– Og husk bananer til farmor Gerda! Ikke dem store, kun de små, sådan som hun bedst kan lide dem, husk nu! Sidste gang købte du noget helt forkert! Mille! Hvordan kan du dog glemme det? Er det virkelig så svært at gøre det, man bliver bedt om?
Maria Jørgensen, cheføkonom i en stor virksomhed, mor til to børn og ganske lykkelig gift, sukkede og nikkede ud i rummet, selvom hun jo godt vidste, at hendes mor ikke kunne se hende. Det gjorde ingen forskel Maria vidste præcis, at hendes mor havde en særlig evne til at mærke, hvordan hun reagerede på hendes formaninger.
– Og du skal ikke bare nikke, du skal rent faktisk GØRE det! Jeg kender dig jo! Dit hoved er fuld af vind! Maria! Det er på tide, du bliver voksen!
Det lod Maria passere. Hun sagde bare: Ja, det skal jeg nok, mor! og sagde farvel.
Det er på tide at blive voksen… Ja, jo! Lige præcis. Fyrre år med kaffegrums er måske ikke alverden, tænkte hun.
Der var stadig en halv time tilbage af arbejdsdagen, og Maria prøvede at samle sig om rapporten. Det gik ikke så godt, tankerne fløj i alle retninger flest af dem knapt så opløftende. Hun vidste jo, at mor altid havde sagt, hun var en god pige.
– Vores lille Mille, hun er så klog! Sikke en god barn!
Det havde sin charme dengang Mille stod med store sløjfer i håret og blonder på kjolen i børnehaven. En lille nussegris.
Ja, nussegris! For den pige, mor hentede fra børnehaven, var ikke altid nogen yndig dukke, men snarere en lille ballademager.
– Maria! Hvad har du lavet med dit hår?
– Et fuglebo! Sådan sagde frøken Sidsel. Hun sagde, at hvis jeg stod stille nok på legepladsen, ville fuglene måske bygge rede og få unger i det. Man skal da have lidt nytte af min frisure, ikke?
– Og hvor er dine sløjfer?
– Jeg husker det faktisk ikke. Én tog Søren, han skulle bruge et reb til anker til sit skib. Og mor har du set, Søren har et rigtigt skib! Hans far har lavet det. Sidsel fyldte vand i et balje, og så viste hun, hvordan det kunne sejle. Det var flot!
– Og det andet bånd?
– Det fik Lene! Og jeg ved ikke, hvor det blev af. Mor, hvorfor blæser det egentlig?
– Maria!
– Hvad?!
– Lad mig nu være med alle dine mærkelige spørgsmål! Jeg får hovedpine!
Så blev Maria tavs og spejdede på mor på vejen hjem. Mon det gjorde ondt? Tænk nu hvis mors hoved aldrig blev helt igen, og skulle smides ud, ligesom de tomme æggeskaller mor kastede i skraldespanden, når hun stegte spejlæg?
Min fantasi har altid været livlig, så allerede før halvvejen hjem begyndte jeg at snøfte og ende med at tude, hvilket til sidst fik mor til at opgive.
– Maria! Hvad er det dog for et drama?
Forklare kunne jeg ikke. Jeg havde bare sådan en helt utroligt ondt af min mor, hendes hoved og hendes dårlige humør, at jeg nærmest kunne hyle ligesom Foxy ovre fra nabolejligheden.
Foxy var en lidt dum hund. Hylede over alting, men det blev særlig slemt, når hendes ejer viceværten, onkel Knud begyndte at drikke. Så kunne Foxy hyle i flere dage, til stor irritation for hele opgangen. Vi prøvede engang at få Foxy taget væk, men hun forblev altså ved Knud. Hun tav kun én gang lige som Knud forsvandt. Alle vidste med det samme, at noget var galt.
Knud blev båret ud, fulgt af hele gården. Han havde været en rar mand, altid hjælpsom, bare lidt “svag”, sagde mor.
Da Foxy den dag kom ud på trappen og satte sig og stirrede efter de mennesker, der bar blomster, rørte hun sig ikke. Jeg var ikke i børnehave den dag, for jeg skulle ellers til tandlæge. Jeg klappede hende men hun rykkede ikke engang halen. Mor tog mig i hånden, og vi gik videre. Da vi kom hjem, sad Foxy stadig urørlig og stiv, og jeg kunne have svoret, at hun græd.
– Mor, hvorfor har hunde ikke tårer?
Hvad der var i det spørgsmål, vidste jeg ikke dengang. Men mor satte sig ned og nussede Foxy over pelsen:
– Foxy … søde, vil du ikke med mig? Han kommer ikke hjem igen…
Forstod hun? Jeg aner det ikke. Mor tog bare hunden op og sagde: Kom, vi skal gøre dig fin.
Sådan blev Foxy min hund. Hun levede hos os i endnu sytten år. Jeg nåede både at tage studentereksamen og blive gift, før hun sagde farvel. Hun hylede aldrig siden. Spiste sin mad, gik tur, lod sig vaske, men var ellers tavs. Selv da hun døde lå hun bare tungt i mit skød, lagde hovedet i min tårevåde hånd, lukkede øjnene og sukkede. Jeg har aldrig mere fået hund. Ikke selv om børnene har tigget, kunne jeg ikke gøre det for jeg savner stadig hendes kloge, mørke øjne.
I det store hele har jeg været et glad barn. Jeg havde alt det, jeg kunne ønske mig mors og fars kærlighed, to dejlige bedstemødre, en bamse med tabt øre og hjemmebagte pandekager søndag morgen. Og min farmors kolonihave, hvor vi sjældent var, men det gjorde de få ture bare særlige. Jeg forstod ikke, hvorfor vi kom så sjældent det var en af de voksenting, man ikke taler om ved børn.
Og så ikke mindst strandture, mest med mormor Gerda. Hende elskede jeg særligt, for hun talte altid åbent der var ikke noget, man ikke måtte spørge om. Det blev hun somme tider skældt ud for:
– Åh mor, hvorfor dog? Mille er for lille! Hun forstår alligevel intet!
– Du var ikke dum. Mille heller ikke. Hun forstår det hele, tro mig!
Jeg lo tit, når mor blev så irriteret, og tænkte for mig selv, at jeg ikke engang havde forstået halvdelen om hvor børn kom fra, men jeg fandt det utroligt spændende at høre om. Måske jeg skulle spørge mere en anden gang for hvorfor taler voksne mon ikke altid sandt til deres børn?
Jeg havde gode grunde til mit spørgsmål.
For de voksne prøvede at skærme mig fra alt det, der skete derhjemme. Men bag lukkede døre blev der skændtes, og mor græd om natten. Når vi så var hos farmor, strammede hun bare munden og undgik øjenkontakt med min mor. Jeg forstod ingenting, men trak mor med ud i køkkenet, hvor farmor bagte sin lækre kirsebærtærte.
– Kom, mor! Lær det så kan du bage den til mig derhjemme!
Mor rystede bare på hovedet.
Sandheden fik jeg ikke. Først langt senere forstod jeg, at alt ikke var så lige til. Man kan godt være i familie uden at høre sammen.
Mine forældre blev skilt, da jeg fyldte ti.
Min fødselsdagsfest var i fuld gang, da hoveddøren smækkede, og mor bare sagde:
– Så, nu er det slut…
Foxy kom hen, lagde sig for mor og prøvede at trøste. Men jeg løb bare ind i stuen for at lege videre med veninderne. Da jeg hentede mor ind til kagen, stod hun og Foxy stadig der, tunge og tavse. Mor strøg sig over kinden og sagde:
– Selvfølgelig, Mille! Kagen kommer nu! Gå du bare med vennerne!
Da alle gik, satte jeg mig ved hendes side, og hun rakte mig en ske:
– Smagte kagen godt? Ih, hvem går op i kuren! Vi får nok også vores glade dage igen en dag, Mille. Det lover jeg.
Hvilke glade dage mor talte om, fandt jeg aldrig ud af. Underholdsbidraget fra min far var så lavt, at det kun var til tøj der passede, og kun sjældent. Rigtige fester blev sjældne kun jul og min fødselsdag holdt vi stadig fast i. Mor holdt aldrig sin egen fødselsdag.
Mormor Gerda mente heller ikke, det kunne være rigtigt:
– Du må jo videre med livet, datter! Find dig en mand, få det sjovt!
Men mor skød altid tanken ned:
– Jeg har fået min del. Det er nok.
Som voksen spekulerede jeg ikke sjældent på, hvad der var sket, hvis mor havde givet sig selv lov til at prøve lykken igen. Hvis jeg havde fået en søster eller bror? Hvis mor havde sluppet sin bitterhed, var blevet glad igen fik et latterudbrud i stedet for hovedpine?
Men sandheden var, at mor helt havde glemt at le. Hun blev skrap, og jeg havde kamp til stregen for ikke at svare igen. Det skete nu alligevel men lige så snart jeg begyndte at skændes, kom gamle Foxy ind, og bare ved at vise sine små skarpe tænder, fik hun stoppet mig, og jeg smuttede ind på mit værelse eller over til mormor.
Foxy kunne bide. Det lærte jeg, da jeg engang på toppen af teenage-trods blev bidt i anklen. Det gjorde næs! Men hun slap hurtigt, gik igen, og jeg lærte lektien. Man siger ikke mor imod, i hvert fald ikke, når Foxy er i nærheden.
Mormor forklarede mig det hele en dag:
– Din mor trænger bare til kærlighed. Man bliver mærkelig, hvis man ikke føler sig som en kvinde det kan hverken børn eller forældre give én. Kun en mand ved ens side. Du griner, men det forstår du først, når du selv bliver voksen. Jeg havde også mine eventyr, men ingen som din bedstefar. Da han døde, blev jeg knapt fyrre. Jeg elskede ham altid. At få blomster eller tage ud at spise det er en ting. Men at vågne med samme mand hver morgen, det er tryghed…
– Oh, farmor, jeg er jo kun seksten!
– Din mor var bare atten, da hun kom og sagde, at nu havde hun mødt din far og ville ikke leve uden ham. At han sagtens kunne leve uden hende, berørte hende ikke. Hun elskede inderligt. Men hun kunne kun ikke bære den der… Utroskab. Det fortæller jeg dig, fordi du fortjener at kende sandheden din mor led. Men du skal ikke hade din far for det, det hjælper ingen.
Mor har aldrig talt dårligt om ham. Det gør hun stadig ikke. Hun ved jo, at han altid vil være min far, og jeg er hans elskede datter.
– Tror du, hun elsker ham endnu?
– Måske gør hun. Sådan rigtigt. Derfor tør hun ikke begynde forfra.
– Tror du, jeg finder én, jeg kan elske sådan?
– Det håber jeg, Mille. Af hele mit hjerte.
Jeg mødte min Oskar ja, sjovt nok præcis som mormor havde spået. Det var første eksamen på universitetet, og jeg løb ind i ham. Jeg så ham nærmest ikke, men hans hurtige arme greb mig, da jeg var ved at falde. Og så sagde han, med den der drenge-selvsikre stemme:
– Frøken, du er så hurtig, at jeg ikke kan følge med! Dit nummer før du løber videre?
Mit nummer fik han ikke. Men jeg blev ikke overrasket, da han ventede på mig bagefter og så begyndte det hele.
Tre år senere blev vi gift. Vi boede først hos min mor, men jeg vidste, det ikke kunne vare.
Det blev ikke let. Mor brød sig ikke om Oskar.
– Hvad er det for et arbejde programmør? Han sidder kun og glor ind i en computer og spiser hele tiden. Han bliver snart lige så stor som en lille elefant.
– Du overdriver, mor. Skulle det være for meget med en madpakke til ham?
– Jeg har ondt af dig Det her ender med skuffelse.
Oskar måtte bruge nærmest ti år på at vinde sin svigermors respekt men så kaldte hun ham også guld.
I mellemtiden fik vi vores egen lejlighed. Oskar sled for sit firma. Jeg løb benene af mig som ejendomsmægler. Børnepasning blev delt mellem min mor og mormor, og jeg takkede Gud for, at de stadig var friske og kunne hjælpe.
Men uroen kom, mens jeg ventede vores barn nummer to.
– Maria, hvad bilder du dig ind? Du forsvinder i en time, og jeg har travlt! jamrede mor, mens hun rørte i Oskars yndlingssuppe og placerede et helt bryllupsmåltid på bordet. Det er klar nu, jeg smutter. Og næste gang skal du virkelig planlægge bedre!
Jeg fattede ingenting. Min lægetid lå dagen før, og mor havde selv brugt hele formiddagen på madlavning.
Hun nægtede at gå til undersøgelser, ligegyldigt hvor meget jeg bad hende.
– Der er da ikke noget i vejen, Maria. Lad nu være! Jeg fejler ikke noget tænk hellere på farmor, hun kunne bruge en læge.
Oskar og jeg fandt en god læge gennem min far, der ville komme hjem til os.
– Der er desværre ikke meget opløftende at sige. Det ser ikke for godt ud; det kræver en masse undersøgelser.
Det blev koldt om hjertet på mig. Kunne det virkelig være min mor? Hun var jo så ung endnu!
– Der kan være mange grunde. Men fokusér hellere på, hvad der kan gøres. Vi kan forsinke forløbet og lette sygdommen, men det bliver svært…
Lægens ord ændrede hele mit liv. Alt blev anderledes lige fra den dag og mest af alt ønskede jeg nu at passe på mor, gøre hendes dage trygge. For lægen sagde mindst mulig stress, det er også medicin.
Det var barskt at overtale mor til at flytte med i vores nye hus. Oskar havde gjort alt klar, lånt til vi kunne købe vores drømmehjem.
– Vi klarer det, sagde han. Det vigtigste er, at vi er sammen.
Men den ro jeg ønskede, fik jeg aldrig.
Mor glemte, at hun boede hos os. Hun pakkede ofte sine tasker, ville hjem.
– Mor, dit værelse er jo lige her…
– Jeg skal ikke bo i dit gæsteværelse! Jeg har MIT hjem!
– Selvfølgelig, men jeg har brug for din hjælp i morgen med drengene. Farmor er også sløj. Bliv hos os, ikke?
Hun sagde modvilligt ja. Men jeg vidste godt alting var forandret.
Havde jeg ikke haft mormor til at hjælpe, var jeg blevet vanvittig længe før.
– Synes du, hun kan huske ingenting længere, mormor?
– Hun husker meget, men det meste fra gamledage. Du ville blive forbløffet hun kan fortælle ting, jeg selv har glemt.
Jeg blev mor først for alvor, da jeg fik dig, Mille. Din mor er min smerte… Jeg ville ønske, jeg kunne få tiden om igen. Men nu føler jeg, at alt, der sker, gør hun kan tilgive mig. Hun skælder ud og brokker sig, men jeg ved hun har ikke ondt længere. Hun smiler til mig, nogle gange så ung og sund. Og jeg håber på, hun bare er lykkelig et kort øjeblik. For hvad kan man ønske sig mere, end ens barn er glad? Det er både skræmmende og smukt.
Efter farmor døde, sagde hun: Pas nu på hende, Mille, som var hun dit eget hjerte. Jeg kan ikke mere…
Jeg nikkede, men det var nu ikke let at love. For jeg var bange og følte mig alvorligt alene.
– Tænk på hende som et barn, Mille. Når du får trang til at skrige, så gør det men lad hende ikke høre dig. Og bagefter: trøst hende, elsk hende, hold hende så varmt, som du ønsker at dine børn vil gøre ved dig en dag… Lover du det?
– Jeg lover det…
Hvor mange gange jeg får brug for de ord? Jeg kan ikke tælle dem. Ligesom nu.
Jeg så på uret, sukkede og tog min taske: Pung, bilnøgler, paraply. Så. Hente storebror fra fodbold, lillebror i SFO, så forbi supermarkedet efter bananer. De små, som farmor bedst kunne lide.
For måske kan mor, når hun ser dem, i et øjeblik tro, at farmor stadig er der. At hun bare skal gå et par skridt hen ad gangen, vænne sig til hjælperens nysgerrige blik, åbne døren og finde det slidte blå lænestol, der aldrig rigtig passede ind, men altid hørte til. Og hun kan vrisse:
– Maria, kunne du så få den stol renset! Hvor mange gange skal jeg sige det? Har du købt bananer? Farmor kommer jo lige om lidt. Hun spurgte efter dem.
– Selvfølgelig, mor! Sæt dig bare til rette. Jeg laver en kop te.
Og pladsen i stolen bliver optaget igen. Så har vi endnu en dag, hvor jeg kan lægge kinden mod hendes hænder, møde hendes strenge, men kærlige blik, og smile over hendes skøre bemærkning:
– Maria, hvad har du dog i håret? Giv mig din børste! Jeg skal ordne dit hår! Og nu er det sent… Du skal sove snart. Hvad vil du have til morgenmad? Grød eller pandekager?
Ja, hvad mon vi egentlig vil have i morgen?
