Husets frue
Katrine, du har igen glemt at lægge låg på smørret, sukkede Lene Jørgensen, mens hun trak en stol hen til sig med et højt bump. Nu har det stået hele natten og suget lugt til sig fra køleskabet. Emil, sønnike, tag bare noget frisklavet rygeost i stedet. Jeg købte den i går.
Katrine mærkede grebet om brødkurvens håndtag stramme sig. Tavst fortsatte hun med at skære franskbrødet, prøvede at holde skiverne pæne og lige, selvom hænderne rystede lidt. Oktoberregnen silede udenfor, og vanddråberne lavede snørklede spor ned ad ruden. Køkkenet føltes alt for trangt til tre voksne mennesker.
Mor, der er altså ikke noget i vejen med smørret, sagde Emil uden at løfte blikket fra mobilen, mens han ubevidst tyggede på sin rugbrødsmad.
Jaja, det siger I unge altid. Jeg siger det jo kun, fordi jeg passer på jer. I aner ikke, at madvarer kan blive dårlige, hvis man ikke opbevarer dem ordentligt. Så får man ondt i maven og hvem skal så sørge for, at I kommer til lægen?
Katrine satte fadet med brød på bordet og satte sig. Hendes hoved snurrede, som det havde gjort siden tidlig morgen, og munden smagte mærkeligt. Hun hældte varm te fra brev op i sin kop mærket hed Godmorgen, og hun håbede, at det varme ville dæmpe kvalmen.
Kat, du spiser jo ingenting, bemærkede svigermor, mens hun sendte et skarpt blik over brillerne. Se dig selv, du er blevet helt tynd! Emil, hvordan vil du nogensinde have børn med sådan en kone? Barnet har brug for en sund mor.
Noget i maven trak sig sammen. Katrine tog en lille, alt for varm tår af teen og tvang et smil frem.
Lene, jeg er bare ikke sulten fra morgenstunden. Det har jeg aldrig været.
Aldrig, aldrig… I gamle dage gik vi på arbejde selv med feber, og ingen sagde noget. Nu skal alle have sygedag hver gang, de nyser. Jeg havde allerede Emil, da jeg var på din alder, og jeg klarede både job og hjem, alene endda.
Emil så op for første gang.
Mor, det kan du da ikke sammenligne. Kat sad på kontoret til klokken otte i går aften de skulle have gjort regnskabet færdig.
Jamen, jeg siger da heller ikke noget, bemærkede Lene, jeg bekymrer mig bare for jer. Unge par, man skal jo tænke på fremtiden, især når helbredet halter lidt…
Katrine rejste sig med koppen og gik ud til vasken. I vinduets spejlbillede så hun Lene lægge mere rygeost på Emils tallerken og klappe ham kærligt på skulderen. Hendes stemme lød bag ryggen.
Emil, husk din vigtige aftale i dag. Jeg har strøget den lyseblå skjorte den hænger på stolen.
Katrine stod længe ved vasken, hænderne viklet om den kolde tekop. Hun vidste ikke, om det var af træthed, eller fordi hele kroppen føltes fuld af noget tungt værre end udmattelse, dybere end bare såret stolthed.
For bare tre måneder siden havde hun ellers set frem til Lens besøg.
***
Lene Jørgensen dukkede op hos dem sidst i juli. Sent om aftenen ringede hun, stemningen småpanisk og grådlabil. Naboen under hende havde lavet vandskade, vandet var løbet ind og ødelagt parketgulvet og noget af møblerne. Håndværkerne lovede at være færdige på en uge, maks ti dage.
Emil, må jeg komme forbi en uges tid? Et hotel koster jo det hvide ud af øjnene, og det er så ensomt at bo dér, tryglede hun i røret, og Emil sagde selvfølgelig straks ja.
Katrine blev faktisk glad, selvom svigermor boede i Randers og de kun sås til højtiderne. Lene var altid venlig, snakkesalig og virkede handlekraftig. Siden Lens mand gik bort for fem år siden, havde hun boet alene og arbejdet i byarkivet og dyrket stueplanter, især afrikanske violer.
Det går hurtigt, sagde Katrine til Emil, mens hun mentalt satte sig for at rydde værelset til gæsten. Det bliver hyggeligt med lidt hverdag med hende.
Emil kyssede hende på håret.
Du er så sød. Jeg har det også bedre med, at min mor ikke sidder alene midt i byggerodet.
Lene ankom med to gigantiske kufferter og en stor papkasse bundet med snor. Katrine og Emil hentede hende på banegården. Svigermor så træt ud, øjnene røde og læberne stramme.
Tak fordi jeg kan bo hos jer, det varer ikke længe, mumlede hun og gav Katrine et kvælende kram. Så snart alt er ordnet, tager jeg hjem igen.
De første dage gik nærmest idylsk. Lene lavede frokost og gjorde rent, mens Emil og Katrine var på arbejde. Om aftenen drak de te og spiste Marie-kiks, som svigermor selv havde slæbt en pose af med fra Randers. Emil blomstrede helt op og snakkede og jokede mere end ellers. Han havde tydeligvis savnet sin mor.
Men i anden uge begyndte det langsomt at ændre sig.
Det startede i det små: Lene rykkede rundt på alle krydderiglas, for det var mere praktisk og overskueligt. Senere lavede hun om i tøjskabene, så tøjet lå rigtigt. Katrine fandt sine ting på mærkelige nye pladser, men hun sagde ikke noget. Det var jo småting.
Kat, jeg så lige, at der var støv på gardinstængerne, sagde Lene over suppen. Du har sikkert ikke haft tid? Man kan få allergi af det… Jeg har tørret dem af nu så er der rent.
Tak Lene, mumlede Katrine og mærkede kinderne blive brændende røde. Hun havde altså ikke kræfter til at pudse stænger ugentligt. Hendes job drænede hende, og om aftenen ville hun bare ligge på sofaen med en bog eller Badehotellet på TV.
Jeg bebrejder dig ikke, skat, smilede svigermor. Jeg hjælper bare.
Efter tre uger ringede håndværkerne fra Randers. El-installationen var dårlig og skulle skiftes, maks ti dage mere. Lene blev lidt trist men skjulte det.
Emil, jeg håber, jeg ikke generer jer? Bare et par dage til.
Mor, selvfølgelig gør du ikke det, sagde Emil og gav hende et kram.
Katrine så på dem og fortrængte den begyndende uro. Det var jo bare lidt ekstra tid. Intet problem.
Men ugerne gik, og Lene blev mere og mere hjemmevant i deres lille 2-værelses. Hun sov nu i Katrines tidligere kontor, på sovesofaen ved computeren. Katrine måtte arbejde på køkkenbordet eller i soveværelset ikke ideelt, men hun nænnede ikke at kræve sit rum tilbage.
Hver aften lavede Lene aftensmad. Det smagte glimrende, men det var altid det, Emil bedst kunne lide. Kartofler i fad, hakkebøffer, frikadeller hvor gerne Katrine end ville have prøvet noget andet end kød og sovs, nævnte hun det aldrig.
Kat, du rører jo ikke din mad, rystede svigermor på hovedet. Emil, se nu på din kone! Skal hun ikke snart til lægen for maven?
Kat, du spiser mindre end før, sagde Emil bekymret.
Jeg er ikke sulten, gentog Katrine. Og det passede. Appetitten var væk, og kvalmen kom hver eneste morgen. At se lægen ville blot føre til stress eller overanstrengelse, og så måtte hun jo indrømme, at hun ikke kunne rumme svigermors tilstedeværelse. Hvem siger sådan noget højt?
***
I midten af september gik alting amok på jobbet deadline for moms og regnskab, hele teamet, Katrine inklusiv, blev hængende til sent. Ofte var hun først hjemme ved ni-ti tiden, dødtræt og med hovedpine.
Lejligheden tog imod hende med hyggeligt lys, duft af aftensmad og Lene, der kaldte:
Kat, endelig! Jeg har sat mad til dig i gryden. Bare lad køkkengrejet stå, som jeg har sat det.
Katrine nikkede slapt, gik ud og spiste maden, som hun knap kunne få ned. Emil kyssede hende hurtigt på kinden, inden han gik ind i stuen. Lene strikkede eller bladrede i Alt for Damerne, og hendes nærvær føltes som ekstra tung luft.
Emil, tror du ikke, din mor bliver her længe? spurgte Katrine den aften i soveværelset, da de lå i mørket.
Men der er jo ikke styr på renoveringen endnu, mumlede han søvnigt. Bare hold ud lidt til. Hun kan ikke bo hjemme.
Men det er over to måneder nu…
Kat, det er min mor. Hun er alene og har det svært. Kan du ikke prøve at forstå det?
Noget stak i hendes bryst. Katrine sagde ikke mere. Hun vendte sig om mod væggen. Emil faldt lynhurtigt i søvn. Hun lå vågen længe og lyttede til lydene fra Lens værelse.
Dagen efter mødte svigermor hende med et nyt tilbud:
Kat, skal jeg ikke lige hjælpe med rengøringen om lørdagen? Det går dobbelt så hurtigt for os to.
Katrine forsøgte at afslå, men Lene var allerede i fuld gang med spand og svaber. Sammen gik de i krig, og svigermor kommenterede hele tiden:
Aj, der er snavs bag radiatoren. Gardinerne trænger virkelig. Hvornår sidst har du gjort køleskabet rent? Det skal altså helst gøres mindst to gange om måneden.
Katrine vaskede og skrubbede, mens irritationen voksede. Hun kunne ikke hidse sig op Lene mente det jo godt. Kan man kritisere dét?
I slutningen af september indså Katrine, at hun følte sig som gæst i sit eget hjem. Lene styrede køkken, bad, endda vasketøjet. Emil fik sine skjorter stivet og lagt, som kun hans mor kunne lide det.
Emil elsker skjorterne sprøde, smilede hun. Det har jeg lært ham.
Katrine vaskede tøj for sig selv, timer hvor vaskemaskinen var ledig. Det føltes næsten som om hun listede rundt i sit eget hjem.
Om natten drømte hun, at hun farede vild på endeløse gange og aldrig fandt sin egen dør eller at hun stod i køkkenet og ikke kunne finde nogen af sine gryder og pander. Hun vågnede badet i sved, med hjertebanken, og ordene sad fast i halsen.
***
Den første oktober blev det rigtigt mærkeligt.
Katrine vågnede ved pludselig kvalme, styrtede ud på badeværelset. Hun hørte Lene udenfor døren:
Katrine, er du okay? Skal jeg ringe til vagtlægen?
Nej, nej, det går nok, svarede hun og skyllede ansigtet.
Det er sikkert ikke maden? Jeg lavede jo frikadeller fra bunden i går. Emil fejler jo intet!
Lene, det har ikke noget med maden at gøre.
Resten af dagen følte hun sig søvngængeragtig. På arbejde bemærkede kollegaen Tine hendes blege ansigt:
Kat, du ser da ikke for godt ud. Skal du ikke gå hjem?
Kan ikke, svarede hun. Vi skal nå regnskab.
Tine rystede på hovedet. Gå nu til lægen.
Katrine gjorde det ikke. Da hun endelig kom hjem, blev hun mødt af Lene med sammenbidte læber.
Jeg var bekymret! Emil også. Forstår du slet ikke, at du skræmmer os?
Der er mange opgaver på arbejde.
Ja, det kommer jo altid i første række for jer unge. Hjemmet betyder intet.
Katrine gik tavst ind i soveværelset. Der kunne hun høre Lene og Emil diskutere dæmpet i stuen.
Næste morgen, da hun fandt sin yndlingsbluse, var der et gulligt mærke på kraven. Aftenen før havde den været pletfri.
Lene, ved du, hvad der er sket med min hvide bluse? spurgte hun i køkkenet.
Med hvilken bluse?
Min yndlings. Den er blevet mærkelig.
Jeg har ikke pillet ved dit tøj, måske har du selv spildt?
Katrine så på hende, og pludselig føltes svigermors uskyldige øjne meget ufarlige. Men hun kunne ikke bevise noget. Hun tog en anden bluse på og gik ud ad døren med en klump i maven.
Herefter forsvandt hendes yndlingskrus, det store keramik med motiv af et stykke wienerbrød, Emils gave. Ingen vidste, hvor det var.
Måske gik det i stykker, og du smed det ud? foreslog Lene.
Snart var hendes shampoo magisk forduftet fra badet, selvom flasken havde været næsten fuld. Igen trak Lene på skuldrene: Måske er låget utæt?
Katrine holdt op med at spørge.
Hun blev apatisk. Maskinelt tastede hun tal på jobbet, sad om aftenen ved køkkenbordet, fordi hun ikke kunne holde ud at gå ind i det, der engang var hendes eget rum. Emil blev mere mut og utålmodig. En aften var de ved at ryge i totterne på hinanden.
Kat, du virker så anspændt for tiden. Er det jobbet?
Nej, ikke kun jobbet.
Hvad så?
Hun havde lyst til at råbe sandheden, at hun følte sig kvalt af hans mor men garnet sad fast i halsen.
Jeg er bare træt. Undskyld.
Emil lagde armen om hende.
Hold ud lidt endnu. Mor rejser snart hjem. De er næsten færdige med lejligheden.
Men håndværkeren holdt aldrig op med at ringe. Hver uge lige en uge mere.
***
I slutningen af oktober sov Katrine næsten ikke længere. Et mærkeligt søvn, hvor hun vågnede mere udmattet end før. Under øjnene voksede mørke rande.
En nat vågnede hun ved mærkelig raslen fra Lens værelse. Så blev der stille.
Har du hørt noget i nat? spurgte hun om morgenen.
Nej, jeg sover som en sten, svarede Lene, du har bare nerver. Gå nu til lægen.
Efter et par dage blev der en sær duft i lejligheden. Voksagtigt, sødt, lidt som i en landsbykirke. Det kom tydeligst fra døren til Lens rum.
Brænder du stearinlys? spurgte Katrine.
Jeg? Nej! Måske naboen gennem udsugningen.
Men duften kom tilbage. Især om natten, ulmende, usynlig.
En eftermiddag hvor Lene var ude, gik Katrine ind i svigermors rum. Alt så normalt ud: Sofaen var pænt redt, på bordet lå magasiner, på vindueskarmen en gruppe afrikanske violer. Hun åbnede skabet Lens tøj hang snorlige, nede stod kufferter og den sære papkasse med snor. Katrine bøjede sig mod kassen, men indgangsdøren gik pludselig. Hun skyndte sig ud. Lene smilede og løftede en indkøbspose.
Du var tidligt hjemme. Jeg troede, du var på arbejde?
Jeg følte mig skidt.
Læg dig lidt, jeg laver te.
Samme aften kom voksduften tilbage. Og på gangen opdagede Katrine deres fælles foto det der plejede at stå i soveværelset nu gemt væk oppe på hylden. Hun tog rammen og studerede billedet. Glassset var uskadt, men hendes ansigt var ridset; små hak, som om nogen havde kradset med en nål.
Hjertet hamrede. Emil kom ind, gned sig i øjnene.
Hvad er der?
Se på billedet.
Emil tog det.
Sært… måske brugsridser?
Nej! Det her er gjort med vilje. Med en nål!
Hvem skulle dog gøre det?
Katrine tav. Man nævner ikke sin svigermor som mistænkt for vandalisme.
Jeg har nok taget fejl, undskyld.
Den nat sov hun ikke.
***
November blev iskold. Katrine frøs, selv indenfor. Kvalmen om morgenen blev værre, hun spiste kun lidt, og det kun i smug, når Lene ikke kiggede.
Du ligner en syg høne, sagde Lene, og noget i hendes blik mindede om tilfredshed.
På jobbet blev chefen urolig.
Katrine, du laver fejl på fejl. Skal du ikke tage lidt fri?
Ordet “ferie” gav hende kvalme ideen om endnu mere tid alene hjemme med Lene var urimelig. Jeg er okay, svarede hun.
Men hun var ikke okay hun var en skygge. Emil forsøgte at nå hende, men hun blev mere og mere indelukket.
Kat, hvad sker der? Er det min mor?
Katrine så op.
Din mor taler meget.
Undskyld?
Ikke noget.
Hun gik ind i soveværelset og lukkede døren bag sig.
En uge senere knækkede filmen.
Hun kom hjem tidligere end forventet klokken seks. Der var unaturligt stille i lejligheden. Hun gik ud på badeværelset. Pludselig hørte hun en lav mumlen, monotont, fra Lens værelse.
Hun stod længe, lyttede. Mumlende, bønneagtige ord.
Døren til værelset stod på klem. Stearinlys brændte på bordet. Foran Lene lå et stort foto af Emil, ved siden af et billede af Katrine med hendes ansigt tykt overstreget. Lene svang en synål hen over billederne som et ritual.
Lene? Katrines stemme var hæs og mørk.
Lene vendte sig forskrækket.
Katrine… du… jeg… det er ikke som du tror…
Hvad laver du?
Ingenting! Må jeg ikke have lidt privatliv?
Stearinlys? Nål? Billeder?
Det rager ikke dig, gå ud, sagde Lene og var vred nu.
Min lejlighed, råbte Katrine, og mit værelse, hvor du har invaderet alting i tre måneder! Tre!
Katrine, du behøver ikke råbe…
Jeg råber, så du forstår det! Du ødelægger mine ting, ridser i mine billeder, forpester mit liv!
Det er dig, der ødelægger alting! Du gør Emil ulykkelig! Han kunne have haft børn og familie, hvis ikke du satte arbejde over det hele! Du er ikke noget for ham!
Katrine rystede over hele kroppen.
Hvordan kan du sige det…
Jeg er hans mor! Jeg har opdraget ham alene! Hvem er du? Bare én, der stjal ham!
Stjal? Vi elsker hinanden! Vi er en familie!
Familie? Du kan ikke engang give ham børn! Se på dig selv! Sygelig og tør!
Så knækkede Katrine. Hun væltede stearinlysene ned, samlede sit foto op og rev det midt over.
Ud, sagde hun. Pak dine ting og gå!
Emil tilgiver dig aldrig!
Det finder vi ud af bare UD!
I samme sekund gik hoveddøren op. Emil kom ind.
Hvad sker der?!
Lene slängte sig over sin søn.
Hun smider mig ud!
Emil så skiftevis på sin mor og på Katrine, stadig grædende.
Emil, se på det her! Se, hvad hun har lavet!
Han så på billederne, synålen og de visne stearinlys. Hans ansigt blev først overrasket, så vredt, så chokeret.
Mor… hvad er det her?
Jeg ville bare beskytte dig! erklærede hun, men Emil afbrød hende.
Pak dine ting. DU rejser nu. Jeg kører dig til banegården.
Lene protesterede, men til sidst pakkede hun sammen. Tavs. Emil slæbte kufferterne ned ad trapperne. Lene vendte et blik, der kunne fryse Limfjorden, men Katrine svarede ikke.
Døren smækkede. Katrine stod tilbage i lejligheden i larmende stilhed.
Hun gik ind i sit gamle værelse og fjernede resterne af voks, bilder, alt hvad der duftede af stearin. Luftede ud som aldrig før. Først da følte hun for første gang i lang tid, at hun kunne trække vejret.
Emil kom hjem sent. Han så frygtelig ud.
Hun er væk. På vej hjem til Randers.
De sad stille sammen.
Jeg har svigtet dig, sagde Emil.
Det var sygt det hun gjorde… Men hun er alene. Hun har mistet din far. Du er alt for hende.
Det undskylder ikke det her.
Nej.
De sad bare. Emil holdt om hende, mens han rystede.
Jeg var bange for at miste dig, hvis du blev ved sådan her.
Nu kan jeg trække vejret igen.
Næste morgen var stilheden næsten larmende. Katrine gik fra rum til rum værelset, som var hendes, var tomt men frisk. Emil bryggede morgenkaffe.
Skal du ikke til læge, spurgte Emil. Du ser stadig utilpas ud.
Hun nikkede. Emil bestilte tid.
Dagen efter gik hun op til lægen. Den ældre læge spurgte ind til kvalme, træthed, appetitløshed.
Hvornår sidst haft menstruation?
Katrine måtte tænke sig om det måtte være længe siden.
Vi tager en graviditetstest, sagde lægen.
Den var positiv.
Tillykke, seks uger henne.
Katrine rystede over det hele, men på en god måde. Hun ringede til Emilhan grinede og græd og krammede hende halvt i stykker.
***
Tre uger gik. Lene ringede ikke. Emil prøvede at få fatintet svar. Kun en kort besked: Har det godt. Du skal ikke bekymre dig.
Katrine fik mere energi, spiste mereselv kvalmen forsvandt lidt. De lavede hendes gamle værelse om igen, byttede ud i møblerne og satte blomster i vindueskarmen.
En aften sagde Emil:
Når barnet kommer, vil mor sikkert besøge os…
Hun kan komme på besøg. Men hun skal ikke overnatte. Aldrig mere.
Det lover jeg!
Og jeg efterlader hende aldrig alene med barnet. Ikke til at begynde med.
Emil nikkede.
Hun mærkede stadig en smule angst, men nu følte hun sig stærkere end nogensinde. Hun havde sagt fra for første gang. Hendes hjem var hendes igen.
Emil, sagde hun og lagde en hånd på maven, hvor deres barn voksede. Lover du at lytte, hvis det bliver svært igen? Ikke bare lade som ingenting?
Jeg lover. Altid.
Udenfor silede regnen ned. Inde i lejligheden var der endelig plads til at trække vejret.
