Tilfældig besked
Telefonen ligger som altid med skærmen nedad på natbordet. Rikke havde ikke haft tænkt sig at røre den. Hun rakte bare ud efter sit glas vand, men hendes hånd snittede den glatte plastik, og skærmen lyste op helt tilfældigt, sådan som det nogle gange gør, når noget egentlig helst skulle være blevet i mørke.
Hun så én linje. Kun én, fra Messenger.
Jeg savner dig også. I dag var så dejlig. Din Sanne.
Rikke forstod det ikke straks. Hun kiggede på beskeden et sekund, to, tre, som om den var skrevet på et fremmed sprog, og hun skulle have tid til at oversætte. Så så hun på sin sovende mand. Mikkel lå på siden, med ansigtet mod væggen, skulderen let løftet, åndede roligt og tungt som én med ren samvittighed.
Din Sanne.
Sanne… Sanne Møller. Veninde. Samme, der for tre måneder siden hjalp dem med at vælge tapet til børneværelset. Samme, der havde drukket kaffe i deres køkken et halvt hundrede gange. Samme, der i sidste uge ringede til Rikke og klagede over, at hun aldrig kunne finde en ordentlig mand, at de alle var ens, at hun var træt af at være alene.
Rikke tog stille glasset med vand, drak, satte det tilbage. Gik ud af sengen så sagte, at plankerne ikke knirkede. Listede ud på gangen, lukkede døren til soveværelset, gik ud i køkkenet og lod kun det lille lys over komfuret være tændt ikke det store, for lyset skar i øjnene, selvom det nok heller ikke kun var lyset.
Hun satte sig ved bordet og stirrede ned i den tomme bordplade.
Det var nat udenfor en ganske almindelig dansk efterårsnat med uldne regnlys over gården. Kedlen stod på komfuret med vand fra i går. Hun gad ikke tænde for den. Sad bare.
I dag var så dejlig.
Hvornår egentlig i dag? I onsdags kom Mikkel hjem halv otte, sagde han var sent på den med nogle kunder, havde spist i byen, han var træt, ville bare sove. Hun varmede mad til ham, som han næppe rørte. Så så de lidt tv, han faldt i søvn på sofaen, og hun lagde selv et tæppe over ham. Selv. Med egne hænder.
Hun knugede fingrene om bordkanten.
Lukas sov på den anden side af væggen. Otte år, sover tungt, taler tit i søvne om biler eller skolen. I morgen skulle hun følge ham til fodbold kl. ni. Købe brød. Ringe til sin mor, som hun ikke havde talt med i fire dage, og som uden tvivl var blevet småfornærmet.
Det her, det almindelige liv, var lige her i de små rutiner. Og samtidig havde der været et andet liv hele tiden, skjult under det. Et parallelt liv. Med andre beskeder, andre middage, en anden kvinde, som skrev: din.
Rikke rejste sig, gik hen til vinduet. I vindueskarmen stod en potte med pelargonie, som hun egentlig ikke kunne lide, men som hun blev ved at vande, fordi naboen havde givet hende den for længe siden. Pelargonien var levende, lidt støvet, stædig.
Hun sad længe bare og tænkte på den. Så satte hun sig ved bordet igen.
Hun skulle beslutte noget. Eller måske slet ikke beslutte noget nu. Hun var ikke sikker på, hvad der var rigtigt. Indeni hende var der stille, sådan stille som det kun er lige før noget meget larmende sker. Ikke gråd, ikke skrig bare stilhed med skarpe kanter.
Hun blev siddende i køkkenet til klokken fire, uden at lave noget. Sad bare og så på, hvordan lyset i vinduerne på modsatte side blev slukket ét for ét. Så tændte hun alligevel kedlen. Lavede te, som hun ikke drak færdig. Vaskede koppen op. Gik tilbage til soveværelset, lagde sig ved siden af sin mand, uden at røre ham, og kiggede op i loftet.
Mikkel sov.
Hun lyttede til hans vejrtrækning og tænkte, at den lyd indtil i går bare havde været en del af natten lige så almindelig som køleskabets brummen eller bilerne ude på vejen. Men nu lød hvert eneste åndedrag anderledes. Som om hun først nu virkelig kunne høre det, for første gang i mange år og det var uudholdeligt.
Om morgenen stod hun op før ham. Vækkede Lukas, lavede havregrød, som han brokkede sig over, for han ville hellere have et stykke rugbrød med leverpostej. Hun lavede en mad til ham, bandt snørrebåndene på hans gummisko, for han var stadig ikke hurtigt nok, og de skulle skynde sig. Tog ham i hånden og gik ud.
Udenfor var det koldt, det duftede af våd asfalt og blade. Lukas gik ved siden af og fortalte om timerne i går, at matematiklæreren var uretfærdig, at han havde lavet alting rigtigt, men hun ville ikke godkende det. Rikke lyttede og nikkede de rigtige steder. Hun kunne det der på autopilot. Havde kunnet det i årevis.
De nåede til træning i tide. Hun afleverede Lukas hos træneren, stod og så ham løbe over gulvet, grine og puffe til de andre en ganske almindelig bæk med skoletaske. Så gik hun ud.
På bænken udenfor hentede hun telefonen frem. Fandt Sanne M. i kontakterne. Kiggede på navnet. Og lagde så telefonen væk igen.
Ikke nu.
Ikke endnu.
De første dage tænkte hun meget på, hvor længe det havde varet. Gennemgik månederne i tankerne som man bladrer gamle billeder igennem og prøver at se noget, man tidligere er gået glip af. Her de alle tre til Sannes fødselsdag i maj. Mikkel grinede ad en af hendes vittigheder, og hun havde endda tænkt, hvor heldig hun var med at have en mand, der kunne med hendes veninde. Her kom Sanne på besøg om lørdagen og hjalp med gardinstof, sad med Mikkel i køkkenet, mens Rikke lagde Lukas i seng. Da hun spurgte bagefter, hvad de snakkede om, sagde Mikkel: om arbejde hun er jo indretningsarkitekt, spurgte om kontoret. Rikke nikkede. Selvfølgelig.
Selvfølgelig.
Hun græd ikke. Det undrede hende selv. Hun ventede på gråden, men der kom bare tørhed i halsen og en stivhed under ribbenene, som om der lå noget hårdt og koldt derinde. Hun spiste, sov, lavede mad, talte i telefon, gik på arbejde. Mikkel opdagede intet. Han var opmærksom som altid, hverken mere eller mindre. Spurgte, hvordan hendes dag var gået. Kyssede hende på kinden, når han gik. Og hun vendte kinden til.
På fjerde dagen ringede Sanne.
Telefonen vibrerede i jakkelommen, og Rikke så navnet, og hun blev et øjeblik helt væk i åndedrættet. Så tog hun den, trykkede svar og talte med ganske almindelig stemme.
Hej Sanne.
Hej Rikke. Hvor er du blevet af? Jeg skrev i mandags, men du svarede ikke…
Stemmen var som altid. Varm. Lidt undskyldende, helt som hun plejede, når hun troede, hun havde gjort nogen ked af det. Det var næsten det værste, den varme.
Undskyld, det har været lidt hektisk. Lukas var syg, løj Rikke helt let, uden at tænke over det, og blev overrasket over, hvor nemt det gled.
Ej, hvad fejler han? Feber?
Nej, bare lidt forkølet. Han er allerede bedre.
Du skræmte mig. Jeg ville spørge, om I er fri på lørdag? Jeg tænkte, vi kunne lave noget sammen. Det er alt for længe siden.
Rikke stirrede på væggen foran sig. Der hang et billede fra dengang hun og Mikkel havde været ved Vesterhavet, seks år siden, før Lukas blev født. De smilede begge, håret blæste for vinden. Et dejligt billede.
Lørdag kan jeg nok ikke, sagde hun. Men jeg ringer senere på ugen, okay?
Selvfølgelig, helt sikkert. Men hvordan har du det? Din stemme er så …
Jeg er bare træt. Det hele er fint.
Er du sikker? Du ringer bare, du ved det.
Det ved jeg, Sanne. Tak. Hej.
Hun lagde på. Gik hen, tog billedet ned fra væggen, lagde det i kommodens øverste skuffe og lukkede skuffen.
Den nat græd hun for første gang. Helt stille, på badeværelset med vandet tændt. Græd længe, grimt, til øjnene og halsen hævede. Det var ikke over Mikkel som sådan, ikke over tabet, men noget andet: årene, tilliden, den version af sig selv, der troede så inderligt. Over dumheden i at tro. At Lukas nu ville vokse op i en familie, hvor far løj, og han enten aldrig ville opdage eller ville forstå for sent.
Hun tænkte, at de ikke bare måtte slippe. Hun kunne ikke give dem lov til bare at fortsætte, lade som ingenting. Ikke når hun selv og Lukas blot blev kulissen til deres hemmelige liv. Det kunne hun ikke.
Hun lagde sig ind til Mikkel igen. Han sov. Hun lå der ved siden af.
Hun måtte tænke.
De næste to uger levede Rikke i to lag. Udadtil var alt som det plejede. Hun lavede mad, gik på arbejde, fulgte Lukas til håndbold, snakkede med sin mand, lo nogle gange af hans jokes, for de var jo stadig sjove dét kunne hun ikke tage fra ham. Hun tog sig selv i at glemme det for et øjeblik og leve, som hun plejede og da var det værst, for det betød, at hun stadig kunne, stadig fungerede, på autopilot ved hans side.
Indeni arbejdede hun stille. Hun undersøgte ikke, hyrede ingen privatdetektiv. Hun kiggede bare efter. Lagde mærke til lidt for ofte, at Mikkel tog telefonen med ud på badeværelset. At han smilede ned i skærmen, rettede sig, hvis hun så det, og hurtigt slukkede. At han igen en onsdag kom for sent, havde spist med klienter og igen næppe rørte hendes mad derhjemme.
En dag mens han var i bad, tog hun telefonen. Hun kendte koden årstallet for Lukas’ fødsel. Åbnede Messenger. Fandt tråden med Sanne.
Hun læste hurtigt, ikke det hele, bare nok til at forstå omfanget. Det var begyndt i juli. Tre måneder. Mens de malede børneværelset, mens Lukas startede i 2. klasse, mens hun selv besøgte sin mor til fødselsdag uden at tage Mikkel med, fordi han havde haft meget at se til. Det havde hun selvfølgelig forstået.
Hun lagde telefonen på plads og gik ud i køkkenet. Satte gryden over. Skar løg til suppe, præcist og systematisk.
Mikkel kom ud, stadig med håndklædet om livet, stak hovedet ind i køkkenet.
Suppe? Lækkert, jeg er sulten.
Den er klar om en halv time, sagde hun.
Hendes stemme var rolig. Løgene blev hakket helt jævnt. Alt var lige.
Den nat besluttede hun, at der skulle være middag.
Ikke straks, ikke i morgen, hun havde brug for tid. Ikke hævn. Nej. Hun tænkte slet ikke på hævn. Hun ville bare én gang se dem sammen i hendes hjem, ved hendes bord, og sige det, hun havde på hjerte. Uden råb, uden drama. Hun vidste, at det ikke hjalp noget at råbe det gjorde det kun værre for hende, mens de kunne trække sig og sammen hviske, at hun var sølle.
Fredag aften ringede hun til Sanne.
Hej Sanne, det er angående lørdag. Kan du huske, du spurgte?
Ja! Skal vi?
Kom hjem til os. Jeg laver noget ordentligt mad, det er længe siden vi har gjort det rigtigt. Mikkel er hjemme, vi hygger.
Et lille øjebliks pause. Kort, et sekund.
Det lyder hyggeligt. Hvad tid?
Klokken syv. Kommer du?
Selvfølgelig. Skal jeg tage noget med?
Nej, bare kom.
Hun lagde på. Gik ind til Mikkel, som sad med fjernsynet.
Jeg har inviteret Sanne lørdag. Vi skal have en rigtig middag, det er længe siden sidst.
Mikkel drejede hovedet. Noget gled over hans ansigt, svagt og flygtigt.
Okay, god ide.
Det synes jeg også, sagde Rikke og gik ud i køkkenet.
Hun vidste, de straks ville skrive sammen bagefter. Aftale hvordan de skulle spille deres roller, holde facaden. Det var fint. Hun var ikke ude på at lave et nummer ud af det. Lukas skulle alligevel hjem til mormor lørdag, det havde hun aftalt. Det ville blive en stille middag.
Hele ugen tænkte hun over maden. Det var vigtigt. Ikke for at imponere, men fordi mad roede hænderne, mens tankerne kunne flyde. Hun besluttede sig: ovnstegt kylling med rosmarin og kartofler, salat med rucola og pære Sannes favorit og æbletærte, hendes egen specialitet. Alt skulle være smukt. Bordet dækket pænt.
Lørdag afleverede hun Lukas hos mormor kl. 14. Mormor prøvede som altid at udspørge, hvorfor hun så så slidt ud, om alt var i orden. Rikke sagde, at alt var fint, bare lidt søvnunderskud. Kyssede Lukas, som allerede var forsvundet efter fjernsynet, og tog hjem.
Der var stille hjemme. Mikkel havde været ude hele formiddagen, sagde han skulle handle. Han kom hjem lidt over tre, havde vin med. God, dyr, som hun bemærkede.
Til middagen, sagde han. Du har vel ikke noget imod det?
Nej nej, det er da fint, sagde hun.
Han virkede anspændt. Det kunne hun se. Bevægede sig hurtigere end normalt, tjekkede telefonen et par gange stående ved køleskabet. Så tog han sig sammen, satte sig med en avis ved bordet, som han ellers aldrig rørte, og lod blikket glide over siderne.
Rikke gik i gang. Gjorde kyllingen klar, gnubbede krydderier på, skar kartofler, lavede dressing til salaten. Duften af rosmarin og hvidløg bredte sig varmt i lejligheden. Hun åbnede vinduet det var blevet varmt. Fra gaden kom kold efterårsluft.
Klokken seks dækkede hun bord. Tre tallerkener, tre glas. Ingen stearinlys, det ville være for teatralsk. Bare et smukt dækket bord, en frisk dug, blomster i vasen, indkøbt dagen forinden.
Præcis klokken syv ringede det på døren.
Sanne kom i en ny, mørkeblå frakke, smilende. Parfumen var den, Rikke kendte hun havde selv anbefalet den engang. Hun havde chokolade med, selvom Rikke havde sagt, hun ikke skulle.
Hvor er her dog hyggeligt hos dig, sagde hun og hang frakken. Det dufter skønt.
Kom ind, jeg er glad for, du kom, sagde Rikke og det var hun på en sær, smertefuld måde. Hun var faktisk glad for, at Sanne kom.
Mikkel kom ud. Sanne og han hilste, gav kindkys, helt almindeligt, helt rutineret. De kunne kunsten at lade, som om intet var anderledes.
De satte sig til bords.
De første halve time snakkede de løst. Sanne fortalte om et projekt, har bøvlet med kunder, der absolut skulle have guldfarvede greb. Mikkel lo, fortalte om sine egne tossede klienter. Rikke skænkede vin, lyttede, svarede indimellem. Der blev hyggeligt på én måde, som gjorde det ekstra svært at trække vejret.
Da de alle havde fået et glas mere, og Sanne rakte ud efter salaten, sagde Rikke roligt, uden nogen indledning:
Jeg har noget at sige. I skal begge høre efter.
De så op. Sanne med gaflen i hånden, Mikkel med glasset, han ikke nåede til munden.
Jeg ved det med jer. Siden juli. Jeg har læst beskederne, Mikkel. Jeg ved alt, jeg har behov for at vide.
Stilhed. Tikkende ur i køkkenet.
Mikkel sagde først noget. Hans stemme var mærkelig, mindre, som om den var skrumpet ind.
Rikke…
Vent, sagde hun. Jeg skal ikke råbe. Jeg siger det bare til jer begge; fordi I begge er her. Jeg ved det. Det var det første.
Hun så på Sanne. Sanne så på dugens mønster, rødmede, hendes fingre om gaflen.
Sanne, du har været hjemme hos mig så mange gange. Du har vidst alt om os. Når jeg havde det dårligt, sad du oppe med mig om natten. Da jeg skulle have Lukas, sad du udenfor fødegangen i timer. Det her siger jeg ikke for at gøre dig flov. Bare så du ved jeg husker det. Jeg har ikke glemt.
Sanne kiggede op, øjnene blanke, hjælpeløse.
Rikke, undskyld…
Nej, sagde Rikke lavt. Ikke nu.
Hun vendte sig til sin mand.
Mikkel. Vi har haft tolv år sammen. Jeg går ikke i detaljer om, hvornår det gik galt, hvornår du fik ret til det her. Det er ikke til nu. I aften ville jeg bare sidde sammen med jer ved mit bord og sige det højt. For I gik rundt og troede, jeg ikke vidste det. Men jeg ved det. Det er forskellen.
Mikkel stillede glasset ned. Meget forsigtigt, som var det skrøbeligt.
Rikke, det er ikke så enkelt, som du tror. Vi må tale sammen, alene, uden…
Jeg ved, vi skal tale. Men ikke nu.
Hun rejste sig, tog sit glas og drak det sidste vin. Stillede det fra sig.
I skal spise op. Kyllingen blev rigtig god. Bagefter kan I begge gå. Lukas er hos min mor han bliver der natten over. Jeg har planer.
Ingen rørte sig.
Mikkel så på hende uden helt at vide hvad han skulle gøre ikke skyld, men fortabthed, som om han havde forventet skandale og ikke vidste, hvad han så skulle stille op.
Sanne udbrød pludselig, og stemmen knækkede:
Undskyld mig, Rikke.
Hun så på hende. Det ansigt hun havde kendt siden hun var ung. Mascaraen løb, parfumen kendte hun.
Jeg ved ikke, Sanne, sagde Rikke. Måske en dag. Men ikke nu.
Hun gik ind på soveværelset, lukkede døren, satte sig på sengen. Lydene ude fra køkkenet lave stemmer, stole der blev rykket og så hoveddøren der smækkede. Først én gang, så igen.
Stilhed.
Hun sad der og lyttede. I lejligheden duftede det af kylling med rosmarin og lige lidt af Sannes parfume, der svandt. På bordet tre tallerkener, én næsten urørt.
Hvor længe hun sad, vidste hun ikke. Hun gik ud, ryddede op, pakkede resterne ind i sølvpapir, lagde i køleskabet, vaskede op, tørrede bordet, fejede krummer væk.
Så satte hun sig igen på køkkenstolen midt i det rene køkken.
Så var det det. Dette lille bord, denne rene overflade, var, hvad der var tilbage af tolv år og den bedste veninde, alt det, der havde været imellem dem. Duften af sæbe og kylling.
Hun ringede til sin mor.
Mor, må Lukas blive til søndag?
Selvfølgelig, han sover allerede. Er der sket noget?
Ja. Men jeg tager den en anden dag. Ikke nu.
Kom selv, jeg er oppe endnu.
Nej, mor. Jeg bliver her. Det skal jeg.
Mor spurgte ikke mere. Hun var god til at mærke, hvornår hun skulle lade være.
Spiser du noget?
Ja, jeg lavede god mad i dag. Kyllingen blev perfekt.
Sådan skal det være, sagde mor, og lige det sved mest af alt den aften.
Rikke lagde på og græd. Uden bruseren, uden at skjule det. Græd højt. Længe. Så stoppede hun, pudsede næse, vaskede ansigtet over køkkenvasken.
Udenfor lå byen, lysene, novembermørket, en helt almindelig lørdag. Et sted var Mikkel og Sanne, måske i en bil eller på en bænk, snakkede. Hvad de sagde, anede hun ikke, og mærkeligt nok var det ikke så vigtigt.
Hun tænkte ikke over, hvad der ville ske. Ikke denne nat. Det var nok, at hun overlevede aftenen uden at gå i stykker, uden at råbe, uden at sige for meget. Hun havde sagt lige præcis det, hun ville.
Mikkel kom hjem kl. ét.
Hun var vågen, lå i soveværelset, hørte ham komme, tage skoene af, gå i køkkenet, hælde vand op. Han blev stående uden for døren til soveværelset lidt.
Så lukkede han døren op.
Du er vågen, sagde han. Ikke et spørgsmål.
Ja.
Han satte sig på sengekanten.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.
Så begynd ikke i nat, sagde hun. Læg dig ned. Vi taler i morgen.
Du vil ikke…
Mikkel. Det er nat. Jeg er træt. I morgen.
Han lagde sig. Hun lå med lukkede øjne. De rørte ikke hinanden. Lå side om side som to fremmede lagt i samme seng af vanens magt, hver for sig.
Om morgenen stod hun tidligt op. Mens han sov pakkede hun en lille taske. Ikke fordi hun ville flytte for altid endnu bare lidt tøj, pas, sygesikringsbevis, bankkort, fotoet af Lukas fra natbordet.
Stillede tasken i gangen.
Lavede kaffe, ventede på Mikkel.
Han så tasken.
Skal du gå?
Jeg tager til mor. Med Lukas. Vi bliver et par dage. Vi skal tale sammen, men jeg har brug for at være alene først.
Han så på tasken, så på hende.
Rikke, jeg vil forklare.
Jeg lytter.
Han sagde ingenting. Hun drak kaffe og så på ham.
Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg havde ikke planlagt…
Det er der ingen, der gør, Mikkel. Sådan fungerer det ikke.
Vil du skilles?
Ordet faldt tungt. Hun holdt øjenkontakt.
Jeg ved det ikke endnu. Jeg har brug for at finde ud af, hvad jeg vil. Men jeg kan ikke blive her og lade som om alt er normalt. Kan du forstå det?
Han nikkede. Langsomt, tungt.
Lukas…
Lukas skal nok klare det. Det er vores sag, ikke hans. Jeg passer på ham.
Hun drak den sidste slurk, satte koppen i vasken. Tog tasken.
Jeg ringer til dig.
Hun gik ud.
Trappeopgangen var kold, duftede af gammelt træ og morgenmad. Hun gik ned ad trapperne, tolv afsatser hun kendte dem, de boede på sjette. I dag talte hun dem, som om det var nyt.
Udenfor var luften klar og fugtig. Våde blade på asfalten, en vicevært med orange vest samlede dem ind. Himlen var grå, typisk november. Men Rikke stod på trappen foran opgangen og trak vejret dybt, og det lettede lidt. Bare det at stå der, at være der, uden at skjule sig.
Hun tænkte på Lukas. At han ville vågne hos mormor, kræve pandekager, få dem, være tilfreds. Han skulle ikke vide hvad der skete det var rigtigt, han var otte. Han skulle have pandekager og håndbold og en megasur matematiklærer. Resten fandt hun ud af.
Hun anede ikke, hvad fremtiden ville bringe. Om det blev skilsmisse eller ej, om hun nogen sinde tilgav Sanne det var nærmest det sværeste, sværere end med Mikkel. Fordi med mænd sker det, de går, skuffer, det overlever man, men med en veninde, det er noget andet. Det skulle hun tygge på, og hun vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.
Men lige nu stod hun ude på gaden med tasken i hånden, og morgenen var tung og grå, og to gader væk ventede hendes søn og pandekager, og hun satte foden på fortovet og gik.
Hun gik bare.
Da hun kom til mormors opgang åbnede moren døren uden at spørge. Så tasken, så hendes ansigt, forstod alt og sagde kun:
Gå ud og vask ansigt, jeg sætter vand over til te.
Lukas dukkede op i døren med strømper og uglet hår.
Mor! Hvorfor er du her? Du sagde i går du ikke kom!
Jeg savnede dig, sagde hun og krammede ham så hårdt at hendes næse nærmest blev presset mod hans hovedbund. Han duftede af børneshampoo og søvn.
Du kilder! sagde han og vred sig fri, løb efter fjernsynet.
Hun så efter ham.
Så gik hun i køkkenet til mor, der lavede te. Lille køkken, gamle gardiner med blomster, som mor nægtede at udskifte, køleskab med børnemagneter. Alt var så trygt, at det igen var ved at blive svært at holde tårerne tilbage, men hun gjorde det.
Mor satte en kop foran hende og satte sig ned.
Vil du fortælle?
Senere. Lad mig lige lande.
Det er Mikkel?
Ja.
Mor nikkede. Sagde ikke mere. Tog sin kop. De sad der. På tvet grinende tegneseriefigurer, og Lukas lo med.
Mor, må jeg bo her lidt?
Så længe du vil. Dit værelse står altid klar.
Det var nok.
Så begyndte et liv, hun ikke kunne give navn. Ikke midlertidigt, selvom det føltes sådan. Ikke et nyt liv, selvom det gradvist blev. Bare liv, dag for dag.
Hun og Mikkel talte meget. Det var tunge samtaler, ikke råb; hun holdt løftet til sig selv om ikke at råbe, selv om det var svært. Han sagde mange ting han vidste ikke, hvordan de var havnet dér, han var ked af det, han tænkte på Lukas, han kunne ikke svare på, hvad der var rigtigt.
Hun lyttede. Svarede, men passede på ikke at forbanne eller tilgive.
Skilsmissen blev ikke besluttet på én gang. Papirarbejde, advokat, snakken om lejlighed og hvor Lukas skulle bo. Det var udtrættende og grimt, som den slags ofte er. Men hun klarede det.
Sanne ringede ikke i flere uger. Sendte til sidst en besked: Jeg er her, hvis du har brug for det. Rikke svarede ikke. Ikke fordi hun ville straffe, hun vidste bare ikke endnu, hvad hun ville svare. Det krævede tid.
Sidst i november, da hun hentede Lukas fra træning, begyndte årets første sne at falde fin, tøværssne, der smeltede ved jorden. Lukas løb ud, kastede hovedet op og forsøgte at fange en snefnug med tungen.
Kig, sne, mor!
Hun kiggede op. Snefnuggene faldt ned fra storbyens mørke. De var små og kolde, og én landede på hendes kind og forsvandt straks.
Jeg ser det, sagde hun.
Skal vi bygge snemand?
Når der rigtig kommer noget sne, det her er ikke nok.
Neeej mor.
Kom nu, ellers bliver du kold.
Han rakte ud efter hendes hånd. Hans var varm i den stribede vante med brandbil på. De gik hjemad, og sneen blev mere tæt, og gadelamperne blev gule i det, og Lukas snakkede om snemanden og om en dreng i klassen, der engang havde lavet en større snemand end sig selv.
Hun gik og holdt ham i hånden.
Det gjorde ondt. Det var ikke forsvundet, det skulle det heller ikke så hurtigt. Tolv år forsvinder ikke på én november. Men sammen med smerten var der noget andet, hun endnu ikke havde ord for. Noget med luft. At hun selv gik, selv holdt i hånden, selv bestemte retning.
Hun vidste ikke, om det var rigtigt. Eller hun vidste, det var rigtigt, men ikke om det ville føles lettere. Det er ikke det samme. Hun forstod det først nu, som 38-årig, under årets allerførste sne.
Næste uge fandt hun et opslag på nettet om en toværelses i nabokvarteret. Fjerde sal med gårdudsigt. Ejeren var et ældre ægtepar, søde og ikke nysgerrige. Hun så på lejligheden, stod et øjeblik i de tomme rum, mærkede stilheden. Lille køkken men godt lys, og fra børneværelset kunne man se træerne.
Skal du have den? spurgte udlejeren.
Jeg tager den, sagde hun.
Flytningen tog en dag. Mors naboer hjalp, Mikkel kom selv forbi med flyttekasserne, stillede dem i gangen og så sig omkring.
Fin lejlighed, sagde han.
Ja, sagde hun.
Han gik, men vendte sig i døren.
Rikke. Jeg er virkelig ked af det.
Hun så på ham. Det her menneske, så kendt, så almindelig nu.
Det ved jeg. Farvel, Mikkel.
Han gik.
Hun lukkede døren, lænede sig op ad den. Så begyndte hun at pakke ud.
Lukas kom om aftenen, løb straks ind for at udforske sit værelse, beundrede udsigten til træerne, erklærede at han ville ligge på maven i vindueskarmen og holde øje med katte. Rikke sagde, karmen var smal. Han sagde, han var lille, så det gik nok. Hun lo.
Det kom bag på hende, lo, som om noget slap inden i hende. Lukas kiggede undrende op.
Hvad griner du af?
Ikke noget. Kom, vi skal spise. Jeg har købt pølser.
Pølser! han ballede ud i køkkenet.
Hun tændte lyset over komfuret, satte vand over, fandt salt. Det lille køkken duftede lidt af andres ting og gamle vægge, men det var på vej væk de dufte røg snart, når man begyndte at koge rigtige måltider.
Vandet kogte. Hun lod pølserne glide i.
Lukas sad og tegnede lektier, for der var billedopgave til i morgen, og han kom selvfølgelig først i tanke om det nu.
Mor, bygger vi snemand?
Det gør vi, når der rigtigt kommer sne.
Lover du?
Jeg lover.
Han nikkede og griflede videre.
Udenfor væltede sneen ned nu, ikke november-slud, men rigtig, tæt, decemberhvid. Der blev stille i byen, blødere, næsten venligere.
Rikke stod ved komfuret og rørte i gryden. Tænkte ikke på noget særligt. Bare stod der og rørte, lyttede til Lukas mumle over farverne, og så, hvordan sneen lagde sig på grene og vindueskarm.
Hvad der nu ville ske, vidste hun ikke.
Hun vidste kun, at hun ville stå op i morgen, sende Lukas i skole, gå i supermarkedet efter rugbrød, ringe til sin mor, fordi hun ikke havde gjort det i tre dage. Måske ville hun pakke lidt mere ud, måske ikke, det gjorde ikke noget.
Smerten ville komme, hun vidste det. Den dukkede op om natten, nogle gange om dagen, uden varsel. Et minde, en duft, en stemme, eller et billede af et godt øjeblik, hun aldrig kunne fjerne, fordi det havde været ægte. Sådan var det.
Men pølserne var færdige. Lukas så utålmodigt op.
Jeg tager dem nu, sagde hun.
