Da jeg kom hjem fra supermarkedet, sad der en mand på bænken foran opgangen, som jeg aldrig havde set før.

Da jeg kom hjem fra supermarkedet, sad der en mand på bænken foran opgangen, som jeg aldrig havde set før.
Han holdt en gammel brun kuvert i hænderne.
Så snart jeg nærmede mig, kiggede han direkte på mig.
Er du Freja Jensen?
Jeg blev helt stille et øjeblik og posen med indkøbene slog blidt mod mit knæ.
Ja… hvorfor spørger du?
Han rejste sig langsomt op.
Cirka halvtreds, med gråt hår og trætte øjne.
Jeg har ledt efter dig i to dage.
Det gav et stik i hjertet.
Hvorfor?
Han rakte mig kuverten.
Den skal du have.
Kuverten var tung.
Jeg åbnede den forsigtigt.
Indeni lå et gammelt fotografi.
Det var mig på billedet.
Meget yngre.
Jeg stod ved et busstoppested, med en bog i hånden og rygsæk på skulderen.
Jeg huskede dagen.
Det var næsten tyve år siden.
Hvor har du det fra? spurgte jeg.
Han smilede sørgmodigt.
Fra min bror.
Jeg fik ondt i maven.
Jeg har ikke nogen bror.
Ikke din.
Han pegede på billedet.
Min bror tog det af dig.
Jeg satte mig ved siden af ham på bænken, fordi det sortnede for mine øjne.
Hvorfor?
Fordi han var forelsket i dig dengang.
Der blev helt stille.
Man kunne høre bilerne fra gaden og en hund, der gøede et sted langt væk.
Jeg har aldrig set ham, sagde jeg stille.
Du har set ham.
Hvornår?
Han satte sig tættere.
Han stod hver morgen ved samme busstoppested.
Jeg prøvede at huske tilbage.
Kolde morgener.
Folk med kaffe-to-go.
Busser.
Var der en mand med mørk jakke og kamera? spurgte han.
Så kom jeg i tanker om det.
En mand, der stod lidt væk, nogle gange med en avis, andre gange bare betragtede folk.
Ja…, hviskede jeg.
Han nikkede.
Det var ham.
Jeg kiggede igen på fotoet.
Hvorfor giver du mig det nu?
Han tøvede.
Fordi min bror døde i sidste uge.
Jeg knugede billedet i hænderne.
Og han har efterladt det til mig?
Ja.
Han trak et lille stykke papir op af kuverten.
En lille seddel.
Jeg foldede den ud.
Skriften var pæn og forsigtig.
“Hvis du nogensinde finder hende, så fortæl hende, at hun var det smukkeste, jeg har set hver morgen.”
Mine øjne blev fugtige.
Nogle gange går vi forbi mennesker, som ændrer vores liv,
uden at vi ved det.
Uden at vi husker dem.
Jeg kiggede mod manden.
Hvorfor har han aldrig sagt noget?
Han smilede skævt.
Han troede, du var for lykkelig til at han ville forstyrre dig.
Der blev stille.
Jeg sad med billedet og prøvede at huske hans ansigt,
men jeg kunne ikke.
Og nogle gange er det mest mærkelige at opdage,
at man har været nogen andens minder…
uden selv at ane det.
Sig mig ærligt…
Hvis du fandt ud af, at nogen har tænkt på dig i årevis uden at fortælle det,
ville du ønske, du havde vidst det lidt før?