Han var ti år for sent på den
Alt var, som jeg havde forestillet mig, mens jeg gik op ad trapperne til tredje sal i det gamle femetagers boligkompleks på Skovvej. I lommen havde jeg den lille, mørkeblå fløjlæske fra guldsmeden Rubin, og jeg mærkede efter den igen og igen, som om jeg var bange for, at den skulle forsvinde. Ringen havde kostet en god bid, jeg havde brugt næsten en time på at vælge den ud, og ekspedienten havde været frem og tilbage med bakker flere gange, mens jeg overvejede, forestillede mig, hvor glad Karen ville blive. Hun burde blive glad. Ti år, det er immervæk ikke ingenting.
Der duftede af suppe og kat i opgangen. Jeg rynkede næsen og ringede på døren. November var hård ved København i år, det sludede fra morgenstunden, og mine hænder kunne ikke slippe kulden. Jeg trådte frem og tilbage, mærkede æsken igen i lommen.
Bag døren klirrede noget, så lød tunge skridt. Mænds skridt. Jeg forstod instinktivt, hvad det betød, selvom det først bare ramte mig som en underlig fornemmelse.
Døren gik op.
En mand stod dér midt i fyrrerne, lav, tæt bygget, i ternet flannelskjorte og mørke bukser. Han så på mig uden overraskelse, bare sådan, som man ser på postbudet eller den nye nabo.
– Hvem skal du besøge? spurgte han roligt.
Jeg blinkede.
– Jeg skal til Karen. Er hun hjemme?
Manden nikkede og kaldte ind i lejligheden uden at rykke sig:
– Karen, der er én til dig.
De få sekunder, det tog, føltes uendelige. Så dukkede Karen op. Hun havde en cremefarvet, vamset strik på, håret sat op, ingen makeup og hun så nærmest bedre ud, end jeg huskede hende. Ikke smukkere, men der var ro over hende, noget indefra, der lyste ud.
Hun blev stående. Jeg kunne ikke afkode hendes blik, der var ingen glæde, heller ingen vrede, kun noget stille og lukket.
– Niels, sagde hun. Du skulle ikke være kommet.
Jeg åbnede og lukkede munden, så på manden, så tilbage på Karen.
– Hvem er? begyndte jeg, selv om jeg godt vidste det.
– Det er Allan, sagde Karen tørt. Han bor her.
Sådan kan det gå. Et enkelt faktum, sagt uden rysten på stemmen, uden undskyldning eller forklaring. Han bor her. Og så stod jeg dér på trappen i novemberkulde, med ringen i lommen, mens noget isnende bredte sig i ryggen selvom derindefra trak en varme, der duftede af gullash.
Jeg genkendte duften. Rigtig gullash, med løg og timian, ligesom hun plejede at lave på vores mærkedage, når jeg kom med vin, sad på hendes køkkenstol og så hende hakke og røre, mens jeg tænkte, at sådan et menneske bliver.
Jeg tog fejl.
Bliver, sagde jeg til mig selv hele tiden. Hvor skulle hun gå hen, hun var jo over 35, og senere tæt på 40. Hvem skulle hun få, andre end mig? Jeg var sikker. Sådan en sikkerhed, man aldrig rigtig har efterprøvet.
– Karen, vent, sagde jeg. Jeg skal tale med dig. Det er vigtigt.
– Jeg lytter, sagde hun.
– Ikke her, nikkede jeg mod Allan.
Allan flyttede sig ikke, var bare rolig, som om intet kunne bringe ham ud af fatning. Jeg mærkede et stik af noget ubehageligt, blanding af irritation og frygt.
– Allan ved, hvem du er, sagde Karen. Sig det bare.
Jeg var stille et øjeblik, så fiskede jeg fløjlæsken op og rakte den frem.
– Jeg kom med et frieri, sagde jeg. Det burde vi have gjort for længst. Jeg ved, jeg har trukket den, men jeg vil giftes med dig.
Karen så på æsken. Tog den ikke. Kiggede så på mig, og der var intet ondt i hendes blik, bare en udmattet medlidenhed.
– Niels, læg den væk, sagde hun stille.
– Karen
– Læg den væk. Vær sød.
Jeg stak æsken tilbage i lommen. Hånden rystede svagt.
– Var det alt? spurgte jeg næsten groft jeg kunne ikke andet.
– Ja, sagde hun. Undskyld, at det blev sådan. Men du må have vidst, at tingene ville ændre sig før eller siden.
– Du kunne have sagt noget.
– Jeg sagde det masser af gange. Ikke direkte, men du hørte det bare ikke.
Hun nikkede, som om en indre samtale var blevet afsluttet.
– Farvel, Niels.
Døren smækkede ikke. Bare et stille klik, og låsen gled i. Jeg hørte en ske mod en tallerken, gullashen duftede ud i trappen, og så blev alt stille.
Jeg stod derude nogle minutter. Gik ned, satte mig ud i min grå Skoda Octavia, bilen jeg ellers var stolt af, og blev bare siddende og så på slud, der hamrede mod forruden.
Ringen brændte i min lomme.
I dagene bagefter bildte jeg mig ind, at det kunne rettes op. Jeg var vant til at løse problemer jeg arbejdede i ejendomsfirmaet Granit, forhandlede, fandt løsninger, var vant til, at alt kunne klares, man skulle bare vælge det rette værktøj.
Så jeg prøvede at finde det rette værktøj.
Ringede til hende næste dag. Hun svarede med det samme, til min overraskelse.
– Vi må tale sammen, sagde jeg.
– Vi har allerede talt.
– Jeg mener, rigtigt tale. Mødes.
– Hvorfor, Niels?
– Du kan da ikke bare slette ti år. Vi har oplevet så meget sammen.
Pause.
– Jeg sletter det ikke. Det var der. Men jeg lever nu. Ikke dengang.
– Med ham?
– Ja.
– Du har kendt ham i et halvt år. Et halvt år, Karen!
– Jeg kendte dig i ti år, sagde hun stille. Og hvad så?
Jeg havde ikke noget svar. Hun sagde farvel og lagde på. Jeg sad længe med telefonen, prøvede at finde fejlen. Fandt den ikke.
Tre dage senere ringede jeg til Blomsterhuset Narcissus på Vesterbrogade og bestilte en buket en stor én, med 101 hvide roser og lidt lisianthus. Jeg havde hørt, at kvinder i Danmark kan lide ulige antal, det skulle betyde noget særligt. Buddet bragte den til hendes arbejde, biblioteket på Birkegade, hvor Karen var afdelingsleder. Jeg valgte stedet bevidst, tænkte, at hun ville blive rørt foran kollegerne.
Jeg lagde en seddel ved: Undskyld. Jeg var en idiot. Giv mig en chance.
Om aftenen skrev hun et kort svar: Ikke flere blomster på arbejdet. Det er pinligt.
Jeg læste det tre gange. Pinligt. Ikke tak, ikke jeg tænker over det. Bare pinligt.
Jeg gik ud i køkkenet, lavede te, stod ved vinduet og så ud. November var stadig sur, træerne nøgne, gadelyset mat, asfalten våd. Kulden udenfor var begyndt at smitte af indenfor.
Jeg mindedes begyndelsen. Vi mødtes gennem fælles venner til en fødselsdag. Jeg var 30, hun 28. Jeg havde netop startet i Granit, alt handlede om karriere og penge, ikke kærlighed. Jeg var ikke forelsket med det samme, men Karen var nem at være sammen med. Klog, stille, lyttede, kunne tage stillhed uden at gøre den akavet.
Vi begyndte at ses. Ingen af os skubbede på; jeg troede, hun også nød det rolige tempo. Jeg spurgte vel aldrig rigtigt ind.
Nogle gange sagde hun: Niels, hvordan tænker du at vores liv ser ud om et år? Eller fem? Jeg svarede vagt: Det ser da godt ud. Hvorfor skynde sig? Hun tav. Jeg tolkede det som accept.
Nytår, som jeg brugte med hende eller tog væk med venner. Hendes fødselsdag i februar, nogle gange bare et opkald, ikke et besøg. Hun sagde ok, og jeg tænkte: godt, hun forstår, at arbejdet har førsteprioritet.
Nu ved vinduet med lunken te tænkte jeg noget andet.
Hun havde ventet. Hele tiden ventet på, at jeg sagde noget bestemt. Det gjorde jeg aldrig, jeg tænkte, det var åbenlyst. Og, hvis jeg skal være ærlig her bagefter, lod jeg vel også døren stå lidt på klem, hvis nu noget vildere, noget større, kom. Ikke for alvor, men jeg valgte aldrig rigtigt. Hun ventede bare på, at jeg valgte.
Imens voksede hun.
Det gik først op for mig senere, uger efter, hvor meget hun faktisk havde ændret sig. Den Karen, jeg huskede, var mere usikker, kiggede på mig med spørgsmål i øjnene. Nu så hun lige på mig, talte roligt, kort, lod ikke til at ville forklare sig.
Jeg ringede min gamle studiekammerat Lars op.
– Hun bor sammen med en eller anden mand, sagde jeg. Halvt år er det nu.
– Vidste du det ikke? spurgte Lars.
– Nej Gjorde du?
– Hørte rygter. Troede du vidste det.
– Det gjorde jeg ikke.
– Du har jo heller ikke været særlig nærværende de sidste år, Niels. Måske er det bare logisk.
Jeg afsluttede samtalen. Logisk. Lars mente det godt, men det ramte forkert. Jeg ville ikke høre om logik. Jeg ville have svar.
Så jeg gjorde noget, jeg er lidt flov over i dag, men dengang virkede det nødvendigt. Jeg ringede hende op:
– Kom ned i fem minutter. Jeg står ved din indgang.
Lang pause.
– Hvorfor?
– Bare kom ned.
Hun kom. I jakke, hue, hænderne i lommerne. Jeg satte mig på knæ på den våde fortov, tog æsken frem, som jeg havde planlagt, og rakte hende den.
Det var minus otte grader. En kvinde med en hund gik forbi, stoppede og så på os. Hun så bevæget ud, som trodsede det kolde vejr. Jeg tænkte, Karen måske også ville blive rørt.
Hun så kort på mig, tre sekunder.
– Rejs dig, Niels, sagde hun stille.
– Karen
– Rejs dig, du bliver forkølet.
Jeg gjorde som hun sagde. Bukserne blev våde. Jeg stak æsken væk.
– Jeg mener det. Jeg er klar. Jeg vil have familie med dig.
– Ville du det også for ti år siden? spurgte hun. Ikke bebrejdende, bare konstaterende.
– Jeg tænkte ikke dengang, som jeg gør nu.
– Det ved jeg, svarede hun, stadig venligt, lidt træt. Jeg er ikke vred, Niels. Men det er slut. Vi lever hver vores liv nu.
– Hvad hvis jeg siger, jeg elsker dig?
Hun så på mig, kiggede væk.
– Det hjælper ikke, sagde hun. Kærlighed der først rammer, når du har mistet, er ikke det samme, som kærlighed man vælger, mens man stadig har mulighed for det.
Kvinden med hunden var væk. Gadelampen over indgangen blinkede. Jeg vidste ikke engang, hvilken størrelse hendes jakke var, om hun kunne lide vinter. Ti år, og så lidt vidste jeg om hende.
– Gå hjem, Niels. Det er sent og koldt.
Hun vendte sig om, gik ind. Døren smækkede.
Jeg stod lidt, gik så til bilen.
December. Jeg ringede hende op flere gange. Hun tog roligt imod, lukkede samtalen ordentligt ned hver gang. På et tidspunkt prøvede jeg at forklare, hvor meget vi delte, minderne. Hun svarede: de skal ikke smides væk, men hun levede videre. En anden gang nævnte jeg, at jeg havde det hårdt, sov dårligt, kunne ikke fokusere på jobbet mere.
Karen svarede bare:
– Niels, det går over. Du er stærk, du klarer dig.
– Det hjælper mig ikke.
– Jeg kan ikke hjælpe dig, sådan som du ønsker.
Jeg blev arrig: Hvad med ham der? Allan? Hvem er han egentlig?
– Jeg kender ham, sagde hun. Godt endda.
– Seks måneder?
– Kan man ikke lære én at kende på et halvt år, Niels?
Jeg svarede ikke.
– Eller vil du påstå, at ti år garanterer relationen? spurgte hun roligt.
Igen kunne jeg intet svare.
Det var dér, idéen ramte mig en skamfuld plan, men den gav mening lige der. Jeg hyrede et privat detektivbureau, Skjoldet, her i København. De undersøgte Allan: cv, job, økonomi, netværk, eventuel kriminalitet. Jeg gav dem alt, jeg vidste: navn, adresse, alder.
Efter halvanden uge fik jeg svar.
– Allan Madsen, 46, arbejder som tekniker på Novo Nordisk. Skilt, voksen datter. Ingen domme, ingen større gæld. Ejerlejlighed på Nørrebro, nu boende hos din veninde. Lever almindeligt, stabilt, ingen tegn på mærkelige ting.
– Slet ingenting?
– Et almindeligt menneske.
Jeg sagde tak, betalte, kørte tilbage på arbejdet. Undervejs gik det op for mig: ikke speciel, ikke rig bare helt almindelig. Og dér bor hun, koger gullash, planlægger fremtiden sammen med ham.
Hvorfor var det så smertefuldt, tænkte jeg.
Ugen efter ringede jeg Karen op igen. Jeg vidste ikke hvorfor. Sagde bare, næsten mod bedre vidende:
– Han er tekniker på fabrik.
Lang pause.
– Hvor ved du det fra? spurgte hun, en kant i stemmen.
Jeg opdagede, jeg var gået for langt.
– Jeg undersøgte ham.
Pause.
– Nu går du over stregen, Niels. Hold op med det.
– Jeg ville bare vide, hvad du ser i ham.
– Sådan finder du det aldrig ud af, sagde hun. For det står ikke i papirerne.
– Karen
– Ring ikke mere. Det er mit valg.
– Mener du det?
– Ja. Hvis du ringer igen, tager jeg ikke telefonen.
Hun lagde på.
Jeg sad i bilen og mærkede en ny følelse. Ikke vrede, ikke sorg, bare noget koldt under fødderne, som om underlaget var blevet ujævnt.
Alligevel ringede jeg igen nytår var nær, byen var fuld af lys og liv. Jeg stod i Stjernebageren med indkøbskurv, blev ramt af savn, ringede hendes nummer.
Hun tog ikke.
Skrev en enkelt sms: Godt nytår. Undskyld for alt.
Svaret kom en time efter: I lige måde.
Jeg vidste ikke, om det var tilgivelse, høflighed, eller bare menneskeligt. Jeg gemte beskeden. Læste den mange gange.
Jeg holdt nytår hos Lars og hans kone Lotte. De så på mig som folk gør, når de ved der er sket noget tungt.
Ved midnat gik jeg ud på altanen. Januar var kold og himlen stjerneklar, knaldperler lød i det fjerne. Jeg tænkte: Karen sidder måske hjemme med Allan, fejrer nytår, måske spiser de gullash.
Hvad lavede jeg sidste nytår? Tog til skisport med venner, ringede hende først op nytårsdag. Jeg opdagede ikke engang, hvor kort hun svarede.
Lars gik ud til mig.
– Alt ok?
– Ja.
– Det ser ikke sådan ud.
– Jeg tænker meget, sagde jeg.
– På hende?
– På, hvordan det endte.
Lars var stille.
– Har du tænkt, at hun også ventede på dig? Alle de år?
– Det gør jeg nu.
– At det var svært for hende.
– Det er jeg klar over.
– Hun er en god kvinde.
– Ja, svarede jeg.
Vi gik ind igen.
I januar ringede jeg til Karen igen. Jeg vidste, hun ikke ønskede det, men jeg havde behov for svar.
– Du sagde selv til mig, at du savnede afklaring. Jeg lyttede ikke. Hvorfor blev du ved at vente?
Stilhed, så svarede hun lavt:
– Fordi jeg elskede dig. Fordi jeg troede, du ville ændre dig. Fordi jeg ikke ville miste dét, jeg havde, selvom det ikke var nok. Man kan vente meget længe, før man opdager, man ikke venter på den samme mere.
– Hvornår stoppede det?
– Da jeg forstod, jeg ventede på en mand, du måske kunne blive, men ikke var. Så tog jeg beslutningen.
– Var det svært?
– Ja. Men jeg gjorde det.
– Er Allan en god mand?
Hun tøvede ikke:
– Ja. Rigtig god.
– Er du lykkelig?
– Jeg er rolig, sagde hun. Og det er vel lykke. Ikke at vente på dårlige overraskelser. At vide, den anden bliver. At kunne leve normalt, uden at tænke, man er besværlig eller krævende.
Ordene ramte mig hårdt.
– Tænkte du, at du var besværlig?
– Jeg følte det tit. Når du aflyste i sidste øjeblik, hellere ville andet end være sammen med mig på mærkedage. Når jeg spurgte ind til fremtiden, og du ikke svarede. Hver enkelt ting, småting men mange nok.
Jeg lyttede. Hun fortsatte:
– Det er ikke for at såre dig. Du spurgte bare, og nu får du svar. Du var ikke en dårlig mand, Niels. Du var bare ikke min.
Ikke min. De tre ord føltes afgørende, som sidste side i en bog.
– Okay, sagde jeg. Undskyld jeg forstyrrede.
– Du forstyrrer ikke. Det er normalt at finde ud af ting.
Vi afsluttede. For første gang var hendes stemme blødere, ikke medlidenhed, nærmere respekt. Måske fordi jeg denne gang spurgte i stedet for at overtale.
Et par uger efter ringede jeg ikke mere. Ikke fordi det blev lettere, men fordi billedet blev tydeligt. Jeg forstod nu, hvad der var sket.
Min opfattelse af tid ændrede sig. Før havde jeg tænkt, at tid var til rådighed som penge på kontoen man kunne bruge dem senere. Tredive år, det er jo ungt. Femogtredive, ingen grund til panik. Fyrre så må man tænke seriøst. Imens gik tiden. Andre levede, valgte, spurgte ikke om lov.
En dag i februar skulle jeg tilfældigt forbi Skovvej, stoppede et øjeblik udenfor hendes bolig. Intet særligt, bare et ganske almindeligt hus, flosset puds, træer ude foran, en legeplads rundt hjørnet. Et vindue på tredje sal, lys der, en skygge, jeg ikke kunne genkende, og så kørte jeg igen.
I marts fortalte en kollega, Anders, om sit nyeste frieri. Jeg lyttede, sagde tillykke. Hvordan jeg så ud, undrede han sig over.
– Du virker så eftertænksom.
– Jeg tænker mest på, at man skal gøre tingene i tide, svarede jeg.
Han lo, tog det som en kompliment til sig selv.
Foråret kom tidligt, byen blev lys. Jeg sad en aften med kaffe og kiggede på de første grønne spirer. Jeg tænkte på nøgler.
Hun havde engang fået et sæt nøgler til min lejlighed. Det var aldrig blevet misbrugt, hun spurgte altid, men havde aldrig givet mig sine. Jeg havde aldrig spurgt, og hun havde ikke tilbudt.
Det sagde måske mere, end jeg troede. Ikke mistillid bare en følelse af, at man ikke var helt inviteret indenfor. Eller også var det mig selv, der skabte den fornemmelse.
I april mødte jeg hende tilfældigt i boghandlen Bogside på Store Kongensgade. Hun stod ved romanerne, så godt ud, uden at vise det. Vi hilste, stod lidt, talte almindeligt.
– Hvordan går det?
– Fint. Dig?
– Det går. Arbejder.
Pause.
– Allan og jeg tager til Bornholm i sommer. Jeg har aldrig været der.
– Spændende, sagde jeg. Det var alt, jeg kunne sige.
Hun smilede lidt, tog en bog, nikkede. Held og lykke, Niels.
– Også til jer.
Hun gik mod kassen. Jeg så efter hende, fandt min erhvervsbog og gik ud i aprilsolen.
Hun kom ud, nikkede og gik mod stoppestedet. Hun svang sig af sted, lidt flagrende i sin lyse frakke, bogen under armen. Hun så én gang tilbage, hendes mobil ringede, hun tog den med et lille grin.
Jeg stod lidt og så efter hende.
Så tog jeg fløjlæsken frem fra inderlommen, den, jeg stadig bar rundt på uden at vide hvorfor. Åbnede. Ringen lå der og skinnede diskret i solen enkel, dyr, med lille diamant. Godt valgt.
Jeg lukkede æsken, lagde den væk og gik hen til bilen.
Om aftenen sad jeg i min lejlighed på Hovedgaden, den jeg købte for fire år siden. Alt var, som det skulle; orden, plads, mit design og alligevel var tavsheden anderledes nu.
Jeg tænkte på, hvad det betyder at forspilde tid. Ikke filosofisk, men helt konkret at holde noget varmt og levende, men slippe det, fordi man regner med, at det bliver. Og så går det bare. Ikke med vrede, ikke med drama. Det holder bare op, for det skal videre, ligesom Karen er gået videre.
Hvad havde jeg valgt? Komfort. At have nogen uden at ville give noget til gengæld. At skåne mig selv, ikke sige det, der bandt. Jeg kaldte det fornuft. Nu kunne jeg genkende det som fejhed. Ikke ondskab, bare fejhed forklædt som rationalitet.
Ringen lå foran mig. Jeg så på den længe.
Så lagde jeg æsken i skrivebordsskuffen og lukkede.
Lavede mig et glas vand. Drak.
Udenfor kørte april videre børnene legede i gården, nogen satte musik på, duften af muld og sidste års blade. Alt det fortsatte, også selvom jeg følte, det hele var bag glas.
Jeg gik til vinduet, hvilede panden mod ruden og lukkede øjnene.
Sådan gik det altså. Ti år, og jeg stod tilbage som ham, der troede, han var fri, men bare blev. Det var ikke Karen, der var i reserve det var egentlig mig selv, der aldrig traf valg, men bare gled. Hun fandt sin frihed; jeg står og lytter til en fremmed forårsdag.
Hvad nu? Livet går jo videre. Arbejde, møder, rejser, måske en ny på sigt. Måske lærer jeg selvom de fleste siger, at de lærer af fejl, men ofte gentager dem. Måske lærer jeg ikke, men jeg vil huske.
Jeg gik fra vinduet, satte mig i sofaen.
Karen sidder måske hjem nu; laver mad eller læser den nye bog, Allan er der, han som bare er der, rolig og nærværende. Han havde det, jeg aldrig rigtig kunne give han kom til tiden, gjorde det rigtige.
Jeg mærkede, at jeg ikke misundte ham. Ikke rigtigt. Der var noget andet, noget der lignede respekt. For hende. For måden hun gjorde det på. Uden hævn, uden drama, uden at gnide lykken i hovedet på mig. Hun var bare gået videre.
Jeg kom i tanke om det, hun sagde udenfor: Du elsker, fordi du har mistet. Det er ikke det samme, som at elske, mens du stadig kunne vælge det.
Spot on.
Jeg sad der i min pæne lejlighed og tænkte: Jeg kunne have valgt anderledes. Mange gange. I det tredje, femte, syvende år. Hver gang hun prøvede, hver nytår, hver fødselsdag, hvor jeg udeblev eller lod stå til.
Om jeg kunne have valgt? Ja. Nu ved jeg det så tydeligt, som man kun kan vide, når man ikke kan ændre noget længere.
Det er nok dét, anger er. Ikke dramatisk bare roligt bevis på, at tiden gik, og du lod den passere.
Jeg gik i køkkenet, satte vand over til te. Mens kedlen kogte, så jeg ud over komfuret og tænkte, jeg burde lære at lave gullash. En fjollet tanke, men den kom alligevel.
Kedlen peb.
Jeg lavede te med honning, for jeg har læst, at honning skulle virke beroligende. Sad i køkkenet. Ude var nat, kun gadelys og andres vinduer lyste op.
I de andres vinduer var der liv. Nogen lavede måske mad, sad foran tv, gik rundt, snakkede. Alt det, jeg først nu lagde mærke til.
Jeg tænkte igen på nøglerne. At jeg aldrig gik ind i hendes hjem uden invitation, aldrig fik nøgler. Ikke fordi, jeg ikke ville. Men jeg mente jo bare ikke, jeg havde brug for dem. Nu var døren lukket ikke med nøgle, men med noget andet, jeg ikke kunne åbne.
Koppen var varm i hænderne, jeg sad stille længe.
Jeg tænkte: Der er ting, man ikke får tilbage. Ikke af ond vilje. Tiden står ikke stille, heller ikke mens vi tøver. Den går, vi går, vi vokser, vælger, beslutter. Står man for længe og kigger på, er det ikke svigt eller uretfærdighed det er bare livet, der gør, hvad livet skal.
Jeg satte koppen fra mig.
Udenfor var alt roligt. April i år er mild, ingen nattelig kulde, ingen ond vind. Bare mild aften, mange flere vil komme.
Man må videre. Ikke fordi det bliver let, eller man har forstået alt men fordi det er det eneste, man kan. Livet venter ikke på, at vi bliver færdige med vores tab.
Noget har jeg dog lært: Hvis jeg en dag finder én, der betyder noget, så venter jeg ikke. Ikke fordi jeg er blevet klog, men fordi jeg nu ved, hvordan en dør ser ud, når man banker for sent.
Jeg rejste mig, vaskede koppen op og stillede den på plads.
Det var det, tænkte jeg. Ingen vrede, ingen bitterhed, hverken på Karen, Allan eller livet. Bare en stille erkendelse: Sådan blev det og det var rigtigt, også selvom jeg ikke forstod det dengang.
Jeg slukkede lyset i køkkenet og gik ind i stuen.
Et sted i skuffen lå stadig den lille fløjlæske. Måske afleverer jeg den i Rubin i morgen. Eller om en uge. Når jeg er klar til det.
Det var det, jeg lærte: Man kan blive for sent og sådan et for sent kan man ikke rette op på, uanset hvor gerne man vil.
