Hold da op, du er en hård én, Vilhelm Mikkelsen! Ikke uden grund, at folk kalder dig Ulven! Måske får man dig aldrig til at smile. Bare at kigge på dig giver koldgysninger. Hvad er der sket med dig? Hvorfor gider du slet ikke livet længere?
Bodil snakkede videre, men Vilhelm hørte hende ikke. Uden ét ord samlede han sine varer op fra disken i den lokale Brugs, og gik mod udgangen.
Din Lærke er kommet hjem til sin mor for nogle dage siden. Hun havde knægten med. Hørte du det, Vilhelm Mikkelsen? Og hvis det nu er din dreng? Skal han rende rundt uden en far? Han ligner dig jo!
Ordene ramte Vilhelm i døråbningen, så han næsten snublede over det lille trin. Men han vendte sig ikke om. Hvorfor skulle han? Man kan alligevel ikke bevise noget. Man bærer ikke sit privatliv for alles øjne. Alle ved jo alt, og det, de ikke ved, finder de på. Og man kan ikke forklare det hele. Hvorfor skulle man? Det vedrører kun ham og Lærke. Andre skal ikke blande sig.
Solen skinner unaturligt varmt, så tidligt på foråret, og rammer Vilhelms ansigt. Han lukker øjnene og hans ansigt bliver stift som en maske. Han tager et skridt, og så et til indtil et barns råb får ham til at standse.
Pas på!
Drengen, der råbte, løber op ad trappen til Brugsen og samlede to hvalpe op, som legede på trinnene.
Du må ikke træde på dem!
Den let skæve næse, mørke øjne, de store ører han ligner ham virkelig! Ikke mærkeligt, folk snakker. Men Vilhelm ved med sikkerhed, at knægten, der nu betragtede ham, ikke er hans søn. Familiemedlem, ja men ikke så tæt på.
Kunne du ikke tænke dig en hvalp? Se på de poter! Som en ulv. Han bliver stærk!
Vilhelm ryster bare på hovedet og fortsætter, vælger ikke en gang den rigtige vej hjem, bare den nærmeste. Benene vil ikke længere, så han må støtte sig til plankeværket ved Smidts gamle have, mens han forsøger at få luft, forstå hvordan han skal leve videre.
Hvad har han gjort forkert? Hvorfor er Lærke kommet tilbage nu, netop med knægten, der kunne have været hans søn, hvis alt var gået anderledes? Har Ole virkelig forladt hende?
Tankerne jager, hjertet hamrer ujævnt, som dengang for syv år siden. Alt husker han, den forbandede muskel! Men det må han bare tvinge ind i sig selv. Det er bedst sådan.
Lyda Smidt smækker lågen og skynder sig hen til Vilhelm:
Vilhelm! Hvad er der galt? Behøver du hjælp? Skal jeg hente Jens?
Lyda støtter ham varme hænder på hans skuldre. Han åbner øjnene.
Nej, Lyda, tak. Jeg skal nok selv…
Hvor skal du hen? Tag fat i mig. Kom nu! Sådan der! Forsigtigt. Ja, du er tung, min ven! Du må ikke slide dit hjerte op, Vilhelm! Hvem skal tage ansvaret for dig? Mig?! Du er jo stadig min patient. Så ikke noget med at være sej! Jeg henter blodtryksmåleren og giver dig en sprøjte eller to. Så er du snart frisk som agurk, jeg lover dig. Kom nu!
Benene holder ikke, men Lyda er stærk, nærmest trækker ham ind på sin gårdsplads, lukker lågen med foden og råber:
Jens! Kom og hjælp!
Alt herefter forsvinder lidt for Vilhelm. Da han vågner, ligger han på Lydas sofa. Noget trykker over brystet, han tror, måske er det et hjerteanfald. Men da han åbner øjnene og ser, smiler han.
En stor, blød grå kat ligger ved hans side og slikker sine killinger, andre tumler rundt på hans bryst.
Missemor kan mærke folk rigtig godt! Hvis hun bringer killingerne til dig, Vilhelm, så må du være et godt menneske.
Lyda lægger sine døtres stilehæfter væk og begynder at pusle omkring Vilhelm.
Sådan! Pulsen er faldet til ro. Du må ikke skræmme mig igen! Mors vej er blevet så smattet, at Falck kommer ikke igennem. Hvad er det for noget? Vil du dø? Det er for tidligt! Du har stadig ansvar at tage.
Hvilket ansvar? Bare koen Bella og vagthunden Thor det er, hvad jeg har.
Din ko er fantastisk! Men hun kræver god pleje. Hvis du bliver syg, hvem passer hende så?
Han ser først nu, at gardinerne er trukket for og lyset er tændt.
Hvad er klokken, Lyda?
Du bliver her i nat. Jeg slipper dig ikke hjem. Bella har det fint, jeg sørgede for hende.
Lyda går i køkkenet, og Jens sætter sig ved Vilhelm.
Sløj?
Ja. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg tror, det er Lærke.
Lad nu være, Jens, det gør ondt nok. Vilhelm vender sig bort og ser lige ind i kattens grønne øjne.
Selv Missemor forstår dig. Hun tog alle killingerne op til dig for at berolige dig. Dyr er klogere, Vilhelm de handler med hjertet. Du bærer alt alene. Hvor længe holder du til det? Jeg forstår du er en stærk mand og ønsker ikke at spørge om hjælp. Men jeg kan se det på dig som Missemor kan. Det gør ondt.
Hvad rager det dig, Jens? Du har nok selv.
Ja, men da jeg havde brug for hjælp, spurgte du ikke. Du hjalp bare. Nu er det min tur. Lad mig prøve at hjælpe for mig handler det også om mig.
Hvad kan du gøre?
Min bedstemor sagde altid, man skal græde sin ulykke ud. Enten til nogen eller i en hulning i jorden. Bare ikke holde det inde. Ellers æder sorgen dig op. Du har slæbt på det for længe. Nu må det ud.
Vilhelm klapper killingerne og taler:
Det er svært at fortælle om, Jens. Som mand skammer jeg mig. Det bringer man ikke udenfor. Du ved jo, hvor meget jeg elskede Lærke. Fra skolens tid allerede. Da jeg kom hjem fra sessionen, stod hun der. Og du var forlover til brylluppet. Du ved det hele.
Ja. Men hvad skete imellem jer? Pludselig flyttede hun til byen, og du søgte ud i skoven. Jeg husker, hvordan din mor solgte koen og græd, men sagde ingenting.
Hun vidste heller ikke noget. Jeg sagde bare, jeg ikke elskede Lærke længere. Mine forældre var rasende.
Man slår ikke bare op uden grund, Vilhelm. Hvorfor?
Vilhelm ser væk. Tårerne presser sig på, men øjnene forbliver tørre. Alt var for længst grædt ud alene i skoven.
Jeg så dem selv, Jens. Hvis nogen havde fortalt mig det, havde jeg ikke troet på det.
Jens sukker.
Jeg tror ikke på det. Fortæl mig, hvad du så.
Alt var forkert, Jens. Lærke løj for mig. Hun sagde hun elskede kun mig, men På grund af hende har jeg hverken kone eller familie. Resten af familien vendte også ryggen til. Du ved jo hvordan det er: hvis en mand mister sin kvinde til en anden, anses han ikke for stærk, ikke? Og så er man ingen.
Vent lidt. Var det, fordi du var længe væk i byen og hun og Ole boede hos jer?
Ja. Jeg var væk næsten to måneder af hensyn til vores hestefarm. Hun var med på alt. Hun sagde: Tag til byen, snak med folk, gør det for os. Men mens jeg var væk
Jeg så aldrig noget mistænkeligt. Folk snakker, især herude. Men ingen sagde noget.
Fordi det skete hjemme, Jens! Hvor skulle rygterne komme fra? Vilhelm sukker. Undskyld, Jens. Det er hårdt at tale om det. Jeg har båret på det alene i så mange år
Jens nikker opmærksomt.
Hvem var det?
Med Ole. Min fætter. Han boede sammen med os et halvt år vi havde travlt med huset og gården. Lærke havde altid ønsket sig børn. Vi prøvede, men det lykkedes ikke, så tænkte vi: det sker, når det sker. Men det gjorde det, bare ikke for mig
Jeg har set hende med knægten… Sød dreng. Jens ryster på hovedet. Jeg tror ikke på, hun kunne det.
Jeg så dem med mine egne øjne! Ole stod i køkkenet med armene om hende. Kyssede hende! Forstår du?! Hun sagde ikke fra. Vilhelm forsøger at rejse sig, men katten hvæser, holder ham nede.
Undskyld, misse! Jeg ville ikke skræmme dig…
Han samler killingerne ind under sine hænder.
En mor beskytter altid sine unger, Jens. Lærke ville have haft børn. Men jeg nægtede at blive undersøgt troede ikke, det var mig, der var problemet. Så hun traf sin egen beslutning. Hvis ikke med mig, så med en anden…
Lad nu være med at overtænke! Måske misforstår du hele rækkefølgen?
Jeg havde år til at tænke over det
Måske var det ikke helt, som du ser det. Hvordan kan du være sikker?
Fordi jeg kan regne. Det hænger ikke sammen, sagde min tante Tamara, Oles mor, da hun kom forbi.
Hvad så du nøjagtigt, da du kom tilbage fra byen?
De stod sammen i køkkenet… Ole kyssede hende, og hun sagde ikke nej.
Lyda kommer ind.
Nu får du en sprøjte, Vilhelm, og en lur. Resten tager vi i morgen.
Vilhelm nikker og overgiver sig til søvnen.
Jens sidder længe på trappen, tænder en smøg, mens solen står op bag gadens huse. Han tænker over det hele. Livet er kringlet. Lykken glider én af hænde, og tilbage er kun et fjer.
De har overlevet meget, Lyda og ham: mistet forældre og søn, de to døtre kom som en gave, men først fem år efter de havde opgivet alt håb. Lyda bebrejdede sig selv, at hun ikke opdagede symptomerne hos sønnen. Alle sagde, hun ikke var skyldig, sygdommen gik hurtigt, men hun mærkede det ikke sådan.
Hun ser på Lærkes dreng og det værker i morshjertet at et barn skal vokse op uden far, og moderen nærmest forsvundet. Han har brug for en, man kan læne sig op ad. Nu arbejder hun sig op, og Lyda mærker, at hun må gøre noget.
Senere, da hun kommer tilbage, fortæller hun Jens alt, hun har fundet ud af fra samtaler med både Tamara og Lærke. Der er gråd og vrede, indrømmelser, konkurs og forsoning indtil daggry.
Det er Vilhelms søn, Jens! Tamara indrømmede det selv.
Hvordan fik du hende overtalt?
Hun blev flov. Lærke fortalte mig, hvad der skete den dag. Hun var allerede gravid, da Vilhelm kom tilbage, men havde ikke nået at sige det. Hun var bange tre gange havde hun aborteret før.
Lyda fortæller, hvordan det hele bunder i jalousi. Tamara havde båret nag til søsteren, fordi hun fik manden, Tamara selv havde ønsket sig. Imellem søstre kan meget snerre sig fast. Da Tamara vendte hjem, besluttede hun sig for at så splid.
Tænk, at hun så gerne ville ødelægge sin egen familie!
Men til sidst blev der talt ud, og jeg tror, forsoning er på vej.
De sidder sammen på trappen, mens stilheden sænker sig.
Solen står nu højt, og Vilhelm træder forsigtigt ud. Den friske morgensol brænder mod øjnene. Drengen sidder på trappen med hvalpen.
Er du min far?
Vilhelm sætter sig ned, lægger armen om drengen og nikker:
Ja, det er jeg, Søren.
Det er godt! Kom, mor har lavet morgenmad. Bedstemor er også inde hun har lovet, jeg må med hende hen til hestene i dag. Må jeg?
Vilhelm mærker tøjlerne, der holdt ham i sorg så længe, springe. Glæden og roen vender tilbage. Han løfter Søren op, nupper hvalpen, og smiler:
Det må du. Vi har meget at indhente, søn. Vi har masser at tage fat på sammen.
Solens stråler rammer landsbyen, og en ny dag begynder.
