Svigerindens hævn var udspekuleret. Jeg har givet min svigermor sådan en gave, at hun vil få det dårligt bare af at se på den! Den vil ryste hende hver gang blikket falder på den. Men hun kan ikke slippe af med den, hun vil aldrig smide den væk. Den må hun have fremme altid. Sådan skal det være.
Hendes kat får endelig tilbage, hvad den har fortjent, tænkte Signe, mens hun fortalte sin barndomsveninde Mette om hendes modbydelige svigermor, Vera Nielsen. I 15 år havde hun været gift med Anders, og i alle de år havde Vera ikke sagt et eneste venligt ord til hende. Hvor de fleste svigermødre i det mindste forsøger lidt høflighed, gjorde Vera ikke engang det. Hun sad bare der, så tavs, med sine mørke øjne, der skulede. Signe sørgede for aldrig at tage på besøg, og hun kom kun på kaffe én enkelt gang om året mere kunne hun ikke klare.
Jeg kan slet ikke holde hende ud, min svigermor! Hvis bare hun ikke var her begyndte Signe igen, mens Mette ivrigt nikkede. Mette brød sig heller ikke om sin egen svigermor, Kirsten.
Vennegruppen bestod også af en tredje, Helle, som for nylig var startet som sygeplejerske et nyt sted de to andre havde ikke fået spurgt ind til, hvor det egentlig var, for samtalen drejede straks ind på svigermødre.
Hvad ville der ændre sig, Signe? Tror du, alt blev lettere, hvis hun forsvandt? indskød Helle med et skævt smil.
Måske sukkede Signe, grebet af en pludselig undren.
Hun tænkte tilbage på morgenen. Hvordan hun ledsaget af et ondskabsfuldt smil havde båret gavepapiret frem, ventet på Veras reaktion, da hun overrakte hende pakken med ordre om først at åbne, når hun var gået. Måske fik hun alligevel ødelagt svigermoderens fødselsdag.
I har spurgt, hvor jeg er begyndt, sagde Helle.
En privatklinik? gættede Signe.
Så skal du til at svømme i kroner! lo Mette.
Jeg arbejder på et hospice, lød Helles svar nøgternt.
Stilheden bredte sig.
Men… hvorfor? Er det ikke frygteligt? Og pengene? Signe rystede på hovedet.
Åh hold op med det der penge, Signe, du undskyld mig… Men jeg har kun én ting at sige til dig: dumhed, sagde Helle stille.
Hvem? Min svigermor? forsøgte Signe en joke.
Nej, dig, Signeh… For alt det, du har sagt og gjort, er så ufatteligt tarveligt. Jeg kender ikke din Vera Nielsen særlig godt. Men du siger, hun aldrig har sagt et godt ord til dig? Husk lige Da du og Anders manglede penge til en større lejlighed, hvem solgte så sin ejerlejlighed midt i København og flyttede ud i det lille hus i Hvidovre? Din svigermor. Uden brok. Og da din lille August var alvorligt syg, hvem kørte jer til den speciallæge, som ingen andre kunne få tid hos? Det var Veras gamle veninde, og lægen reddede din søn. Og den der aften til klassefesten, hvor du drak lidt for meget og vågnede hjemme hos en gammel skoleven så var det Vera, der reddede dit ægteskab, da hun fortalte Anders, at du havde sovet hos hende i natten.
Du bider den hånd, der hjælper og passer dig. Hvor mange gange har vi ikke siddet her og spist de hjemmelavede syltede agurker, boller, marmelade, og minestrone, som hun altid sender til dig? Du kan ikke engang kende forskel på en blomst og en tomatplante, det er Vera, der sørger for det hele. Der er ordknappe mennesker, som ikke får sagt de store ting, men viser deres kærlighed med handlinger. Det er værd at huske.
Mettes ansigt faldt. Hun begyndte at inhale flere boller med kål end nogensinde før. Ingen bakkede op om Signe længere. Helle holdt en pause, men så brød Mette ind med lav stemme:
I brokker jer mens jeg ikke engang har en mor mere. I 15 år har jeg levet uden hende, Signe. Du har din mor og din svigermor, og hvordan behandler du dem så? Jeg ringer stadig til min mors gamle nummer, lader hendes nummer stå på min telefon. Jeg snakker med stilheden i røret, fortæller alt hvad jeg savner og længes efter Kryber sammen i hendes gamle tæppe, mens sorgen brænder.
Hun trak vejret tungt, mens Signe mærkede noget ubehageligt vokse indeni. Det føltes som en rusten orm, der tværede rundt, og Signe prøvede ihærdigt at fornægte det. Men hun kunne ikke.
Helle fortsatte:
Sig det, du engang fortalte. Hvornår frisuerede du egentlig sidst Vera Nielsen? Gav hende en klipning eller lidt kulør i håret, som alle os andre får af dig?
Signe standsede. Svarede sagte, næsten ubevidst:
Aldrig.
Nej vel For pokker altså, Signe. Sådan kan man altså ikke behandle folk. Mig selv Min svigermor får altid hjemmebag og lagkager, og hun bliver så glad, griner og pakker det hele ud med de sødeste små hænder nærmest som en lille engel, sukkede Mette.
Signe sad som naglet til stolen. Skulle hun skælde ud og forlade stedet i vrede, som hun havde besluttet? Ormen i hendes mave nægtede, rottede sig sammen til en ildevarslende samvittighed.
Helle, som så på Signe uden vrede, sagde dæmpet:
Jeg ser mange familiehistorier i mit arbejde. Forleden kom én, en succesrig mand, der mistede sin mor. Hun havde bedt om at komme hos os, hun ville så gerne til Limfjorden, hvor hun voksede op. Han havde aldrig haft tid, var for optaget. Da hun døde, råbte han mellem tårerne: “Mor, vend tilbage. Vi skal af sted lige nu. Jeg køber huset. Vi skal nok nå det!”
Eller den ældre officer, der gennem måneder sad hos sin kraftramte datter, der mistede sit smukke, lange hår. Han kom hver dag med hårspænder, selvom der ikke var hår at sætte dem i længere. Vi grinede, men hun ventede hver dag på sin far, hans spænder og hans håb. Han klemte dem i sine hænder, og de skinnede af kærlighed. Da hun døde, delte han dem ud. “Nu fletter hendes mor hende. Mine piger venter på mig,” sagde han til mig med tårer i øjnene.
Pointen er I skal værdsætte livet nu. Lige nu! Eller måske bliver det jer, der om lidt tuder over tab, for sent og aldrig mere… Mens nogle familier bare ødsler hinanden væk i smålighed og intriger og det er så meningsløst.
Mette tørrede klæbrige fingre af i avisen, tastede en besked til sin mand: Hele familien samlet i aften og husk at invitere din mor og far! Med overnatning!
Jeg må hjem vi skal holde familieaften, råbte hun, og forsvandt.
Signe sad et øjeblik endnu, mens hun rystende samlede sine ting op fra gulvet. Uden et ord gik hun ud i den grå forårsaften.
Hun havde sin aftale med kunder, der ventede på klipning og permanent, men… Et sted i udkanten af byen sad hendes svigermor, Vera, lige nu og kiggede på en gave, Signe havde købt i håb om at irritere hende. Ville hun selv blive glad for sådan en gave?
Nej. Signe mærkede, hun måtte handle. Hun ringede folk op, undskyldte venligt, gav løfte om rabat og aflyste det hele. Tog bilen ud gennem brostensgaderne, ud i forstaden.
Vera boede i et lille, grønt træhus. Vinduer med blomstrede gardiner og pelargonier, der tidligere irriterede Signe. Men nu så det ellers fredeligt og fint ud. Signe gik op ad havegangen: Hvordan skulle hun sige undskyld? Skulle hun have noget andet med? For sent nu Hun må love at købe noget til næste gang.
Huset var ikke låst. Inde i stuen sad familien bænket. På bordet stod en stor, malet terrin med hjemmelavede frikadeller, kolde kartofler og brunsovs. Der var boller i karry alles favorit. Anders talte venligt til deres søn, William, der smovsede i sig mormors kåldolmere. Vera i sit marineblå kjole med hvid krave, med den velkendte, flettede fletning på ryggen, lo med et par naboer og en smilende gammel herre.
Se, hvor smukt, jublede Vera, idet hun pegede på gaven fra Signe.
Det er min svigerdatter Signe, min Anders hustru. Hun er så fin, så yndig jeg bliver glad bare af at se på hende! Gud har skabt mægtig skønhed! Hun vil aldrig forsvinde fra mit hjerte. Kunstneren malede hendes portræt. Jeg tudede af glæde, da jeg fik det. Alt andet blegner.
Signe følte rødmende, at hun knap kunne trække vejret. Hendes ører brændte; skammen fra barndommen, da hun engang væltede mormors vase, skyllede op. Hun havde aldrig forestillet sig, at Vera faktisk holdt af hende.
Hun havde ment, et portræt af hende selv ville pine Vera. Nu sad hun der og var lykkelig. Vera sagde, at Signe var så smuk, at hun blev genert bare af at sige noget til hende. Hun havde aldrig lært at sige de store ord. Istedet viste hun omsorg, rettede dynen, når Signe sov. Hendes to døtre og mand døde tidligt, men hun fik en bonusdatter gennem Anders sin Signe.
Signe så på sin egen mand og søn. Anders var alt, hun havde drømt om: betænksom, smuk, arbejdsom, tryghedsskabende. Han er sådan, fordi han er blevet opdraget af hende! lød den lille stemme indeni, der nu ikke længere føltes som en orm, men som noget, der satte hende fri.
Hun ville næsten krybe på knæ og bede om tilgivelse, ligesom manden i Helles historie havde gjort.
Vera… må jeg kalde dig mor? Tillykke med fødselsdagen… stemmen knækkede på de sidste ord.
Vera strålede. Åh, Signe! At du kommer endnu en gang i dag! Min datter, min egen! Kom nu, vi fejrer det her! og hun omfavnede hende.
Den gamle nabo brummede anerkendende, og stemningen blev let og varm.
Signe, som før havde kølet sig i følelsen af hævn, mærkede nu kun taknemmelighed. Hun så på familien, sin mand og søn, og glædede sig over, at hun var rig rigtigt rig. Ikke på penge, men på kærlighed, venskab og tilhør, og nu: forsoning.
Kom til bords! råbte Vera.
Lad os holde en skønhedsaften bagefter! Jeg kan ordne alles hår det er min gave til jer i dag, tilbød Signe med et smil.
Og det var hendes ægte gave. Til dem alle.
