Lad hende da rejse alene. Måske bliver hun bortført derovre, sagde svigermor med en rynke i panden.
Den trykkende sommerluft før ferien burde have fyldt vores lejlighed med glæde og forventning. Men i lejligheden hos Anton og Maren lå der tung spænding i luften. Midt i stuen stod fru Grethe Jørgensen som selve uroens monument, med fjernbetjeningen i hånden.
Aldrig i livet! Er I helt fra snøvsen?! hendes stemme, vant til at styre lærerpersonalet, rungede næsten metallisk.
På fjernsynet var der frosset et dramatisk billede: en alvorlig tv-vært trak røde pile på et kort over Sydeuropa og Nordafrika faretrusler alle vegne.
Maren, der stille lagde tøj i sin kuffert med overraskende ro, sukkede bare. Hun havde set det skuespil mange gange. Anton prøvede, med et træt blik, at sige noget.
Mor, lad nu være. Det er jo noget sludder! Vi rejser bare ned på et hotel, det er gennem et rejseselskab…
Sludder?! Grethe knyttede hænderne om fjernbetjeningen, så den var lige ved at flyve gennem rummet. Anton, åbn øjnene! Hun trækker dig med i ulykke! På Mallorca der bliver folk solgt som slaver hvert øjeblik! Du, din fjols, bliver sendt ud for at købe en bajer og kommer aldrig hjem igen! De skærer både nyrer, lever og hvad ved jeg ud af dig og sender dem hjem i kølekasse! Og hende… hun pegede dramatisk på Maren, hende sælger de til de værste steder! Jeg har set reportage på TV2!
Maren holdt pause fra sin pakning og så på Grethe, et overrasket blik, mens stilheden lige efter hang tungt i rummet. Anton kunne aldrig have holdt sådan en pause.
Grethe, sagde Maren lavt, men tydeligt. Tror du virkelig på det? At hver eneste spanier er organhandler og alfons?
Sig mig, du skal ikke lave sjov! Du kan ikke argumentere mod fakta! De viser det i Fjerneren! Folk, der tager ud for lidt billig sol, kommer hjem som reservedele i en coladåse!
Anton gned sig i ansigtet.
Mor, det er sensations-tv for pensionister, der keder sig. De prøver bare at skræmme jer, så I bliver ved med at se. Der er jo millioner af turister
Og tusindvis forsvinder sporløst! indvendte Grethe. Maren, har du allerede købt billetter? Kan I ikke nå at få pengene tilbage?
Billetterne er købt. Jeg leverer dem ikke tilbage, svarede Maren kort. Vi har sparet op i to år for denne her rejse. Jeg har læst anmeldelser, søgt råd på forums, brugt et anerkendt bureau. Vi skal ikke rende rundt i mørke gyder. Vi tager på udflugt, tager på stranden i Palma, spiser tapas
I bliver sikkert forgiftet, Gud må vide hvad de putter i deres suppe, brummede Grethe. Anton, kære, tænk dig nu om. Lad hende tage alene, hvis hun absolut vil. Hendes risiko hendes problem. Så bliver du hjemme, sund og rask. Jeg kan mærke det noget er galt, siger mit moderhjerte.
En trykkende pause. Endelig sagde Maren, hvad hun måske havde skullet sige længe:
Fint, sagde hun og lukkede kufferten med et klik Du har ret, Grethe. Risiko kan også være en livsrejse. Jeg rejser alene.
Maren! Hvad siger du? Anton var lamslået.
Hørte du ikke din mor? Hendes hjerte mærker fare. Jeg kan ikke tage ansvar for dine organer. Du bliver hjemme og drikker kaffe med mor og ser konspirationsteorier. Jeg hun smilede skarpt jeg tager ud i faren alene.
Grethe stod der, både triumferende og forvirret.
Hun havde vundet, men Marens uventede ro slog hende noget.
Det er sikkert for det bedste, sagde hun, men uden tidligere ild. Du har selv ønsket det.
Anton protesterede, plager og bad, men Maren var urokkelig. Natten før afrejse lå de tavse med ryggen mod hinanden.
Om du overvejer det igen? hviskede han.
Nej! svarede Maren enkelt.
*****
Flyet landede i Palma, og den lune, duftende øhavsluft lagde sig om Maren som et tæppe.
Var hun ræd? Slet ikke. Kun træt, og nysgerrig. De første dage gik hun efter sin plan: slentrede gennem solrige, smilende gader, blev betaget af gamle kirker, smagte fantastisk street food.
Ingen prøvede at stjæle så meget som en pung langt mindre hendes person. De flinke handelsfolk på markedet grinede bare og forsøgte at give hende rabat på 10 euro.
Hun sendte et billede til Anton og… til Grethe (som havde forlangt det): Maren med en skinnende cocktail foran det turkise hav. Tekst: “Alle organer på plads. Ingen har tilbudt mig slaveri endnu. Glæder mig allerede”.
Anton sendte hjerter tilbage. Grethe læste og svarede ikke.
Senere tog Maren til Catalonien, til Girona. Her i et lille familiegæstehus, hvor værtinden, en ældre spansk kone ved navn Luz, lærte hende at lave spanske omeletter, skete der noget, hun aldrig havde regnet med.
Luz talte ikke meget engelsk, men mindede til forveksling om Grethe.
Hun var lige så bekymret dog for sin datter, der var rejst til Stockholm for arbejde.
Hun er der alene, der er mørkt, folk smiler ikke, maden mærkelig, jamrede Luz, mens hun piskede æg. På tv siger de hele tiden, at folk der er sure!
Maren grinede, så tårerne stod i øjnene. Luz stirrede forbløffet, og Maren forklarede så, med fagter, billeder og håndtegn, hele historien om Grethe, TV, organer og slavehandel.
Luz lyttede, øjnene på vid gab, og så lo hun hjerteligt med. Hendes latter klang som klokker.
Ak, alle mødre er ens! udbrød hun. Vi frygter alt, vi ikke forstår. Tv viser det værste i ethvert land!
Senere, under stjernerne på terrassen, ringede Maren ikke til Anton, men direkte til Grethe på video.
Grethe så træt og skeptisk ud.
Nå, lever du stadig? lød hendes rutinemæssige åbningsreplik.
I fin behold, Grethe. Intet mangler.
Maren viste skærmen rundt på terrassen, og Luz kom smilende med en bakke kaffe og kager. Hun hilste på den strenge danske kvinde på skærmen.
Hej! lo Luz. Din svigerdatter er en dygtig kok! Bare rolig ingen slaveri. Hun er i gode hænder! Hun gav Maren et kram.
Grethe sagde ikke noget. Hun betragtede den glade katalanske kvinde og sin oplagte, solbrune svigerdatter.
Og… organerne? lød Grethe tøvende.
Alt er der, smilede Maren. Eneste bivirkning er forøget appetit! Grethe, her er så smukt, og folk er rare. Luz savner sin datter, der er i Sverige, men hun frygter hun fryser og folk er sure sådan siger tv.
Der var en lang stilhed.
Lad mig tale med hende der… Luz, sagde Grethe pludselig.
Maren rakte telefonen over. De to kvinder, milevidt fra hinanden, talte i ti minutter. Ordene forstod de næppe, men indholdet lå i mimik og latter. Luz nikkede, Grethes miner formildedes.
Til sidst forsøgte hun endda at smile lidt kejtet, men ikke længere som en maske af frygt.
Da opkaldet var slut, tikkede besked ind fra Anton: “Mor har slukket tv’et. Sagde bare: ‘Nu er det nok med panik.’ og spurgte, hvornår du kommer hjem.”
Maren svarede først senere. Hun så på stjernerne over Girona. Tog så et billede: Maren og Luz, arm i arm, smilende, og sendte det i chatten.
Tekst: “Har fundet en allieret. Flyver i morgen paraglidning. Hvis noget sker nyrerne er intakt. Knus.”
Returrejsen føltes let. Anton ventede i lufthavnen, og lidt bag ham stod Grethe med en alt for spraglet buket aster.
Hun kastede sig ikke i armene på Maren, men begyndte heller ikke nogen scene. Efter at have rømmet sig rakte hun blomsterne frem.
Nå, overlevet?
Som du ser. Stadig ikke solgt
Nåja, snøftede Grethe og slog ud med hånden. Fortæl nu, hvordan det var Hende Luz, lever hun endnu?
På vejen hjem fortalte Maren om kirker, mad, venlige fremmede og sjove oplevelser.
Grethe lyttede, spurgte ind i ny og næ. Fjernsynet var slukket.
I tv-skærmens sorte flade spejledes de tre: manden, der holdt armen om sin kone, og svigermor, der for første gang valgte at kigge på verden gennem levende øjne frem for tv’s skrækbilleder.
Om aftenen, over te, sagde Grethe prøvende:
Næste år hvis I har lyst kunne I måske tage mig med? Ikke for meget eventyr, vel…
Anton og Maren udvekslede blikke og smilede. At Grethe kunne skifte syn var mere overraskende end nogen ferie.
Men et par dage senere stod hun i døren, rød i kinderne og højrøstet:
Jeg tager ingen steder med jer! Du havde bare held, Maren! Så jeg i fjernsynet, at de lige har reddet en masse danskere ud af fangeskab! Vil ikke i sådan noget!
Som du vil, trak Maren på skuldrene.
Anton, du skal heller ikke tage derned. Vi har så meget at se her i Danmark, lød det vigtigt fra Grethe.
Sønnen rystede bare på hovedet og indså, der var intet at diskutere.
