnus.
Signe tænkte, at det da gik helt fint.
Vandet sprøjtede tirsdag kl. 14.
Hun sad ved skrivebordet, rettede præsentationen. Børnene legede i badekarret de havde fået lov til at sejle papirbåde, lavet af gamle rudekuverter, som Magnus havde fundet i en natbordsskuffe. Hun tænkte: det er jo trygt nok børnene er optaget, vandet lukket.
Efter tyve minutter blev der stille. For stille.
Hun blev færdig med sit slide, rejste sig, gik ud og opdagede blankt vand på gangen skinnede ud fra badeværelsesdøren.
Nej, nej, nej sagde hun lidt for sent.
Kranen stod på fuld drøn. Magnus og Lærke: Vi gik ind og så fjernsyn. Bådene havde blokeret afløbet, så nu flød det over. Vandet havde haft ti gode minutter til at brede sig.
Hun åbnede for afløbet, lukkede hanen, lukkede øjnene.
Så ringede det på hun stod stadig med karkluden. Uldsutskoene fra Bæredygtig var nok opgivet.
Hvem der?
Det er din underbo fra anden.
Hun åbnede. En mand på lidt over fyrre, høj, uglede hjemmejeans, mørkeblå sweater. Han havde ro på og mobilen fremme et billede af hans loft, vådt lige i midten.
Jeg hedder Anders. Nummer 22.
Signe. 32. Jeg ved, hvad der er sket. Børnene…
Tænkte det nok. Vil du have hjælp?
Hun ventede på bebrejdelser, trusler om administratorer, erstatning. Det var hun vant til fra sit job.
Du sagde hjælp?
Altså, det lyder på gulvet som om der stadig er meget vand. Jeg har en god moppe i kælderrummet.
Magnus stak hovedet frem bag hende.
Er det din lejlighed, der blev våd?
Jeps.
Undskyld, sagde Magnus. Men mine skibe sejlede rigtig godt!
Anders smilede. Jeg er glad for at høre det.
Han kom ind og gik i gang. I næsten en time tørrede de op, han forklarede Magnus, hvordan man vrider en klud ordentligt (Magnus tog det som et ægte projekt), imens Lærke gik rundt og kommenterede, hvor der stadig var vådt altid korrekt.
Er dit loft ødelagt? spurgte Signe.
Ikke rigtigt. Gamle malingsrester. Det tørrer.
Jeg betaler for at male.
Det finder vi ud af.
Hvor længe skal du passe børn? spurgte han.
Det er kun anden dag. Det er min brors børn. Jeg har ikke børn selv.
Han nikkede, så på Magnus, der var i gang med at rode med fjernbetjeningen.
Så et råd brug en stikprop i badet. Har en på lager, jeg kan finde til dig. Og skru lidt ned for hanen.
Det skal jeg huske.
God fornøjelse. Jeg er nedenunder, bare sig til.
Hvorfor er du så rolig? spurgte hun pludselig.
Han trak lidt på skuldrene.
Hvad hjælper det at råbe? Loftet tørrer ikke hurtigere.
Så gik han. Signe lænede sig op ad døren. Bag vinduerne gik solen ned, Lærke og Magnus diskuterede småkager. Hun fordelte dem halvt begge børn så på hende med uventet respekt.
Onsdag: præsentationsdag. Begge børn plantet foran Ramasjang, skiver æble og knækbrød klar, alt under kontrol.
Præsentationen gik godt de første femten minutter. Signe brugte video, havde jakkesæt udover sin natbluse. Syv deltagere fra tre byer, blandt andet salgskontor i Aarhus, samarbejdspartner fra Aalborg.
Efter seksten minutter gik døren op.
Tante Signe! Magnus har taget min enhjørning!
Lærke, jeg arbejder.
Han siger, den er grim!
Den er grim! lød det udefra.
Undskyld, et øjeblik, sagde Signe i kameraet, lod som om alt var under kontrol.
Ud i stuen. Magnus holdt enhjørningen i det ene ben, Lærke i armene de hev hver sin vej.
Slip så. Begge to.
De slap. Lærke snuppede straks enhjørningen.
Magnus, kan du se fjernsyn stille og roligt nu?
Det er slut.
Så find noget andet.
Hvilket?
Det næste.
Men der er reklame!
Hun fandt en anden serie om talende dyr tilbage til computeren.
Otte minutter senere: bank på døren, Magnus stak hovedet ind.
Jeg skal tisse.
Deltagerne grinede. Afsalgschef fra Aarhus lo mest. Signe rødmede (for første gang i årevis).
Magnus du ved, hvor toilettet er.
Ville bare sige det.
Han gik. Dagsordenen var ødelagt, men stemningen løsnede sig. Én fortalte, han havde tre børn og at han forstod. Enden på det var, at salget kørte videre og en opfølgning blev aftalt.
Signe sad lidt og smilede overraskende nok uden irritation.
Hun lavede ostemadder til ungerne. Magnus sagde, det smagte godt. Lærke spiste halvdelen hun havde travlt med at snakke med enhjørningen.
Kl. 16 ringede Anders på:
Jeg har fundet sådan en prop til badekarret.
Gik du specielt i Silvan?
Skulle alligevel købe brød.
Kom ind.
Magnus dukkede straks op: Det er ham, der hjalp os med vandet!
I løbet af aftenen blev han siddende. Magnus hev Jenga frem, og de byggede tårne ved sofabordet. Lærke ville også være med hun holdt enhjørningen som support.
Anders hjalp med aftensmad, ristede frikadeller og skar brød direkte (for det kunne han bedre! hvilket faktisk passede). De sad på køkkenet og snakkede. Han arbejder i arkitektfirma, laver bærende konstruktioner noget ingen ser, men det der holder det hele oppe.
Det blev til en rolig aften. Børnene sov. Anders sagde godnat i entreen.
Du klarer det godt. For en, der prøver for første gang.
Det kan du se?
Du minder om en, der bærer på en vase, bange for at tabe den.
Hun grinede rigtigt, ikke høfligt.
Han gik. Hun blev stående. Nu var hendes frakke alene på knagen børnejakkerne manglede.
Torsdag/fredag gled anderledes. Signe fór ikke sammen ved hver lyd længere. Morgenritualet med grød og juice var næsten hyggeligt. Lærke satte sig for at tegne masser af kaniner, alle med navne.
Hvorfor hedder én Knap?
Fordi han er lille og rund.
Fair nok.
Fredag kom Anders igen havde fundet et brætspil, Verdens byer, fra sin barndom. Ungerne anede ikke, hvad Tokyo eller Oslo var, men spillede alligevel med stor entusiasme. De sad på gulvet, Signe opdagede, at hun ikke havde siddet der i årevis. Lærke faldt i søvn op ad hendes arm, uden hun opdagede det.
Anders sagde ikke noget. Men så hende.
Lørdag: parkdag. Anders idé. De gik den vej, hun plejede at kigge ud til. Magnus trådte plask gennem en kæmpe vandpyt, selvom hun sagde udenom! så hun bar våde støvler hjem i en pose. Han traskede i sokker og var ligeglad.
Hvorfor er du ikke sur?
Over hvad?
Støvlerne er gennemblødte.
De tørrer jo.
Du er ligesom Anders, sagde hun.
Han er sej. Er han din ven?
Han er min nabo.
Er det ikke det samme?
Ikke altid…
Hun havde ikke lige noget svar. Bag hende gik Anders med Lærke på skuldrene og fortalte om birketræer.
Søndag aften ringede Mads. Hans stemme var ændret lettere.
Hvordan går det?
De lever. Magnus gik gennem en vandpyt. Lærke har tegnet 47 kaniner.
Mads grinede.
Du kan jo godt.
Tja… Hvordan har I det så?
Bedre. Meget bedre. Tak.
Fint, svarede hun. Det er virkelig godt.
Anden uge var meget roligere. Hun vidste nu, at Magnus hader tomater, men elsker tomatsuppe, hvis bare han ikke ved, hvad den består af. Lærke kræver, at vinduet står lidt på klem, når hun skal sove. Begge bliver pylrede kl. 19.30, og så nytter det ikke at diskute bare lok dem i seng. Alt det vidste hun nu, og det stod ikke i nogen vejledning.
Anders kiggede forbi de fleste aftener nogle gange med lidt hjemmebag, andre gange bare for at kigge ind. De snakkede længe om arbejde, København, bøger. Han læste meget, overraskende nok. Hun gjorde ikke, i hvert fald ikke andet end arbejdsmaterialer. Han kom en aften forbi med en roman, japansk forfatter, om en kvinde og hendes afdøde mor. Signe læste den hver aften efter børnene sov det var de bedste minutter på dagen.
En torsdag spurgte Magnus, om han ikke måtte se hendes “arbejde”.
Du arbejder jo herhjemme. Hvor?
Her i kontoret. Han kiggede på skrivebordet, Ilva kataloger, kaktussen i vinduet.
Er du glad? Sådan… rigtigt?
Med arbejdet?
Ja.
Jo. Jeg kan godt lide mit arbejde.
Far siger, man skal arbejde sådan, at man bliver glad.
Han er klog.
Hvorfor bor du alene?
Det blev bare sådan.
Det ville du ikke?
Jeg har vænnet mig til det. Det var faktisk rart.
Var?
Hun var stille.
Var, ja…
Den sidste dag kom for hurtigt. Mads vendte tilbage søndag kl. 13, Anne var med hun så mere rolig ud end længe. Hun knugede børnene, Lærke slap hende ikke et godt stykke tid.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige tak, Signe, sagde Anne.
Lad være. Det gør man ikke i familien.
Har de været søde?
De har været børn, sagde Signe med et lille smil. Og det er helt normalt.
Pakkede to tasker, tårer og kram. Lærke smågræd, Signe lovede, de måtte komme igen. Magnus gav hende et alvorligt håndtryk det var lige til at grine af. Så løb han tilbage og krammede hende rigtigt, hurtigt og hårdt.
Døren lukkede.
Signe stod i entreen. Lærkes jakke var væk. Hendes egen hang alene tilbage.
Der var stille.
Hun gik i stuen. Pudestykket på sofaen var sikkert mast af Magnus i morges han havde set tablet der. På gulvet lå en tegning Lærke havde glemt. En kaninfamilie: mor, far, lille Knap. Og lidt til siden, en figur med gult hår med barneskrift: tante Signe.
Hun stod med tegningen lidt.
Så gik hun i køkkenet, satte elkedlen over, skænkede sig et glas koldt vand, tog sin yndlingskop ned fra reolen. Alt stod, som det plejede.
Hun ventede på den lettelse, hun altid fik efter besøg, efter fester, efter alt der brød hendes rutiner. Den kom ikke.
Der var bare tegningen og en stilhed, der føltes helt anderledes end før som en pause efter musikken, hvor man står og mærker, at noget er blevet til noget andet.
Hun sad i køkkenet, drak te, kiggede på parken. Tænkte på Magnus, der spurgte, om hun var glad. På Lærke, der faldt i søvn op ad hende på gulvet. På Anders og hans brødskæring på, hvordan han kom forbi hver dag uden at forvente noget til gengæld.
Hun kom i tanke om, hun ikke havde vågnet én eneste nat med stress over arbejde. Første gang i fem år.
Klokken seks rejste hun sig, vaskede ansigt, tog sin mørkeblå strik på, fandt mobilen frem. Lå den fra sig igen. Tog den op.
Men hun ringede ikke. Hun tog elevatoren ned til anden sal og ringede på dørklokken med nummer 22.
Anders åbnede hurtigt. Mødte hendes blik uden overraskelse, men mere opmærksomt.
Børnene er taget hjem, sagde Signe.
Jeg hørte døren.
Der er meget stille…
Ja.
Har du lyst til te? Jeg satte lige kedlen over den er måske kold nu, men jeg skruer bare op igen.
Han ventede et sekund.
Meget gerne.
De gik op igen. Anders satte sig på barstolen (samme som Mads brugte første dag). De snakkede længe om arbejde, om byen oppefra, om børnene og tegningen med kaninfamilien. Han havde aldrig travlt med at gå, og hun havde ikke travlt med at få ham ud.
Inden han gik, tog han hendes hånd stille.
Godnat, Signe.
Godnat.
Hun blev stående, som for ni dage siden men nu var stilheden anderledes. Varm.
Hun lagde Lærkes tegning op på reolen, lænede sig tilbage.
Et år senere.
Lejligheden var ikke ændret meget, men alligevel. I reolen stod nu børnebøger på nederste hylde. Tre krukker med planter i vindueskarmen én, der hang skævt efter Lærkes ivrige vandinger. To frakker i entreen: hendes egen, mørkeblå, og en grå herrefrakke.
I stuen, på det gamle sofabord, lå en af Anders kataloger med tegninger. Ved siden af en kaffe med mælkeskum og en bog med et bogmærke.
Signe stod og kiggede ud på efterårsparken, som hun elskede bedst. Maven var rund femte måned. Hun vænnede sig til det, lidt efter lidt.
Døren åbnede.
De er på vej sms fra Mads. De sidder i bilen nu.
Så er de her om lidt.
Ringede Magnus til dig?
Tre gange! For at høre, om han må se tablet før, eller om vi skal i parken.
Begge ting kan man jo.
Det sagde jeg også.
Anders satte vand over, kiggede på hende.
Hvordan går det?
Godt. Bare lidt tunge ben.
Sæt dig.
Jeg kan stå.
Signe…
Ok, jeg sætter mig.
Hun smilede og sagde: Ved du, for præcis et år siden var her så stille, og jeg troede, det ville føles rart.
Gjorde det?
Nej. Jeg gik nedenunder.
Jeg håbede lidt, du ville.
Der blev ringet på børnebank, højlydt hele vejen. Magnus selvfølgelig.
Magnus, sagde Signe.
Selvfølgelig Magnus.
Luk op, gider du? Det er lidt bøvlet at rejse sig.
Anders åbnede.
TANNNTE SIGNE! Vi er her! Skal vi i parken? Har du fået større mave?
Magnus, lad nu lige alle komme ind, sagde Mads.
Jeg ER allerede inde.
Lærke kom stille, kiggede sig omkring, så på Signe, gik hen og krammede hende ordentligt.
Er min enhjørning her?
Den ligger på gæstehylden.
Vidste jeg.
Støj i entreen. Mads smalltalkede med Anders, Anne fortalte om motorvejen, Magnus bankede rundt og dukkede snart op med bjørnebogen.
Tante Signe! Du har gemt bjørnebogen!
Selvfølgelig.
Læser du den for babyen?
Det gør jeg.
Magnus nikkede, trygt. Anders, skal vi i parken? Er der blade?
Der er blade.
Så går vi.
Te først sagde Signe. Så park.
Du siger ALTID sådan.
Og det vil jeg blive ved med!
Magnus smilede på den der gennemsigtige seksårsmåde: Tante Signe, er du glad nu?
Der var lyd alle vegne: Stemmer, Annes latter, Lærke, der råbte på enhjørningen, tekedlen, byen, efterår, liv i maven.
Signe så på Magnus.
Ja, sagde hun.
