Min mand og jeg er lykkeligt gift.
Vi mødtes på universitetet. Jeg havde aldrig haft planer om at blive dér tanken var at vende hjem til min lille barndomsby ved Limfjorden. Med min uddannelse vidste jeg, at jeg ville være noget særligt: en sjælden specialist blandt nordjyske dyrehjerter.
Jeg arbejder nemlig med hjertesygdomme ikke hos mennesker, men hos dyr. Katte, hunde, nogen gange endda en klovnende ko. Der er ikke mange velhavende kunder i Vestjylland, men de findes, og de fleste på egnen kommer løbende med deres dyr til os, også pensionisten med sin schnauzer. Min mand er også dyrlæge han kan diagnosticere alt og har øje for det skjulte.
De lokale klinikker her ligner hinanden: de ordner kun det nemmeste, kastrationer og vaccinationer. Komplicerede sager orker de ikke, for pengene er små.
Så vi åbnede vores egen klinik for svære tilfælde med grundig udredning. Vi laver også lidt forskning for vores kolleger i Aarhus. Sammen arbejder vi som et hold, og alt går fremragende.
Vi tjener godt, men vores priser er rimelige. Derfor har vi altid klienter nok. Vi har allerede købt en lejlighed ansat assistenter og jeg sover ikke på klinikken længere, har tid til børnene, og kan slappe af i mit eget hjem.
Men min svigerforældre er stadig ikke tilfredse.
De kan ikke lide, at deres søn flyttede til min hjemby, de drømmer om at vi skulle bo i København, flytte klinikken og hele familien med. Jeg forstår ikke helt hvorfor min mand har to søstre, begge bor stadig hos forældrene, de mangler jo ikke selskab. Og vi har hjulpet begge søstre, givet dem penge til depositum på lejlighed.
Jeg er altid venlig mod dem.
Men min svigerforældre har aldrig set grænsen mellem os og dem, og distance er ikke deres stærke side.
Så ringer min svigerfar til mig i dag:
Du henter mig kl. 19. Han venter på mig udenfor.
Klokken er 17. Ja, så skynd dig.
Godt så, jeg må hente min datter, gøre min assistent glad ved at hun bliver efter lukketid, og tigge til tilgivelse for den kage jeg lige er begyndt på, som nu er smadret.
På farten.
Den mindste sidder bagi i autostolen.
Min mand er i klinikken med en patient en forvredet labrador han skal operere. Svigerfar nægter at lade mig tage en taxa.
Så jeg kører selv.
Straks jeg ankommer, råber han ind i mobilen, mens han leder efter en parkeret bil. Jeg går ikke ud, vil ikke vække barnet.
Han stiger ind, smækker døren og brøler: Du kunne da have mødt mig! Min datter sover, lad hende sove. Men svigerfar skruer op for stemmen: Den der vil sove, sover bare.
Barnet vågner og klynker.
Tror du han giver hende en bamse, prøver at trøste hende?
Nej. Han begynder at skælde mig ud, at mine børn er dårligt opdragede, min skyld fordi jeg kun går hjemme man skal da opdrage, ikke se fjernsyn! Fem timer på klinikken, somme tider ti eller tolv er det bare at gå hjemme?
Men hans søn arbejder jo rigtigt!
Så begynder han at bande over min kørsel, vi dør sikkert! Og han fortæller mig at min mand har en ny forlovede derhjemme, en ung kvinde, der vil føde rigtige og lydige børn.
Barnet græder, og svigerfar vender sig om og råber, hun skal tie stille når de voksne taler.
Så kører jeg.
Tilbage til stationen: farvel. Farvel, farvel…
Jeg når hjem, og min forvirrede mand står i døråbningen hans far har allerede filmet ham. Jeg rækker ham vores grædende datter:
Et ord mere, og du smutter til far. Der venter din nye brud. Og du får nye lydige børn. Men nu skal du hjælpe til, eller jeg begynder at råbe.
Min mand kigger væk, og jeg indser at vi allerede har haft denne samtale før. Hans far kommer aldrig igen på besøg.
