Jeg og min forlovede, Ane, elsker hinanden utrolig højt. Vi er begge 20 år gamle. Vi har været venner siden fjerde klasse, og i sjette klasse fandt vi sammen som kærester. Da vi var ret unge, blev vi forældre til en søn.
Det var selvfølgelig ikke det, vores forældre havde forestillet sig for os. Men sådan blev det. Vores søn er en sand gave for os! I dag fylder han tre år. Vi har vores egen lejlighed i København, og jeg har besluttet mig for at gifte mig med Ane.
Vi inviterede omkring hundrede personer til brylluppet. De fleste er familie fra forskellige dele af Danmark. Selvom vi ikke er så tætte med alle, er det jo oplagt at samles til sådan en festlig begivenhed.
Lige fra det øjeblik vi fortalte om den kommende bryllupsfest, begyndte min mor at argumentere for, at vi ikke burde tage vores søn med, men lade ham blive hos en babysitter.
Man skal jo tænke på hans ve og vel, og ikke gøre det for besværligt for andre gæster. Folk vil have det sjovt og slappe af. Det kan være en udfordring at holde øje med ham, og vi får ikke tid til det. Han er stadig lille og forstår jo ikke så meget endnu.
Ane og jeg er de eneste, der mener, vores søn hører til på sådan en vigtig dag i vores liv. Det her øjeblik kommer aldrig igen. Min moster, min mors søster, har sagt ja til at passe vores dreng under selve ceremonien. Så vi behøver ikke at bekymre os, og familien kan tage det roligt.
Alligevel opfører min mor sig underligt. Hun går rundt og klager over, at vores søn ikke burde være med til brylluppet. Efter noget tid gik det op for mig, hvorfor hun ikke ønsker at se sit barnebarn til vores fest.
Det viste sig, at min mor og far havde besluttet sig for ikke at fortælle nogen i familien om vores barn. Nu ved de ikke, hvordan de skal forklare det til alle. De er flove over, at sandheden vil komme frem.
Min mor siger, at det ville være pinligt for hende, hvis folk finder ud af, at jeg blev far før jeg blev gift. Det er ikke så almindeligt, at folk får børn i så ung en alder, siger hun. Hun frygter, at folk vil grine eller tale dårligt. Der er ingen grund til at rive op i den hemmelighed.
Det er nok mest, fordi min mor er bekymret for, hvad familien vil tænke om hende. Hun har fra tid til anden spurgt et par af dem, men de har ikke sagt noget.
Jeg blev meget sur på hende. Og hun blev sur på mig.
Nu har jeg det mærkeligt som om vi har gjort noget forkert, bare fordi vi blev forældre tidligt. Vi har snakket om det mange gange med mine forældre. Jeg holder fast i min beslutning, og de gør det samme med deres.
Vores nærmeste har ikke bakket os op. Min mor siger hele tiden, at hvis jeg ikke lytter til hende, vil hun ikke længere se mig som sin søn. Jeg havde aldrig troet, at det ville komme dertil.
