Jeg gav min svigermor en gave, så hun næsten ville falde død om af chok! Og hver gang hun kigger på den, vil hun altid blive rystet men hun kan ikke bare skille sig af med den eller smide den væk. Nej, den bliver stående fremme til evig tid! Nå, men det følte jeg virkelig, jeg havde fortjent. Der er retfærdighed til, som man siger katten får igen for musens tårer! Irriterende Helle Madsen, min svigermor! I de femten år, jeg og Thomas har været gift, har hun aldrig sagt et pænt ord til mig. Altid bare lidt bister. Andre siger da i det mindste noget, måske lidt modvilligt, men alligevel. Hende her fuldstændig tavs. Bare de der store mørke øjne, der følger én. Jeg prøver altid at undgå at tage ud til hende, og når jeg endelig gør, så er det kun i fem minutter én gang om året, fortalte jeg til min veninde, Signe.
Hun lyttede og nikkede engageret med hun kunne sagtens spejle sig, Signe var heller ikke fan af sin egen svigermor, Inge. Vi havde holdt pigehygge her i eftermiddags det har nærmest været en tradition i mange år, at vi tre barndomsveninder mødes hver anden lørdag.
Jeg Trine arbejder som frisør og svinger saksen på alle måder, så jeg plejer altid at lave os lidt flotte, når vi ses. Lige den her lørdag havde jeg dog kun kort tid, for kunderne ventede i salonen. Signe, der er kok, sørger altid for at tage et bjerg af lækkerier med sådan kalder min søn Emil det. Og så er der Line, den tredje i vores trio, som er sygeplejerske og lige har fået arbejde et nyt sted. Vi vidste faktisk ikke hvor, men havde netop tænkt, vi måtte høre hende ad, da snakken kom ind på svigerforældre.
– Jeg kan simpelthen ikke klare hende, hun betyder ingenting for mig. Hvis hun ikke var der, så begyndte jeg igen.
Line, der ellers havde siddet stille, brød pludselig ind:
– Og hvad så, Trine? Ville alt bare blive løst for dig? sagde hun med et skævt smil.
– Tjoh, det tror jeg faktisk, sukkede jeg, pludselig lidt stille.
Jeg så for mig, hvordan jeg i morges storsmilende havde lagt hendes gave så flot pakket ind i hendes hænder, mens jeg forsikrede mig om, hun først ville åbne den, når jeg var gået så kunne jeg lige ødelægge fødselsdagen for hende.
– For resten, piger, spurgte I ikke også, hvor jeg er startet nu? begyndte Line.
Signe og jeg vendte os straks.
– På privathospital? foreslog jeg.
– Nu skal du bare se penge vælte ind, fnisede Signe.
– Jeg er startet på hospice, svarede Line bare.
Luften gik lidt ud af os.
– Er du hvorfor? udbrød Signe bare.
– Jamen Trine, det er jo ikke det, man tjener penge på. Og er det ikke hårdt, og?
– Ej, hør nu lige penge, penge, penge. Undskyld, Trine, men seriøst? Jeg har bare lyst til at kalde dig én ting: fjols, hviskede Line.
– Hvem, min svigermor? fniste jeg.
– Nej, DIG, Trine! Det, du gør og siger, det er sgu bare tarveligt. Jeg kender ikke Helle Madsen så godt, men du siger, hun aldrig har sagt noget pænt? Husker du, da I skulle udvide huset og manglede penge? Hvem solgte sin lejlighed i centrum og flyttede ud i et lille hus i udkanten af Aalborg? Din svigermor uden brok! Og da Emil var rigtig syg hvem satte hele sit netværk i gang og fik jer ind til en af de bedste læger, som tilfældigvis var venindens søn? Han reddede din dreng. Og da du til gymnasiefesten en gang vågnede op hos din klassekammerat uden at der var sket noget men Thomas ville aldrig have tilgivet dig, hvis han havde fået det at vide. Det var Helle Madsen, der dækkede dig ind og sagde, du havde sovet hos hende den nat. Trine, du bider hånden, der fodrer dig. Det siger jeg bare sådan. Hvor mange gange har jeg ikke spist hendes hjemmelavede syltede agurker, squash-marmelade og alverdens lækkerier, hun slæber til dig?
Du kan jo ikke kende forskel på en tomatplante og en petunia! Det er hende, der gør alt det for jer. Nogle mennesker er bare ikke så snakkesalige, men de viser deres kærlighed ved handlinger. Og så er der dem, der kan snakke for sig uden at det betyder noget! fyrede Line af.
– Tak for den, veninde! Troede, du ville støtte mig, men nu sidder jeg bare her som den skyldige, nærmest råbte jeg.
Noget begyndte at nage mig. Før havde jeg frydet mig lidt ved tanken om at give hende den der irriterende gave, men nu var det pludselig ikke spor sjovt længere.
Signe, der altid spiser helt vildt, når hun bliver nervøs, var godt i gang med at fortære den ene pølsehorn efter den anden og hun støttede mig heller ikke mere.
Ønsket var at flippe ud, smække med døren og storme ud det havde jeg faktisk nærmest planlagt.
Men jeg kunne ikke. Noget holdt mig tilbage.
– I har vidst glemt, jeg ikke har min egen mor mere, ikke? Jeg har levet sådan i 15 år, lige som dig, Trine. Men hvor du bare brokker dig over din svigermor, så dør jeg selv lidt hver dag af savnet til min. Jeg har endda stadig hendes gamle telefon og fylder løbende op på saldoen. Nogle gange trykker jeg opkald bare for at se smsen Mor poppe op og hendes lille billede. Når jeg tager røret, er der selvfølgelig ingen, men jeg sidder der og snakker ud i luften. Fortæller om alt, hvad der sker, græder og savner hende så forfærdeligt Jeg svøber mig ind i hendes gamle uldtæppe og forestiller mig, det er hende, der krammer mig, sagde Line stille.
– Du både har din mor og en svigermor, Trine. Hvorfor sætter du dig selv op over hende? Jeg husker, hvordan du før har kaldt hende bøvet og helt ærligt, hvornår har du sidst klippet eller farvet Helle Madsens hår? fortsatte Line.
Det blev helt stille.
– Aldrig, mumlede jeg så, knap nok hørbart.
– Hvad?! Ej, Trine, nu må du tage dig sammen. Man skal behandle folk ordentligt, uanset hvad, sagde Line.
Der var ikke mere at sige. Jeg følte mig helt hul indeni. Det føltes, som om jeg havde fået mig et ordentligt los af min egen dårlige samvittighed.
Signe sad bare og spiste videre, men hun deltog ikke længere i mit klagesang.
Det hele havde vendt sig indeni mig, og jeg vidste egentlig ikke, om jeg skulle gå, blive eller bare bryde sammen i gråd.
– Hvordan er jobbet så, Line? spurgte jeg lavt, mest for at få snakken væk.
– Jeg glemmer aldrig øjnene på dem, sagde Line. Altså patienterne. Du mærker sorgen, smerten men også håbet og taknemmeligheden. Jeg ser folk sige det sidste farvel, høre dem tale om evigheden, høre på gråden fra deres familie. Der var en ung mand, meget travl og vigtig, hans mor lå hos os. Han havde altid travlt, men moren ville bare gerne have, han tog hende hjem til hjembyen i Nordjylland men han havde aldrig tid. Da hun døde, græd han, bønfaldt hende om at komme tilbage, lovede alt muligt, men det var for sent.
Eller den gamle herre, der hver dag kom forbi med fine spænder og børster til sin kræftsyge datter, selvom hun ikke længere havde nok hår til at kunne bruge dem. Han sad der med hende, holdt hendes hånd, talte om gamle dage. Så døde hun og han sagde bare stille, at nu havde hendes mor hende igen, og de ventede på ham deroppe. Folk skal altså huske at sætte mere pris på livet og på dem omkring sig, især, mens tid er, sukkede Line.
Signe kiggede på sin tomme tallerken og skrev straks til sin mand, at svigerforældrene skulle inviteres til hjemlig hygge med film og hjemmebag samme aften.
– Jeg smutter, vi skal holde hyggeaften med familien og svigerforældrene kommer! råbte Signe og forsvandt lynhurtigt.
Jeg rejste mig også, men tabte tasken så alt indholdet fløj ud på gulvet. Line hjalp mig op at samle tingene vi sagde ingenting.
Nu skulle jeg i gang med resten af dagens program men et sted i baghovedet kunne jeg alligevel ikke slippe tanken om Helle Madsen derhjemme. Hun kiggede med garanti lige nu på den dumme gave, jeg havde givet hende kun for at provokere. Hvis hun havde givet mig noget lignende til min fødselsdag, så havde det ødelagt hele dagen for mig.
Jeg aflyste alle mine aftaler, undskyldte til mine kunder og lovede rabat næste gang og tog ud til Helle. Thomas telefon var slukket. Pludselig begyndte mine hænder at svede lidt af nervøsitet. Havde ingen anelse om, hvad Thomas ville sige. Det var jo hans mor
Aftenen var allerede begyndt at lægge sig over Aalborgs forstæder, og det lille stråtækte hus lignede pludselig noget helt andet for mig end sædvanligt. De der blomstrede gardiner og pelargonier i vinduet, som jeg altid har hadet, så pludselig hyggelige ud.
Jeg må undskylde, men hvordan? Skulle jeg have taget en ny gave med? For sent nu. Må love at finde på noget andet. Hun er sikkert knust. Ih, hvad har jeg dog lavet, tænkte jeg, mens jeg gik gennem havelågen.
Døren stod på klem. Inde i stuen var bordet dækket store, håndmalede tallerkener med hjemmelavede frikadeller, kold kartoffelsalat med dild, og små fine pandekager med fyld. Jeg blev stående i døråbningen og fangede straks blikket af Thomas og Emil, som sad og snakkede og spiste mormors mad. Helle stod ovre ved væggen i sit blå kjole med kniplinger og hendes klassiske grå fletning. To gamle nabokoner og én munter herre sad også med nok gæster.
– Se nu her, ikke smukt? sagde svigermor begejstret og pegede på gaven fra mig. Og fortsatte så:
– Det er Trine, min svigerdatter, Thomas kone. Lige så smuk og rar hun er. Jeg kigger tit på hende og tænker, hvordan Gud har kunnet skabe noget så yndigt. Nu har hun givet mig det her, et malet portræt af sig selv forestil jer lige, hvor glad man kan blive! Jeg tudede altså af glæde kunne ikke forestille mig en bedre gave.
Mit ansigt føltes pludselig næsten lilla af skam. Præcis som dengang, jeg ødelagde farmors vase som barn og gav lillebror skylden. Gaven som jeg havde troet ville irritere hende havde hun taget helt til sig. Jeg havde været sikker på, hun ikke kunne lide mig, fordi hun aldrig sagde noget pænt og ikke roste mig. Men hun havde aldrig kunnet andet og i virkeligheden elskede hun mig.
– Trine er så smuk jeg tør slet ikke sige noget, bliver helt genert, når jeg ser hende, hun ligner en porcelænsdukke. Kæmpe blå øjne, som kornblomster, og så yndige kindben. Ikke som mig, gammel, kejtet bondekone, der snubler over ordene. Når hun sov her som yngre, lagde jeg tit dynen om hende og drømte om, det var min egen datter. Gud har taget mine to piger tidligt, men så har han givet mig Trine, Thomas kone, som sin gave til mig. Jeg siger altid til Thomas, at hans kone er guld værd!
Den der onde følelse, jeg havde haft, forsvandt i det øjeblik. Jeg nåede ikke engang at love mig selv at gøre det hele godt igen, før jeg blev opdaget. Emil løb hen, Thomas kom hen til mig.
– Hvad laver du her? Skulle du ikke have arbejdet? hviskede Thomas.
– Jeg har aflyst det. Helle må jeg kalde dig mor nu, som jeg gør med min egen? Og tillykke med fødselsdagen…
Jeg havde en klump i halsen, der ikke ville gå væk. Jeg havde nærmest lyst til at kaste mig på knæ, som manden i Lines historie. På knæ for visdom, godhed og tilgivelse.
– Trine, du kom! Hvor er jeg glad for, du fandt tid til sådan en gammel kone som mig, sagde Helle og smilede til mig, så jeg næsten kun kunne tænke på at kramme hende.
Gæst-manden nikkede anerkendende til både mig og mit portræt. Stemningen blev hurtigt varm, og alle begyndte at grine og snakke sammen.
Jeg mærkede pludselig glæden over livet, over min familie og mit arbejde. Mine egne forældre var også på vej forbi med blomster og gaver. Og jeg tænkte: jeg er jo egentlig rig i alt det, der tæller.
– Kom nu, alle sammen, så skal vi spise! råbte Helle, travl ved bordet.
– Hvor er det hyggeligt! Og bagefter laver jeg en lille beauty-dag for os alle sammen gratis klip og farve, hvis I har lyst, grinede jeg.
Det var også en gave en lille en men helt fra hjertet.
