Jeg blev gift med David for 18 år siden. Hans situation var ret trist, og det hele skyldtes hans ekskone, som forlod ham og børnene og stak af med sin kæreste. David og Anna havde i sin tid giftet sig af kærlighed. Anna fik to vidunderlige børn. En dreng, der kom til at hedde Søren, og en pige, som fik navnet Freja begge meget danske navne, hvis jeg selv skal sige det! Da børnene var fire og tre, blev David fyret fra sit arbejde på fabrikken i Odense. Familien havde det svært. Anna forsøgte forgæves at finde et job og tjene lidt penge, så der var rugbrød og leverpostej på bordet. David derimod begyndte at sidde nede i skuret med gutterne og drikke øl og brokke sig over Skat og alt muligt andet, som danskerne nu gør, når det går lidt trægt i livet.
Anna var helt færdig så træt, at hun næsten ikke kunne finde rundt i Netto længere. Lige dér begyndte så en mand med penge og en fin bil at flirte med hende. Anna kunne ikke stå for det, så hun pakkede sine ting og forsvandt sammen med ham og efterlod både David og ungerne til rodet.
Søren og Freja blev så overladt til sig selv, og det var nærmest kun takket være hjælpsomme naboer, der delte deres middagsmad og holdt øje med dem, at det gik nogenlunde. David? Han sad stadig ude i skuret og opdagede ikke engang, at Anna var flyttet ud, før både kartofler og børn var væk. Da han endelig vågnede op af ølruset, var det allerede for sent. Børnene var blevet anbragt på børnehjem.
Så mødte jeg David til et bryllup hos fælles venner i Aarhus. Jeg syntes om ham med det samme. Vi begyndte at tale sammen, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få hans syn på livet rettet lidt op og få styr på hans tanker det trængte han virkelig til.
Efter brylluppet foreslog jeg ham, at vi skulle hente ungerne hjem fra børnehjemmet. Jeg kan ikke selv få børn, men jeg havde ondt af Søren og Freja, og fra første øjeblik behandlede jeg dem som mine egne. Det gik hurtigt med at få hjerterne til at banke lidt for hinanden. Nu er der gået 18 år. Børnene har aldrig vidst, at jeg ikke var deres rigtige mor. Men pludselig en dag dukkede Anna op igen. Hun mødtes med børnene og fortalte dem, at hun faktisk var deres biologiske mor.
Søren tog det med ophøjet ro og sagde, at han kun har én mor, og det var mig. Freja var dog lidt mere hjertelig og tilgav sin mor. Jeg var egentlig imod deres kontakt i starten for Anna havde jo gjort noget ret så tarveligt engang. Men jeg forstår også, at hun har dårlig samvittighed og gerne vil gøre det godt igen. Jeg besluttede derfor, at jeg ville hjælpe hende. For sagen er jo, at det kræver både en, der har født børnene, og en, der har opdraget dem, for at blive en rigtig mor og sådan fik mine børn to mødre og det bedste fra begge verdener.
