Reservebanen
Kan du høre mig? Hans stemme var lav, lidt undskyldende. Næsten. Karen, jeg siger, hører du mig overhovedet?
Jeg hørte ham, selvfølgelig. Jeg kunne altid høre ham. Selv når han ikke sagde noget, selv når han ikke ringede i ugevis, fik jeg ligesom øje på hans nærvær i luften derhjemme. Som om han efterlod sig noget usynligt i min lejlighed: duften af sin kaffe, mærket efter koppen i vindueskarmen, en stol, der var lige skubbet lidt tilbage.
Jeg hører dig, Mads.
Hvorfor siger du så ikke noget?
Jeg tænker, sagde jeg.
Han sukkede. Den slags suk kendte jeg på rygraden. Langtrukket, med en underliggende fløjtelyd, som om luften kæmpede sig igennem noget, der var knuget fast derinde. Mads sukkede altid sådan, når han håbede på medlidenhed, men ikke rigtig vidste, hvordan man bad om det.
Jeg har ikke andre steder at gå hen sagde han. Kan du ikke se det? Virkelig ingen steder.
Jeg stod i vinduet og kiggede ud. Det var marts beskidt sne langs kantstenen, våde duer på gesimsen overfor, en kvinde med barnevogn, der ikke kunne styre uden om en kæmpe vandpyt. Helt almindeligt dansk martsvejr, intet særligt. Og alligevel rumsterede noget i mig, noget vendte sig langsomt og uafvendlige, som en side i en bog. Som låsen i en dør.
Kom bare ind, sagde jeg.
Sådan. Tre stavelser. Og så begyndte det hele forfra.
Mads var treoghalvtreds. Jeg var enoghalvtreds. Vi havde kendt hinanden siden dengang han mente, at ternede skjorter var det mest hippe i verden, og jeg gik rundt og troede, at det bedste var ikke at stikke ud. Vi mødtes gennem fælles venner hjemme i en lille københavnerkøkken hvor der blev drukket billig rødvin og diskuteret bøger, som ingen havde læst helt færdig.
Mads var højlydt dengang, ej kunne han sidde stille engang fejrede han en samtale så voldsomt, at han rev en tallerken på gulvet. Jeg samlede skår, og tænkte: her er en mand, der fylder et rum helt op. Tænk, hvordan det mon føles?
Jeg var en anden slags menneske. Den stille type. En, alle overså i starten, men måske huskede senere. Det håbede jeg i hvert fald.
Mads blev ikke forelsket i mig. Han blev forelsket i Mille. Selvfølgelig. Ligesom torden efter trykkende sommer. Mille var spraglende, talte hurtigt og grinede højere end ham, kunne træde ind i et rum så alle vendte sig om. Ved siden af hende følte jeg mig altid som akvarel ved siden af oliemaleri. Ikke dårligere, bare noget andet.
De fandt sammen i et stormvejr og gik ligeså hurtigt fra hinanden igen. Det betragtede jeg igennem årene de fandt sammen, gik fra hinanden og fandt sammen igen. Mille lavede scener, Mads smækkede med døren, kom tilbage, gik igen. Som en gynge, der aldrig står stille.
Og midt mellem de der gynger? Mig. Eller, jeg var der.
Første gang han dukkede op hos mig efter et afbrud med Mille, var vi i midten af trediverne. Han ringede sent, hæs i stemmen. Må jeg komme forbi? Ja, selvfølgelig, sagde jeg. Bryggede te med mynte, fandt lidt brød frem. Vi sad sammen til klokken to, han snakkede, jeg lyttede. Ikke svært, jeg var god til at lytte.
Han sov på min sofa. Tog en kop kaffe næste morgen og gik. To uger senere var han tilbage hos Mille.
Jeg var ikke fornærmet. Jeg foldede uldtæppet han havde brugt, vaskede det, lagde det tilbage. Levede videre.
Sådan blev det. Gang på gang. Han dukkede op efter skænderier, nogle gange for en aften, andre gange i flere dage. Vi drak te, talte sammen, han faldt til ro, gik ud ad døren hjem til Mille. Altid hjem til Mille.
Jeg kaldte det ikke kærlighed. Turde ikke. Men når han ringede på døren, bandt noget sig i brystet på mig og slap så igen. Der var han. Min. Kun for en stund, men min.
Nogle gange tænkte jeg på mig selv som et dansk reservebanetårn. Fly flyver ind, tankes op, flyver ud igen. Og tårnet står fast. Altid klar til at tage imod uanset vejr.
Denne gang dukkede han op sidst i marts med en stor, blå sportstaske over skulderen. Slidt med hvidt logo, næsten slidt væk. Ét blik på tasken, og jeg vidste det var ikke for en nat eller to.
Bliver du længe? spurgte jeg, mens han stod i entreen og tog jakken af.
Aner det ikke, sagde han. I det mindste løj han ikke. Måske en uge? Vi ser på det.
Fint. Jeg sætter vand over.
Han gik direkte ind i køkkenet på sin faste plads ved vinduet, med ryggen mod køleskabet. Jeg hældte te op og tænkte: Så er vi her igen. Glæde var det ikke, ej heller sorg. Noget midt imellem. Lunt og en smule vemodigt.
Er det helt galt? spurgte jeg.
Værre end nogensinde, sagde han, hølede koppen med begge hænder. Hans hænder frøs altid. Hun sagde, hun var træt. At vi kun gjorde hinanden ondt.
Og du svarede?
Ingenting, sagde han. Jeg tog tasken og gik.
Jeg var stille. Udenfor dryppede det fra gesimsen lige som et ur.
Karen, sagde han og så for første gang på mig den aften. Er du ikke glad?
Jeg er glad, sagde jeg. Bittert, lidt pinligt, men sandt.
De første dage var mærkelige, ikke dårlige, bare… mærkelige. Jeg havde vænnet mig til at være alene, med min egen ro og rytme. Tidlig op, kaffe, læsning i vinduet, arbejde. Hjem klokken seks, hurtig mad, lidt tv, telefonopkald til Marlene, i seng klokken elleve.
Mads rev rytmen op. Ikke af ond vilje, han havde bare sin egen. Han stod op senere, ville tale om morgenen, da jeg allerede sad mentalt på kontoret. Smed sine ting hvor jeg ikke kunne finde dem. Skruede tvet alt for højt op. Blev for længe i badet.
Men der var også hygge. Om aftenen sad vi sammen, snakkede, jeg kunne grine. Jeg lavede lasagne efter en gammel opskrift, han sagde det var det bedste måltid i flere år. Vi så gamle danske film og diskuterede slutninger. Vi gik i Torvehallerne om søndagen, han slæbte grøntsagerne, og det føltes så rigtigt, at jeg fik åndenød.
En uge. Så en til. Så en måned.
En nat lå jeg i mørket og lyttede til lyden fra værelset ved siden af. Hans rolige vejrtrækning. Måske… måske var det ægte? Ikke som med Mille, ikke højrøstet. Noget mere tyst, stabilt. Lykken som et solidt, gammelt hus hvor alting står lidt skævt, men det holder.
Jeg fortalte det til Marlene. Vi sad på en café, hun hørte efter som altid. Så blev hun stille.
Karen, begyndte hun forsigtigt.
Jeg ved hvad du vil sige.
Mener du det?
Du siger det holder ikke, at han går igen. Som altid.
Marlene drejede på sin ske.
Nej, jeg ville spørge om noget andet. Er du lykkelig nu? Ikke i morgen, ikke om et år. Lige nu.
Jeg tænkte efter. Rigtigt efter.
Ja, sagde jeg efter længe. Ja, lige nu.
Så lev lige nu, sagde Marlene og tog en slurk latte. Og lad tankerne om fremtiden ligge.
Jeg prøvede. Helt ærligt.
April, maj, juni, juli. Fire måneder, som jeg kan huske dag for dag. Syrenerne, han kom hjem med en dusk. Et skænderi over noget ligegyldigt, to timer tavshed, så kom han i køkkenet: det var mig der tog fejl. En lørdag hjemme, jeg i en bog, han rodede på altanen. En stille samhørighed, håndgribelig og skrøbelig.
Jeg begyndte at tænke i vi: Vi skal handle. Vi burde tage i Tivoli. Det skete helt af sig selv. Og jeg bremsede det ikke.
Han forandrede sig også. Mindre arrig. Talte mindre om Mille. Engang i mellem kiggede han på mig med noget andet i blikket varme. Ikke taknemlighed, ikke medlidenhed. Noget tredje, som jeg længe ledte efter ordet for.
Nøgler han spurgte selv. Jeg gik straks til låsesmeden. Lidt, iskoldt metal. Men det blev varmt i min hånd.
Det var begyndelsen af juli.
Midt i juli ringede telefonen.
Han sad i stuen, jeg i køkkenet. Hans mobil bippede så hele opgangen vågnede, men jeg lyttede ikke. Så blev der for stille. Sådan en stilhed, der ændrer alt, uden at man ved hvad endnu.
Han stod midt i stuen med telefonen sænket så ud i luften.
Mads?
Han så på mig, og jeg forstod alt. Ikke med hjernen, men noget længere nede.
Mille, sagde han. Hun har problemer. Rigtige problemer. Hun er alene og har brug for hjælp.
Sådan var det. Et navn: Mille.
Okay, sagde jeg.
Karen…
Bare gå, sagde jeg.
Jeg vil gerne forklare…
Det behøver du ikke. Gå nu, sagde jeg stille.
Han blev stående et øjeblik. Så gik han i entreen og tog tasken den havde stået der hele tiden. Som om tasken vidste, den skulle bruges igen.
Jeg ringer, sagde han i døren.
Fint, svarede jeg.
Døren lukkede. Klik fra låsen. Jeg stod alene tilbage i stilheden, nu uden indhold.
De næste tre dage græd jeg ikke. Mærkeligt. Jeg ventede på tårer, forberedt på dem, det kom bare ikke. Det var noget andet. Som at hive et stort møbel ud af stuen efter tyve år: der var bare et lyst mærke tilbage. Ikke smerte bare tomhed med en kant.
På arbejdet kørte jeg videre. Jeg var regnskabsassistent hos et mellemstort byggefirma, tal stiller sjældent spørgsmål om ens følelser. De vil bare stemme.
På fjerdedagen lavede jeg lasagne. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg ville se, om jeg stadig kunne. Jeg spiste, det smagte fantastisk. Næsten ubærligt fantastisk.
Så kom tårerne.
Jeg græd grimt, som børn gør det. Højt og uhæmmet. Så vaskede jeg mig i ansigtet, drak resten af min te og gik i seng.
Marlene kom dagen efter uden varsel. Hun ringede nede fra opgangen: Luk op. Jeg åbnede, hun kom op med en papirspose med brød og ost. Satte på køkkenbordet, krammede mig. Tav. Jeg græd ikke længere. Måske var de brugt op alle tårerne tabt i lasagnen.
Fortæl, sagde Marlene.
Der er ikke meget at sige. Du forstår det jo allerede.
Jo. Men du skal sige det højt alligevel.
Så jeg fortalte. Om juli, det opkald, den blå sportstaske, Jeg ringer. Han ringede ikke. Der var gået over en uge.
Vil du vente på ham? spurgte Marlene ligeud.
Nej, sagde jeg. Og blev overrasket over hvor let det kom.
Virkelig?
Nej. Jeg er færdig med at vente. Jeg har ventet hele mit liv. Jeg kan ikke engang huske hvornår det begyndte. Jeg har altid ventet. Når han ringer, når han kommer, når han vælger. Men han har aldrig valgt. Han kom bare, når han ikke havde andre steder at lande. Ved du, hvad det hedder?
Nej, hvad?
Reservebanen. Jeg var hans. Altid klar, altid parat med landingslysene tændte. Han kunne altid lande, hvis han ville.
Marlene kiggede på mig.
Vidste du det for længe siden?
Jeg har altid vidst det. Nu forstår jeg det.
Det er forskel på at vide og forstå. Man kan vide noget i årevis. At forstå det er, når man ikke længere kan gøre som om.
August gled forbi i mærkelig, stille trance. Ikke mørkt. Bare stille. Jeg gik på arbejde, lavede mad, læste bøger. Indimellem gik jeg lange ture ved søerne. Kiggede på vandet, gadelampernes spejlbilleder, folk der gik forbi, alene eller to og to. Jeg tænkte på alt muligt.
En aften stod jeg pludselig foran en butik og fangede mit eget spejlbillede i ruden. Jeg så bare en kvinde i lyseblå frakke, håret sat op, kigger på sit eget ansigt. Ikke ung, men heller ikke gammel. Træt, men ikke knækket. Jeg stod længe og tænkte: hvad vil du egentlig? Ikke hvad Mads vil. Ikke hvad I sammen kan. Dig. Hvad vil du?
Jeg fandt intet svar, men bare at spørge var nyt.
I september rykkede jeg rundt på møblerne. Startede med sofaen. Pludseligt var det lysende klart den stod alt for dårligt. Flyttede reolen. Så endte det hele med et helt nyt rum, lyst, let, som trak vejret på en ny måde. Jeg stod midt i det hele og tænkte: Bedre. Meget bedre. Hvorfor gjorde jeg ikke det før?
Måske af frygt. Frygt for at han skulle vende tilbage og spørge: Hvad har du lavet?
Nu var der ikke længere nogen at spørge.
Jeg købte nye gardiner. Lyst, cremet hør med små prikker. De gamle var tunge, marineblå og stjal lyset. Nu strømmede morgensolen ind, og hele rummet var gyldent. Femoghalvtreds år og jeg opdager nu, hvor smukt morgensol kan være.
I oktober meldte jeg mig til italienskundervisning. Det havde jeg skubbet foran mig i årevis. Det giver vel ingen mening, hvad skal jeg dog med det? Så jeg gik. Holdet var sjovt, alle aldre, underviseren var ung og snakkesalig, vi blev tvunget til at synge italienske sange, højlydt. Det var skørt og underholdende.
Marlene undrede sig.
Italiensk? Hvor har du fået det fra?
Jeg vil til Barcelona, svarede jeg.
Barcelona?! Der taler de spansk.
Jeg grinede.
Jeg ved det godt. Men italiensk er næsten det samme.
Det passede ikke helt, men det er aldrig forbudt at gøre noget uventet for sin egen skyld.
Barcelona kom pludselig. Jeg sad og surfede og blev fanget af et hverdagsfoto: morgen i byen, en markedshal, en gammel mand med avis, en rød kat i et vindue. Noget klikkede. Der vil jeg bo. Ikke på ferie, bare bo der lidt. I det lys, de gader, den luft, hvor duften af hav mixet med appelsiner hænger.
Jeg tog min blok. Skrev to ord: Barcelona. Forår. Papiret røg på køleskabet.
November bragte kulde og korte dage. Jeg købte klippekort til svømmehallen. Svømmede om morgenen før arbejde halvtimen i vandet blev den bedste start på dagen. Ingen tanker, kun bevægelse fremad. Det viste sig at være godt for det hele.
En sjælden gang tænkte jeg på Mads. Hvordan mon han havde det? Om han stadig var sammen med Mille. Om de var lykkelige. Ikke ondt ment. Bare et blik på et gammelt sort-hvidt foto man genkender ansigter, men mærker intet.
December kom med julelys. Marlene inviterede mig til nytår med hendes venner. Jeg var tæt på at sige nej, men endte med at sige ja. Jeg mødte nye mennesker, grinede, drak bobler og oplevede noget underligt da klokken var tolv og vi krammede hele vejen rundt: ikke ensomhed, men lethed. Som at tage tunge støvler af, du har gået i alt for længe uden at opdage vægten.
Januar, februar. Jeg fortsatte mine rutiner svømmehallen, italiensk, bøger jeg længe havde ventet på at læse. Jeg ryddede op på loftet og smed ting ud, jeg havde gemt uden at ane hvorfor. Imellem det gamle fandt jeg det uldtæppe, Mads havde sovet med på min sofa for mange år siden. Jeg rørte ved det. En helt almindelig ting, lidt slidt. Ikke noget særligt. Jeg smed det i den store tøjcontainer i vores gård. Må det lune nogen anden.
Marts stod for døren et år siden, han ringede på min dør med den blå sportstaske.
Jeg stod ved mit vindue med morgenkaffen, kiggede ned på den samme beskidte sne, de samme våde duer, men: noget var anderledes.
Han ringede igen en lørdag formiddag. Hans nummer dukkede op mit hjerte slog et hop, men ikke på den gamle måde. Mere som et ekko af en vane.
Jeg tog den.
Karen, sagde han. Den gamle stemme, men lidt fremmed. Det er mig.
Jeg kan se det, svarede jeg.
Hvordan går det?
Det går godt. Og med dig?
Pause.
Ikke så godt. Kan vi ses?
Jeg tænkte et sekund.
Det kan vi. Hvor?
Må jeg komme op til dig?
Nej, sagde jeg roligt. Vi ses foran opgangen. Jeg er der om tyve minutter.
Ny pause. Skuffet.
Okay. Vi ses der.
Jeg lagde røret, drak min kaffe færdig, tog frakken på og så mig selv i entreens spejl: kvinde i en lys grå frakke, rolig, klar.
Han stod allerede og ventede så lidt ældre ud. Ikke mere, men lidt mere bleg. Eller så jeg bare bedre efter nu? Han havde ikke gjort sig stor umage.
Hej, sagde han.
Hej, svarede jeg.
Vi gik langsomt side om side uden mål. Sådan går man, når der skal snakkes.
Karen, jeg er nødt til at sige noget vigtigt, begyndte han.
Sig frem.
Det seneste år har været frygtelig for mig. Mille gik… det gik skævt. Og firmaet knækkede. Tilbage står jeg ja, du forstår nok. Intet.
Jeg lyttede.
Jeg har tænkt på dig, fortsatte han. Du har altid været der. Jeg forstod for sent, hvad jeg stod med du er det mest ægte menneske i mit liv.
Mads, sagde jeg.
Lad mig tale ud. Jeg har ændret mig. Jeg vil gerne prøve igen. For alvor. Giv mig en chance.
Vi gik forbi kastanjen med forårsknopper snart ville der være blade.
Du er smuk, sagde han pludseligt. Smukkere nu end for et år siden. Hvordan kan det være?
Det sker bare, smålo jeg.
Karen. Han tog min hånd. Sig noget.
Jeg så på hånden, der greb min. Den hånd jeg engang havde drømt om at holde fast i.
Jeg trak roligt hånden til mig.
Mads, du skal ikke tage det ilde op. Det handler ikke om dig. Det handler om mig.
Dig?
Jeg har også ændret mig, men på en anden måde. Du har mistet noget og vil finde tilbage. Jeg har fundet noget og vil ikke miste det.
Han så såret ud. Hvad har du fundet?
Mig selv. Kliché, måske, men sandt.
Karen…
Jeg bærer ikke nag. Det er for sent til det. Men du skal forstå én ting: jeg var reservebanen. Dit nødspor. Du landede, blev tanket op, fløj videre. Der var altid plads. Mille var den store lufthavn med lys og larm, jeg var den stille landingsbane væk fra alt. Altid klar, men aldrig regnet med.
Han ville sige noget jeg stoppede ham:
Det her spor er lukket. Ikke af trods. Men fordi jeg ikke vil være backup-løsningen for nogen. Ikke engang for dig.
Han var tavs.
Hvad nu?
Nu har jeg planer. Forår i Barcelona. Svømning, italiensk, nye gardiner, bøger jeg vil læse. Min lejlighed, mit liv. Ikke stort eller spændende udefra måske, men det er mit. Her er ikke plads til nogen, der kun kommer, fordi de ikke har andet.
Hvis jeg kom, fordi jeg vil være sammen med dig?
Måske, men jeg kan ikke undersøge det. For den gamle Karen, der ventede, findes ikke længere. Hende, der er her nu, lever anderledes.
Han tog et lille skridt hen mod mig.
Karen, giv mig en chance.
Nej, sagde jeg uden drama. Ikke for at være hård. For jeg ved, hvordan det ender. Jeg kender mønsteret.
Vi stod foran opgangen, samme sted som hvert år. Kun et andet år. Og jeg er en anden.
Ikke engang en kop te?
Nej.
Hvorfor?
Fordi te med mynte er startet på noget nyt. Det sker ikke igen.
Han så ned.
Er du lykkelig? spurgte han lavt.
Jeg tænkte virkelig efter.
Ja. Lige nu, her, ja.
Det er godt, sagde han. Det var vist sandt.
Lidt stilhed.
Skriv engang, hvis du får lyst, sagde han.
Jeg rystede på hovedet.
Ikke nødvendigt. Vi har vores.
Han nikkede modløst, men accepterede.
Barcelona?
Barcelona.
Flot by.
Jeg ved det godt, selv om jeg aldrig har været der.
Han gik uden at vende sig. Jeg stod og kiggede efter ham. En mand jeg har kendt i tredive år, elsket længere end jeg burde nu slap jeg ham uden yderligere drama.
Som at slippe en fugl, der alligevel har længtes ud.
Jeg gik op og låste mig ind. Min lejlighed duftede af kaffe og de nye gardiner, morgensolen dansede på den flyttede sofa.
Jeg gik ud i køkkenet. Satte vand over. Ikke mynte, bare citronverbena min nye vane.
Tog sedlen fra køleskabet.
«Barcelona. Forår.»
Tilføjede: «April».
April er lige om hjørnet.
Reservebanen er lukket. Tårnet har slukket sine lys. Denne gang sætter jeg mig endelig ind i flyet selv.
***
Men det der sker med et menneske det tager tid. Før du når dertil, skal du leve et år om.
Da Mads gik med den blå sportstaske den juliaften, indså jeg det ikke rigtigt. Med fornuften måske, men ikke længere inde.
Første dage levede jeg som altid. Jeg lavede mindre mad, men stadig for meget. Fjernede hans kop, den blå med hak i kanten, satte den ind bagerst i skabet. Ikke ud bare gemt væk lidt endnu.
Femte dag ringede min mor fra Odense. Gudinde, hun kunne snuse problemer gennem telefonen.
Er du ok, Karen?
Jo, mor.
Ikke den mest overbeviste stemme.
Træt.
Mads?
Pause.
Han gik, ikke?
Jeg måtte grine. Den mor-lokator!
Hvordan vidste du det?
Mor ved alt. Kom hjem et par dage?
Nej, tak. Jeg har brug for at være alene.
Godt. Men ring, hvis det bliver slemt.
Jeg ringede aldrig. For slemt blev det ikke. Det var bare tomhed, træthed, den slags ensomhed hvor du selv har valgt at være alene og alligevel synes det tynger. Men ikke fortvivlelse. Ikke rastløs længsel. Underligt nok.
Måske fordi jeg altid har vidst: Mille var aldrig fortid. Hun var tyngdekraften. Jeg nægtede bare at indrømme det.
I slut-juli gik jeg til frisør. Hos Annemette, den samme i ti år. Hun så på mig, sagde ikke noget. Spurgte bare:
Hvad skal vi?
Kortere.
Hvor meget?
Til skuldrene. Og lysere.
Da jeg gik ud, var jeg en anden. Måske kun lidt, men nok. Lettere. Som om noget overflødigt var klippet væk.
Udenfor mødte min nabo, Anne Lise, der altid kommenterer alt:
Sikke du ser ud. Helt ny!
Det er bare håret, Anne Lise.
Det klær dig. Du ser ti år yngre ud.
Næh.
Jo! Når kvinder forandrer udseende, sker der noget. Godt eller skidt, men noget.
Begge dele, sagde jeg.
Sådan, min pige. Det gælder om at rykke sig.
Sandheden fra en ægte københavnersenior.
August var hed. Tog ferie for første gang i tre år gik rundt, læste, opdagede steder jeg aldrig havde sat min fod i. Vidste du, at vi har en botanisk have tæt på søerne? Jeg havde aldrig men nu sad jeg der en formiddag, duft af jord og nogen slags blomster.
Det er at leve bare sidde et sted og kigge.
Der sad en kvinde, måske lidt ældre end mig, hun spurgte om hun måtte sidde vi nikkede. Læste. Sagde intet. Perfekt.
Til sidst sagde hun: Godt sted, ikke?
Jo. Ærgerligt jeg først fandt det nu.
Hun grinede. Jeg er her altid. En vane. Hun hed Kirsten, tidligere historie-lærer. Nu på pension. Boede alene. Ingen brok bare levet liv.
Det, tænkte jeg, det er målet.
September duftede af nyvaskede æbler og morgenskumring. Det har altid været min yndlingsmåned starten på noget, også uden skole og bogpakker.
Og netop i september rykkede jeg rundt på alt i min lejlighed. Sofaen, reolen, stole, hele lortet. Forpustet, men lykkelig. Stod bagefter og tænkte: hvorfor ventede jeg så længe?
Oktober italiensk med holdet; der var Erik på 25, en ældre frue hedder Bente, min egen alder Mona vi blev veninder. Mona grinte højt, sagde hvad hun tænkte.
Efter en time spurgte hun:
Hvorfor italiensk, Karen?
Jeg vil til Barcelona.
Hun studsede. Jamen… der snakker man spansk!
Ved jeg. Men italiensk er sjovere.
Hun nikkede. Den logik kunne jeg lide.
Det blev starten på nyt venskab. Vi har set film, gået ture, grinet.
Livet giver dig nye mennesker, hvis man giver plads.
November, december, januar. Svømmehallen, italiensk, bøger, film med Mona. I januar fandt jeg min gamle dagbog forestil dig! Jeg har skrevet: du skal nok klare det. Og det gjorde jeg.
Februar blev mild, sneen smeltede, og jeg gik rundt i byen, opdagede en lille boghandel ingen havde fortalt mig om før. Købte tre bøger: en guide til Barcelona, en om kunst, og en roman med flot forside.
Godt valg, sagde manden bag disken. Især den roman! Den forandrer folk.
Det trænger jeg til, sagde jeg.
Og ja, guidens billeder pladser, marked, kat på altan, farver, der kun findes hvor der er rigtig meget sol. Jeg begyndte at planlægge turen fandt en lille lejlighed centralt, ikke dyr, men hyggelig. Bestilte flybillet. Da bekræftelsen tikkede ind, blev jeg oprigtig lykkelig.
Min tur. Min alene. Første gang i mit liv, jeg gør noget bare fordi ikke fordi det skulle være med nogen. Fordi jeg vil.
Marlene krammede mig, da hun hørte det.
Det er rigtigt gjort! Vil du have mig med?
Nej tak, denne gang skal jeg alene.
Marts kom jeg ringede til mor, sagde Barcelona. Hun blev lidt usikker. Alene? Så langt væk? Hvis nu… Mor, jeg er enoghalvtreds.
Ja, ja. Jeg skal bare vide, du klarer dig.
Det gør jeg.
Ja, det har du altid gjort. Kameraet med! Og ring når du lander.
Alt sammen, mor.
Det er livet ikke drama, ikke store følelser. Bare booke, skrive sms til mor, have styr på det.
Kærlighed efter de 50 det handler ikke om at finde en ny, men at vælge sig selv, tusind procent. Ikke for at udelukke kærligheden, men så den ikke overtager livet.
Alt det jeg ventede på, gav ingen grønt lys. Det skal man selv give.
At lukke døren gør ikke ondt når man gør det af ro, uden vrede.
Da Mads ringede, havde jeg hovedet i klædeskabet. Hans navn på skærmen, hjertet lavede et lille dyk men jeg tog det roligt.
Og det var det møde på fortovet. Reservebanen, nødsporet nu lukket for landing. Tårnet slukkede lyset, og flyet tog af sted uden ham.
At stå og ikke længere falde sammen af medlidenhed. At kunne rumme en andens sorg uden at åbne døren for dem.
Han gik stille væk, jeg gik fire etager op uden elevator, måtte smile for mig selv. Min lejlighed var sollys, nye gardiner, et håndtryk mod låsen, sedlen på køleskabet.
Jeg skrev straks til Marlene: Han kom. Det er okay.
Hun svarede: Vidste det. Stolt af dig.
Til Mona: Film i morgen?
Har glædet mig! Hvor og hvornår?
Jeg lavede te ikke i den blå med hak, men min egen hvide kop.
Gik til vinduet; udenfor var det dansk marts: sne rester, tilfredse duer, en ny kvinde med barnevogn. En mere selvsikker Karen.
Hvordan overlever man et brud? Flytter på møblerne, køber gardiner, melder sig til italiensk, går til svømning, tjekker nye bogbutikker og holder op med at vente.
Bare ikke at vente. Det er det sværeste. At leve nu.
Skal man tilgive? Ikke for moralens skyld men fordi vrede er tungt at bære. Ikke glemme men ikke lade smerten bestemme.
Tevandet blev koldt. Jeg tog min kop, satte mig foran computeren: billetbekræftelsen, april, Barcelona.
Et smil til mig selv.
Om en måned sidder jeg i flyet. Der hvor solen føles anderledes, hvor gaderne dufter af appelsin, hvor røde katte sidder og glor ligeglade og jeg skal gå rundt og bare… være.
Hjem, familie, værdier det starter alligevel med én selv. Indtil der er noget i dig, er der ikke noget udenpå. Selvomsorg, ikke evig venten på andres anerkendelse. Det gør mig til et ordentligt menneske.
Telefonen vibrerede. Mona: Den film skal vi tage popcorn?
Selvfølgelig! Vi ses om lidt.
Jeg gik ud på badeværelset. Kvinde, hjemmeoutfit, hår lidt forkert, øjnene noget roligt. Ikke verdens mest lykkelige, men solid. Ligevægtig.
Nikkede til mit eget spejlbillede.
I aften film med Mona. I morgen italiensk. Overmorgen svømning. Om en måned Barcelona.
Livet er mit. Ikke som mellemstation for nogen andens stormvejr. Ikke backup. Skarpt, stille, nødvendigt mit.
Reservebanen er lukket.
Men højt over København, over marts-skyernes gråblå, flyver mit fly. Andre kan kigge op og undre sig.
Jeg er ombord.
Og det må være nok.
