Eksamen
Nu er det nok! Jeg gider simpelthen ikke mere! Hvis du ikke stopper med at mase mig, så dukker jeg slet ikke op til eksamen! Jeg tager bare ikke afsted! Hvad vil du så gøre?! Hva?! Emilie kastede skoletasken ind i hjørnet af entréen og rev huen af hovedet.
Mor svarede hende ikke. Hun rystede bare på hovedet og gik ud i køkkenet.
Emilie smed jakken, klar til at kyle den oven i tasken, men ombestemte sig. Hun åbnede skabet, hængte den sirligt op på bøjlen og sukkede.
Hold nu kæft, altså, igen er vi oppe at toppes og som sædvanlig over ingenting!
Hvorfor skal mor altid komme med spørgsmål og formaninger? Tror hun, jeg er et lille barn? Eller er jeg idiot?
Ja, hun ved da udmærket, at der er lektiehjælp hos den nye privatlærer i eftermiddag. Ingen grund til at gnide det ind konstant!
Okay, Emilie overdrev selvfølgelig. Mor blev ikke ved, sagde det ikke konstant. Hun havde blot spurgt, om Emilie huskede, at hun skulle til undervisning hos årets tredje lærer i dansk og litteratur. Men det provokerede Emilie så meget, at mor stadig forsøgte at have styr på det hele, at vredesudbrud nærmest blev rutine også når det slet ikke var nødvendigt.
Emilie gik ud og vaskede hænder, kiggede ind i spejlet over vasken.
Sikke en lækkerbidsken, ikke? Bumser, fars kartoffelnæse og mors viltre, røde lokker. Hvor tit havde Emilie ikke tigget om at få lov at farve det hår? Men nej, det måtte hun ikke! Mor sagde altid, at skønhed kommer indefra, at det skal vokse sig frem, og at Emilie en dag ville forstå det.
Ja, ja! Det må hun gerne tro. Andre ser normale ud, men hun ligner jo noget, der er løgn. Fletninger hvem fanden går med fletninger i dag?
Et smil gled over hendes læber, da hun huskede mors reaktion, den dag hun selv klippede de forhadte fletninger næsten af med nogle gamle, sløve børnesakse. Andre sakse kunne hun ikke finde. Hun havde knebet øjnene sammen, bidt tænderne sammen og næsten savet gennem de stride totter, mens hun forestillede sig morens forskrækkede:
Emilie, hvad laver du dog?!
Fordi alle bestemte over hende! Det er hendes liv hendes regler! Hun ville vise dem.
Alle siger, man bare skal lytte til de voksne. Hvorfor? De fatter jo alligevel ikke, hvordan verden hænger sammen i dag! De havde ikke engang internet, da de var unge. Hvordan overlevede de? Det er da umuligt at forklare sådan nogen, at alt er forandret nu hvem har brug for alt det der gammeldags skolepjat, når man bare kan google alting på et par sekunder? Mor påstår selvfølgelig, at man ikke bliver et ordentligt menneske af nettet, men hvad ved hun? Hun burde se nogle videoer om, hvordan man taler med teenagere!
Emilie pillede i en bums og skar en grimasse. Godt, mor ikke så det så havde der lydt et ramaskrig! Mor slæber hende jo til læger og siger altid, at der bliver ar af såret, men det er Emilie ligeglad med! Hun bliver værdsat for, hvem hun er ikke sit ansigt! Hvordan forklarer man det forældre?
Forældre Fedt ord, egentlig. Det at mor har født hende, giver ikke ejerskab over et andet menneske. Emilie er ikke nogen ting! Og hun skal i hvert fald ikke behandles, som om hun var.
Hun blinkede til sit spejlbillede.
Hvad så? Haps! Mor har tabt. Så kan hun lære det med alle de lektiehjælpere og snak om, at Emilie skal være jurist! Hun ved mere om jura og ret end sine forældre, det er sikkert. Hvis de bare havde været halvt så smarte, så var det hele gået nemmere dengang, de blev skilt.
Mor har hverken stolthed eller ambitioner. Far gik til en yngre og forlod hende, og alligevel lod hun ham tage, hvad han ville af ting og sager. Ja, lejligheden står i Emilies navn, fordi bedstemor testamenterede den til hende, men det er jo fair! Hvad fik mor? Børnepenge? Er det alt? Hvad med kompensation for alle årene? Emilie har set, hvordan de levede de sidste år. Hun er ikke lille grævling, som far kaldte hende engang. Hun har forstået mere end de tror.
Mors stille had, når hun satte aftensmaden på bordet Og fars ligegyldige tak. Sofaen på mors lille kontor, hvor der ikke engang var plads til et skab, så far måtte ind i soveværelset hver morgen efter sine ting Vækkeuret som mor satte, så han ikke skulle finde hende sovende Lettelsen, da Emilie fyldte fjorten og selv bad dem lade være med at trække hinanden længere rundt ved næsen.
De voksne altså så mærkelige! Hele tiden: Vi lever for dig! og Du er meningen med vores liv!
Løgn hele vejen igennem! Alle lever for sig selv. Resten er ligegyldigt. Og så kan folk sige, hvad de vil. Emilie har masser af eksempler. Selv, hvor det gælder hende, bruger de hende som brik i deres eget spil.
Tag nu lejligheden. Samme opgang, ny etage, og kun to værelser nu. Ja, flot renoveret og fine møbler, men kun fordi mor fik skyldfølelse presset ud af far barnet skal bo godt! Hvis du starter forfra, skal din datter have det ordentligt! Far gik med på alt, bare for at der var fred. Emilies værelse er større end det gamle, men kun fordi lejligheden skulle deles uden ballade. Så blev hun et slags buffer mellem dem
Med en let rysten samlede Emilie sin lille dåse med salve fra lægen. Bare fordi cremen virker, betyder det ikke, at mor har ret! Den tørrer bumserne ud, og i dag har hun brug for det.
Fordi det er aften… Og fordi taget…
Taget kom først ind i hendes verden for få måneder siden. Det var dengang, Mads skolens populære fyr, som Emilie indtil da kun havde turdet betragte på afstand skrev til hende: Kommer du med ud?
Hun troede først, det var en spøg. Alle vidste, at hun var vild med ham. Drillede hende lidt, men venligt. Hun var vellidt, for Emilie hjalp altid klassekammerater, lod dem låne noter, og hun tog gerne ordet, hvis læreren spurgte, og de andre ikke var klar.
Emilie Andersen, jeg spurgte dig sidste gang! Hvorfor rækker du op nu igen?
Jamen, fru Jensen, det er bare fordi emnet er så spændende! Sig mig, var Christian d. 4. egentlig en tyran? Var hans styre totalitært?
Nå, det mener du? den ellers frygtindgydende historielærer gik straks med på snakken, og resten af klassen åndede lettet op, fordi der ikke blev spørgetime.
Så da Emilie viste beskeden til hade-veninden Louise, sagde hun bare:
Og? Det er jo ikke en verdenskatastrofe!
Er du sikker, den er fra ham?
Du er sgu sjov, Emilie! Gå nu hen og spørg, om det virkelig var ham! Det er 2020erne, for pokker piger spørger drengene ud nu om dage! Du spiller en rolle.
Emilie svarede ikke. Hun kunne alligevel ikke have forklaret den susen, der løb gennem kroppen, da hun forstod, hvad beskeden betød.
Hun mødte op, hvor de havde aftalt. Og så begyndte der en helt ny tilværelse.
Taget på den gamle, forladte boligblok var et vovet sted det vidste Emilie udmærket. Men hver gang Mads tog hendes hånd og sagde: Pas på! Der er huller i taget, gik hendes hjerte løbsk.
Hun talte trinene stille for sig selv, mens en triumferende stemme boblede indeni:
Femten, seksten Kom nu, længere op Treogtredive
Oppe på taget lagde Mads for første gang armen om hende. Uden at sige noget, trak han hende tæt til sig foran vennerne, som om han sagde: Hun er min!
Ingen sagde imod, selvom Emilie så de smalle blikke fra pigerne i parallelklassen. Mads havde kendt dem altid, men valgte alligevel hende.
Det var også på taget, han kyssede hende første gang…
Den aften blev de tilbage alene, mens alle de andre gik i Palads for at se film. Emilie ville egentlig også gerne have været i biografen, men da Mads trykkede hendes fingre og sagde, at de kunne tage ind en anden dag bare de to blev hun glad for at blive. Det blev en særlig aften.
Engang imellem stoppede Emilie stadig op også midt i urolige stunder lukkede øjnene, og hørte for sit indre øre hans stemme:
Emilie, jeg kan virkelig godt lide dig Virkelig. Jeg er ikke så god til at sige de der ting, men du er den bedste pige, jeg kender Må jeg?
Og hans læber varme og bløde
Hun smilede igen ved mindet, men så lød en sagte banken på døren. Mor:
Emilie, skynd dig… Maden står på bordet
Vreden skød op i Emilie igen. Hvor mange gange skal hun blande sig!
Hun stormede ud fra badeværelset som en rasende trold. Ansigtet lignede det billede, hun engang havde set på nettet, af et bevinget væsen, der hvæsede ad nogen uden for billedet.
Hvad vil du mig nu?! Jeg husker det godt! Hold op med at mase! Drevet far væk og nu er det mig, du skal styre? Jeg flytter over til far! Forstået? Hvis du ikke stopper…
Emilie nåede ikke at gøre sætningen færdig. Mor sukkede, løftede hånden og gav hende en lussing.
Så gå! Men når du kommer tilbage i aften, så husk, at du har prøve i dansk i morgen. Så bør du altså få sovet
Emilie blev helt paf. Mor havde aldrig slået hende før. Ikke en eneste gang. Nu var det ikke, fordi hun blev såret hun havde selvfølgelig fortjent det men det chokerede hende lidt, at mor ikke længere bare fandt sig i Emilies raserianfald.
Opgivelse var ikke Emilies stil, dog. Rygsæk, jakke, høretelefoner Hun havde lyst til at smække døren så hårdt, at hele opgangen rystede, men hun holdt sig i skindet. Ingen grund til at ligne en hysterisk teenager helt.
Emilie løb ned ad trapperne og tjekkede klokken. Godt. Det tager en time frem og tilbage, en time hos privatlæreren, så hun kan først mødes med Mads ved seks-tiden. Perfekt. De kan sidde på taget, og mor kan få lov at være bekymret og køle af. Mor har godt af lidt nerver. Far svarer alligevel ikke første gang, når mor ringer, så Emilie kan sagtens nå at få styr på tingene med Mads. Måske kan han rådgive? Hans forældre blander sig aldrig. Han lever helt sit eget liv. Har sit eget kort, sat til på forældrenes regning, har lækkert tøj, ingen kontrol. Hans mor har altid for travlt, og far mener, at seksten er det perfekte tidspunkt til at blive voksen. Han får lov at tage fritidsjob og tage ansvar for eksamenen selv. Fremtiden skal man selv bestemme.
Sådan nogle forældre ville Emilie gerne have!
Ikke som hendes mor…
Far ringede, mens Emilie gik op til privatlæreren.
Hvad går der af jer? Mor siger, du har tænkt dig at flytte ind hos mig?
Pjat, far! Hun overdriver! Jeg gider ikke jeres drama! Kates baby kommer snart, og hvad skal jeg så? Passe jeres unger, eller hvad? Jeg har sgu rigeligt selv!
Right. Lad nu være at skændes med din mor. Ellers lukker jeg for pengene, forstået?
Far, du er så kontant det kan jeg lide! Jeg har forstået.
Godt! Og drop nu det ballade med mor. Hun fortjener det virkelig ikke.
Der blev lagt på. Emilie blev irriteret.
Altid sådan så uvenner, men alligevel bakker de hinanden op, når det angår Emilie. Det er virkelig mærkeligt!
Den nye privatlærer var hun ikke vild med. Han sniffede over hendes kloge bemærkninger om ordsprog, stak hende en bog og beordrede hende at læse udvalgte kapitler til næste gang. Det irriterede hende, men efter et par gode eksempler måtte hun erkende, at læsningen nok ikke ville skade.
Hun ville jo ikke være dum. Mads var jo klog Hun måtte leve op til ham! Hun havde set utallige videoer om forhold altid med samme pointe: Kvinder skal være selvstændige og kloge. Hun var endnu ikke selvstændig, men klogskab kunne man vel opbygge hen ad vejen. Det sagde mor også og dér havde hun måske ret. Mor fik da trods alt samlet sig sammen og gennemført sin uddannelse, mens hun ventede på at blive skilt.
Mor havde droppet universitetet, da Emilie blev født. Tog først orlov, men droppede ud barnet var vigtigere. Da Emilie var lille, var hun evigt syg, og der var ikke flere bedsteforældre til at hjælpe. Børnehaven måtte hun droppe efter et halvt år. Emilie kunne måske holde en uge, men derefter var hun syg i lang tid ad gangen og hun hadede det. Kedelig grød, børn man ikke kunne lide, og ingen af mors varme arme til trøst. Far sagde engang til mor:
Du slipper hende aldrig hun vender sig til altid at have dig der. Det er ikke sundt.
Da Emilie begyndte i anden klasse, lavede mor en aftale med naboen, som hentede hende fra SFO, og så begyndte mor igen på universitetet på fjernstudium og fik job samtidig.
Det var klogt. Ellers sad hun nok bare og tælte småpenge nu. Nu havde hun da noget eget. Et lille firma, der laver bordpynt til fester. Det var smukt og feminint. På arbejdet var mor anderledes ikke længere en stille husmor, men chef. Når hun organiserede alt og viste medarbejderne, hvordan tingene skulle gøres, beundrede Emilie hende. Sådan ville hun også gerne kunne være.
Men den evige morkontrol! Emilie var enig med sin far det er til at få spat af! Jo, Emilie havde vænnet sig til, at mor ikke bare kom brasende, men altid bankede på og spurgte, før hun gik ind. Men hun fandt alligevel måder at holde øje med det hele på ikke med trusler som far, men med det evindelige:
Emilie, er alt ok? Har du styr på dit skema? Er du sulten?
Det var ulideligt man fik lyst til at råbe:
Lad mig være jeg er ikke et barn længere!
Nogle gange gjorde hun det. Råbte og stampede, men mor tolkede det som børnevrøvl.
Emilie skyndte sig fra undervisning til aftalt sted med Mads, drømmende om at glemme alt om forældre, prøver og bøvl et par timer. Livet passerede forbi og de voksne blev bare ved!
Udenfor skolen fandt Emilie ikke Mads. Hun ventede, men gik til sidst alene op på taget. Han svarede heller ikke på opkald, og det plejede han ellers altid. Emilie blev urolig.
Da hun gik op ad trappen, mærkede hun en mærkelig uro. Før havde hun flyvet derop, hånd i hånd med Mads’ stærke og trygge hånd nu føltes hvert trin tungt.
Taget mødte hende med vindstød og forårets spirende, kolde mørke men ingen mennesker.
Ingen venner. Ingen Mads.
Hun ville netop til at vende om, men da hun rodede med lynlåsen på sin jakke for at finde mobilen, så hun en skikkelse bevæge sig i skumringen ved kanten af taget.
Mads
Han sad på kanten med benene ud over, skuldrene var helt faldet sammen. Selvom Emilie slet ikke havde kendt ham så længe, forstod hun pludselig, at han havde det forfærdeligt. Noget var sket noget alvorligt.
En terror bredte sig i hende bange for, at noget frygteligt var på vej. Alligevel fandt hun styrke. Hun satte tasken fra sig og listede ud på taget, tøvende.
Hej
Hun satte sig lidt bagved ham på kanten. Hun turde ikke sidde helt ud til kanten, men havde benene solidt på taget. Emilie havde altid været ræd for højder og hun forstod faktisk ikke, hvorfor hun nu var gået med herop alene.
Hej Mads vendte ikke hovedet, så Emilie stak hånden frem og tog hans kolde fingre.
Du fryser
Hva? Han kiggede nu op på hende og øjnene tomme, slet ikke som hun plejede at se dem skræmte og tryllebandt hende.
Måske forstod Emilie nu, hvad hendes mor følte, når de to skændtes. Den der panik bange for ikke at nå ind til ham, man elsker.
Nu lå Mads hånd slap og kold i hendes. Hun turde ikke slippe.
Hvordan har du det?
Emilie hørte næsten sig selv hun lød ligesom sin mor Samme tonefald, samme insisterende anmodning:
Sig det til mig! Fortæl! Jeg vil dig jo kun godt!
Det virkede.
Skidt Mads sukkede og klemte hendes hånd. Jeg har det virkelig dårligt, Emilie.
Der er sket noget.
Det var ikke et spørgsmål, bare konstatering. Det virkede også.
Ja.
Har jeg lov at høre hvis du har lyst? Jeg ved, vi ikke kender hinanden sådan, men…
Han vendte hovedet og kiggede, så Emilie blev nervøs.
Synes du, vi ikke er tætte?
Nej, du misforstår Jeg ser dig som min nærmeste, men er du sikker på, du føler det samme?
Emilie For mig er der ingen andre end dig. Ingen.
Hjertet slog over, bankede som vildt. Hun var sikker på, at Mads kunne høre det.
Hvorfor ingen andre? Dine forældre? hun sagde det uden at tænke, men hans reaktion trak hende straks tilbage til virkeligheden.
Mads rystede på hovedet så voldsomt, at hun nærmest gispede.
Pas på!
Ja! Hold mig, eller skub mig ligesom de har gjort.
Hvem?!
Dem, jeg troede var mine forældre! De har aldrig været det! Min mor gav mig papirerne i dag og forklarede, hvordan jeg kom ind i deres familie. Emilie jeg er adopteret! Forstår du? Adopteret! Jeg vidste det nok havde det på fornemmelsen men nu ved jeg det. Hele tiden har jeg spillet en andens rolle! Jeg har taget en andens plads, Emilie. Forstår du det? Ikke min egen, men en andens!
Han råbte, og Emilie greb hans hånd endnu hårdere, bange for at give slip.
Hun var ikke i tvivl om, at Mads havde overvejet at springe. Han kunne spille sej, men Emilie vidste inde bagved lå en sårbarhed, de andre aldrig så. Kun når de var alene, så hun ham for alvor. Hun kunne mærke noget stort og lyst i ham, noget, hun selv længtes efter. Pludselig skammede hun sig over sin egen vrede og sit vrøvl om forældre og uretfærdighed.
Men hvad er egentlig uretfærdigt? Hun kunne ikke svare. Men nu forstod hun: hendes kamp for at blive voksen havde været tom. Her sad en, der virkelig havde forladt barndommen på et øjeblik. Men uden støtte. Emilie havde haft støtte, selvom hun brokkede sig over sine forældre.
Mads, jeg er bange Emilie mærkede tårerne presse på. Det fik ham til at komme til sig selv igen.
Hey Hvad nu? Han tog fat om Emilie, som klamrede sig til ham.
Lad nu være! Du må ikke! Du er ikke alene, hvis dine forældre ikke vil have dig så har du mig. Hører du? Jeg har aldrig haft noget vigtigere, Mads!
Jeg hedder ikke Mads hans stemme var mat. Emilie hævede hovedet og prøvede at få øjenkontakt gennem tårerne. Jeg hed noget andet før.
Hvad?
Nikolaj. Og jeg havde et andet efternavn.
Det er ligemeget! Hvem du end er, så kender jeg dig, og det er vigtigt. Jeg er ligeglad med, hvad du hedder! Forstår du?
Måske… Men jeg er ikke sikker på, at alle andre er ligeglade. Emilie, hvad skal jeg gøre? Hvor kan jeg gå hen nu?
Kan du ikke tage hjem? Smed de dig ud?
Nej. Mor græd, bad mig blive. Men far jeg slog ham.
Hvorfor?
Han prøvede at låse døren, nægtede at lade mig gå. Han råbte, at jeg ikke forstod
Men forstod du? Virkelig?
Hvad mener du? Hvad skal jeg ellers forstå, Emilie?! Hans stemme knækkede i smerte.
Hvorfor fortalte de dig det lige nu?
Mit spørgsmål forsvandt ud, båret væk af vinden. Mads lå helt sammenkrøllet i tankerne.
Jeg ved det ikke Det kom usikkert. Emilie sukkede lettet.
Nu var der spørgsmål i stemmen. Ikke kun håbløshed. Hun vidste, så længe spørgsmålet var åbent, var han stadig i live.
Vil du have, jeg går med dig?
Hvorhen?
Hjem til dine forældre. Mads, vi går derhen sammen, og så kan du spørge hvorfor de valgte at fortælle det nu. Hvis du så stadig vil så går vi herop igen. Og jeg forstyrrer dig ikke.
Mads så overrasket på hende. Hun holdt hans hånd og trak ham væk fra kanten.
Kom!
Han trak benene op på taget og fulgte med hende væk fra afgrunden, ind til livet og de ting, der skulle undersøges.
Jeg er en svækling
Nej, du er ej! Emilie snøftede og trak ham mod trappen. Jeg var gået helt i stykker, hvis jeg fandt ud af sådan noget! Hvem som helst ville!
Hun snublede, og han greb hende i armen.
Pas på!
Hov, hvem siger det! Emilie grinede og tændte for lommelygten. Kom, vi har meget at lave!
Aftenen blev en skelsættende oplevelse.
Samtalen med Mads’ forældre var tung og vanskelig.
Forsoningen kom, da det viste sig, at Mads biologiske far skulle ud af fængslet og havde truet med at afsløre sandheden.
Og tårer fra den kvinde, der havde givet ham tryghed og påtaget sig ansvaret for et forældreløst barn, da hendes bedste veninde døde af valg af den forkerte mand.
Min rigtige mor hende
Ja, Mads, det var din far, der gjorde det.
Og nu vil han se mig?
Han ønsker at møde dig.
Jeg vil ikke!
Det bestemmer du selv. Vi støtter dig helt.
Snakken gik frem og tilbage, og Emilie forstod, at den tid på taget var forbi. Noget var skiftet det gamle blev til nyt, og fortiden blev byttet for fremtiden.
Senere, tæt på midnat, var Emilie hjemme igen. Hun luskede ind, stadig med jakken på, hen i det mørke køkken hvor mor stod og kiggede ud af vinduet. Emilie greb hende om livet bagfra, begravede næsen i de uregerlige krøller, duftede til mors parfume. Et ord gled over læberne, som gav håb og fjernede al unødvendig tomhed:
Undskyld
Og ordene blev mødt med det største, der findes, fra den, for hvem Emilies liv og tanker vil være det vigtigste altid:
Også undskyld fra mig Er du sulten?
Nej, mor Tak. Ved du hvad, jeg tror faktisk, jeg har bestået en eksamen i dag.
Hvorfor siger du det? Du skal jo ikke til eksamen endnu?
Jeg vil sige, det var den vigtigste. Jeg fortæller dig det senere.
Hvorfor senere?
Fordi jeg har prøve i morgen og jeg skal altså virkelig sove nuEmilie smilede i halvmørket og trak sin mor tættere ind til sig.
Fordi hun sukkede, lod ordene svæve et øjeblik nu ved jeg, at jeg kan klare det, så længe jeg ikke gør alt alene.
Mor vendte sig om og så på hende med milde øjne. Emilie mærkede trygheden glide ind, roligt og blødt, som da hun var lille. Der var stadig så mange ting, hun ikke forstod, så meget at kæmpe med og imod, men pludselig gjorde det ikke så ondt mere. Hun havde opdaget noget større end vrede.
Kom sagde hun lavt. Vi tager en kop te. Bare os to. Og hvis du vil fortælle mig noget, så er jeg klar til at lytte.
For første gang længe nikkede Emilie uden modstand. Hun satte sig ved køkkenbordet, tog koppen, mærkede varmen brede sig. Udenfor brummede byen blidt. Hun gav sig tid.
I det sekund slap hun også alt det, der tyngede. Ikke fordi livet nu var nemt. Men fordi hun turde sige: Jeg har brug for dig.
Og mor smilede, som kun mødre kan, og lagde en hånd over hendes.
Velkommen hjem, skat.
Og Emilie smilede tilbage for nu vidste hun, at hun altid fandt vejen hjem, uanset hvor vildt stormene rasede.
