Kom tilbage og tag dig af ham
Karen, åbn døren, straks! Vi ved, du er der! Stine så lys i vinduet!
Jeg stod netop og bandt en gren af lisianthus op til en træstøtte ude i min lille blomsterbutik. Hænderne var grønne af stænglerne, forklædet plettet af jord. Jeg kiggede op mod glasdøren. Bag den stod to personer. Den ene genkendte jeg med det samme, selv gennem det duggede glas. Brede skuldre, det røde hår, der altid var lidt for kunstigt farvet. Henny. Min eks-svigermor.
Jeg hastede ikke. Satte forsigtigt lisianthusen i spanden med vand, tog handskerne af og hang dem på krogen ved arbejdsbordet. Så gik jeg alligevel hen og låste op.
Godaften, sagde jeg, idet jeg skød slåen fra.
Henny trådte ind som den første, uden at vente på en invitation. Bag hende blev Stine mast ind, min eks-mands søster, med røde, våde øjne og halvt løst, sammenkrøllet halstørklæde hængende ned fra halsen.
God? Karen, er du rigtig klog? sagde Henny og sendte et dømmende blik rundt i butikken, som om hun ledte efter noget at kritisere. Hun fandt det: Snuser til blomster, mens et menneske ligger for døden.
Hvem er ved at dø? spurgte jeg neutralt.
Nicklas! jamrede Stine og bed sig straks i hånden for at holde gråden tilbage. Nicklas ligger på hospitalet. Ulykke. Ryggen.
Jeg så tavst på dem. Noget knugede sig sammen indeni, men ikke som sidste år, hvor et enkelt ord Nicklas kunne trykke luften ud af mine lunger. Nu føltes det på en anden måde. Tavst, på vagt, som én der har brændt sig og nu instinktivt holder sig lidt på afstand.
Sæt jer, sagde jeg og nikkede mod to taburetter ved arbejdsbordet.
Vi har ikke tid til at sidde ned, vrissede Henny, men satte sig alligevel møjsommeligt. Benene var dårlige, det huskede jeg åreknuder og for højt blodtryk.
Stine blev stående og hev lidt i enden af sit tørklæde.
Fortæl nu ordentligt, sagde jeg.
Og så fortalte de. Skiftedes, afbrød hinanden, modsagde i detaljerne. Tre dage tidligere var Nicklas kørt galt på motorvejen. Regnvejr. Han mistede herredømmet og kørte ind i autoværnet. Bilen var totaltskadet. Han overlevede, men ryggen var brækket. Kompressionsbrud, operationen var gennemført, men lægerne var usikre på prognosen. Måske kunne han komme op at gå igen, måske ikke. Han havde brug for pleje. Nærhed.
Hvad med Amalie? spurgte jeg.
Jeg udtalte navnet uden at tøve. Til min egen overraskelse. For et år siden havde det navn været som glasskår i hjertet Amalie, 28, salgschef, kvinden som Nicklas forlod familien for efter 18 års ægteskab.
Henny strammede munden.
Amalie er rejst.
Hvorhen?
Til sin mor i Aalborg. Stine lagde hænderne stramt for munden, denne gang af irritation, ikke sorg. Så snart hun hørte, at han måske ikke skulle gå igen, pakkede hun og tog afsted. To kufferter på tre timer. Hun tager ikke telefonen.
Jeg lod stilheden sprede sig i butikken, hvor eneste lyd var dryppende vand fra den utætte hane og duften af våd jord og en anelse sødme fra liljerne.
Og hvad vil I så have fra mig? spurgte jeg til sidst.
Henny rettede ryggen på taburetten.
Karen, du har været gift med ham i atten år. Atten! Ingen kender ham bedre end dig. Du ved, hvordan man tager dig af ham. Han lytter til dig. Han har brug for én, der…
Henny, afbrød jeg, du taler om manden, der forlod sin kone for en anden kvinde. Som for et år siden ikke fandt plads til mig længere i det liv, vi havde bygget i atten år.
Åh, snak dog ikke sådan, indskød Stine. Det hører fortiden til. Nu handler det om et menneskes liv!
Om liv?
Lægen sagde, at uden konstant omsorg kan han få komplikationer! Liggesår, væske i lungerne! Han har været igennem en rygoperation, Karen, forstår du alvoren? Det er ikke bare en forkølelse!
Jeg gik hen og lukkede for hanen. Studerede mine hænder. Tooghalvtreds år gammel. Disse hænder har bundet brudebuketter, som folk sidder og ramer ind hjemme hos sig selv. Disse hænder har æltet dej, givet penicillin til sønnen, lagt plaster på Nicklas snitsår, lavet elarbejde, slæbt tunge Netto-poser. De kunne alt. Men jeg har sjældent spurgt mig selv om, jeg ville eller bare gjorde det, fordi det var det, man gjorde.
Jeg tørrede hænderne i viskestykket og vendte mig om.
Jeg tænker over det, sagde jeg.
Det er der ikke tid til! udbrød Henny og rejste sig, stemmen hård og næsten truende. Imens du tænker, ligger han dér alene! Ingen kone, ingen noget! Stine arbejder dagen lang, jeg kan knap nok gå selv! Du kan ikke bare sidde her med dine blomster og lade som om, det ikke angår dig!
Gør det det? spurgte jeg lavt.
Ingen svarede.
Bag glasdøren var det blevet mørkt. Oktober, mørket faldt tidligt. Jeg kiggede ud på gaden, det gule gadelys, den våde asfalt, den tomme bænk foran indgangen, hvor de ventede på buketter om sommeren.
Virkelighedens historie, tænkte jeg. Ikke en film, ikke en bog. To mennesker står foran dig og kræver, at du skal være den, du engang var.
Godt, sagde jeg. Jeg kommer i morgen tidlig og ser, hvordan han har det. Jeg lover ingenting.
Henny sukkede. Stine kastede sig pludselig om halsen på mig jeg lod hende bare holde mig, uden at returnere krammet.
Da de var gået, satte jeg mig længe på den taburet, hvor Henny havde siddet. Stirrede på blomsterne. Lisianthus i spanden, rosa og sart, knopperne lignede sammenrullede breve. Krysantemum i kasser langs væggen. Fysalisgrene med de orange, små lygtemænd. Jeg havde skabt stedet selv. Lejede det tre måneder efter Nicklas forlod mig. Malede væggene i den gråhvide farve, jeg altid havde ønsket, og naboen, Gunnar, satte skabslågerne op for et par flasker rødvin. Navnet Stilken havde jeg selv fundet på først syntes det fjollet, men nu kunne jeg ikke undvære det. Fandt leverandører, lavede en hjemmeside, lærte at fotografere blomster, så folk stoppede op.
Et år. Et år, hvor jeg havde bygget et liv for mig selv. Det er ikke egoistisk at leve for sig selv. Det er bare at leve.
Men så
Jeg slukkede lyset over bordet. Lod kun det lille natlysstativ brænde ved døren, som altid. Så gik jeg hjem.
Hospitalet var stort, klassisk dansk murstensbyggeri med lange gange og den kendte lugt af desinfektion og anonym kantinemad, der hang i luften. Jeg fandt afdelingen, spurgte en sygeplejerske om vej. Hun så undersøgende på mig.
Er De pårørende?
Ekskone, svarede jeg.
Et svagt løftet bryn, men ellers blot en forklaring på, hvor jeg skulle hen.
Nicklas lå på en firesengsstue de andre senge tomme. Han var dækket til livet, hans hænder lå ovenpå dynen. Han så mindre ud, ansigtet gråt, blå render under øjnene. Det obligatoriske plastikkrus med resterne af te stod på natbordet, mobilen vendt nedad.
Da han så mig, ændrede hans ansigt sig. Ikke glæde snarere en stille lettelse, som én der havde ventet og nu fik det overstået.
Karen, sagde han.
Hej, svarede jeg, satte posen med æbler og danskvand på hans bord. Ikke af lyst, kun fordi jeg ikke kunne komme tomhændet i et hospital.
Jeg satte mig ved vinduet ikke på sengekanten.
Har du mange smerter?
Det går, de giver mig piller. Han trak på skuldrene. Du kom.
Det gjorde jeg.
Mor ringede. Hun sagde, de havde været ude hos dig.
Ja.
Han kiggede op i loftet, så igen på mig.
Jeg troede ikke, du ville komme.
Det troede jeg heller ikke.
Stilheden udenfor blev kun afbrudt af regnen der trommede forsigtigt på ruden.
Amalie er væk, sagde han.
Jeg ved det.
Sådan er det vel. Et skævt smil, uden munterhed. Ligesom i dårlige film. Først uheld, så fortrydelse. For sent.
Jeg sagde ingenting. Jeg hverken syntes synd for eller blev vred på ham. Jeg kiggede bare på ham, denne mand jeg havde levet atten år med, haft søn med, taget samme sommerhus i Gilleleje hver sommer, skændtes om pengesager, forsonet mig, bygget det liv, jeg troede var det eneste.
Karen, sagde han nu, stemmen lavere og blødere. Det var hans jeg vil opnå noget-stemme. Jeg genkendte den og blev automatisk vagtsom. Jeg har tænkt meget, mens jeg har ligget her. Når man ikke kan gå, har man tid nok. Jeg var en klovn. Alt det, der betød noget i mit liv, var dig. Hjem, familie alt det. Amalie… Du forstår vel. Jeg vil ikke engang sige undskyld, for det er for sent. Men du er det nærmeste, jeg har. Den, jeg kender bedst.
Jeg lyttede, men det føltes, som om jeg betragtede ordene udefra. Jeg så sætningerne stå på række. Du er den nærmeste. Jeg forstår det nu. Jeg var dum. Alt det. Halvdårlige undskyldninger for at få mig til at sige ja. Ikke for kærlighed, men for, at nogen kunne hjælpe, tale med lægerne, hente mad, gøre alt det, jeg altid kunne.
Sådan ser livet ud efter skilsmisse, tænkte jeg. Ikke smukt, ikke dramatisk. Bare sådan. Folk finder dig, når de har brug for det. Ikke altid af omsorg ofte af bekvemmelighed.
Nicklas, sagde jeg, jeg er glad for, du overlevede. Virkelig. Og at operationen gik godt. Men jeg kommer ikke tilbage. Hverken som din omsorgsperson eller ellers. Vi er skilt.
Jeg ved, vi er skilt…
Vent nu. Lad mig tale ud.
Han tav. Han plejer altid kunne afbryde mig, men nu blev han overrasket.
Jeg finder en professionel til dig. En erfaren plejer. Jeg betaler første måned, for jeg ved godt, du ikke selv kan overskue det nu. Men det er dét, jeg vil. Og én ting til. Jeg fandt mappen frem fra tasken, besværligt, for den var gledet ind bag pungen og notesbogen. Her er papirerne. VI har ikke fået delt boet endnu. Du trak det ud, jeg havde heller ingen lyst til at rode op i det. Men nu vil jeg have det afsluttet så skriv under.
Nicklas så længe på mappen.
Mener du det alvorligt?
Fuldstændigt.
Jeg ligger her efter en rygoperation, og du kommer med papirer?
Ja, sagde jeg. Fordi du, allerede i morgen, kan begynde at snakke om, at det var under pres. Eller at en advokat kommer og råder dig til det. Så længe du er ved dine fulde fem, vil jeg have det i orden.
Han så længe på mig. Jeg vippede ikke med blikket.
Du har ændret dig, sagde han til sidst.
Ja.
Det havde du aldrig gjort før.
Nej. Men jeg har nok altid haft det i mig. Jeg skjulte det bare. Ved ikke hvorfor.
Han tog mappen og skrev under tre steder, hvor jeg pegede. Jeg samlede papirerne sammen.
Jeg finder en plejer til dig i løbet af ugen. Jeg ringer til Stine og forklarer hende det. Pengene for den første måned overfører jeg til bureauet. Resten må I selv klare.
Karen, sagde Nicklas, da jeg lynede tasken.
Ja?
Tak, fordi du kom.
Jeg så længe på ham. Uden medlidenhed, uden bitterhed. Bare sådan, som man kigger på noget, der har været en del af ens liv, men ikke er det længere.
Rigtig god bedring, sagde jeg.
Så gik jeg.
Ude på gangen stoppede jeg foran vinduet. Udenfor hospitalet sad en ældre mand i slåbrok på en bænk i regnvejret og stirrede tomt ud ikke på noget særligt, bare ud i luften. Han var der bare, indåndede friheden.
Jeg tog også en dyb indånding.
Noget slap sit tag i mig. Ikke det hele, men noget væsentligt. Som om jeg satte en tung pose varerne ned for første gang i lang tid ikke smed den, bare satte den.
Sådan slipper man fortiden, ville jeg have skrevet, hvis jeg stadig førte dagbog. Jeg ved det ikke, men det sker ikke med ét, og ikke af én beslutning. Det er mange små skridt. Én af dem blev taget nu.
Jeg fandt en plejer gennem et bureau efter to dage. En kvinde på 58, Bodil, med erfaring fra geriatri og genoptræning, rolig, professionel, og med et solidt bundt anbefalinger. Vi mødtes på en café ved hospitalet, og jeg forklarede situationen. Bodil lyttede, stillede de rigtige spørgsmål om patientens temperament, tendenser til depression, smertetærskel, pårørendes rolle.
Det er ofte pårørende, der forstyrrer mere, end de hjælper, sagde Bodil. Det er ikke deres skyld. Sådan er det bare.
Det ved jeg, svarede jeg.
Vi lavede en aftale, jeg overførte pengene. Ringede til Stine og forklarede. Hun blev ængstelig, sagde, at Nicklas helst ville have familie tæt på, men jeg afbrød hende, stille men fast og det føltes nyt for mig. Jeg plejede aldrig at afbryde eller også kun vredt. Nu var det roligt.
Stine, du er velkommen hver dag, hvis du vil. Bodil er der bare for at tage sig af det professionelle. Men jeg kommer ikke mere. Jeg har mit eget liv.
Stine tav, sagde så bare:
Okay.
Bare okay. Intet bebrejdende, ingen gråd. Måske var hun også slidt op. Måske forstod hun, at jeg havde ret.
Henny ringede ugen efter. Stemmen var anderledes end sidst roligere og ældre.
Karen, Bodil går det rigtigt godt med. Nicklas lærer at stole på hende. Tak, fordi du fandt hende.
Det var så lidt, Henny.
Du skal ikke forsvinde helt. Ring iblandt, hvis du har tid.
Jeg sagde hverken ja eller nej. Sagde bare pænt farvel og lagde telefonen i forklædelommen for jeg stod, som altid, i butikken. Hvis nogen spurgte nu, hvordan man slipper fortiden, ville jeg blot sige: Du lever bare videre. Ikke heltemodigt, ikke demonstrativt. Bare gør det. Stå op, gå på arbejde, gør det, du holder af. Toxiske eksmænd og pårørende forsvinder ikke helt de fylder bare ikke det hele mere.
Den vinter kom tidligt. Allerede i november faldt sneen tungt, og jeg opdagede til min overraskelse, at jeg kunne lide vinter. Det havde jeg aldrig tænkt over før Victor forlod mig for man skulle jo altid høre på hans brok over kulden, hans gigt, hans krav om te på klokkeslæt. Nu kunne jeg bare kigge ud på sneen og tænke: Smukt. Mere behøvede jeg ikke.
December bød på flere ordrer firmabuketter, gaver, nytårsdekorationer. Jeg ansatte en hjælper, en ung pige Rikke, 23, studerende, sjov, hurtig, lidt distræt men lærenem. Hun var god. Jeg lærte hende at se blomsten som materiale og ikke bare som vare. Rikke lyttede og kom sommetider selv med idéer, så jeg blev overrasket.
Hvordan får du de idéer? spurgte jeg.
Jeg kigger bare på kunden, og tænker hvilken blomst, der minder om dem. Eller om den, gaven er til.
Det er en god metode.
Du sagde jo selv engang, at en buket skal have liv.
Jeg kunne ikke huske at have sagt det, men måske havde jeg.
Januar og februar gik. Jeg meldte mig til et kursus i blomsterbinding, selvom Rikke sagde, jeg var dygtig nok. Man skal altid lære nyt, sagde jeg ikke fordi man mangler viden, men bare fordi det føles rigtigt. Det var nyt. Tidligere gjorde jeg ting, fordi jeg blev bedt, eller fordi jeg skulle ikke fordi jeg havde lyst.
At leve for sig selv lyder egoistisk, men det er det ikke. Det er for eksempel at tage kurser, læse i sofaen uden klager, tage på udflugt alene for at se arkitektur, fordi jeg altid har været vild med gamle bygninger.
I februar ringede Stine. Nicklas gik fremad nu på krykker. Bodil var tålmodig og effektiv. Jeg kunne mærke ægte glæde, ikke skyld eller vemod. Bare ren glæde. Det var rart.
Marts bragte tøvejr og de første bestillinger på forårsbuketter. Tulipaner, hyacinter, anemoner. Overgangen fra vinter til noget sprudlende og frisk elskede jeg.
Det var i marts, han kom.
Jeg stod og pakkede et bestilt buket gule og hvide påskeliljer med margueritter, enkel og ærlig. Døren gik. Jeg kiggede ikke op med det samme, hænderne var optagede af båndet.
Goddag, sagde jeg.
Goddag, svarede han.
Stemmen. Jeg genkendte den, før jeg så ham. Ro, lidt træt men rank.
Andreas Madsen, Nicklas læge, stod ved døren og betragtede butikken, som havde han allerede tænkt på, hvordan der så ud. Uden kittel, i mørk frakke og let halstørklæde. Ingen papirbunker.
Dig, sagde jeg.
Mig, nikkede han.
En lille pause. Rikke var i baglokalet, efter noget gavepapir.
Nicklas blev udskrevet for ti dage siden, sagde Andreas. Han er hjemme med samme plejer. Det ser fornuftigt ud.
Jeg ved det. Stine har skrevet.
Godt. Han tøvede, smilede forlegent men ægte. Jeg gik forbi. Eller rettere, jeg gjorde det med vilje. Jeg fandt Stilken på nettet.
Jeg lagde båndet fra mig.
Vil du købe blomster?
Ja. Og måske noget mere.
Stilhed. Duften af hyacinter og jord.
Hvad vil du have? spurgte jeg.
Han gik over til anemonerne lilla, mørkerøde, hvide med sort midte.
De her. Tre styks, eller fem hvad er bedst?
Ulige tal, sagde jeg. Tre eller fem. Hvem er de til?
Det ved jeg måske ikke endnu. Han så op på mig. Du kan måske hjælpe mig at bestemme.
Jeg valgte tre, tilføjede to mørkerøde.
Fem. De står smukt sammen.
Jeg begyndte at binde buketten. Hænderne arbejdede trygt og hurtigt.
Karen? sagde Andreas.
Ja?
Hvis jeg må sige det direkte: vil du gå ud med mig? Ikke på grund af arbejde. Bare sådan, i byen, i teateret hvis du kan lide det. Eller spadsere. Jeg er ikke så god til de der skjulte hensigter. Men nu er vi voksne, man må vel spørge lige ud.
Jeg så op.
Han stod der roligt, uden pres sådan som folk gør, når noget er vigtigt, og de giver tid.
Hvor længe har du tænkt over det?
Siden gangen på hospitalet, hvor du bad mig skrive en liste over plejerens kompetencer.
Jeg huskede gangen og vinduet.
Jeg var stadig, teknisk set, gift på det tidspunkt.
Jeg ved det. Så jeg ventede.
Bag glasdøren var marts i fuld gang. Snevandt var næsten væk, kun lidt snavs i siderne. Gråspurvene skændtes over bænken. Det gule gadelys tændt men egentlig ikke længere nødvendigt.
Jeg ved ikke, sagde jeg.
Hvad ved du ikke?
Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg var gift i 18 år, har brugt det sidste på at finde ud af, hvem jeg er alene. Jeg har ikke styr på det.
Jeg heller ikke, sagde han med et lille smil. Jeg blev skilt for seks år siden. Min datter er sytten, bor med sin mor, vi snakker sammen. Først blev arbejdet min undskyldning, så fandt jeg ud af, man også bare kan tænke og så, måske, leve lidt igen.
Rikke kom ind fra baglokalet med papir i favnen, så kunden og smilede.
Karen, skal jeg hjælpe?
Nej, Rikke. Jeg klarer det.
Hun forsvandt diskret ud igen.
Jeg rakte Andreas buketten.
Hvad skylder jeg?
Vent lidt, sagde jeg.
Han ventede.
Jeg så på anemonerne i hans hænder. De mørkerøde med deres fløjl. Jeg har altid elsket anemoner. De siger ikke for meget, men gemmer sig heller ikke.
En historie om blomster, tænkte jeg. Jeg har bygget mit liv omkring dem flygtede herind fra smerten, åndede ud, slog rødder. Nu træder et menneske ind. Ikke med drama eller krav, men stille, ærligt. Holder en buket og venter.
Godt, sagde jeg.
Han løftede et øjenbryn.
Godt hvordan?
Teater. Jeg har ikke været der i årevis.
Andreas smilede nu, oprigtigt.
Det glæder mig.
Bare ikke i dag. Jeg har tre bestillinger, der skal leveres.
Forstås. Hvad med lørdag?
Lørdag.
Jeg sagde prisen han betalte, lagde byttepengene væk, forlod ikke rummet.
Én ting mere, Karen?
Ja?
Har du altid arbejdet med blomster?
Butikken har jeg haft lidt over et år. Men blomster har altid været lykken. Før var det en hobby, nu er det mit arbejde.
Det er en gave, når hobbyen bliver til arbejde.
Ja, sagde jeg.
Han nikkede, rakte buketten om, gik. På dørtærsklen vendte han sig:
Lørdag, Karen.
Lørdag, Andreas.
Han smilede ikke et pligtsmil, men et hjerteligt:
Andreas, bare.
Lørdag, Andreas.
Døren smækkede blidt. Jeg fulgte ham med øjnene ud ad gaden, forbi bænken, spurvene, der aldrig blev enige. Frakke, tørklæde, anemoner. Han så ikke tilbage.
Rikke var straks fremme:
Karen, hvem var det?
En kunde.
En kunde, der talte med dig i et kvarter?
Rikke.
Ja?
Pak de krysantemum ind til Mette. Hun kommer ved firetiden.
Rikke forsvandt, tilfreds med at have overværet sin lille sensation. Jeg genoptog arbejdet. Hænder, der vidste hvad de gjorde. Papir, der knitrede. Vand. Duften af hyacinter.
Lørdag om fire dage. Helt almindelige dage med bestillinger, leverancer, Rikkes spørgsmål, opkald fra leverandører. Fire dage, der ikke skilte sig ud på overfladen, men føltes anderledes.
Jeg tænkte ikke bevidst på lørdag. Men indimellem, når jeg var alene i butikken og kun blomsterne lyttede, dukkede samtalen frem. Ikke detaljerne blot stemningen. Lørdag, Andreas.
Voksne mennesker kan tale klart, sagde han.
Måske har han ret.
Jeg vidste ikke, hvordan lørdagen ville gå. Om vi havde kemi, om vi kunne tale om andet end sygdom eller fortid. Om jeg ville se ham igen bagefter. Alt det vidste jeg ikke kun dette: Det var mit valg. Ikke Henny, ikke Nicklas, ikke pligt eller frygt. Mit valg.
En ny fornemmelse. Ikke berusende, ikke svimlende. Bare fast og tryg som en bar jord, efter man har trampet gennem sjap hele vinteren.
Fredag aften, butikken lukket og Rikke gået hjem, satte jeg nogle overskydende anemoner i en vase på vindueskarmen ved kassen, hvor jeg altid havde lidt til mig selv. Jeg så på dem.
Står godt sammen, sagde jeg.
Det passer.
Jeg slukkede og gik hjem. I morgen var det lørdag.
Lørdag startede klokken otte med gråt vejr og duften af kaffe fra min nye espressomaskine et indkøb jeg aldrig havde fået lov til tidligere, for det er da unødvendigt. Unødvendigt et af ægteskabets mange ukrudtsord, der til sidst kvæler alt, hvad man selv ønsker. Vil. Kan lide. Gør.
Jeg drak min kaffe og kiggede ud på de våde tage. En due sad ensom overfor på gesimsen. En bil listede udenom pytterne. Telefonen lå på bordet en besked tikkede ind for en time siden, som om afsenderen havde taget mod til sig og trykket send:
God morgen. Teatret starter kl 19. Skal vi spise sammen først, eller hellere vente? Andreas.
Jeg læste igen. Bemærkede et stavefejl i god morgen. Smilte.
Skrev tilbage:
Godmorgen. Spise først. Kl. 18?
Sendte. Satte telefonen fra mig.
Tømte kaffekoppen.
Udenfor fortsatte marts. Vand dryppede, vinden sneg sig gennem gaderne, spurven jagede duen bort fra gesimsen. Byen vågnede altid ligeglad med folks små første skridt. Byen mærker ikke, når noget vigtigt sker for én. Den fortsætter bare.
Telefonen lyste. Et enkelt ord:
Aftalt.
Jeg rejste mig, stillede koppen fra mig. Tørrede hænderne. Tog forklædet på der var stadig otte timer, og butikken åbnede ikke sig selv. Greb nøglerne.
Gav et sidste blik til lejligheden. Lille, lys, anemoner i et glas på vinduet, fordi jeg i går tog et par stykker med hjem bare til mig. Min lejlighed. Min kaffemaskine. Min lørdag.
Jeg gik ud.
Døren lukkede sig lydløst bag mig. Som noget, der har fundet sin rette plads.
Andreas ventede allerede ved caféen, da jeg kom klokken tyve i syv. Stod lidt til siden, så på mobilen, lagde den væk, idet han fik øje på mig. Mørk frakke, det samme tørklæde. Ingen blomster denne gang.
Godaften, sagde han.
Godaften, svarede jeg.
Vi så på hinanden. To sekunder, ikke mere. To voksne mennesker på en våd marts-gade, som ikke var dér, fordi man skulle kun fordi man selv ville.
Skal vi? sagde han til sidst.
Vi skal, sagde jeg.
Og vi gik ind sammen.
Og min erfaring? Man slipper ikke fortiden ved at flygte man sætter den roligt fra sig. Man tager ansvar for sit eget liv, og først når man gør det, begynder det for alvor at føles som ens eget.
