Gik til en anden, og jeg blev tilbage
– Mette, jeg er nødt til at sige dig noget.
Mette Johansdatter stod ved komfuret og rørte i suppen. Asger talte med den stemme, han brugte, når der var problemer på arbejdet eller han skulle tilstå, at han havde brugt flere penge end aftalt. Let anstrengt, lidt skyldbetynget, men fuldt besluttet på at få det sagt.
– Sig det bare, svarede hun uden at vende sig, fokuseret på at suppen ikke brændte på.
– Jeg går. Jeg har fundet en anden.
Hun lagde skeen fra sig og vendte sig om. Asger stod i døråbningen til køkkenet i skjorte og jakke, selvom det var aften, og han aldrig ellers havde jakke på derhjemme. Han havde åbenbart taget den på for samtalens skyld som om det gav alting mere vægt.
– Hvor længe? spurgte hun.
– Otte måneder.
– Sådan.
Asger så ud som om han havde ventet noget andet. Gråd, råben, spørgsmål. Han vippede nervøst fra fod til fod.
– Mette, jeg vil virkelig ikke, at vi skal blive fjender. Du har altid været… du var mit bagland. Mit sikre fundament. Det betyder noget.
Mette betragtede ham længe, ligesom man ser på en mærkelig genstand, nogen har båret ind i stuen, uden at man ved, hvad meningen er.
– Bagland, gentog hun lavt. Fint. Spiser du med?
– Hvad?
– Der er suppe klar. Vil du have, eller ej?
Asger blev helt usikker.
– Nej, jeg… nej. Forstår du, hvad jeg siger?
– Ja. Du går til en anden kvinde. Otte måneder. Bagland. Alt sammen forstået. Du spiser altså ikke med. Fint.
Hun tog en ren tallerken, hældte suppe op til sig selv og satte sig ved bordet.
Asger blev stående i fem minutter endnu, så forsvandt han ind i soveværelset for at pakke. Skuffer blev åbnet, poser raslede. Mette sad og spiste suppen god, kraftig, med den rette syrlighed. Hun havde kogt den i tredive år, altid som Asger kunne lide den.
Hun kom til at tænke på det og lagde skeen fra sig et øjeblik.
Så spiste hun op alligevel.
***
Asger Madsen var seksoghalvtreds, overbevist om, at livet stadig lå foran ham. Han var mellemleder i en entreprenørvirksomhed, holdt sig i form, farvede det begyndende grå i håret med en særlig shampoo, selvom han benægtede det. Han havde giftet sig med Mette som 27-årig, været sammen med hende i 28 år, fået sønnen Anders, der nu arbejdede i Aarhus og ringede en gang om ugen.
Sofie Andersen arbejdede som projektleder samme sted. Niogtyve, slank, langt mørkt hår og tilbøjelighed til at sige “vildt” til alt, der overraskede hende. Hun blev let imponeret: af en god restaurant, en ny telefon, eller når Asger hurtigt løste ting med ét opkald. Det var rart.
Mette Johansdatter Madsen, treoghalvtreds, var cheføkonom på byens sygehus. Lille af højde, mørkhåret, de første grå stænk fremme ved tindingen, som hun ikke skjulte. Hun kunne regne hurtigere end nogen lommeregner, læste tre bøger om måneden, lavede byens bedste suppe. I 28 år bar hun hjemmet og jobbet uden at ønske medaljer; det var bare sådan, livet nu engang var.
Byen hed Frederiksdal. Ikke stor, ikke lille alle kendte alle i kvarteret; én god indkøbscenter, nogle caféer, steder hvor man kunne spise uden at fortryde det bagefter. De boede i en treværelses lejlighed på fjerde sal af en ni-etagers karré. Hyggelig lejlighed, indrettet af Mette, med gardiner hun selv havde syet for otte år siden, fordi de rigtige ikke fandtes i butikkerne.
Da Asger gik, blev Mette lidt på køkkenet. Udenfor faldt oktoberregnen tæt og træls. Så stod hun op, ryddede bordet, vaskede op og gik i seng.
De første tre dage tænkte hun næsten ikke. Gik på arbejde, lavede regnskaber, svarede kolleger med et Det går fint og lod ingen spørge igen. Om aftenen sad hun i den pludselig stille lejlighed og stirrede ud i luften. Hun græd ikke. Indeni var der bare en slags lammelse, som når man slår sig hårdt og smerten ikke er kommet endnu.
På fjerde dag ringede veninden Vibeke.
– Mette, jeg har hørt det. Passer det?
– Ja.
– Åh gud. Hvordan har du det?
– Fint.
– Mette, du har været min veninde i tredive år. Sig, hvordan du virkelig har det.
Hun var stille lidt.
– Ved du hvad det mærkeligste er, Vibeke? Jeg har opdaget, at jeg ikke anede, hvad han tænkte. Vi boede sammen, men jeg vidste det ikke. Det er næsten det værste.
Vibeke var også stille, så sagde hun forsigtigt:
– Måske skulle du snakke med ham? Måske var der alligevel mulighed for…
– Nej, sagde Mette roligt. Det behøver jeg ikke. Jeg tænker bare højt.
Hun sagde ikke det virkelige, det pinlige: at da Asger meldte sin afgang, følte hun først og fremmest lettelse. Som når man har båret på en tung taske virkelig længe, og nogen endelig tager den fra én.
Femte dag tog hun bryllupsfotoet ned fra stuen Asger i mørkt jakkesæt, hende i hvidt, begge unge, begge smilende. Stillede det ind i skabet. Ikke smidt ud, ikke smadret. Bare væk.
På væggen stod nu et lyst felt tilbage.
Hun kiggede på det længe. Så tog hun telefonen og ringede til møbelforretningen Mit Hjem.
***
Hun istandsatte selv, så meget hun kunne. Bestilte hjælp til resten. Nye, cremede tapeter i stuen i stedet for de gamle grønstribede. Kjøbte færdige gardiner med store blomstermotiver, noget som Asger aldrig kunne lide: han ville have ensfarvet og stramt. Flyttede møblerne, så det passede hende nu ikke som det engang var bestemt. Sofaen stod nu tættere på vinduet.
Anders ringede efter to uger, sikkert fordi hans far havde sagt noget.
– Mor, hvordan har du det?
– Fint, Anders. Jeg laver om herhjemme.
– Om? Hvad mener du?
– Nye tapeter i stuen. Overvejer også at gøre noget ved soveværelset.
– Jamen… er du sikker på du har det okay?
– Ja, virkelig. Har du snakket med far?
Han tøvede lidt.
– Ja.
– Det er godt. Han er din far, så det er rigtigt. Kommer du hjem til jul?
– Ja, selvfølgelig! Er du sikker på du ikke føler dig… alene?
Hun så på sin nye stue, de lyse vægge, de blomstrede gardiner, sofaen ved vinduet.
– Du ved hvad, Anders? Det føles overraskende let. Det forbløffer også mig.
Han spurgte lidt til, men lod det ligge. Han var en god dreng, men som voksne børns børn håbede han, at alt nok løste sig, uden at nogen blev rigtig såret.
I november, da vintertøjet skulle findes frem, fandt hun en gammel papkasse med alt sit garn og sine strikkepinde pakket væk for mange år siden, fordi Asger ikke kunne lide, at der lå garn overalt. Hun havde bare fjernet det dengang, uden protest.
Hun trak kassen ud midt på gulvet og kiggede længe på den.
Så tog hun pindene frem. Satte sig i sofaen ved vinduet. Udenfor dalede årets første sne.
Hænderne huskede det helt selv.
***
På arbejdet lagde kollegaen Helle mærke til det tørklæde Mette havde på i starten af december.
– Har du selv strikket det? Hvor er det flot!
– Ja, det er længe siden sidst, så jeg øver hænderne.
– Mette, kan du ikke også lave et til mig? Jeg vil gerne betale dig.
– Ej, det behøver du ikke.
– Jo, jeg køber garnet og betaler. Jeg vil så gerne have en hue med opsmøg
Og sådan kom den første bestilling. Næsten ved et tilfælde, som det tit går med ting, der bliver vigtige bagefter.
I december og januar lavede hun otte ting: tre huer, to tørklæder, et par vanter og to sweatre. Ikke dyrt, bare symbolsk betaling, men det blev da til noget. Ikke nogen formue, men sine egne penge og ren glæde ved at sidde hver aften, garnet i skødet, ved vinduet.
Vibeke kiggede forbi til en kop kaffe. Hun kiggede på stuen, følte på gardinerne, kastede et blik på garnkassen.
– Du har helt forvandlet dig, sagde hun.
– Hvordan det?
– Du er rolig. Jeg var bange for depression, men du…
– Jeg faldt ikke hen i selvmedlidenhed. Det var nok, fordi jeg havde for travlt.
– Har Asger ringet?
– En gang. I november. Spurgte hvor papirerne på bilen var. Jeg forklarede det for ham. Han ringede ikke siden.
– Kun for bilens skyld, haha.
– Ja.
De blev stille lidt. Vibeke holdt om koppen med begge hænder, når hun tænkte.
– Hader du ham?
Mette tænkte efter med ægte oprigtighed.
– Nej. Underligt nok. Jeg var såret, er stadig lidt, men had… nej. Han gjorde, hvad han gjorde. Det er hans liv nu. Mit er noget andet.
– Du kunne skrive en bog: Hvordan overlever man utroskab uden at gå op i limningen.
– Måske. Der er nok tid endnu, lo Mette.
Det var første gang i lang tid, hun lo for ægte.
***
Sofie var sød, men husholdning havde hun ingen sans for.
Det mærkede Asger først senere. De første måneder: restauranter, weekendture, følelsen af at være ung og let. Sofie så på ham med ægte beundring det byggede ham op. Hun sagde, at han slet ikke så ud til sin alder, og han rankede ryggen.
Så flyttede de sammen i hans lejede lejlighed i den anden ende af byen og sandheden krøb frem.
Sofie lavede ikke mad. Slet ikke. Ikke dårligt, overhovedet ikke. Hun forstod bare ikke hvorfor, når man kunne bestille eller gå ud. Det blev hurtigt både dyrt og trættende.
Sofie hadede at gøre rent. Hendes ting lå overalt: stol, gulv, i badeværelset. Det var ikke svineri, bare hendes måde at indrette sig på. Asger, der var vant til et pænt hjem og orden, blev hurtigt frustreret.
Sofie forstod ikke, hvorfor man skulle betale husleje før tid, eller spare op, hvis pengene var der lige nu. Asger forsøgte at forklare. Næste måned begyndte det forfra.
Desuden havde Sofie mange veninder. De var ofte på besøg, sad til midnat og grinede, drak vin af glas, de aldrig vaskede. Asger måtte ligge i værelset ved siden af og høre på latteren gennem væggen. Det var slet ikke den slags latter, han havde savnet.
I februar ringede han til Mette.
– Hvordan har du det?
– Fint, Asger.
– Er du vred over, at jeg ikke har ringet i lang tid?
– Nej.
Pause.
– Kan du huske, hvor garantibeviset til køleskabet ligger? Jeg skal have fat i en reparatør.
– Den grønne mappe, tredje hylde i skabet.
– Du har ikke flyttet den?
– Nej. Jeg har ikke rørt dine ting.
– Tak.
Hun lagde på. Sad lidt og kiggede ud. Sneen var ved at smelte derude, de første mørke pletter på garagetagene kom frem. Snart var det forår.
Hun tog pindene. Begyndte på en ny sweater, blød og blågrå, til sig selv.
***
I marts fik hun at vide på sygehuset, at finanschefen Karl Erik gik på pension. Stillingen var ledig. Overlægen Marianne kaldte Mette ind.
– Mette, jeg kan sige dig det ligeud. Du har kunne rykke op for længe siden. Hvorfor har du ikke søgt?
Mette tænkte sig om.
– Mit hjem. Jeg havde ikke lyst til mere ansvar.
– Og nu?
– Nu… nu er livet skiftet.
– Jeg har hørt. Jeg er ked af det.
– Det behøver du ikke være. Bare fortæl mig, hvad der kræves for jobbet.
Overlægen smilede.
– Det ved du jo bedst selv. Skal jeg skrive indstillingen?
– Ja, gør det.
Samme dag gjorde Mette det færdigt. Hun gik hjem til fods, selvom bussen kom. Hun ville bare gå. Marts duftede af vådt fortov og noget ubestemmeligt friskt. Hun tænkte på hvor sjældent hun havde sanset den slags: duften af marts, regnbuefarvede pytter, de våde grene med fyldige knopper.
Hun tænkte: livet fortsætter virkelig. En banal tanke. Men banale tanker er tit de sandeste.
***
I april kom Asger forbi. Uden varsel. Han ringede bare på.
Hun åbnede. Han stod på trappeafsatsen i den jakke hun havde købt til ham for tre år siden, krøllet, mørke rande under øjnene.
– Må jeg komme ind?
– Hvorfor?
Han slog blikket ned.
– Mette, jeg har brug for at snakke med dig.
Hun gik til side. Han trådte ind. Så sig omkring. Bemærkede de nye vægge, nye gardiner, ommøbleringen. Tav.
– Du har lavet om.
– Ja.
– Det er blevet flot.
Hun svarede ikke. Gik i køkkenet og satte vand over til te. Rutinen sad i hænderne.
Asger satte sig ved bordet. Nu så hun på ham på en ny måde. Ikke ondt, ikke godt, bare nyt. Som et gammelt sted, man ikke har været i årevis.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Godt. Jeg har fået forfremmelse.
– Det fortjente du. Tillykke.
– Ja, det gjorde jeg. For længst.
Han forstod det. Stilhed.
– Mette…
– Sig det som det er, Asger. Hvad er det?
Han tog sig til næseryggen, en gestus hun kendte alt for godt.
– Det går ikke så godt med Sofie. Hun er… anderledes end jeg troede.
– Sådan går det.
– Jeg troede… så tav han, men fik endelig formuleret: Jeg troede jeg kunne komme tilbage. Du forstod altid tingene. Du kunne det der.
Mette skænkede te op, satte en kop foran ham, en til sig selv. Slog sig ned.
– Det kunne jeg. I 28 år. Men du lagde aldrig mærke til det, ikke rigtigt.
– Jeg lagde mærke til det.
– Ikke rigtigt. Så havde du set mig som andet end bagland.
Han var stille.
– Jeg ville ikke såre dig. Bagland betyder jo…
– … at du ikke ser en. Bagland er, hvad alle bygger videre på, mens de selv går. Det er praktisk.
– Mette…
– Jeg er ikke vred, sagde hun roligt, næsten overrasket over sin egen fred indeni. – Jeg forklarer bare, hvorfor det ikke bliver, som du regner med.
– Jeg vil hjem.
– Jeg hører det.
– Og du… nej?
Hun så på ham. På det kendte ansigt, nu fyldt af forvirring. Han forventede gråd, beskyldninger, måske tilgivelse bagefter. Han var sikker på tilgivelsen fordi hun kunne. Fordi hun var bagland.
– Nej, sagde hun bare.
– Hvorfor?
– Fordi jeg ikke har lyst.
Han stirrede. Forstod ikke rigtigt.
– Men du er jo… alene.
– Ja. Og jeg har det godt.
– Mette, det kan ikke passe. Du siger bare sådan.
Hun løftede sin kop, kiggede på ham.
– Ved du, hvad der overraskede mig disse måneder? Jeg troede, det ville føles tomt uden dig. Jeg var rædselsslagen bare ved tanken. Men uden dig er der masser af plads. Til mig selv.
Asger sagde intet.
– Du er vel et godt menneske, sagde hun, hverken ros eller bebrejdelse, bare et faktum. Men du regnede med, at jeg aldrig rykker mig. At baglandet bare stod der. Men jeg gik.
– Hvad skal jeg nu gøre? spurgte han. Det lød næsten barnligt, næsten synd.
– Det må du selv finde ud af.
Han drak op, sad lidt, så tog han jakken.
– Vil du søge skilsmisse?
– Ja. Jeg har talt med advokaten.
Han nikkede. Tog jakken.
– Nå… jeg… nå.
I døren vendte han sig.
– Du er blevet til en anden.
– Nej. Du så mig bare aldrig før.
Døren lukkede.
Mette blev siddende lidt ved bordet. Gaden var fuld af liv, biler, latter, stemmer. En helt almindelig april aften i Frederiksdal.
Hun ryddede af, satte vinduet på klem og lod den friske forårsluft glide ind. Den duftede af jord og poppelknopper.
***
Niels Christian så hun første gang til et beboermøde. Han var flyttet ind vinteren før, boede på sjette sal efter at have solgt huset udenfor Odense børnene voksne, den ene i København, en i Vejle, huset for stort. Han var otteoghalvtreds, lille, rank, kort gråt hår, rolige grå øjne. Broingeniør, tegnede broer og vejprojekter. Været enkemand i tre år.
På beboermødet talte han venligt og konkret om behovet for at reparere en vandskade i opgangen. Helt uden brok eller pral forklarede han, hvad der skulle gøres og hvorfor. Ejendomsinspektøren lyttede.
Mette bemærkede ham, fordi han havde den naturlige selvfølge, som mennesker får, når de ikke behøver bevise noget for nogen.
De mødtes tilfældigt i elevatoren tidligt i maj. Hun slæbte en tung taske fyldt med garn.
– Skal jeg ikke hjælpe? spurgte han.
– Jeg klarer den.
– Det gør du garanteret også, men det gik hurtigere, hvis jeg tog fat.
Hun lo og lod ham tage tasken.
De talte fra elevatoren til døren. Strikker du? Ja. Synes du det er sjovt?
– Hvorfor ikke? Min afdøde kone har meget garn liggende vil du have?
Hun sagde ja. Det viste sig at være fint merinogarn, perfekt viklet sammen.
De begyndte at tale sammen jævnligt. Han kiggede forbi til te en gang imellem. De talte om byen, arbejdet, bøger. Han læste meget, klogt men uden arrogance. Han kunne lytte, og også tie, hvis hun bare lod tankerne flyve.
I juni strikkede hun et halstørklæde til ham. Gråt, af det fine garn.
– Hvorfor? spurgte han. Det er jo sommer.
– Så er det klar til efterår. Jeg ville se, om garnet kunne holde.
– Og hvad siger du?
– Det kan det.
Han tog imod det alvorligt og uden et stort ståhej. Bare et tak. Det kunne hun lide.
***
I juli søgte hun formelt om skilsmisse. Asger protesterede ikke. De mødtes hos advokaten, skrev under. Han så træt ud og lidt forvildet. Hun bar en lys sommerkjole købt i maj første gang i mange år hun havde købt noget lyst og festligt.
– Hvordan har du det nu? spurgte han udenfor.
– Godt, svarede hun. Og det var sandt.
– Sofie tog hjem til sin mor i Randers, sagde han, selvom hun ikke havde spurgt. – Jeg er alene nu.
Hun så bare på ham. Ikke ondt, ikke hoverende bare så ham.
– Du skal nok klare det, Asger. Bare øv dig. Man lærer det hurtigt.
De vinkede. Gik hver sin vej.
Hun gik ind i Brugsen, købte et halvt kilo store kirsebær. Udenfor i solen åd hun dem stående, lagde stilkene i en lille plasticpose. Bærrene smagte fantastisk.
***
I august inviterede Niels Christian hende i biografen. Uformelt.
– Der er en film, de siger er god. Har du lyst?
– Ja, gerne.
Det var en gammel dansk komedie fra 70erne, i friluftsbiografen i parken. De sad på en bænk, blandt barnefamilier og ældre par. De grinede de samme steder.
På vej hjem fortalte hun om sine bestillinger på strik som hun var faldet ind i ved et tilfælde. Han lyttede.
– Bliv endelig ved, sagde han. Det er arbejde med sjæl. De findes der ikke for mange af.
– Det siger du kun, fordi du har fået et tørklæde.
– Jeg mener det. Det er fremragende.
Efter lidt tavshed sagde han:
– Jeg har ikke travlt. Det har du vist heller ikke.
– Nej.
– Så er alt i orden.
Hun spurgte ikke hvad forstod alligevel.
***
I september kom Vibeke forbi og fandt Mette strikkende ved vinduet. Det duftede af kaffe, tre blå garnnøgler lå på bordet, computeren var åben med en bestillingsside hun havde uventet mange ordrer allerede.
– Du har lavet en hjemmeside? udbrød Vibeke.
– Ja, en af de unge hjalp. Foto af arbejdet, priser, vilkår. Jeg har lavet 23 bestillinger nu.
– Er det rigtigt?
– Helt. Ikke store penge, men mit eget. Og det er sjovt.
Vibeke rystede på hovedet.
– For et år siden… ingen kunne have gættet det.
– Ikke engang jeg.
– Ham naboen Niels Christian… hvad med ham?
– Ja?
– Du smiler anderledes, når du nævner ham.
Mette tier lidt. Det er bare roligt med ham, forklarer hun lavt, uden at se op fra sit garn.
– Det behøver du ikke forklare, sagde Vibeke. Jeg forstår.
De drak kaffe, snakkede om Vibekes børnebørn, om at Mit Hjem snart havde efterårstilbud på gardiner. Helt almindeligt snak på en septemberdag.
Frederiksdal levede udenfor. Træerne blev gule. På legepladsen gik nogen tur med en hund. En dreng kørte rundt på sin cykel og kiggede koncentreret ned.
Mette tog næste garnnøgle, fandt enden. Ny bestilling, hue med fletmønster, to uger til deadline. Hun kunne nå det.
Hænderne arbejdede roligt. Udenfor ramte efterårsregnen bladene, så de dansede og glimtede, levende.
