Familiejuvelen
– Nej! Lad være med at overtale mig, mor! Jeg gør det alligevel!
– Lykke, hvorfor? Forklar mig dog, hvorfor skal du absolut det?
– Fordi han træder ind i rummet et minut før mig! Fordi jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet! Fordi jeg aldrig får mit liv på plads som andre! Ingen mand, ingen børn! Forstår du det ikke, mor? Lykke græd pludselig og kastede hårbørsten hen mod Viggo, der havde siddet og stirret sig blind.
Puden, som han blev ved at kradse i med kløerne, mens han lyttede til diskussionen over sit hoved, var omhyggeligt broderet af Lykkes hænder. Hun havde villet give den til sin mormor, men det store familieskænderi, der havde splittet familien i to lejre, gjorde, at puden aldrig fandt vej til dens rigtige ejer. Nu tjente de fine fløjlsroser hende selv, bortset fra når de blev angrebet af familiens forkælede kat.
Kat Viggo var kommet til huset takket være Lykke hun mente nu, at hans opdragelse var hendes ansvar, efter hun havde reddet ham fra nogle drenge fra nabolaget. De havde næsten pint den stakkels kat ihjel, fordi ingen troede de ville savne eller forsvare den. Men de undervurderede Lykke komplet. Hun så spinkel og sart ud, altid med sin nodebog, præcis som moderen ville have. Hendes far havde nu gerne set hende anderledes. Derfor havde Lykke sort bælte i karate og hylderne fulde af pokaler, som hun hadede støve af hver gang. Hendes mor nægtede stædigt at flytte pokalerne, for de burde hæve hendes selvtillid.
Lykkes sportslige evner kom hende til gode, da den flok drenge fik læst og påskrevet og fortrak hun blev da den stolte ejer af en tynd, halvskaldet killing med et mærkværdigt bart halestump, som hurtigt voksede sig flot. Nu var Viggo en ordentlig, kradsbørstig kat, der mente, Lykke var hans ejendom og bekymre sig behøvede han aldeles ikke. Han kunne nyde livet og lade hende kæle for sig, når det passede ham.
Den dag Viggo officielt blev familiemedlem, vendte Lykke hjem fra Det Kgl. Musikkonservatorium frustreret og rastløs. Konkurrencen, hun snart skulle deltage i, var begyndt at tynge. Hendes fingre, som ellers lød hende ubesværet og spillede alt perfekt, blev pludselig stive, straks Anton, hendes studiekammerat, trådte ind i øvelokalet.
Anton, som hun have kendt praktisk talt hele sit liv først i folkeskole, siden på Musikskolen var pludselig blevet mystisk, fremmedartet. De havde ikke ses hele sommeren, han havde været bortrejst med sin familie, og ved gensynet blev Lykke genert. Da Anton som var hans vane lagde armen om hende, mens han fortalte historier til de andre, frøs Lykke pludseligt rørt af en følelse af vild lykke under hans hånd. Normalt ville hun have vredet sig fri og givet ham et rap i nakken, men nu havde hun bare lyst til at stå sådan i lang tid, nyde hans varme hånd på skulderen og drukne i lykken.
Selvfølgelig skældte hun sig selv ud bagefter. Fjols! Hvordan kunne hun dog bilde sig ind?
Men den sære følelse ville ikke forlade hende, og hun søgte konstant med blikket efter sin “prins” i mængden. Når hans hoved drejede sig i hendes retning, kiggede hun hurtigt væk.
Det var plagsomt og pragtfuldt på én gang. Hun ville så gerne tage snakken med Anton, men hun frygtede det så meget, at tanken alene gav hende tunnelsyn, og fingerfærdigheden forsvandt.
Lykke led.
Hun kunne ikke fortælle nogen om det, slet ikke sin mor. Den første forelskelse måtte være hendes hemmelighed alene.
Forholdet til moderen, Kirsten, var kompliceret. De elskede hinanden intenst, men begge var stædige som to geder på en bro. Familien skændtes dog ikke højlydt eller med smadrede tallerkener. Nej, her smækkede man bare døren stille, og så herskede stilheden længe i huset.
– Kulturel nedslagtning, plejede mormor at kalde det, før uenighederne skilte dem alle ad.
– Fænomenal dumhed, sagde hun senere.
Lykke var enig, men kunne ikke ændre traditionen og fortsatte.
Hun vidste, at moderens kærlighed til hende var grænseløs den kunne være kvælende. Kirsten gjorde alt for at skærme datteren og endte med helt at isolere hende. Lykke kom sjældent ud, havde ikke været på lejr som barn, havde kun omgang med børn af mors udvalgte veninder aldrig rigtige venner. Hun klarede sig dog fint, selvom hun fandt Venke, morens yndling, umulig, altid med drillerier og sårende tilnavne.
– Åh, hvor er det ærgerligt, at børnene ikke kunne med hinanden. Kunne have været et skønt match!
Venke var hurtigt flyttet til Malaga med familien, og denne gang-skabte gensyn arrangerede Kirsten altid, uden tanke for Lykke.
– Mor, hvorfor? I kunne bare have ladet være!
– Det var nødvendigt, min pige. Du forstår det ikke nu, men du vil engang takke mig!
Lykke gjorde det bestemt ikke. Men samtalen med Venke førte til Lykkes første voksne beslutning.
– Jeg vil have lavet plastikkirurgi!
– Nej! Kirsten var ved at besvime af skræk. Jeg tillader det ikke! Hvorfor gør du det?
– Det nytter ikke at tale mig fra det, mor. Far har givet samtykke. Jeg gør det!
– Du tør ikke, hviskede Kirsten så sagte, at Lykke knap nok hørte det.
Slutningen på snakken blev, at Kirsten græd hun spekulerede forgæves på en løsning indtil sent. Så kom hun i tanker om sin svigermor, Maria, og bad gemalen om telefonnummeret til hende.
Allerede næste dag tog Lykke et fly til Skagen, hvor Maria, hendes bedstemor, nu boede hun var den eneste, Lykke havde kunnet betro sine dybeste tanker, og nu skulle hun se hende igen.
Maria tog imod Lykke så hjerteligt, at de ikke fik talt rigtigt sammen før efter et par dage. Da sagde Maria:
– Hvorfor tror du, din mor pludselig blev rigtig voksen?
– Aner det ikke. Måske fordi jeg vil have skåret næsen af.
– Og hvorfor? Du ser dejlig ud! Lidt makeup ville ikke gøre skade, men ellers…
– Bedstemor, det siger du også! Jeg ligner Pinocchio!
– Hvem har sagt sådan noget sludder?
– Man finder jo folk
Lykke bed sig i læben og kom i tanker om, hvor let det var at sammenligne sig med de smukke Venke og hendes fejlfrie ansigt. Hvem ville ikke jage efter hende?
– Dem, der nedgør andres udseende, er ikke mennesker, de er misforståelser, som Vorherre burde have rettet, inden de kom til verden, sagde Maria bestemt. Ingen er perfekte, især ikke kvinder! Hvis du kender én eneste kvinde, der er glad fra top til tå med sit udseende, kan Guinness Rekordbog godt lukke det bliver aldrig overgået!
– Måske skal jeg søge om optagelse for Danmarks mest markante næse? Jeg kommer i hvert fald øverst!
– Vent lidt! sagde Maria og rejste sig. Hun kom tilbage med et stort blåt fotoalbum.
– Se her hele slægten, hvor ingen lod deres næser ødelægge deres lykke. Din tiptante, Anna, overlevede besættelsen i København fordi naboen skjulte hende og beholdt kun én ring som belønning; resten fik hun igen, så noget familie skulle bestå. Anna blev kirurg, reddede masser af liv og lod operere specielle masker, så næsen ikke generede hende. Her er et billedet af hende lykkelig på stranden med sin mand, selv om livet blev kort. Sådan var vores kvinder!
Maria slog omhyggeligt op og viste billedet: en høj kvinde med et smil, en rank næse i fuld flor og en vuggende mand ved hendes side, stærk som en bjørn.
– Dette er din familie, Lykke. Alle har båret navnet og næsen stolt. Hør nu: vi byttede aldrig navnene væk, heller ikke næsen. Alle fik børn og så deres børnebørn og hvad mere kan vi egentlig ønske os som kvinder?
Nu hentede Maria en beskeden trææske fra kommoden.
– Dette er til dig fra Anna. Hver pige arver noget.
Øreringene i æsken var vidunderlige, Lykke mistede næsten pusten.
– Din tipoldefar lavede disse. Han så skønheden overalt, ligesom vi skal.
– Liljer? spurgte Lykke og kiggede nærmere.
– Ja. Hans hustru hed Lillie. Siden gik øreringene fra datter til datter. Nu er det din tur.
– Bedstemor! Det er ægte familiejuveler!
– Ligesom din næse, min pige. Tænk hvis jeg smeltede dette smykke om, for det er jo ikke moderne! Det ville være galt, ikke?
Lykke knyttede hånden om øreringene, rystede på hovedet.
– Det er forkert!
– Du må ikke fornærme Gud ved at dømme, hvad han har givet dig. Alt er som det skal være. Og nu fortæl så om drengen, der har forstyrret dit hjerte…
– Bedstemor! Hvordan vidste du det? Lykke rødmede dybt.
– Stor er historiens visdom! sagde Maria og lo. Tror du, jeg aldrig har været ung?
Samtalen fortsatte langt ud på natten, og nu lettet følte Lykke, hun kunne trække vejret igen. Hun kunne forberede sig til konkurrencen og tænke på fremtiden uden frygt for, om alt var skævt i hende selv. Hun havde fået et menneske, hun kunne betro det inderste.
Næste morgen pakkede Maria sin kuffert.
– Hvor skal du hen?
– Tiden er inde til forsoning. Jeg må tale med din mor.
Maria var så beslutsom, at Lykke ikke sagde imod, men hjalp hende og bestilte taxaen til lufthavnen.
Senere sad Lykke hjemme med Viggo og lyttede til stemmerne fra køkkenet. Hun længtes efter at gå derud, slå sig ned, tage mormor og mor i hænderne og spørge, om de havde fundet hinanden igen men hun vidste, det var bedst at vente. Lige nu skulle dette nye håb have fred til at vokse. Særlig stor forsigtighed, for som med ægte smykker er det let at ødelægge og så svært at skabe.
Et år senere, med brudeslør og morens hånd blidt på skulderen, smiler Lykke til sit spejlbillede. Kirsten ordner forsigtigt øreringene og siger:
– Nå, er du klar?
– Lige om lidt! Jeg pudrer lige familiejuvelen! svarer Lykke og ser sig selv an.
Hun mindes første gang, hun spurgte Anton, om han nu var helt tilfreds med hendes udseende.
– Fuldstændig, Lykke! Du er perfekt hvorfor spørger du?
Hans overraskelse var så ægte, at Lykke kneb øjnene sammen i lykke.
Et lille smil, et glimt under vipperne, og slanke arme omfavner den høje, musikalske Anton, der netop har vundet en international konkurrence.
– Bare fordi, min elskede. Bare fordi…
