Jeg gider altså ikke babysitte din søn mere, sagde svigerdatteren og forsvandt til havet.
Der var en mor, Karen Larsen, med en god søn.
Han hed Jens. Arbejdsom og pligtopfyldende, men hans kone var, mildt sagt, mærkelig. Hun ville ikke lave mad, ville ikke gøre rent, og over de seneste måneder var hun helt utilregnelig.
Igår var der igen et kæmpe skænderi.
Jens, sagde hun, jeg kan ikke mere! Du er jo voksen, men du opfører dig som et barn!
Jens blev forvirret. Han havde jo kun spurgt om det sædvanlige: om Louise ville finde hans sokker, stryge hans skjorte og minde ham om at hente recept på apoteket.
Min mor har altid hjulpet, mumlede han.
Så tag hjem til mor! sagde Louise og eksploderede.
Næste dag pakkede hun sin kuffert.
Jens, sagde hun roligt, jeg tager til Skagen. Måske en måned. Måske længere.
Længere?
Ja, jeg er træt af at babysitte en voksen mand.
Jens gjorde et spagt forsøg på at protestere, men Louise ignorerede ham. Hun ringede til sin svigermor:
Karen? Det er Louise. Hvis han ikke kan klare sig selv, så kan du bo her lidt. Reserve-nøglen ligger under måtten.
Og så rejste hun.
Jens sad nu alene i den tomme lejlighed og anede ikke, hvad han skulle stille op. Køleskabet var tomt. Sokker overalt. Opvasken hobede sig op.
Et par dage senere ringede han til sin mor:
Mor, Louise er blevet skør! Hun er taget afsted jeg aner ikke hvorhen! Hvad skal jeg gøre?
Karen Larsen sukkede. Endnu et problem med svigerdatteren.
Jeg kommer, Jens. Det skal nok gå.
En time senere stod hun der, med en pose madvarer og det sædvanlige moderlige gåpåmod: Jeg skal bare fikse det hele.
Men da hun åbnede døren, gispede hun.
Rod over det hele. Kluns på gulvet i soveværelset. Tallerkener og glas over hele køkkenet. Snavset tøj i badeværelset.
Og Karen indså pludselig: hendes trediveårige søn kunne overhovedet ikke leve selvstændigt.
Hun havde i hele sit liv gjort alt for ham. Og resultatet? En stor dreng.
Mor, ynkede Jens, hvad skal vi have til aftensmad? Hvor er mine skjorter? Kommer Louise ikke snart hjem?
Karen gik bare i gang med at gøre rent. Men hele tiden tænkte hun: Hvad har jeg egentlig gjort?
Hun havde beskyttet sin dreng mod hverdagen. Mod udfordringerne. Mod livet selv!
Nu var han som en handikappet uden kvinder omkring sig.
Og Louise? Hun var jo bare løbet væk fra denne hjælpeløse kæmpebaby.
Det kan man faktisk godt forstå.
Tre dage boede Karen hos Jens.
Hver dag stod det klarere for hende: hun havde opdraget en stor dreng, men ikke en mand.
Om morgenen begyndte Jens straks at beklage sig:
Mor, hvad skal jeg spise til morgenmad? Hvor er min skjorte? Er der rene sokker?
Karen strøg og lavede mad, gjorde rent og iagttog ham.
Forestil dig: en mand på tredive, der ikke kan tænde vaskemaskinen! Aner ikke, hvad et rugbrød koster! Selv at lave te var et mysterium for ham han brændte sig på vandet eller spildte sukkeret.
Mor, klagede han hver aften, Louise er blevet ondskabsfuld! I det mindste lod hun som om hun elskede mig før. Nu er hun helt kold!
Men har du nogensinde givet Louise en hånd med? spurgte Karen forsigtigt.
Hvordan det? forstod han ikke. Jeg arbejder jo! Jeg tjener penge! Er det ikke nok?
Og herhjemme?
Jeg er træt efter jobbet! Jeg vil slappe af. Hun vil hele tiden have, at jeg gør et eller andet. Men det er jo kvindearbejde.
Det særeste var, at Karen pludselig hørte sine egne ord dem hun altid havde sagt til Jens:
Lad være, Jens det klarer mor for dig! Gå ikke ud og handle, mor gør det hurtigere! Du er mand du har andre ting at tage dig til!
Og hun havde skabt et monster.
Jo mere hun så, jo mere blev hun forskrækket.
Jens kom hjem smed sig på sofaen. Ventede på aftensmad. Ventede på dagens nyheder. Ventede på underholdning.
Og når maden udeblev, blev han tvær:
Mor, hvornår skal vi spise? Jeg er sulten!
Som et lille barn.
Det værste var hans snak om Louise.
Hun er så sur for tiden, klagede han. Hun burde nok gå til lægen. Tjekke hormoner eller noget.
Måske er hun bare udmattet? foreslog hans mor.
Hvorfor det? Vi arbejder jo begge. Men hjemmet det er kvindens ansvar.
Ansvar?! Karen Larsen kunne ikke styre sig Hvem har sagt det?!
Jens blev paf. Mor havde aldrig råbt af ham før.
På fjerdedagen sprængte Karen.
Jens sad på sofaen, trykkede på telefonen og sukkede højlydt det var keeedeligt uden kone. Opvasken voksede. Sokker på gulvet. Seng uopreddet.
Mor, peb han, hvad skal vi have til aftensmad?
Karen var ved at lave hønsekødssuppe. Som altid. Som hun havde gjort i tredive år.
Så gik det op for hende: Nu er det nok.
Jens, sagde hun og slukkede for komfuret. Vi to skal tale sammen nu.
Jamen jeg lytter, sagde han uden at kigge op.
Læg telefonen. Se på mig.
Der var noget nyt i hendes stemme, så Jens gjorde det.
Søn, begyndte Karen stille, ved du hvorfor Louise er gået fra dig?
Hun er bare lidt oppe at køre. Kvinder er jo følsomme. Hun kommer tilbage, når hun har hvilet sig.
Nej. Det gør hun ikke.
Hvad mener du ikke kommer tilbage?!
Fordi hun er træt af at være mor for en kæmpebaby.
Jens sprang op:
Mor! Hvad snakker du om? Jeg arbejder da, tjener penge!
Så hvad? Karen rettede ryggen. Hvad laver du herhjemme? Har du mistet hænderne? Er du blind?
Jens blev helt hvid i ansigtet.
Hvordan kan du sige sådan, mor? Jeg er jo din søn!
Netop! Karen satte sig på stolen, hænderne rystede. Jeg … jeg er syg af kærlighed. Af blind moderlighed. Jeg troede jeg beskyttede dig, men nu ser jeg: Jeg har opdraget en egoist. En mand på tredive, der ikke kan klare sig uden kvinder! Som tror, verden skylder ham alt!
Men … prøvede Jens.
Ingenting! afbrød hun. Tror du Louise skal være din ekstra mor? Være tjenestepige og husholderske? Hvorfor?
Jeg arbejder jo.
Og det gør hun også! Men hun styrer samtidig hjemmet! Du? Du ligger på sofaen og forventer at blive serviceret!
Jens øjne blev blanke.
Men alle lever jo sådan.
Nej! råbte Karen. Rigtige mænd hjælper deres koner! De vasker op, laver mad, opdrager børn! Du aner ikke engang hvor vaskepulveret ligger!
Jens begravede ansigtet i hænderne.
Louise har ret, sagde Karen stille. Hun er træt af at være din mor. Og jeg … jeg er også træt.
Hvad mener du?
Jeg mener det. Karen gik ud i entréen og tog sin taske. Jeg tager hjem. Du bliver her. Alene. Prøv at blive voksen.
Mor, hvad laver du?! Jens blev desperat. Alene? Hvem laver mad? Hvem gør rent?
Dig! råbte hun. Du! Som alle andre voksne mennesker!
Men jeg kan jo ikke!
Så må du lære det! Eller ende som en infantil taber!
Karen tog sin frakke på.
Mor, gå ikke! tryglede Jens. Hvad skal jeg gøre alene?
Det, du skulle have lært for tyve år siden, sagde hun og gik.
Jens blev siddende i den beskidte lejlighed. For første gang helt alene.
Med virkeligheden.
Han sad på sofaen til midnat.
Maven knurrede. Opvasken stank. Sokkerne lå hvor de faldt.
Satans også, mumlede han og rejste sig. For første gang i tredive år begyndte han selv at vaske op.
Det blev skævt. Tallerknerne skred rundt, og hænderne blev røde af sæben. Men det lykkedes.
Han forsøgte at lave spejlæg. Det brændte på. Han prøvede igen det kunne spises.
Om morgenen forstod han: Mor har ret.
En uge gik.
Jens øvede sig dagligt: Vaskede, lavede mad, gjorde rent. Gik i Netto og begyndte at lære priserne. Prøvede at planlægge sin dag.
Det viste sig at være et fuldtidsarbejde.
Så forstod han, hvordan Louise havde haft det.
Hej, Louise? han ringede, en lørdag.
Ja? hendes stemme var kølig.
Du havde ret, sagde han straks. Jeg har opført mig som en kæmpebaby.
Louise sagde ingenting.
Jeg har boet alene en uge. Og nu forstår jeg … jeg ved hvor hårdt det var for dig. Undskyld.
Hun sagde ikke noget længe.
Ved du hvad, sagde hun til sidst, din mor ringede til mig i går. Hun bad om forladelse. For at have opdraget dig forkert.
Louise kom tilbage efter en måned.
Hun kom hjem til en ryddelig lejlighed, til en mand der selv havde lavet aftensmad og gav hende blomster.
Velkommen hjem, sagde han.
Karen ringede kun en gang om ugen. Hun spurgte ind til dem, men hun kom ikke på uanmeldt besøg.
En aften, mens Jens vaskede op, og Louise lavede te, sagde hun:
Ved du hvad, jeg kan faktisk godt lide vores nye liv.
Det kan jeg også, svarede han, tørrede hænderne. Det er ærgerligt det tog så lang tid at nå hertil.
Men vi nåede frem, smilede hun.
Og det var sandt.
