Jeg har givet min svigermor en gave, så speciel, at hun straks vil blive dårlig! Hun vil dirre hver gang hun ser på den. Men hun kan ikke smide den ud den vil komme til at stå på et synligt sted, passeret og bevaret. Sådan kan det gå. Enhver kat får sin mus! Irriterende Birgitte Petersen! I de femten år, Mads og jeg har været gift, har hun ikke sagt et venligt ord til mig. Surmuler. Andre siger da i det mindste ét eller andet, selv med sammenbidte tænder. Men hende stilhed. Hun stirrer bare på mig med de mørke øjne. Jeg prøver at undgå at besøge hende, og når jeg gør, er det max fem minutter én gang om året, jamrede Sofie til sin veninde, Louise.
Louise lyttede og nikkede opmuntrende. Egentlig havde hun selv det lidt stramt med sin svigermor, Else. Så hun kunne sagtens følge Sofie.
Lørdagene var efterhånden blevet reserveret til et slags pigehygge sådan var det bare blevet, én gang hver anden uge mødtes de tre barndomsveninder. Sofie, der arbejdede som frisør, tryllede altid for dem alle med nye frisurer. I dag var hun dog kun kort forbi, der ventede kunder. Louise, der var kok, havde som altid slæbt et bjerg af lækkerier med, som Sofies søn Jonas kaldte det.
Den tredje veninde, Camilla, arbejdede som sygeplejerske og var for nylig skiftet til et nyt sted, hvilket de andre ikke vidste så meget om og egentlig havde tænkt sig at spørge til men samtalen drejede spontant ind på svigermødre.
Jeg kan bare ikke udstå hende! Hun betyder intet for mig. Ville hun bare forsvinde, så begyndte Sofie igen.
Men Camilla, der ellers havde været stille, brød ind og afbrød hende:
Og hvad så, Sofie? Ville det hele så blive lettere? sagde hun tørt.
Måske svarede Sofie tøvende og blev tavs.
Hun tænkte på morgenen, på hvordan hun sad og smilede skadefro, da hun lagde gaven i det fine gavepapir. Da hun overrakte gaven til svigermor Birgitte, som straks begyndte at pakke den op, næsten hoppede af spænding. Men Sofie havde sagt: Den åbnede hun først, når Sofie var gået. Så var hun sikker på, at festen alligevel blev ødelagt for den gamle krage!
Nu hvor I spurgte, hvor jeg er begyndt at arbejde begyndte Camilla.
Veninderne spidsede ører.
Privatklinik? spurgte Sofie.
Nu vælter pengene ind! fnisede Louise.
Nej, hospice, svarede Camilla roligt.
Der blev helt stille.
Hvorfor dog det? fik Louise endelig fremstammet, chokeret.
Det er jo syge folk uhelbredelig syge. Er det ikke hårdt, Camilla? Og pengene? rystede Sofie på hovedet.
Nu handler det hele ikke om penge, penge Sofie, undskyld, men der er én ting jeg må sige: Du er en skvat, hviskede Camilla bittert.
Hvad? Hvem er en skvat? Min svigermor? snerrede Sofie.
Dig, Sofie. Fordi din måde at tale og opføre dig på, er smålig. Jeg kender ikke din Birgitte indgående. Men du siger, hun aldrig har sagt et pænt ord til dig? Men dengang I manglede penge for at gøre jeres lejlighed større, hvem solgte sin andelslejlighed i indre København og flyttede ud i et gammelt hus i Valby? Det gjorde din svigermor. Uden brok.
Da Jonas, din lille dreng, var alvorligt syg, hvem fik ham kørt til landets bedste læger? Doktoren, som reddede ham, var tilfældigvis søn af din svigermors barndomsveninde. Han reddede dit barn, Sofie. Da du ved gymnasiefesten festede lidt for meget og vågnede hos en gammel klassekammerat der skete ingenting, men Mads havde aldrig tilgivet dig, hvis han vidste. Hvem reddede dig? Birgitte dækkede dig og sagde, at du havde sovet hos hende.
Og hvor mange gange har vi ikke siddet hjemme hos dig og spist de syltede agurker, marmelader og hjemmelavet chutney, din svigermor slæber til dig? Du kan ikke kende forskel på en tomat- og en agurkplante, men hun dyrker det for jeres skyld! Nogle mennesker er ikke gode til at sige søde ting; måske de ikke kan, måske de skammer sig. Men de viser alt med gerninger. Andre snakker bare det er tomme ord! udbrød Camilla.
Tak for hjælpen. Jeg troede, du ville støtte mig, men nej. Og endda kalder du mig svag! rasede Sofie.
Men dybt inde vågnede en lille orm af samvittighed. Førhen havde den jublet med hende, nu larmede den uroligt og generede hende, mens hun prøvede at nyde sin svigermors kvaler. Sofie ville gerne lukke ørene for ormen og fortsætte, men det gik ikke. Ormen gnavede videre.
Louise, der pindede forbi deres småskænderier, proppede fem kål-pirogger i sig (hun blev altid sulten under uro!) og sagde ikke et ord. Hun støttede ikke længere Sofie som før.
Egentlig, tænkte Sofie, burde hun være såret og fare vredt ud men den der lille orm lod hende ikke slippe. Den naglede hende til stolen.
I har vel glemt, at jeg ikke har nogen mor? Jeg har levet uden i femten år ligesom dig, Sofie. Du klager over svigermoren, som faktisk elsker dig. Jeg sidder og dør af længsel. Jeg kan hendes nummer udenad, har stadig hendes gamle mobil. Indimellem lægger jeg den i et rum, ringer op fra min egen mobil, og ser Mor og hendes billede lyse op. Jeg tager røret og taler med stilheden. Fortæller hvor ondt det gør at undvære hende. Svøber mig ind i hendes gamle plaid, som om hun krammer mig. Det føles som om alt indeni svider af sorg.
Undskyld, Sofie, men jeg kan ikke bare tie. Du har både mor og svigermor. Hvorfor gør du sådan ved et gammelt menneske? Hvorfor sætter du dig selv over hende? Du kaldte hende bonde tidligere. Og et spørgsmål mere: Du giver os alle de flotteste frisurer. Tak for det men hvornår har din svigermor sidst fået klippet og farvet håret af dig? afsluttede Camilla.
Ormen i Sofie krøb sammen som for et slag. En fremmed, sagte stemme hendes egen svarede:
Aldrig.
Seriøst? Det kan ikke passe! Sådan gør man bare ikke! Min egen svigermor hun er sød nok, altså. Glem alt, hvad jeg sagde før, rystede Louise på hovedet. Jeg forkæler hende altid! Boller, småkager, påskekager. Og hun bliver så glad klapper i hænderne, smiler. Hendes hænder er små og buttede, ren engel! smilede Louise ved tanken.
Ormen i Sofie døde hen, og hun følte, hun kunne tage afsted nu. Hun blev ikke længere holdt fast.
Morgenen dukkede op for hendes blik. Louise havde sagt noget om buttede hænder Hendes svigermor havde hænder, hun foragteligt havde kaldet kloer. Store, slidte, med tydelige årer. Ikke pæne, syntes Sofie. Og det runkne ansigt rådden kartoffel var hendes egen spydige betegnelse. Men hvad vidste hun egentlig om Birgitte? Nærmest ingenting.
Imens var Birgitte altid der, hvor hun trængte mest. Hendes mand havde haft to søstre, begge døde efter sygdom. Birgitte plejede først sine døtre, så sin syge mand. Nu var kun Mads tilbage, Sofies elskede mand, opdrættet og elsket som det sidste barn, hendes livs stolthed.
Sofies hjerte bankede. Mads var stadig den drømmemand, hun havde giftet sig med for femten år siden stærk, smuk, klog og kærlig.
Han er sådan dér, fordi hans mor har givet ham hjertet! Han kunne have slået dig, været ligeglad, haft en affære det sker jo! Du har aldrig sagt hende et pænt ord, hvorfor ikke? Du klipper alle andre hvad med hende? Hvorfor gør du nar af hende? Din tåbe! ormen skreg i hendes indre.
Sofie for sammen.
Sofie, har du det dårligt? Camilla bøjede sig over hende.
Hun rystede på hovedet og kæmpede mod tårerne. Det hele skyllede ind over hende, som bølger mod en mættet strand efter duften af sommer. Hun havde troet, det ville blive sjovt; hun havde taget fejl.
Hun forsøgte at skifte emne:
Camilla, hvordan er dit nye arbejde?
Jeg glemmer aldrig deres øjne, piger. Nogen gange gør det så ondt. Men der er lys, godhed, håb i blikkene. Jeg hører så mange historier: Om evigheden, om at nå det uafsluttede. Jeg ser så mange tårer folk bryder sammen over tabet. Der var en yngre mand, meget succesfuld hans mor lå hos os. Han overøste hende med gaver, men hun ville bare besøge landsbyen, hvor hun var opvokset. Han ville aldrig tage med. Da hun døde, faldt han på knæ og bad hende komme tilbage, tryglede, at han ville gøre alt nu bare hun kom tilbage.
En ældre herre gik hver dag til sin datter, en stærk officer-type. Hans datter havde mistet alt håret af sygdommen. Før hun blev syg havde hun smukke, honningblonde lokker. Han havde altid en ny hårspænde med, og hun samlede på dem fine sommerspænder, nogle med jordbær, perlemor, små glimmerkamme. Hun lyste op, hver gang han kom. Han sagde: Når håret vokser ud, fletter jeg det som mor plejede. Så tager vi til Vesterhavet. Hun håbede. Faderen vidste, det var forbi, men lo og nussede spænderne. Da hun døde, delte han dem ud. Da jeg spurgte om trøst, var hans øjne tørre, men der var så meget smerte. Nu er hun med sin mor, sagde han. De venter på mig. Hvorfor fortæller jeg det? Fordi vi skal huske at værdsætte det, vi har. Nogle bliver overvældede af sorg, andre kæmper mod uretfærdighed, andre spilder tiden på intriger, smålighed og misundelse. Men man snyder bare sig selv og dem, man har kæreste.
Man tror, man styrer sit liv, men nej, piger. Sådan er det bare, Camilla sukkede.
Louise viftede med en reklameavis, så på fadet piroggerne var væk. Skidt med det, hun bager nogle flere i aften. Hun greb mobilen, sendte hurtigt sin mand en besked: Vi holder familieaften! Svigermor og svigerfar skal være med! Og bliver og sover!
Jeg må hjem! Familien samles! Vi ses! sagde Louise, og smuttede fra bordet.
Sofie rejste sig. Med rystende hånd ledte hun efter noget i tasken, fik tabt det hele ud over gulvet. Camilla hjalp hende at samle sammen. Uden et ord.
De gik hver til sit.
Nu havde Sofie også planer for aftenen, alting var booket. Men Et sted derude, i udkanten af byen, sidder lige nu en ældre kvinde som hun hele tiden har troet hader hende og kigger på hendes gave. Den gave, hun havde givet for at irritere hende. Hvad hvis hun selv havde modtaget noget lignende? Hun ville være blevet knust. Dagen ødelagt.
Sofie ringede rundt, aflyste alle aftaler, beklagede, og lovede rabat til næste gang. Hun kørte mod Birgittes hus.
Mads telefon var slukket.
Hænderne begyndte at svede. Hvad ville Mads sige? Det var jo hans mor
Aftenen sænker sig. Der er lys i det lille rækkehus. De blomstrede gardiner og pelargonierne i vinduet, som altid har irriteret Sofie, ser pludselig hyggelige ud.
Jeg må sige undskyld. Hvad skal jeg sige? Måske finde en anden gave? Men der er ikke tid. Jeg lover, jeg køber noget i morgen. Åh, hvad har jeg dog gjort tænker Sofie, mens hun går fra lågen op mod huset.
Døren er ikke låst. Inde i stuen står der et stort, smukt fad med hjemmelavede frikadeller på spisebordet. Der er koldskål, Mads livret. Fyldte pandekager. Sofie bliver stående i døren, stirrer først på maden, så på familien: hendes mand snakker med Jonas, der glad spiser farmors kåldolmere. Birgitte, iført blåt kjole med blondekrave og sin sædvanlige fletning, står ved væggen sammen med to ældre naboer og en gæst.
Se, hvor smukt det er! Birgitte viser stolt Sofies gave.
Hun siger videre:
Det er min Sofie, Mads kone. Hun er som en prinsesse, fin og smuk! Når jeg ser på hende, synger mit hjerte. Gud har skabt sådan en skønhed! Nu er hun altid hos mig. En kunstner har malet hende. Jeg græd af glæde, da jeg så gaven. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre!
Sofie føler, hvordan ørerne og kinderne bliver ildrøde. Forlegenheden slår hende, som dengang hendes barndoms bedstemoropdagede hun havde smadret vasen, men løj og sagde det var lillebror.
Gaven til Birgittes fødselsdag var et portræt. Et maleri af Sofie selv. Hun havde regnet med, at svigermor aldrig roste hende, og derfor måtte afsky hende så at give et portræt af sig selv ville virkelig irritere Birgitte. Men nu stod det altså på hæderspladsen og Birgitte strålede!
Sofie er så skøn, jeg tør næsten ikke sige noget til hende. Så køn og yndefuld, store blå øjne som kornblomster, ansigtet som skåret i marmor. Ikke som mig en gammel klodset krage, der ikke kan tale pænt. Jeg klapper hende på håret når hun sover, retter tæppet. Gud tog min døtre, men han gav mig en ny datter Mads kone, min egen Sofie. Mads ved, at hans kone er en guldklump!
Nu må du leve med det her! sagde indre orm let drillende og forsvandt.
Sofie nåede ikke engang at love sig selv, at hun ville gøre det godt igen. Tiden var ikke forbi; den var hendes. Og de havde set hende. Jonas løb hende i møde, Mads rejste sig og hviskede:
Du skulle ikke arbejde? Mor sagde du kom forbi i morges.
Jeg har aflyst. Birgitte Må jeg kalde dig mor fra nu af? Som min egen. Tillykke med fødselsdagen! stemmen knækkede.
Hun havde lyst til at falde på knæ, som den mand i Camillas historie, og bede om tilgivelse for sit hjerte, for sin smålighed, for ikke at have set kærligheden.
Sofie! At du kom forbi igen, tak, min pige. Du tænker på sådan en gammel én som mig. Der er hun, min Sofie! sagde Birgitte og så op på hende med stolthed.
Den gamle herre gav sin godkendelse, og alle blev mere livlige, snakken og latter strømmede frit igen.
Sofie glæder sig over, at det er en festdag. Hun er sund, har forældre, der allerede er på vej med blomster, har sin dejlige mand og søn, har en god svigermor og sit håndværk. Hun er egentlig ganske velhavende!
Kom, sæt jer til bords! Birgitte gør klar.
Hvor er det vidunderligt! Og bagefter holder vi Skønhedsaften! Hvem vil have en klipning eller farvning? Jeg hjælper gerne! smiler Sofie.
Det er også hendes gave. Til alle.
