Rødt bånd
Line stod ved komfuret og betragtede, hvordan dampen stille og roligt steg op over gryden med boghvedegrød. Ikke den lækre, gyldenbrune slags, som kun få kan få fat i, men den billige slags fra Netto, smået og let bitter. Hun rørte rundt med skeen, satte grydelåget på og lænede sig op ad køleskabet. Den gamle “Gram” brummede som altid tilfreds, som om den bekræftede hendes daglige rutine.
Udenfor snoede Bygmestervej sig med dens række af gule murstensblokke, elmetræerne der hvert forår fyldte vinduesriller med pollen, og kiosken med blomster på hjørnet. Line havde boet der i tolv år, og gaden var blevet en del af hende, ligesom hård hud på hælen nu er en del af fodens form, eller som hun vidste, at det fjerde trin på trappen altid knagede.
Bjørn kom ind i køkkenet uden varsel som altid. Han var type på de høje skuldre, den karseklippede nakke og den lysegrå skjorte, hun aldrig før havde set. Først bemærkede Line bare duften. Den var let og blomstrende, med en sød bundtone ikke hendes, ikke mandedeodoranten, ikke lugten af lædersædet i hans bil.
Nå, min spartanske veninde? sagde Bjørn og kiggede ned i gryden med et smil, halvt drillende, halvt godmodigt. Igen grød og rugbrød?
Boghvede svarede Line. Med løg.
Med løg? Så er det jo luksus! sagde han og klappede hende på skulderen. Hold ud, lidt endnu, så går det hele i orden. Æblelunden bliver ikke væk, det skal du bare se.
Line nikkede. Hun mestrede kunsten at nikke, så det lignede enighed, men reelt betød træthed. Hun havde svimmelhed for tredje dag i træk, en svag tone, som hvis nogen vippede værelset en anelse. Hun vidste, det var på grund af kosten. Og hun sagde ikke noget.
Har du fået noget at spise i dag? spurgte hun.
Arbejdsfrokost, det var fint.
Han hentede et glas fra skabet, fyldte det op med postevand, drak lidt og forsvandt ind i stuen. Line stirrede på glasset. Slukkede for blusset, begyndte at fordele grøden i tallerkener.
Hun var blevet vant til det meste i løbet af de tre år, hvor de havde sparet op. At hun købte billig kefir i stedet for ost, at hun selv havde repareret jakken på venstre ærme, at hun ikke havde været hos frisøren siden sidste efterår. Hun klippede håret selv foran det lille badeværelsesspejl, og nogle gange lykkedes det faktisk.
Tre år tilbage havde Bjørn vist hende billederne. Et lille hus i forstaden Æblelunden, fyrre minutter fra centrum med S-toget. Tegrenshus med kvist, æbletræer i haven, en gammel brønd, som mest bare var til pynt. Grønne skodder for vinduerne. Et trætrin foran døren. En bænk under syrenbusken.
Se, sagde han dengang og lagde computeren i hendes skød. Det her kunne blive vores.
Line kiggede. Hun blev ikke decideret glad, men noget varmt spredte sig i hende muligheden. Hele hendes liv havde været lejligheder, fremmede vægge og andres luft. Men her, på skærmen, var der æbletræer.
Vi skal spare hårdt i tre år, sagde Bjørn med sin rolige facon. Har regnet det hele igennem. Hvis vi sparer op fast hver måned, og du skærer lidt ned på dig selv…
Hvor meget koster det?
Han sagde et beløb. Line tie stille lidt.
Det er mange penge.
Men det her er et hjem, Line. Vores. Have, luft, stille. Hvor tit finder man det billigt?
Hun sagde ja. Ikke straks, men hun gjorde det. De oprettede fælleskonto. Line overførte halvdelen af sin folkepension og den smule, hun tjente på regnskabsarbejde i en lille lokal virksomhed. Bjørn sagde, han overførte tre gange så meget fra sin løn.
Line troede på ham.
Trofasthed var hendes evne. Ikke af naivitet, men fordi det var, sådan hun havde valgt at leve. Det blev nemmere. Det er trættende altid at tvivle.
Første vinter gik overraskende let. Hun spiste simpelt, gik i genbrugstøj, så det som et eksperiment. Som barndommens spil, hvor man ikke havde penge til is og opfandt sin egen fornøjelse i stedet. Hun lavede suppe af billige råvarer, blev glad for tilbudsmad. Det var næsten som leg.
Året efter blev det tungere. Kroppen brokkede sig. Trætte ben, døsighed, der ikke forsvandt efter søvn. Indimellem glemte hun, hvad hun var på vej efter i bussen, sad bare og stirrede ud. Hun gik ikke til lægen. For dyrt. Og ingen kræfter til at sidde i venteværelse hele formiddagen.
Måske skulle jeg få taget nogle blodprøver, sagde hun en dag til Bjørn.
Privatklinik?
Bare de ikke har ventetid.
Line, hver eneste krone tæller nu. Måske prøv din egen læge?
Hun prøvede. Bestilte tid, ventede, fik prøver. Lægen sagde: mere rødt kød, jernholdig mad, vitaminer.
Line købte de billigste multivitaminer på apoteket. Mere rødt kød passede ikke ind i budgettet.
På det tredje år vejede hun sig ikke længere. Spejlet i badeværelset fortalte hende alt, hun behøvede. Hun fandt et pænt marineblåt frakke i Røde Kors, næsten fejlfrit, og gik med det. Ekspedienten, en rutineret kvinde med knaldrøde, farvede krøller, sagde:
God frakke. Den holder mange år.
Ja, sagde Line.
Vi ved godt, hvordan det er, sagde ekspedienten og sendte et bekendende, alvorligt smil.
Line tog frakken. Fangede sit spejlbillede i butiksruden. Stod stille et øjeblik. Gik så hjem.
Bjørn fortsatte med at muntre hende op. Det kunne han. Skabte en tro på, at der snart ventede noget bedre kun lidt mere tålmodighed, så blev alt godt. Hans “lige om lidt” blev til hendes baggrundsmusik. Ikke noget, man hæfter sig ved mere.
Du er sej, sagde han, når hun serverede den mest ydmyge aftensmad. En sand spartaner. Det respekterer jeg virkelig.
Line smilede tilbage. Et rigtigt smil, men uden glæde det var bare ansigtets muskler, der vidste, det var nu de skulle træde til.
Indimellem ringede hun til datteren, Katrine. Katrine boede i Odense med sin familie, vidste aldrig rigtig, hvad hun skulle sige til sin mor, når hun spurgte, hvordan det gik. Line klagede aldrig. Hun havde ikke lært det.
Hvordan går det, mor?
Fint. Vi sparer op til huset.
Stadigvæk?
Næsten i mål nu.
Det er godt.
Så handlede samtalen om børnene, vejret, de praktiske ting. Line lagde røret på, gik ud i køkkenet.
Netop den efterår, tredje økonomiske år, blev alle dufte stærkere. Kroppen, der fik for lidt, skærpede sanserne, sådan som dyr gør. Hun bemærkede duften på Bjørns skjorte første gang i oktober, mens hun rørte grøden. Slog det hen, tænkte, det var fra bussen. Eller noget lignende.
Men da det kom igen i november, var han kommet senere hjem, glad og rød i kinderne. Hun hjalp ham af med frakken, og parfumen sad i stoffet. Blomstret, sød, dyr, kvindelig.
Træt? spurgte hun.
Møder, tre timer, rene tidsspild. Han gabte, strakte sig og gik ud på badeværelset.
Line hængte frakken op. Blev stående et øjeblik og gik så ud for at varme aftensmaden.
Line kunne vælge ikke at tænke på det, hun ikke ville tænke på. Også det var hendes evne. Hun vidste ikke, hvad der ville ske, hvis hun gav efter for tanken. Så hellere lade være ikke af frygt, men fordi handlingen, som måtte følge, skræmte mere.
Den fælles konto voksede måned for måned. Bjørn viste hende udtoget. Tallene steg. Langsomt, men de steg.
Kan du se? sagde han, pegede på skærmen. Foråret, så kan vi begynde at forhandle.
Forhandle?
Ja, det er nuancer, det tager jeg mig af.
Line nikkede. Det var hans domæne hun sparer op, han forhandler.
I december blev han mere fraværende. Firmafester, sagde han. December, alle mødes. Man må ikke falde udenfor. Line forstod. Hun forstod altid.
Men en nat midt i december kom han hjem klokken et fra et firmaarrangement og lignede ikke en, der har siddet syv timer med kollegerne ved øllet. Tværtimod han virkede udhvilet, let, rolig, næsten tilfreds.
Haft en god tur? spurgte hun.
Noget af et arbejde, smilte han. Men i Æblelunden, Line, dér slipper vi for larmen.
Han kyssede hende på tindingen og gik i seng. Line sad længe i køkkenet. Køleskabet brummede. Sneen faldt.
I januar fandt hun et bon.
Det var tilfældigt alt vigtigt i livet er tilfældigt. Hun skulle rense hans nye marineblå habit efter nytårsaften. Hun fandt et lille, hvidt rektangel i venstre lomme.
Hun trak det frem og læste: Restaurant “Skaldyr & Vin”. Dato: 28. december. Beløb.
Line stirrede længe på tallet, dobbeltkontrollerede tallene. Så kiggede hun ud. En kvinde gik forbi på fortovet, hunden trak ivrigt i snoren.
Beløbet svarede næsten til hele deres månedlige madbudget. De penge, Line strakte over ugens indkøb, på billig pasta, billigt olie, den billigste te. De penge, hun vejede op i små portioner.
Hun lagde bonen tilbage, hængte habitterne på plads. Blev stående.
Køleskabet brummede.
Line skænkede sig et glas vand. Drak det. Satte det fra sig.
Bjørn arbejdede på kontoret mellem ni og seksten. Line arbejdede hjemmefra; i dag var hun alene.
Hun tænkte over, hvem der går på “Skaldyr & Vin” mellem jul og nytår. Hun selv havde aldrig været der. Vidste bare fra busreklamer. Stedet var ikke billigt.
Den 28. sagde Bjørn, han skulle til studenterjulefrokost. Han kom hjem ti om aftenen, duftede ikke af vin, men parfumen.
Line trak ikke konklusioner. Hun var god til at holde tanken på afstand. Måske spiste han bare alene. Måske var det arbejde.
Men om aftenen betragtede hun ham med et andet blik. Ikke konfronterende, ikke koldt, bare observerende.
Haft en god dag? spurgte han, mens han tog skoene af.
Fin. Har du spist?
Lidt på arbejdet.
Der er suppe.
Lad gå da.
Han sad ved bordet, spiste suppe, kiggede på sin telefon. Line sad overfor med sin te. Han var afslappet. Ingen tegn på uro. Eller også skjulte han det godt.
Bjørn, sagde hun.
Ja?
Er “Skaldyr & Vin” dyrt?
Han kiggede op et øjeblik.
Ved jeg ikke, har aldrig været der.
Nå, det så jeg bare i en reklame.
Han så ned i telefonen igen.
Line nippede til teen.
Februar var kold og stille det år. Line gik i sin blå genbrugsfrakke, varmede hænderne på kaffekoppen, frøs i bussen. Svimmelheden blev værre. Lægen gentog: lavt jern, spis bedre, vitaminer.
Jeg tager vitaminer, sagde Line.
Hvilke?
Hun nævnte mærket. Lægen tav.
Det er de billigste. Du kan prøve. Men hvis du har råd…
Har jeg ikke.
Lægen insisterede ikke.
Bjørn blev ekstra oplivet i februar. Købte nye ting. Line bemærkede ny bælte, nye sko med solide såler. Flotte, dyre.
Nye? sagde hun og så på skoene.
De var på udsalg. De gamle var færdige.
Udsalg…
Ikke fra dyr butik!
Hun nikkede.
Marts, i starten, så hun en besked på hans telefon. Den lyste, mens han gik i bad. Bilforhandler: “Din CrossCity er klar. Rødt bånd efter din bestilling. Vi venter på dig.”
Line lukkede bogen sammen.
CrossCity. En stor firehjulstrækker, dyr, ikke i deres kategori. “Rødt bånd”, forstod hun lidt senere biler til gaver får sådan et bånd i forretningerne. “Giv kæresten en gave” hed det på reklamer.
Om natten lå hun og så i loftet. Bjørn trak vejret regelmæssigt. Hun tænkte på boghvede med løg.
På vitaminer til 19 kroner.
På frakke fra Røde Kors.
På, at hun sidst var hos frisøren for halvandet år siden.
På fælleskontoen.
Næste dag ringede hun til banken. Fik saldoen oplyst.
Tak, sagde hun og lagde røret.
Tallet var halvt af, hvad det skulle være efter deres plan. Halvt. To års opsparing halveret.
Hun sad ved køkkenbordet. På voksdugen var en lille kaffefleks, hun forsøgte at fjerne i flere måneder. Det blev bare siddende.
Line! råbte Bjørn inde fra stuen. Har du lagt te på?
Er på vej, svarede hun.
Hun rejste sig, satte vand over.
Benene føltes ekstra tunge.
Hun begyndte først at holde øje med ham sent. Ordet forfulgte hun ikke hun brød sig slet ikke om det, men en torsdag gik hun alligevel. Sagde til sig selv, det var for at gå en tur.
Hans gamle bil stod ikke ved hans kontor, men ved storcenteret på Fredriksberg Allé. Line så den, gik ind.
Hun så ham oppe i smykkeafdelingen med en yngre kvinde, måske 35, lyst hår, beige frakke. De stod tæt. Butiksassistenten lagde en kæde frem. Bjørn nikkede, betalte med kortet.
Kvinden tog posen, knappede frakken. De gik ud sammen.
Line blev stående. Mennesker haster forbi. Stemmer, musik, duft fra bageren.
Hun sad lidt og gik så hjem.
De følgende dage fortsatte dagligdagen. Line lavede mad, gik på arbejde, så tv. Bjørn snakkede om Æblelunden, mente alt kunne løses med betaling over flere rater.
Kan vi ikke tage et overblik over pengene nu? spurgte hun bare, som om hun ikke kendte svaret.
Der burde være pænt med kroner. Jeg kan ikke lige huske det hele, skal lige tjekke.
Kig lige nu.
Senere, sagde han og vendte sig mod tvet.
Line gik i køkkenet.
Senere den aften ringede hun til Katrine.
Mor, er du okay? Du lyder træt.
Bare udmattet. Vi sparer stadig op til huset.
Mor, har I virkelig brug for det hus? Kunne I ikke bare finde en fin lejlighed og slippe for al bøvlet?
Bjørn vil gerne.
Men hvad med dig?
Line svarede ikke med det samme.
Jeg gør også, sagde hun. Æbletræerne… syrenerne.
Nå, sagde datteren, lidt opgivende. Du bestemmer, mor.
Line sagde alt er godt. Spurgte til børnebørnene. Lagde efter samtalen mærke til, det føltes, som om æblehaven kun fandtes online, ikke i virkeligheden.
Tre dage senere ringede hun til bilforhandleren bare for at høre om “CrossCity”.
Virkelig flot bil, svarede den unge stemme. Vi leverede faktisk lige én med stort, rødt gavebånd en sød overraskelse fra en mand til en kvinde.
Med båndet? sagde Line.
Ja, det er yndigt.
Tak, sagde hun og lagde på.
Line åbnede computeren og loggede ind. Så bevægelserne på kontoen. Hendes egne overførsler, præcise, hver måned. Hans, sjældnere og sommetider lavere.
Og så udbetalingerne. Nogle små, men flere store. Nogle kunne hun ikke forklare.
Hun tog sin notesbog, hvor hun minutiøst havde skrevet husholdningsudgifter. Åbnede en ny side. Noterede.
Regnede i to timer. Køleskabets brummen blev til aftenstilhed.
Puslespillet tegnede sig klart. Tre år med sparsommelighed og samtidig smykkegaver, restaurantbesøg og en ny bil.
Og et rødt gavebånd.
Line lukkede computeren, gik ind i stuen. Bjørn sad og så nyheder.
Skal du have aftensmad? spurgte hun.
Nej, det er for sent nu.
Godt.
Hun lagde sig til at sove. Bjørn kom senere, lagde sig ved siden af.
Line faldt ikke i søvn. Hun tænkte ikke på ham, men på sig selv. Hvornår sidst havde hun gjort noget godt for sig selv? Noget rart, bare fordi hun havde lyst?
Rigtig kaffe hun elskede det. Næsten to år havde hun kun drukket frysetørret.
Blåskimmelost havde hun ikke spist i fem år, men elskede det med brød og druer.
Østers havde hun kun fået én eneste gang. Som ung på ferie.
Line vendte sig på siden.
Beslutningen modnedes langsomt. Ikke denne nat, men næste morgen, da hun rejste sig, vidste hun, hvad hun skulle.
Hun fortsatte sin dag. Lavede mad, arbejdede, talte med Bjørn. Intet virkede forandret på overfladen.
Men en torsdag iførte hun sig den gamle, grå frakke, tog ud og observerede. Han mødtes med den samme kvinde, de gik i en park, delte en pose fra smykkebutikken, han kyssede hende blidt.
Line så på sine hænder. Let slidte handsker, røde fingre.
Hun gik hjem, begyndte metodisk at pakke kun det hun ejede. Undertøj, varme trøjer, dokumenter, sygesikringskort, folkepension. En lille opsparing hun havde gemt uden at fortælle det til nogen.
Hun tog sin blå frakke, men valgte den vinrøde jakke. En smule stram, men mere værdig.
Så efterlod hun en seddel på køkkenbordet: Tak for bonen fra ‘Skaldyr & Vin’ og det røde bånd. Håber, du nød maden.
Hun tog tasken, sagde stille til køleskabet: Nå, farvel.
På Bygmestervej var aftenlivet i gang. Folk med indkøbsposer, hunde der trak i snoren, blomsterboden på hjørnet.
Hun gik ned til supermarkedet “Smagsgalleriet”. Hun havde aldrig haft råd til at købe ind der, men i dag gik hun indenfor. Købte frisk tun, seks østers, en god blåskimmelost, et rigtigt rugbrød og en pakke Etiopisk kaffe: “Med smag af blåbær og mørk chokolade”.
Kassedamen smilede.
Gode valg.
Ja, sagde Line.
Hun betalte det tog lidt af opsparingen, men det gjorde ikke noget. Tog sin pose og gik.
Hun havde ikke lyst til at tage hjem til familien endnu. Tog ind på “Hotel H.C. Andersens Gade”, et lille hotel i byen.
Hun pakkede ud, fandt et lille glas, åbnede østersene det gik kun nogenlunde, men hun klarede det. Hun spiste én, to… Skar et stykke tun, en skive ost på brød, lavede kaffe i den lille maskine på værelset.
Hun spiste langsomt. Uden hast. Uden at tænke på noget fremtidigt. For første gang i årevis tænkte hun: Sådan smager det gode.
Hun var ikke den spartanske kvinde, ikke hende, der ofrede sig selv dag ud og dag ind. Nu var hun Line, der vidste, hvordan frisk fisk og god ost smager, og at kaffen faktisk dufter af blåbær.
Hun drak den sidste slurk kaffe, så på lygterne udenfor, og smilede lidt for sig selv.
I morgen var en ny dag usikker, ja, men hendes egen.
***
Næste morgen vågnede hun, før vækningen. Lå og betragtede det fremmede, men lette hotel-loft, stod op og spejlede sit ansigt. Der var træthed, men også noget andet måske var det bare håb.
Hun gik ned i det lille hotelcafé, bestilte scrambled eggs, toast og rigtig kaffe. Sad for sig selv, men følte sig ikke ensom, kun optaget af sine egne tanker.
Hun skrev til veninden: “Må jeg komme forbi i dag? Har noget på hjerte.”
Valdemar svarede næsten straks: “Kom jeg brygger te.”
Line satte koppen fra sig, tog jakken på, pakkede tasken.
Udenfor duftede marts ikke helt af forår, men heller ikke længere af vinter. Der var en antydning i luften, en bevægelse under asfalten.
Hun gik til busstoppestedet. Fødderne var lette, hovedet klart.
På vejen sad en krage i elmetræet og konstaterede, for sig selv, verdens tilstand.
Line smilede svagt.
Bussen kom. Hun satte sig ved vinduet. Stirrede ud på byen der gled forbi huse, bonderoser i blomsterboden, folk på vej tilbage til deres liv.
Tre år havde hun ikke set ordentligt ud ad vinduet kun været optaget af beregninger, af kompromis, af andres drømme. Nu havde Line tid.
Hun kørte mod Valdemars hygge, mod te og lange samtaler. Hun vidste, meget ville blive svært, og meget skulle læres på ny. Hun vidste, vejen til ægte æbletræer og syrener måtte findes af hende.
Det var ikke lidt men det var noget.
Hun lænede sig tilbage, smilede, så marts udefra. Byen var grå og levende. Forude ventede måske ikke lykken men friheden, værdigheden og smagen af god kaffe.
Og det, tænkte Line, var i virkeligheden mere, end de fleste kunne begære.
