Min bedre halvdel gav et ultimatum: Enten mig eller dine katte! og så hjalp jeg ham med at pakke kufferten.
Igen kattehår! Prøv lige at se på denne jakke, Mathilde! Jeg hentede den fra renseriet i går, og i dag ligner den, at jeg arbejder på internatet for forhutlede killinger. Hvor længe skal man finde sig i det?
Jakobs stemme lød ikke bare irriteret den havde fået den der særlige skingre klang, som han ellers kun brugte, når S-toget var forsinket, eller der var for lidt leverpostej tilbage. Mathilde stod ved komfuret og vendte pandekager. Hun sukkede dybt, slukkede for blusset og vendte sig roligt mod ham. Jakob stod midt i entreen og holdt sin mørkeblå blazer strakt ud foran sig, mens han pegede behovent på fire hvide hår på reversen.
Jakob, hvorfor råber du? spurgte hun, mens hun tørrede sine hænder af i forklædet. Jeg har jo bare sagt, at du ikke skal hænge tøjet over stolen i stuen. Du ved jo, at Felix elsker at ligge der. Kom, giv mig jakken så ruller jeg den lige.
Hun tog en fnugrulle, der selvfølgelig lå i skuffen i gangen, præcis til formålet, og kørte den et par gange over stoffet. Jakken var igen skinnende ren nogen ville have jublet, men ikke Jakob. Han rev tøjet til sig, som om hun havde kastet en død fisk på ham.
Mathilde, det handler ikke om jakken! Det er hele lejligheden. Der er kat over det hele. Jeg kunne lige så godt flytte ind på Zoologisk Have. Sofaen, gulvtæppet, alle steder er spækket med dine… dyr. Jeg er voksen mand, jeg vil gerne kunne komme hjem og slappe af ikke balancere gennem foder- og kattebakker og sådan noget kradsetræsnonsens. Du har lavet vores hjem om til et cirkus!
Mathilde sagde ikke noget. Følelsen af uretfærdighed var efterhånden blevet en gammel ven. Vores hjem, sagde han så flot, men den store, lyse treværelsers på Frederiksberg, med stuklofter og altan, havde Mathilde arvet efter mormor, længe før hun mødte Jakob. Han flyttede ind med sin cykel og en kasse LPer, for fem år siden og dengang syntes han, Felix og lille Stribe var noget af det hyggeligste. Han havde aet Felix bag øret og erklæret, at intet giver hjemlig hygge som en kat.
Men der var gået lunkent postevand i hvedebrødsdagene, og nu var det åbenbart kun plads til ét ego ad gangen og helst Jakobs. Han elskede steril orden og at være centrum og helst begge dele på én gang.
Mathilde, vi har to katte. To. Og de boede her altså, før du flyttede ind, sagde hun og gik ud i køkkenet for at hælde kaffe op.
Medlemmer af familien, fnøs han og slæbte sig med ind. Det er KATTE, Mathilde! De æder og sover! Har du set prisen på deres mad? Jeg så på Bonni-chekket i går: TO TUSINDE kroner for kattemad! Og du siger, vi skal spare op til sommerferien?
Det er specialfoder Felix har dårlige nyrer, og jeg betaler selv, jeg rør ikke de penge, du betaler ind.
Vi har fælles økonomi! råbte han og hamrede hånden i bordet, så kaffebøtten nærmest vibrerede. Hver en krone du bruger på de pelsede kræ, mangler vi til mad til os. Så kan jeg stå for laks og avocado, mens du smider penge efter kattemad. Det er simpel matematik!
Mathilde stirrede på ham. Den galante mand, der engang reciterede H.C. Andersen-digte til hende og gav hende tulipaner, var væk. Nu sad der kun en sur, smålig mand og forsvarede sit kongerige af fnugruller.
Hun vidste godt, jobbet haltede for tiden der var nedskæringer i afdelingen på Novo Nordisk, og Jakob frygtede fyresedlen men det gik mest ud over hende og kattene.
Netop dér slentrede Felix ind, stor og blød, glædende sig til morgenmad. Han gned sig om Mathildes ben.
Smut! råbte Jakob og løftede foden. Felix stak af over det glatte gulv, og i forsøget på at stoppe kradsede han Jakobs dyre habitbukser. Det sagde frrrrrrrrip en lang trævle afslørede sig.
Et øjeblik var der neonstille. Jakob kiggede ned på sine bukser, bleg og sammenbidt.
Nu er grænsen nået, hvesede han, så Mathilde frøs om hjertet. Nok er nok.
Han sparkede stolen bagud, så den væltede med et brag. Hans ansigt var nærmest lilla.
Jeg har fundet mig i pels i suppen, lugt fra kattegruset, natlige kattekapløb… Men skader du mine ting, Mathilde, så er det slut!
Mathilde stod stille med hænderne for brystet. Felix forsvandt under sofaen, Stribe vågnede, ørerne på stilke.
Hvad mener du, Jakob? spurgte hun stille.
Det er mig eller kattene. Vælg. Når jeg er hjemme fra arbejde i aften, er de væk. Du kan overlade dem til din mor, sælge dem, sætte dem på Facebook eller smide dem ud jeg er ligeglad. Men jeg nægter at bo med dem en dag mere. Jeg er et ordentligt menneske, og jeg forlanger respekt!
Det er gas, ikke? Et ultimatum over et par bukser?
Ikke kun bukserne! Dit hele kæledyrspladder! Bevis, du elsker mig og ikke de lopper mere end din mand! I aften tjekker jeg.
Han rev sin skuldertaske til sig, efterlod halvdrucken kaffe og smækkede døren bag sig så hårdt, at kalenderen, der viste “Juni”, røg på gulvet.
Mathilde stod midt i køkkenet. Lammet. Hun samlede mekanisk kalenderen op og hængte den igen. Så sank hun ned på en stol og græd ikke af sorg men af afmagt og skuffelse. Hvordan kunne han bede hende opgive dem? Felix var tolv år en gammel kat, der krævede særlig pleje. Stribe var sky og ville ikke overleve én time på gaden.
Felix stak hovedet frem under sofaen, tjekkede om Den Larmende Mand virkelig var væk, og hoppede så op på Mathildes skød. Han startede en motor af en spinden, så hele Mathilde vibrerede.
Bare rolig, jer skiller jeg mig ikke af med, sagde hun hvad for noget pjat.
Hele dagen føltes som at være indhyllet i Aalborgtåge. Mathilde ringede til arbejdet og tog en hovedpinedag hun magtede ikke at tage derind. Hun gik rastløst rundt, nussede potteplanterne og mindede sig selv om, hvor ligegyldig Jakobs penge blev, når hun selv stod for regningerne og ejede lejligheden.
Hun så for sig det forfærdelige blik han havde haft, da han for et halvt år siden sparkede ud efter Stribe, bare fordi hun gik i vejen og fortalte at det var et uheld, som hun godt vidste ikke passede. Husker, hvordan kattene var forment adgang til soveværelset og kradsede fortvivlet på døren. Husker alle økonomiske småbrokkerierne selvom Mathilde selv tjente mere end ham.
Tågen lettede omkring frokost. En mærkelig ro indfandt sig tanken om Jakobs ultimatum var ikke bare et vredesudbrud, men et tegn, et symptom. En som vil have dig til at vælge mellem din medfølelse og ham selv, fortjener hverken det ene eller det andet. I dag kunne han ikke døje kattene i morgen var det måske hendes mor eller hende selv, hvis hun engang blev syg og krævede for meget.
Klokken var kun fire. Der var tre timer til han kom hjem. Masser af tid.
Mathilde rullede det store kuffertskab ud og åbnede den blå Samsonite, der blev brugt til charterturen til Malaga. Hun tørrede støvet væk, lynede op og begyndte at pakke resolut, nærmest rutineret. Jakkesæt, pænt foldet. Skjorter, trøjer, jeans alt der var Jakobs. Undertøj i sidelommen, sneakers og skistøvler i hver sin pose. Toiletsager perfumesamling, barbergrej, deo alt i toilettasken.
Undervejs blev hun et øjeblik bange er det her nu rigtigt? Skulle man forsøge at tale sig til rette? Indgå lidt kompromis? Men billedet af hans blik, de ord parasitdyr, han havde råbt, tonede frem for hendes blik. Der findes kompromis med mange ting men ikke selviskhed.
Hun pakkede det sidste, da det bankede på døren. Mathilde gispede kort, men det var kun Fru Nielsen ovenpå med en bakke småkager og lidt sladder.
Mathilde, du er bleg. Gik din kæreste ikke ud af døren med et ordentligt brag her til morgen?
Ikke noget specielt, vi løser boligproblemer, svarede Mathilde neutralt.
Nåh, bare du ikke har brug for en ekstra overnatning! Kom forbi til aftenkaffe jeg har bagt kardemommeboller.
Mathilde smilede stort. Tak, det gør jeg måske.
Da klokken nærmede sig seks stod to kufferter og en sportstaske klar i gangen. Lejligheden føltes på én gang mere rummelig, men også mærkeligt hul eller måske bare lettere.
Mathilde lavede sig en kop myntete, fyldte madskålen til kattene og satte sig med katten på skødet. Felix udstrakte sig taktfast på fødderne, Stribe indtog armlænet.
Klokken 19:15 lød nøglen i døren. Hun hørte døren gå op, tunge åndedrag opgangen havde glemt elevatoren, som sædvanligt.
Nå, lød Jakobs stemme, selvsikker og nærmest belærende. Har du så truffet det rigtige valg? Hvor er de pelsbundter? Jeg håber, de er på Roskilde Dyreinternat nu!
Han vadede direkte ind i stuen uden at tage skoene af og stoppede brat.
Mathilde sad i stolen. Kattene var der stadig. Felix åbnede det ene øje, rullede det igen og gjorde det klart, at Den Larmende Mand ikke ville trænge ind denne gang.
Jeg fatter det ikke…, Jakob blev tomatrød. Forstår du ikke, hvad jeg sagde? Det var et ultimatum!
Jeg hørte dig tydeligt, svarede Mathilde roligt, og jeg har truffet mit valg.
Jamen!? Hvorfor er de stadig her så?
Det er deres hjem. Dine ting står i gangen.
Jakob så desorienteret ud. Han løb ud i gangen og snublede næsten over tasken.
Hvad? Har du pakket mine ting? Vil du smide mig ud? For et par katte?!
Nej, fordi du tvinger mig til at vælge. Folk der elsker hinanden, giver ikke ultimatum de finder løsninger. Du skulle bare vise, hvem der bestemmer. Men det er ikke styrke, det er svaghed.
Er du komplet vanvittig! råbte han og baskede med armene. Kvinder over fyrre med katte ender altid som gamle originaler. Vær taknemmelig, at jeg har holdt dig ud! Vi ses du kravler sikkert tilbage, når du savner en rigtig mand! Du går under alene!
Lejligheden er min, jobbet har jeg, lønnen er god, listede Mathilde på fingrene. Ingen voksen mand at rydde op efter, ingen mand at lave mad, ingen sure miner. Jeg tror faktisk, det bliver ganske rart.
Han fór frem, men Felix hvæsede pludseligt højt og rejste ryggen. Jakob forskrækkede sig det havde han ikke ventet, og det var udtryk for, hvem der bestemte.
Glem det, råbte han og styrtede ud i gangen. Hvor er min bærbar?
I tasken, i siden.
Og papirer?
Øverst i kufferten. Jeg lagde endda din elskede kaffekop i.
Mathildes rolige stemme gjorde ham vanvittig. Havde hun været vred, havde han følt sig styrket, men hun sad iskoldt og smilede venligt.
Han småbandede i gangen. Måske håbede han, at hun ville løbe efter, græde, bede ham blive. Men Mathilde sad roligt. Så smækkede døren én sidste gang, og lyden af kufferthjul forsvandt ned ad trappen.
Mathilde mærkede efter var der sorg? Angst? Ensomhed? Nej. Der bredte sig bare en behagelig lettelse. Som når man endelig smider en alt for tung rygsæk af.
Felix stak næsen op til hende. Hun aede ham bag øret.
Nå, lille vagtkat, fik vi endelig sparket den energityv ud?
Stribe vovede sig op og puttede sig i hendes skød.
Telefonen ringede. Elskling lyste op. Mathilde skar ansigt, blokerede nummeret og omdøbte straks kontakten til Jakob Eks. Overvejede, om hun gad slette ham helt.
Hun gik i køkkenet, tog et glas hvidvin flasken var rest fra nytår og lavede et ostemad. Sjældent havde hun været mere rolig. Jo, næste dag ville nok byde på drama måske ville Jakob plage om møder, forsøge at splitte, eller krede over dimser, han alligevel kun havde købt på afbetaling. Det måtte være fremtids-Mathildes problem.
I aften var hun hjemme rigtigt hjemme. Her måtte jakken hænge på stolen, her var risikofrit at drysse krummer, og ingen ville skælde ud over en kattehale i stuen.
Det ringede igen på døren ikke brølende men blidt og nysgerrigt. Ingen tvivl, det var ikke Jakob.
Det var Fru Nielsen med en lun kålpige i et viskestykke.
Mathilde, jeg tænkte, du kunne bruge lidt hjemmebag. Hørte, der var knald på kufferterne før. Er han ude at rejse?
Mathilde så på det milde ansigt og den velsmagende kage. Felix og Stribe dukkede op, nysgerrige på ny kollega.
Nej, han rejser for sidste gang. Kom ind til et krus te jeg har pludselig masser af tid og fred.
Det blev en dejlig aften. Te, havekage, kattespind og endelig ro. Mathilde opdagede én ting: Ensomhed er ikke, når man sidder alene med sine katte. Ensomhed er, når man bor sammen med en, der er ligeglad og dagligt må forråde sig selv for at gøre ham tilfreds.
Kattene bookede hun straks til et besøg hos en professionel pelspleje. For selvfølgelig skulle de forkæles. Det skylder hun dem for det var allermest dem, der hjalp hende med at få ryddet hoved-affaldet én gang for alle.
