24. april
Jeg kan stadig mærke spændingen i stemmen, da jeg den dag ringede til Anna.
Har I købt lejlighed? udbrød jeg nærmest for højt, og Anna grinede i røret. Hvor er det fantastisk, skat! Sikke en milepæl!
Jeg kunne høre Markus sige noget i baggrunden, lidt dæmpet.
Mor, det er altså lige vel højt, naboerne kan da høre dig…
De skal da bare høre det! lo jeg. Hvornår kan jeg komme og se den? I dag? I morgen? Jeg bager æblekagen, den som Markus elsker.
Der blev stille.
Kom på lørdag, så har vi nok fået flyttet møblerne.
Lørdag stod jeg der, midt i den lyse stue, og snurrede langsomt rundt om mig selv, tog de høje stuklofter ind, det store vinduesparti, hvordan væggene endnu duftede af ny maling og frisk træ.
Køkkenet er kæmpe, tænker du! Anna trak mig igennem gangen. Og der er lukket altan, perfekt til barnevognen senere hen.
Hvor er det flot, jeg strøg hånden hen over væggen. Markus, det har I gjort godt!
Markus trak bare lidt på skuldrene.
Vi gør vores bedste, Lisbet.
Over middagen tog jeg endnu et stykke kage og fik endelig sat ord på det, der havde rumsteret i mit hoved hele dagen.
Jeg har været så bekymret for jer, I aner det ikke. Anna i syvende måned og så på leje, med en udlejer der kunne smide jer ud når som helst. Det går jo ikke.
Anna og Markus udvekslede et hurtigt blik, og jeg så straks, hvordan Annas skuldre spændte op.
Mor, vi klarede den jo.
Klarede og klarede, jeg lagde gaflen fra mig. Men jeg lå søvnløs om natten og spekulerede. Hvad nu hvis noget gik galt? Et barn har brug for tryghed, et hjem.
Markus hostede svagt og skubbede tallerkenen fra sig.
Afdragene er selvfølgelig ikke små. Men vi har beregnet alt.
Hvor store er de? spurgte jeg med det samme.
Helt normale, skyndte Anna sig at sige. For København, altså.
Jeg betragtede dem begge, på deres sammenbidte miner, på Markus der nærlæste mønstret på dugen. Det var tydeligt, de frygtede, om det nu skulle gå. Men de ville aldrig indrømme det.
Hør nu, jeg satte mig op med det samme. Jeg hjælper selvfølgelig til, det er ikke til diskussion. Og Markus’ forældre hjælper vel også?
De har sagt ja, nikkede Markus. Min mor lover at give, hvad hun kan hver måned.
Der kan I bare se! Jeg lænede mig tilfreds tilbage. Sammen klarer vi det. I er ikke alene.
Anna prøvede at smile, men jeg kunne se uroen i hendes blik.
Datterens førstefødte, Mikkel, kom til verden i marts. En stor, sund og højlydt dreng. Jeg var der ugentligt, kogte suppe, vaskede stofbleer, gik ture på stierne rundt om byggeriet med barnevognen.
Så blev det hverdag. Markus fik et nyt job, og Anna begyndte forsigtigt at tale om et barn mere.
To år senere kom Liva til, og lejligheden blev igen fyldt med børnestemmer, legetøj overalt og søvnløse nætter. Jeg så på Anna hendes øjne strålede af lykke og tænkte, at nu var livet, som det skulle være.
Indtil Markus blev fyret.
Jeg fandt ikke ud af det med det samme. Anna ville helst ikke fortælle sandheden, sagde bare, at de var lidt trætte, at alt nok skulle gå. Men en dag dukkede jeg op uanmeldt og fandt hende grædende over regningerne.
Vi kan ikke mere, mor, sagde hun lavt. Vi er tre måneder bagud. Banken ringer hver dag.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Lånte fra familie og venner. Men det var som at hælde vand i sand. Markus forældre havde næsten intet tilbage, især efter hans far havde været syg.
Og efter et halvt år tog banken lejligheden fra dem.
Jeg sad hjemme hos min veninde Marie og kunne ikke røre teen.
De bor nu alle fire i en lille toværelses, jeg knugede koppen. Mikkel er fire, Liva knap to. De vokser nærmest oveni hinanden ingen plads til at være børn!
Marie rystede på hovedet.
Åh, Lisbet, det er så urimeligt…
Jeg sagde jo, de skulle prøve. At vi nok skulle hjælpe! Men hvad kunne jeg? Min pension er ingenting, og arbejde er sporadisk. Det var mig, der bildte dem ind, det nok skulle gå!
Men hvordan kunne du vide, hvad livet bringer?
Hjælper det? Jeg stilnede af. Bliver det lettere for børnene, for Anna?
Jeg begravede ansigtet i hænderne. Jeg havde troet, det hele var faldet på plads. Nu føltes alting værre. Før var de jo kun dem selv på leje nu sad de der med to børn!
Tiden gik.
Anna og Markus fik endelig betalt restgælden til banken, hvilket var en kæmpe lettelse.
Og hvad nu? spurgte jeg en dag.
Vi sparer op til et nyt hjem. Noget mindre denne gang, sagde Anna.
Det lyder fornuftigt, jeg nikkede, selv om hun ikke kunne se det. Det vigtigste er, at det bliver jeres.
To år senere blev Mikkel seks. Jeg troppede op til fødselsdagen med en kæmpe gave under armen havde været i BR i tre timer for at udvælge præcis det bygge-sæt, han havde ønsket sig siden vinter.
Bedste! råbte han, og kastede sig i armene på mig. Er det til mig?
Selvfølgelig, skat! Jeg gav ham et stort kys. Og en ting til.
Jeg rakte ham et kort. Han kiggede ind, og øjnene blev helt store.
Hvor meget?!
Syv tusind kroner, jeg satte mig ned til ham. Du ønskede dig en mobil, ikke? Nu kan du begynde at spare op. Bedste vil gerne hjælpe.
Mikkel krammede kuverten og løb ind for at vise gaverne til Liva. Anna stod i døråbningen og så på os men jeg lagde ikke mærke til hendes mærkelige blik.
To uger senere ringede jeg igen til Mikkel. Han tog røret efter tredje ring.
Hej, bedste!
Hej, min skat! Hvordan går det?
Fint! skyndte han sig at sige. Jeg har fået nyt tøj til sommer, shorts og t-shirt og seje sneakers!
Jeg stoppede op.
Hvad for noget tøj? Hvor har dine forældre fået penge til det?
Mor tog dem, du gav mig, sagde Mikkel uden bekymring. Hun sagde, vi køber mobilen en anden gang. Tøjet var vigtigere.
Noget varmt og tungt samlede sig i mit bryst.
Kan jeg få mor i røret? sagde jeg.
Hun er optaget.
Okay, jeg pressede et smil frem. Hej, skat.
Jeg lagde telefonen og sad længe. Jeg vidste, det her måtte jeg tage med Anna.
Næste morgen stod jeg foran hendes dør.
Hvordan kunne du, Anna? Jeg var virkelig vred. De penge var til Mikkel! Ikke til dig!
Anna lukkede øjnene et øjeblik.
Mor, slap nu lige af.
Hvad? rasede jeg. Han drømte om mobilen! Jeg gav ham pengene, så han kunne spare op! Og du bruger dem på tøj!
Annas ansigt blev uvægerligt koldt.
Mor, jeg gjorde det, der var nødvendigt.
Nødvendigt? Jeg var i oprør. Tage dit barns penge til shorts?
Han manglede sommertøj, sagde Anna stille. Der var ikke penge til mere.
Kunne du ikke have spurgt mig? Jeg gik truende et skridt frem. Kunne vi ikke have talt sammen?
Nej, mor, Anna rystede på hovedet. Her hjemme bestemmer jeg, og det blander du dig ikke i.
Ikke blande mig? Jeg råbte næsten. Jeg ser jo, hvordan I håndterer penge! I kunne ikke engang beholde lejligheden! Det er tydeligt, at I ikke har styr på det.
Anna blev bleg, men sagde ikke noget.
Nu tager du også penge fra dit eget barn du burde skamme dig!
Gå nu, mor, sagde hun lavmælt. Vær sød at gå.
Jeg gik uden et farvel, med vreden sitrende indeni. Hun havde handlet forkert, og nu smider hun mig ud! Anna skal nok selv komme og bede om forladelse, tænkte jeg.
Men ugerne gik. Anna ringede ikke svarede ikke på mine beskeder.
Endnu en dag sad jeg hos Marie og pillede ved en serviet.
Hun har droppet mig, sagde jeg stille. Lader mig ikke se børnene, tager ikke røret.
Marie skænkede ny te.
Hvad sagde du til hende?
Jeg sagde sandheden, bed jeg fra mig. At de ikke kan finde ud af penge, at de er hovedløse! Er det ikke sandt?
Marie så et øjeblik ud ad vinduet.
Gik pengene ikke til Mikkel?
Jo, det gjorde.
Så var de hans. Du havde givet dem væk, Lisbet.
Men de var til mobilen!
Tøjet var vigtigere, Marie trak på skuldrene. Han havde brug for det.
Jeg åbnede munden, men Marie lagde en hånd over min.
Og det med lejligheden det var måske heller ikke fair. De sled i det, betalte tilbage i årevis, holdt sammen om børnene. Og så kalder du dem hovedløse.
Jeg ville jo bare det bedste for dem, mumlede jeg. Jeg bekymrer mig.
Men du kom alligevel til at såre dem. Måske bør du ringe først? Og sige undskyld?
Jeg pressede læberne sammen og vendte blikket væk. Nej, nu må de komme til mig. Jeg ville det jo kun godt.
