Jeg er 69 år, og for et halvt år siden tog min mand afsted til de evige jagtmarker. Vi nåede at være sammen i toogfyrre år. Vi havde ingen børn. Det var bare os to vores arbejde, vores hverdag, vores rutiner, de små glæder, der gør dagene lidt lettere at fordøje.
Det startede helt banalt træthed, lidt ømhed, som kom og gik, undersøgelser, som ikke ligefrem virkede presserende i starten. Men så kom prøverne, hospitalerne, al den behandling. Jeg var der ved hans side hele vejen, nærmest som en dyr tillægsforsikring, bortset fra at jeg ikke kunne dække noget som helst.
Jeg lærte hurtigt medicinplanen udenad. Jeg fandt ud af, hvad han ikke længere måtte spise, for den slags bliver pludselig vigtigt. Jeg blev ekspert i at aflæse de blikke, der betyder, han havde ondt og ikke kunne sove. Og jeg sad vågen, holdt bare hans hånd. Nogle gange er det eneste, man kan gøre, simpelthen at blive siddende.
Jeg stod op før ham hver morgen for at lave morgenmad. Jeg hjalp ham i bad, når hans krop var træt og ikke gad mere. Jeg snakkede, fortalte ham små, ligegyldige ting, bare for at holde hans tanker væk men der var tidspunkter, hvor han ikke svarede. Ikke fordi han ikke ville, men fordi hans krop bare ikke kunne mere.
Den dag han gik bort, lå han i sengen og holdt min hånd. Der var ingen store ord eller følelsesudbrud, ingen Hollywood-scene. Han holdt bare op. Lige pludselig var han her, og i næste øjeblik ikke længere.
Jeg ringede til alarmcentralen. Men det var selvfølgelig for sent.
Begravelsesdagen var, ja… underlig. Der kom folk, jeg ikke havde set siden den kolde krig. De sagde ord, som nærmest bare gled af mig: Han var et godt menneske, Nu har han endelig fred, Du skal være stærk. Jeg nikkede bare, uden at have den fjerneste idé om, hvad det egentlig var, jeg nikkede til.
Og så tog alle hjem. Huset blev pludselig gigantisk. Ikke fordi det er særligt stort, men fordi der ikke er liv her længere.
Nætterne er de værste. Jeg går tidligt i seng, for stilheden kvæler mig. Vi plejede altid at se TV-Avisen sammen. Han kommenterede altid, fik mig til at grine, og bagefter spurgte han, om jeg ville have te. Nu lader jeg bare fjernsynet køre, kun for at høre stemmer. For at det hele ikke skal føles så tomt.
Jeg har ingen børn at ringe til. Ingen børnebørn. Ingen jeg kan ringe og sige, at jeg har ondt i ryggen i dag, eller at lægen har skiftet en pille ud, eller at jeg blev bange, fordi jeg fik det skidt, og ingen var hjemme til at række mig et glas vand.
Søndagene de vejer tungt som granitblokke. Før gik vi tur i Søndermarken. Købte grovbrød på vejen hjem og slentrede langsomt, som om tiden aldrig ville løbe fra os. Han haltede altid lidt bagefter, og jeg drillede ham med, at han var en stædig rad, og det grinede han tit af.
Nu går jeg alene. Menneskerne jeg møder, kigger medlidende eller også kigger de væk. I Brugsen køber jeg kun det allermest nødvendige, for jeg ved ikke længere, hvem jeg skal lave mad til.
Der kan gå dage, hvor jeg ikke siger et ord til nogen. Hele dage. Indimellem tager jeg mig selv i at blive overrasket, når en nabo hilser, fordi min egen stemme pludselig lyder fremmed nærmest rusten, som om den ikke har været brugt i evigheder.
Jeg ærgrer mig ikke over, at vi ikke har haft børn. Men jeg forstår først nu, hvad det virkelig vil sige at blive gammel alene. Alt går langsommere. Alt bliver tungere. Alt bliver stille. Ingen venter på dig. Ingen spørger, om du kom godt hjem. Ingen minder dig om at tage medicinen.
Jeg er her stadig, mest fordi… hvad pokker skal jeg ellers gøre? Jeg står op. Jeg gør det, der skal gøres. Og så går jeg i seng igen. Det er ikke fordi, jeg søger medlidenhed Gud forbyde det. Jeg vil bare sige det ud i rummet:
Når du mister det menneske, du har delt livet med, så bliver resten af verden med ét lidt ligegyldig.
