Det er ikke mine unger, Stenhvis du vil hjælpe din søster, så gør det, men ikke på min regning. Hun smadrede sin egen familie og prøver nu at vriste sine børn ind hos os, mens hun lige får ordnet sit liv.
Hvor er her hyggeligt blevet, brormand! Jeg bliver helt misundelig.
Jasmina lod en finger glide hen over dugen, mens hun nøje vogtede køkkenet som en ejendomsmægler. Stine satte salatskålen på bordet og satte sig overfor sin mand. Sten smilede til sin søster, fuldstændig uvidende om, at Stine krøllede servietten så hårdt i hånden, at der sikkert lå mærker bagefter.
Vi har også virkelig ledt længe. Det tog et halvt år at finde noget ordentligt.
De solgte deres lejlighed i København for at købe det lille hus i Odense, tættere på Stens familie. Egen have, egen køkkenhave, ro og fred Stine havde fablet om det liv i tre år. For to måneder siden blev drømmen endelig virkelighed.
Men mig gik det jo ikke så godt med at holde på familien, Jasmina sukkede og nedsank blikket mod sin tallerken. Tre måneder er gået, og jeg føler stadig, jeg snorker mig igennem livet. Vågner om natten der er ingen ved min side. Børnene spørger, hvor deres far er. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Karen, familiens matriark for enden af bordet, rakte ud og klemte datterens hånd.
Det skal nok ordne sig, min pige. Børnene har det godt, det er det vigtigste. Den der knold kommer sikkert til at fortryde, at han gik.
Fireårige Karl, nevøen, smuttede ned fra stolen og spurtsmåede ind i stuen. Et sekund senere lød klirren noget var røget ned fra reolen.
Karl, pas nu på! råbte Jasmina uden at rejse sig.
Treårige Alma begyndte straks at klynke på morens skød for at få opmærksomhed. Jasmina vuggede hende tankeløst, mens samtalen fortsatte:
Det er i det mindste skønt, at I bor så tæt på nu. Mor er jo nærmest immobil efter operationen, så der er ingen, der kan hjælpe.
Ja, jeg var ved at dø, da jeg blev slæbt op ad trapperne i taxa fjerde sal uden elevator, blodtrykket driller, sagde Karen og gned sit knæ. Jeg kunne have besvimet deroppe. Nej, børnepasning fra mig det er ikke tiden til det.
Stine rejste sig for at hente det varme. På køkkenvinduet stod tomatplanter i små potter hendes første tomater nogensinde, klar til at blive sat ud i haven næste måned.
Du siger ikke nej til at passe børnene ind imellem, vel? Jasminas stemme trængte lige så umiskendeligt ind som ånden fra en, der vil låne penge. Det bliver kun, når jeg virkelig har brug for det. Jeg skal have job, gå til læge, snakke med advokat om skilsmissen. Hvor skal jeg ellers gøre af ungerne?
Stine vendte sig om. Jasmina sendte sin stakkelsbror det der hundehvalpeblik, som Stine efterhånden havde set for ofte i de 27 år, de havde kendt hinanden.
Sten nikkede deltagende. Selvfølgelig, Jas. Det finder vi ud af, ikke Stine?
Alle så på hende. Tre sæt øjne, der ventede på det rigtige svar.
Ja, selvfølgelig, sagde Stine. Når det virkelig brænder på.
Jasmina lyste op.
I er verdens bedste. Det bliver jo kun et par timer!
Gæsterne kørte hjem omkring elleve. Sten havde bestilt en taxa til sin mor og hjulpet hende ned hun stønnede ved hver trappe, holdt krampagtigt i gelænderet. Jasmina pakkede sine søvnige børn ind i sin gamle Toyota Corolla og råbte ud ad vinduet: Tak for i aften I er fantastiske!
Stine ryddede af bordet, vuggede tallerkener ned i vasken. Sten sneglede sig om bag hende, kyssede hende på issen.
Se selvhyggelig aften! Mor glad, Jasmina i lidt bedre humør. Det var det rigtige at flytte.
Jovist.
Du virker træt?
Mmm, lidt.
Stine sagde ikke, hvad der virkelig tyngede. Når det rigtig brænder på hun kendte udmærket til, hvordan det udviklede sig til hver dag, for det er så praktisk.
En uge efter ringede Jasmina tidligt.
Stine, red mig! Jeg skal akut til lægen, mor kan ikke have børnene, det bliver KUN tre timer, jeg henter dem ved frokost.
Stine stirrede på sin bærbare, kvartalsregnskabets Excelark åbnede og ventede. Kunden ville have det senest fredag.
Jas, jeg har knald på med rapporten…
De er stille og rolige! De leger bare. Du sætter bare fjernsyn på. Please, Stine, jeg har virkelig brug for det.
En halv time senere stod børnene i hendes gang. Frokosten gik; ingen Jasmina. Pludselig var det aften.
Klokken seks kom Sten hjem. Han kiggede ind i stuen og så børnene foran fjernsynet.
Nå, Jas er stadig ikke kommet?
Nej. Hun sagde til frokost, skrev senere, at hun var forsinket.
Det går nok, sagde han bare, åbnede en øl fra køleskabet. Det er jo familie. Hyg dig lidt.
Stine sagde ingenting. Karl havde fået juice ud over gulvtæppet, Alma var løbet tør for bleer der lå kun én i tasken.
Jasmina ankom ved ni-tiden. Frisk, dufter af kaffe, smilende som om hun havde været lidt på spa.
Sorry, det trak ud. Tak, I er sådan nogle engle!
Stine lavede rapporten færdig klokken tre om natten. Hovedet var propfyldt, børnevræl kørte plantagen rundt mellem tindingerne.
Fire dage senere det samme show. Jasmina dumpede børnene hos dem klokken ni og lovede at hente dem klokken tre. Sten havde nattevagt bag sig og sov længe, vågnede op ved middagstid og dukkede op i køkkenet.
Nå, de er her endnu?
Som du kan se.
Jamen, det går nok. Han lavede te, satte fodbold på. Slap nu af.
Han blev der. Sad med fodbold i stuen, mens Stine løb marathon mellem børn og bærbar. Karl prøvede at engagere onkel i leg to gange. Senere, fætter, jeg ser kampen nu!
Jasmina hentede børnene klokken otte om aftenen.
Efter tre uger var Jasmina og børnene blevet tradition. Tre gange om ugen, somme tider fire. Altid vigtig læge, manden i banken, møde på kontoret, veninde-aften. De to timer blev rutinemæssigt til lange dage.
En aften, da børnene endelig var hentet, satte Stine sig alvorligt over for Sten.
Sten, det kan ikke fortsætte sådan her.
Hvad kan ikke?
Tre gange om ugen. Jeg kan ikke nå mit arbejde.
Han rynkede panden.
Stine, du ved, hun har det virkelig hårdt lige nu. Hendes mand gik, hun er alene med to små. Vi er familie.
Jeg forstår. Men hun lover at hente dem til frokost, kommer til lukketid det er ikke at hjælpe, det er…
Det er hvad?
Stine havde mest lyst til at sige frækhed, at kaste alt i hovedet på mig, men hun bed det i sig.
Mor ringede i dag, sagde Sten. Hun siger, Jasmina har brug for ro. Hun er ung, hele livet revet op. Jeg er hendes bror, jeg må hjælpe.
Og jeg?
Du er min kone, svarede han så det lød som om, det forklarede alt. Vi er én familie.
Stine blev tavs, stirrede ud i mørket, ud på vindueskarmen hvor tomatplanterne længtes efter at komme i jorden. Hun havde tænkt, lørdag skulle være tomat-plantningsdag.
At diskutere videre var nytteløst.
Fredag aften kom Sten ind ad døren:
Jasmina ringede. Hun spurgte om vi kunne tage børnene i morgen to jobsamtaler og hendes bil skal lige på værksted.
Stine lukkede sin laptop, så ham i øjnene.
Sten, vi har talt om det. Jeg kan ikke bruge hver eneste weekend på det her.
Åh kom nu, han smed jakken på stolen og gik til køleskabet, hun er jo min søster. Hvad gør det? Du sidder jo bare hjemme alligevel.
Jeg sidder ikke hjemme. Jeg arbejder hjemme. Det er ikke det samme.
Du kan vel arbejde, mens børnene ser tegnefilm. Kom nu.
Hun ville protestere, men så hans trætte, irriterede blik og gav op. I morgen var lørdag. Hun havde glædet sig til endelig at plante de tomater planterne var endelig klar til at komme i jorden.
Fint, sagde hun. Så lad hende komme.
Lørdag mødte Jasmina op klokken elleve ny kjole, lækkert hår, makeuppen sad, som skulle hun til date, ikke jobsamtale.
Tusind tak, I er verdens bedste! skubbede Karl og Alma ind af døren. Jeg henter dem klokken fem, senest seks.
Og hvor er tasken?
Ups, i bilen! Et øjeblik.
Hun returnerede, rakte tasken til Stine.
Der er bleer og skiftetøj. Jeg smutter, er allerede forsinket!
Døren på vid gab. Stine stod nu i gangen med to børn og en halvtom taske. Sten var i garagen rodede med bil sammen med naboen.
Klokken et var Karl træt af tegnefilm og begyndte stormløb gennem huset. Alma pev: mad, drikke, arm. Stine svingede desperat mellem børn og køkken.
Klokken to stak Sten hovedet ind.
Hvordan går det?
Fint… Kan du tage dem? Jeg skal altså ud og plante tomater det er nu eller aldrig.
Ja, jeg vasker bare hænder.
Hun listede ud i haven, lagde potter og redskaber klar. Nåede lige knap at grave de første huller, da et brag lød inde fra stuen, fulgt af børneskrig.
Stine smed håndskovlen og sprang ind.
I stuen sad Sten på sofaen med mobilen. Karl stod midt i guerillazonen, hvor en lerpotte, jord og knækkede tomatplanter flød. De planter, Stine havde plejet og puslet i to måneder.
Hvad ER der sket?!
Han klatrede op på vindueskarmen, Sten løftede ikke engang blikket Jeg nåede ikke at stoppe ham.
Stine så på den knuste plantejord og de pressede små tomatstængler. Den drøm, hun havde kælet for i to måneder nu massakreret af små børnefødder.
Tøøøøøøøøøøøs, er du sur? Karl kiggede op med skræmt blik.
Nej, mumlede hun, mens hun samlede skår op. Gå ind til onkel Sten.
Sten lagde endelig mobilen.
Det var bare nogle planter, du sætter bare nye.
Hun svarede ikke. Klumpen sad fast i halsen. For hende var det ikke bare tomater, det var drømmen om sit eget, ro og orden som nu måtte vige for andres børn.
Klokken fem kom Jasmina ikke. Klokken seks skrev hun: Bliver lidt forsinket. Klokken syv radiotavshed. Stine ringede, mobilen var slukket.
Ved otte-tiden kunne hun høre motordur ude foran. Ind kom en stor, blank Range Rover, som garanteret ikke havde været på værksted. Ud steg en rødmosset, grinende Jasmina, let vaklende på stiletterne, mens en mand på førersædet vinkede.
Tak for liftet, Thomas! Vi snakkes!
Stine mødte hende på trappen.
Hov, hej! Undskyld forsinkelsen. Jeg mødte en gammel ven efter samtalen han tilbød at køre mig hjem.
Duft: vin og noget lidt for sødt. Ingen havde været til samtale. Ingen værkstedsbesøg, hun havde bare dumpet børnene og moret sig.
Gik jobsamtalen godt? spurgte Stine neutralt.
Hvad? Åh, sikkert. De ringer nok tilbage.
Og værkstedet?
Jasmina tøvede. De har først tid i næste uge. Der er lang kø.
En tyk løgn og ikke engang rødme.
I øvrigt, Jasmina tjekkede sin mobil, kan du onsdag? En jobsamtale mere, sorry.
Nej.
Udmeldingen var hård, kontant. Jasmina stivnede.
Hvad mener dunej?
Præcis dét. Onsdag går ikke.
Jamen hvorfor? Du er derhjemme…
Jeg arbejder hjemmefra. Og jeg har planer.
Jasminas ansigt fortrak sig; det så næsten ud som om der ville komme tårer.
Forstår du slet ikke, hvor hårdt jeg har det? Alene med to små børn. Jeg troede, jeg kunne regne med jer. Men selv en dag kan du ikke…
Jeg HAR støttet dig. Tre uger i streg. Jeg er ikke pædagog, ikke dagpleje.
Hvad er der dog med dig?! Jasminas stemme steg. Det er jo ikke fremmede børn!
De er ikke mine egne, sagde Stine bemærkelsesværdigt roligt. Det er DINE børn, Jasmina. DIT ansvar.
Sten dukkede op i døren, han havde hørt det sidste.
Hvad sker der her?
Jasmina vendte sig straks mod ham, stemmen rystede dramatisk.
Bror, din kone vil slet ikke hjælpe mere. Jeg beder kun om én dag, og…
Hun snøftede, slog hånden for hjertet.
I ved, hvor slemt jeg har det. Jeg troede, min egen familie ville støtte mig. Men…
Hun færdiggjorde ikke sætningen, svang armene og gik ud til bilen. På trappen vendte hun sig.
Du burde være sødere, Stine. Mere menneskelig.
Hun trykkede på mobilen, bestilte taxa. Hun ventede på trappenkiggede ikke på Stine. Da taxaen kom, samlede hun søvnige børn i favnen og forsvandt uden at sige farvel.
Stine stod tilbage på trappen, en sær klump blanding af dårlig samvittighed og også lidt lettelse i kroppen måske havde hun været for brat?
Sten så bilen forsvinde, vendte sig mod sin kone.
Behøvede du være så hård?
Hvorfor? Hun spurgte kun pænt. han afbrød sig selv, gik ind.
En uge gik i stilhed. Så stod Sten pludselig i entréen:
Jasmina ringede. Endnu en jobsamtale. Kun denne ene gang mere, lover jeg. Hvis hun forsinker sig igen, tager jeg affære.
Stine betragtede ham længe. Træt, nærmest mast mellem kone og søster.
Okay. Allersidste gang.
Næste morgen kom Jasmina væltende kyssede sine børn som om hun skulle på rundrejse.
Tusind, tusiiind tak, jeg har travlt de venter på mig!
Bang, og så var hun væk. Stine tilbage med Karl og Alma.
Om eftermiddagen åbnede Stine mobilen for at tjekke mails. Og straks poppede et velkendt smil op i feedetJasmina til cafe-hygge, et glas vin i hånden, en mandearm om skuldrene, overskriften Genforenet med gamle folkeskolevenner! Elsker at være social!
Uploadet for 20 minutter siden.
Stine kiggede på skærmen. Alt faldt på plads: ingen jobsamtaler, ingen private læger. Jasmina vippede bare ungerne af og hyggede sig selv. Måske var eksmanden faktisk ikke så dum måske var han bare blevet træt af det hele.
Hun ringede til Sten.
Nu må du komme hjem og tage dig af dine kære nevøer.
Hvad sker der? Jeg er på arbejde…
Så må din mor tage dem. Jeg gider ikke mere.
Stine, hvad er der dog sket?
Tjek lige din søsters sociale medier og se hvor hun befinder sig. Så kan vi snakkes ved.
Pause. Suk.
Okay, jeg får fri før tid.
Sten kom hjem to timer senere. Så på børnene, så på Stine.
Jeg har set billedet, sagde han dæmpet.
Og?
Måske er det bare en tilfældighed…
Sten. Hun er altid småberuset, når hun henter dem. Sidst blev hun sat af af en fremmed fyr i kæmpe bil. Vågn op.
Det er jo mine nevøer de kan ikke gøre for det.
Og jeg kan måske? Stine mærkede raseri stige op. Det er ikke mine børn, Sten! Jeg skal ikke være gratis børnepasser. Vil du hjælpe din søster, så gør det selv.
Det er min søster!
Din søster har valgt selv. Nu prikker hun sine unger ind hos os og går på café.
Du kan simpelthen ikke sige sådan!
Det ér sandheden. Hver gang hun har hentet børnene, har hun været småsnaldret. Læger og jobsamtaler det er bare undskyldninger. For mig er billedet tydeligt. Er det også for dig?
Sten tav, gned sig i ansigtet.
Lad nu være med at hidse dig op. Jeg har hørt, hvad du siger.
Jasmina kom sent den aften, børnene sov allerede under tæppet i sofaen. Hun mumlede noget om kø og tom telefon, men Sten stoppede hende.
Jasmina, sådan her fortsætter det altså ikke.
Hvad mener du? hun var oprigtigt forvirret.
Bare at dumpe børnene og forsvinde hele dagen. Vi er ikke barnepiger.
Jasmina kastede hurtigt et blik på Stine og der var et glimt af, at hun forstod.
Nå. Det er hende, der har sat dig op mod mig.
Nej. Jeg har selv besluttet det.
Hun fnøs, greb Karl op, mumlede typisk og smækkede døren så hårdt, at krusene klirrede på køkkenbordet.
Næste morgen sad de sammen ved køkkenbordet og drak te. Telefonen ringede. Mor stod der på displayet.
Sten tog den.
Ja, mor?
Kun brudstykker af svigermors bestemte røst kunne høres på afstand.
Hvad er nu det? Kan du ikke hjælpe din søster? Jeg kan jo selv ikke endnu du ved det godt…
Mor, vi kan heller ikke. Vi har vores eget liv.
Nånå! Køber hus, mister samvittigheden! Jeg ser, hvordan det er.
Klik. Sten lagde telefonen, så på Stine.
Hun er fornærmet.
Det havde jeg opfanget.
De sad i tavshed. Udenfor strålede solen. På vindueskarmen stod nu kun en tom urtepotte. Stine betragtede den og tænkte på, hvorfor de havde flyttet for lidt fred, for en have, for deres eget. I stedet fik de andres unger, andres dårligdomme, og familie der konstant mente, de var i gæld.
Sten lagde sin hånd over hendes.
Undskyld, sagde han stille. Jeg skulle have sagt stop noget før.
Stine nikkede. Det føltes ikke som en sejr. Svigermor var fornærmet, Jasmina rasende, og nu ventede måneders kold familiefred. Men for første gang siden de flyttedelettelse i stedet for udmattelse. Hun havde sagt nej. Og hendes mand havde hørt hende.
Alt det andet det kom nok hen ad vejen.
