Sønnen til Karen blev gift for anden gang for en måned siden, og han medbragte denne smukke trettenårige pige, Signe, datter af hans nye hustru, til hendes nye farmor. Hun skulle blive på besøg i en hel uge.
Inden Signes mor tog af sted, hviskede hun til sin svigermor:
Husk på, Signe har aldrig før været ude på landet. Og hun har et ret besværligt sind. Du ved, sådan er alderen. Så vær lidt streng med hende, tak. Hvis der er noget, ringer du bare, så henter jeg hende.
Hvad mener du med hvis der er noget? Karen forstod det ikke helt.
Den nye svigerdatter smilede bare, kyssede Karen på kinden, satte sig ind til sin mand i bilen, og de kørte af sted.
Signe, vil du ikke gå ud efter noget vand? spurgte Karen straks pigen og rakte hende en tom spand.
Hvor skal jeg hente det? Signe så forvirret ud.
Ved pumpen.
Hvad er pumpen?
Det er bare landsbyens vandpumpe. Den står derovre ved lågen, ikke langt fra huset. Man sætter spanden under og trykker håndtaget ned, så kommer vandet ud. Så kan du tage det med ind i huset.
Farmor Karen, mener du det? pigen spærrede øjnene op. Man får da vand fra hanen i køkkenet. Har I ikke vandhane?
Jo, vi har da en hane, Karen smilede. Men der kommer ikke vand ud af den for tiden.
Hvorfor nu det?
Fordi vandet er lukket på vejen. VVS-manden, Per, siger, at et eller andet ventil skal skiftes. Indtil videre må vi hente fra pumpen. Der er altid vand der.
Nej… Signe satte spanden på jorden. Det nægter jeg. Har man en hane, skal der da komme vand ud.
Nå, men så må du vaske dig herude, svarede Karen og førte Signe hen til den store tønde under tagrenden. Tag bare lidt regnvand op med hånden og vask dig.
Ej farmor, alvorligt? Signe kiggede vantro på Karen. Der er jo små dyr i vandet!
Det er bare myggelarver, forklarede Karen. De gør ingenting.
Og hvad med at børste tænder? spurgte Signe skeptisk. Skal jeg også bruge det her vand?
Ja, for der er jo ikke noget i håndvasken nu.
Okay, så går jeg vel ud mumlede hun, greb spanden og gik mod lågen.
Efter godt et kvarter kom Signe tilbage, svedende, og med ikke meget mere end tre liter i spanden.
Hvorfor tog det så lang tid? spurgte Karen.
Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan pumpen virkede. Heldigvis kom en mand forbi og hjalp mig.
Se, så lærte du noget, sagde Karen og hældte vandet over i håndvasken, før hun igen rakte spanden til Signe.
Så, Signe, nu har vi til at vaske os. Nu skal vi have noget mere til at lave aftensmad.
Hvad, skal man også bruge vand til det? Signe så forskrækket på sin farmor.
Ja da. Men ellers må jeg tage fra regnvandstønden, sagde Karen med et blik.
Nej, nej! udbrød Signe og greb straks igen spanden og løb ud til pumpen.
Sådan løb hun frem og tilbage fem gange. Imens gik Karen i gang med aftensmaden.
Farmor, hvorfor laver de ikke bare vandet hurtigt? spurgte Signe, træt og lettere irriteret. Inde i byen ringer man bare, og så er det klaret hurtigt.
Her skal man ikke ringe, men gå hele vejen over til Per på nummer otteoghalvtreds. Men, de har stadig vand. Så Per tager sig god tid.
Kan du ikke gå over og bede ham om at skynde sig?
Jeg har været der mange gange, sagde Karen med et træt smil. Men Per er altid et eller andet sted: ude på engen, på maskinstationen, alle steder. Han siger, han kommer i morgen, men det bliver ved.
Nå… Hvilket nummer var det, sagde du?
Otteoghalvtreds.
I hvilken retning?
Derovre mod den hvide gård, Karen pegede. Hvad tænker du på?
Jeg går bare selv over til Per!
Inden Karen kunne stoppe hende, smuttede Signe ud ad lågen og var væk. Efter et halvt time kunne Karen ikke vente mere. Hun skyndte sig over til Pers hus.
Har min pige været her? spurgte hun Pers kone, Anna.
Den lille ballademager? Anna så skævt til Karen.
Ballademager? Hvorfor det?
Først forlangte hun straks at tale med Per. Så begyndte hun at skælde ud over, at Per vist kun tænker på sig selv. Og det min Per, som farer rundt og hjælper alle. Jeg svang kosten efter hende, og så truede hun med at brænde vores skur af, hvis vi ikke fik vandet i gang! Kan du forstå det?
Min Gud, Karen tog sig til brystet. Siger du virkelig, at Signe sagde det?
Signe? Anna fnyste. Den slags Signe ønsker jeg ikke i min gård…
Og hvor er hun nu?
Hvordan skulle jeg vide det? Hun løb vist ud for at lede efter Per.
Hvor er han?
Ude på engen. Han er altid væk om høsten, reparerer maskinerne.
Kære gode Gud! udbrød Karen igen og løb mod marken, hvor høstarbejderne gik i gang.
Men hun nåede aldrig helt frem. For ude på landevejen kom en traktor kørende, styret af Per, med en meget arrig Signe ved siden af.
Da Per så Karen, bremsede han op.
Er hun din? råbte han hen over traktorstøjen og nikkede mod Signe.
Karen nikkede og råbte bekymret:
Hvor kører du hende hen, Per? Til politiet? Hun er jo bare et barn!
Hvilket politi? sagde Per. Jeg kører hjem til jer og skifter ventilen. Din lille bandit her løber rundt mellem mejetærskerne og truer med at punktere hjulene, hvis ikke hun får vand i hanen. Ved hun ikke, at man ikke kan punktere et traktordæk med en søm? Per slog pludselig en stor latter op. Åh, hvis vi bare havde flere sådan nogle raske unger i landsbyen, så kunne vi få sat skik på alting! Han vendte sig til Signe. Nå, pirat, vil du styre traktoren?
Ja! råbte Signe op og spærrede øjnene op af begejstring.
Så hop op på sædet, tag rattet, og så kører vi hjem for at reparere jeres vandrør, sagde Per. Men kun hvis du rækker mig værktøjet!
Det gør jeg! svarede Signe glad og greb fat i rattet.
Signes forældre hentede hende først hjem fra landsbyen efter hele tyve dage, den 30. august og kun fordi skolen begyndte om to dage. Ellers var hun nok blevet endnu længere. For der var stadig masser at lave derude, når høsten gik på hæld.
