Da jeg så, hvem min kone havde taget med hjem denne gang, grinede hun så hjerteligt, at de tre killinger, der løb hen til os på grund af larmen, flyttede sig og gemte sig bag hendes ben. Kattemor, da hun så sine killinger, sprællede fri af mine hænder og begyndte straks at vaske dem
Hver dag kørte jeg rundt i en lille varevogn, og leverede blandede små ordrer til folk i området omkring Aarhus. Ude på landet lå en mindre base med ti lignende biler, og her var der både p-plads, frokoststue og et system, der registrerede hvornår vi kom og gik.
Jeg satte mig bag rattet og fik gang i motoren. Varevognen lød som altid: den rumlede, vibrerede og satte lidt ud. Til frokost slukkede jeg motoren, og var lige på vej over til bordene, da jeg hørte en mærkelig lyd fra motorrummet.
Det lød, som om en rem peb, eller noget sad fast i blæseren selvom bilen var slukket. Jeg sukkede, kiggede på de andre chauffører, der allerede sad og nød deres mad, og vendte tilbage til bilen for at tjekke. Jeg løftede motorhjelmen og blev målløs. Lige på topdækslet sad en lille sort killing, dækket med olie, og peb klagende.
Mine ben blev helt svage, og jeg støttede mig til bilen et øjeblik, mens jeg forestillede mig, hvad der kunne være sket, hvis den lille havde været fanget i motorrummet under kørsel. Jeg samlede mig, løftede killingen forsigtigt ud, smækkede motorhjelmen og satte mig ind igen.
Hjemme ventede min kone på at lægge mig i rette:
Din fjols! Har du ikke styr på bilen, inden du kører? Tænk hvis du havde kørt over den! Hvis det sker igen, kan du bare lade være med at komme hjem! Forstået?!
Jeg slog ud med armene for at forklare mig, mens killingen spandt tilfreds i hendes hænder, inden hun bar den direkte ind i badeværelset. Derfra lød kærlige ord, hvisken og kysselyde.
Jeg sukkede tungt. Det slog mig, jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde fået så kærlige ord selv. Jeg forlod huset og tog ud på arbejde igen.
Næste dag, med gårsdagens hændelse i baghovedet, åbnede jeg motorhjelmen der var rent. Jeg bøjede mig ned og tjekkede under bilen. Der
Der sad en rød og hvid killing! Da jeg nærmede mig, miavede den lykkeligt og sprang hen til mig. Jeg løftede den op og blev stående et øjeblik, forvirret over hvor den kom fra og hvad jeg nu skulle gøre. Med min kones advarsel frisk i hukommelsen kørte jeg hjem.
Denne gang var hun ikke vred. Tværtimod så hun på mig med respekt og sagde, at det var det første fornuftige, jeg havde gjort i de tyve år, vi havde været sammen.
Godt gået! sagde hun, og bar også den nye killing ind i badeværelset. Den første fulgte lige efter.
Resten af arbejdsdagen gik som smurt, og jeg følte mig både glad og stolt. Om aftenen spiste vi sammen nu fire i familien. De to killinger kravlede op til min kone, spandt og tumlede, mens hun grinede, så jeg blev mindet om, hvorfor jeg havde forelsket mig i hende.
Næste morgen bøjede jeg mig igen forsigtigt ned for at tjekke under bilen.
Åh, Gud! sagde jeg stille.
Endnu en killing denne gang grå og hvid. Jeg tog den op og bar den med ind.
Om aftenen tog min kone mig med ud til en gamle klarsyns-dame, en slags shaman. Hun så på mig, og sagde: to kærligheds-forhekselser, tre problemer og et onde øje. En måneds behandling, og det ville koste 3400 kroner.
Dagen efter var jeg decideret bange for at nærme mig varevognen. Jeg røg længe udenfor, samlede mod, og til sidst kiggede jeg under bilen. Der sad en voksen grå kat med hængende mave tydeligvis mor til de tre killinger.
Hvad nu? spurgte jeg fortvivlet. Hvad har jeg gjort igen?
Jeg åbnede døren til bilen, og katten sprang straks elegant ind.
Da jeg bar kattemor ind i huset, lo min kone så længe og smittende, at killingerne blev forskrækkede og gemte sig bag hendes ben. Kattemor spottede sine små, sprang fri og begyndte at vaske dem.
Jeg stod og betragtede scenen, helt overvældet, som om jeg aldrig havde set noget lignende.
Hvad gør hun egentlig? spurgte jeg, forvirret.
Åh, du er da naiv! sagde min kone med et grin. Kan du virkelig ikke se det? Hun har skaffet sine killinger et hjem og sig selv en plads.
Min kone strøg kattemor over ryggen og rystede på hovedet.
Aldrig har jeg set nogen gøre det på den måde. Det kræver særligt katteinstinkt.
Hen mod weekenden sagde min kone, at jeg skulle tage på fisketur. Jeg stirrede forbavset først hang min kæbe, og dernæst blev mine øjne så store som kaffekopper.
Kom så af sted, sagde hun bestemt. Jeg inviterer veninderne, så du skal ikke være i vejen. Det er aftalen!
Okay sagde jeg, usikker på om jeg skulle glæde mig eller være ked af det, men jeg vidste, at det slet ikke var mit valg.
Før jeg gik, kom hun over og kyssede mig.
Jeg har altid vidst, sagde hun, at du er fantastisk.
Jeg gik ud på trappen og så mig omkring.
Hold da op, hvor er her dejligt! hviskede jeg. Hvordan har jeg ikke lagt mærke til det før?
Fuglene sang og det gjorde de ikke kun på grenene, de sang også indeni mig.
Imens kom veninderne, hver med vin og småsnacks. Da alle havde fundet plads, satte den store grå kattemor sig midt på bordet med vigtig mine. De skænkede champagne og løftede glassene:
For den kloge værtinde, der har sørget for både sine børn og sit eget liv!
Senere var der ingen, der huskede hvad næste skål gjaldt kattemor lå strakt på dugen, mæt og lykkelig, og hun kunne mærke det: her var hun elsket, her var hendes hjem.
På sofaen sov de tre killinger tæt sammen, småsnorkende.
Så det er derfor, jeg fortæller historien. Skålen er simpel:
Må der være sundhed til kloge kvinder og til deres mænd, der er heldige at leve ved siden af dem.
Og det ønsker jeg for jer alle.
