Feen
Når jeg bliver stor, vil jeg være en fe!
Freja, hvorfor en fe?
Fordi, det vil jeg bare!
Freja sprang ned fra sin mors skød, hvor hun lige havde modtaget fødselsdagskram på sin femårsdag, og bredte den fyldige tylskørt ud.
Mor, feer er altid smukke og kloge! Og de kan alt! Det kan jeg også!
Det tror jeg på, skat! Maria bøjede sig frem for at give sin datter et kram, men Freja trak sig fri og gled mod stuen.
Hvad med kagen?
Den kommer snart! Leg lidt med de andre børn imens, så kalder jeg, okay?
Okay!
Maria smilede, mens hun så de let krøllede lokker, som de havde kæmpet med hele morgenen, danse henover datterens skuldre.
Hun er så målrettet og klar i mælet! Tænk, at kunne sige sådan allerede. “Jeg kan alt!”
Det vigtigste er ikke at tage troen fra hende sagde Mette, Marias bedste veninde. Nogle voksne begynder straks med “man må være realistisk” og alt det pjat. Børn kan alt, hvis vi bakker dem op. Min lille Liv kom jo også ud af det med sin dans…
Ja ja, Liv er da også skøn! lo Maria. Vil I hjælpe mig? Det er ved at være kageti’.
Hun svang sig hurtigt rundt på de høje hæle og gik mod køkkenet.
Det store, lyse parcelhus genlød af glade børnestemmer. Konfetti lå spredt over gulvet, og balloner var sprunget hist og her. En ordentlig buket tulipaner lå slasket i et hjørne, hvilket Maria irriteret bemærkede dem havde hendes mor, Kirsten, bestilt til barnebarnet. Kirsten boede nu lige i nærheden, men havde tidligere ikke besøgt datteren så tit, hun holdt sig mest til sin egen lille lejlighed.
Jeg føler mig ikke rigtig hjemme her, Maria. Bange for at ødelægge eller tabe noget. Det er for flot til mig.
Åh mor, drop nu det! Maria rystede på hovedet. Vi har dét, vi arbejder for. Kim slider både dag og nat, og jeg knokler jo også. Vi må da godt forkæle os selv!
Alligevel føler jeg mig bedst hjemme i min egen lille verden.
Fair nok, mor. Bare Freja har det godt, så er jeg glad.
Kirsten havde passet Freja, siden hun blev født.
Jeg har travlt, mor Maria lagde mascara, før hun smuttede ud ad døren. Jeg kan ikke bare give op nu. De sidste fem år og alt arbejdet på min virksomhed det er for vigtigt. For Frejas skyld, især.
Men har hun ikke mest brug for dig, mens hun er lille?
Mor, lad nu være! Børn har brug for, at man sikrer deres fremtid, ikke bare er hjemme.
Og Kim?
Kom nu, mor. Jo, han gør sin del, men han er jo mand. I dag er han her, i morgen har han en anden. Sådan er det bare.
Hvor har du de tanker fra, Maria? udbrød Kirsten. Ser det ud som om, han har en anden?
Hvem ved? Jeg har ikke tid til at følge op. Hele graviditeten og den første tid var ét stort kaos. Nu må jeg bare videre og der er du jo til at hjælpe, ikke?
Selvfølgelig, smilede Kirsten, mens hun vippede over barnevognen. Så lille hun er Du var større, da du blev født.
Lille er også okay. Hun vokser sig stærk.
Freja var født lille og spinkel, ofte syg. Kirsten panikkede ikke mere, men ringede rutineret til deres faste børnelæge, mens Maria sjældent havde tid.
Mor, det er ikke engang 40 i feber! Tag det roligt, jeg har møde.
Freja puttede sig ind til mormors skulder og snøftede.
Rolig nu, min pige. Jeg laver lidt saftevand, og så kan vi læse eventyr. Vil du høre om en fe?
Ja!
En flot billedbog havde Frejas far, Kim, taget med fra London.
Men Kim, den er jo på engelsk! Kirsten bladrede forsigtigt.
Det lærer hun bare. Du underviste jo engelsklærere i årevis! En billedbog kan du godt klare!
Ja ja, men jeg må nok lære Freja lidt mere sprog end planlagt.
Dagene gik med at undervise Freja, heppe, trøste. Det gav Søren mening i Kirstens liv. Efter ti år som mere birolle i datterens liv efter Maria havde afsluttet Københavns Universitet og giftet sig var Kirsten ofte kun sporadisk med i billedet.
Hun savnede tiden, hvor Maria sad på køkkensofaen med teen og talte om sine dage. Alt drejede sig om Maria.
Kirsten fik Maria tidligt, som nittenårig, med ungdomskæresten. Ægteskabet holdt kun et år, Maria forblev livet. Da Maria fyldte to år, blev Kirstens mor syg, og de næste mange år forsvandt til pleje. Kirstens selvbillede var lav, men hun gav altid alt til Maria. Hun gik til dans, musik, sprog og da Maria havde hun gennemført ungdomsuddannelse, var Kirsten stolt. Kun én ting gnavede: Maria tænkte kun på sig selv og var knivskarp i opponenter.
Mor, jeg mangler de sko! Jeg kan ikke gå til samtale i dem, jeg har nu udseendet er vigtigt!
Kirsten gav lommesparingen. Skidt, så måtte sommerferien vente.
Brylluppet med Kim kulminerede alt. Kirsten græd af glæde, mens Maria gik op ad gulvet. Kim var hun dog skeptisk over men Maria sagde:
Det her ægteskab er også en aftale. Det holder bedre end ren kærlighed.
Synes du det?
Ja, det handler om partnerskab nu. Jeg får intet fra hans “før”-tid. Men føder jeg en søn, får jeg nye rettigheder.
Det lyder mærkeligt…
Det er moderne, mor. Du skal se.
Marias fokus blev firmaet, som Kim havde sat op, og hendes helbred.
At Freja kom til verden, overraskede Maria.
Man kan ikke regne med lægevidenskaben! De lovede mig en dreng! Tre gange! Se nu, det er en pige!
Skat, en pige er vel også godt.
Selvfølgelig, men det var ikke det, jeg forventede…
Sønnen skal nok komme…
Men ingenting skete. Maria gik fra fertilitetsklinik til klinik.
Jeg forstår det ikke, mor. Jeg har prøvet alt.
Måske skulle du fokusere på Freja, som er her?
Mor!
Nu er hun snart fem. Et vidunderligt barn. Hvorfor behov for dreng?
Maria tav, men sådan blev det Freja skulle hjem til Maria.
Samtidig blev Kirsten boende. Livet rykkede ind, og da Freja igen fik feber, måtte Kirsten flytte ind et stykke tid.
Mor, her mangler du ingenting, Freja har dig tæt på.
Kirsten så sig omkring og sukkede.
Ja, hun har mig tæt på…
Hun blev mest hos Freja og lod Maria og Kim klare deres ægteskab selv.
Bedste, må jeg få en hund nu? Her er så meget plads!
Det må du spørge din mor og far om, skat.
Er det ikke også dit hjem?
Nej. Her bestemmer dine forældre, ikke mig. Men hjemme hos mig bestemmer jeg. Her kan jeg kun sige “nej” til sølet morgenmad, ikke til hunde.
Forstår.
Freja satte sig tænksomt. Kirsten så det samme ansigt, som Maria havde, når hun fik sin vilje.
Jeg spørger far selv! besluttede Freja.
Senere gik Freja direkte ind til Kim på kontoret.
Elsker du mig, far?
Kim blev forvirret. Han så næsten aldrig sit barn.
Ja, selvfølgelig. Alle forældre elsker deres børn.
Jeg vil ikke have “alle”. Bare dig.
Hvad vil du ha’? En ny bamse?
Nej! Jeg vil have en hund!
En robot-hund?
Freja så næsten fornærmet ud.
Nej! En rigtig hund!
Kim lukkede øjnene og sukkede.
Find en, du kan li’, så får du den.
Maria var ikke enig. Senere skændtes de bag lukkede døre, uvidende om, at Freja lyttede lige udenfor. Kirsten måtte lægge sig.
Det er ikke en legesag, Kim! En hund er ansvar.
Din mor og hushjælpen kan da hjælpe. Og lidt ekstra motion er bare sundt for barnet.
Dyrlæge, ansvar, udstillinger?!
Så tag en københavnerblanding, så slipper I for det. Jeg har ikke tid til børn, men hund kan jeg give.
Maria svarede ikke, og Freja vidste nu, hun ville få en hund.
En lille pelsklump flyttede ind. To måneder efter, en uge efter Frejas fødselsdag, flyttede hun og Kirsten tilbage til den lille lejlighed.
Maria tav mere og mere. Hun drak sin kaffe om morgenen og gik.
Hvad er der med hende, bedste?
Det skal mor nok fortælle, når hun er klar.
Hvorfor skal vi bo hos dig? Bare for i dag?
Nej, Freja, nu bliver det nok lidt længere…
Lidt senere kom Maria og Kirsten for at pakke.
Pak, mor. Vi skal væk. Og tag Frejas ting også. Jeg skal ud.
Kirsten ville spørge, men stoppede, da hun så Marias blik.
Jeg klarer det, Maria… Giv mig en halv time.
Om aftenen satte Kirsten Maria en kop te og så på hende.
Spørg ikke, mor. Vi skal skilles.
Han har fundet en anden. De har en søn…
Maria skjulte ansigtet, og Kirsten gik forsigtigt hen til hende men stoppede, for Maria lo.
Troede du, jeg græd? Næ, det gider jeg ikke!
Kirsten forstod aldrig hvorfor Kim forlod familien, men han var hæderlig nok, og skilsmissen gik hurtigt. Maria flyttede senere ind i en lejlighed i nabolaget. Livet gik videre.
Freja voksede med sin egen vilje. Alt handlede om hendes interesser, og Maria gav hende næsten alt.
Maria, det går ikke at give hende alt.
Tidens børn skal lære at tage det, de vil ha’. Sådan overlever man.
Jeg frygter, hvad det fører til.
Hvis jeg havde tænkt på mig selv mere, ville jeg måske stadig have en mand…
Men du glemmer, hun har brug for sin mor!
Hun har da dig.
Ja, heldigvis, men du mangler også.
Hvorfor? Hun lytter kun til dig. Jeg vil være hendes ven, ikke hendes bøddel.
Kirsten gav op og koncentrerede sig om at bløde Frejas kanter op, men det lykkedes ikke helt.
Freja begyndte på universitetet, som både Maria og Kirsten havde gået på. Nu var Kirsten næsten alene.
Så en dag kom Freja hjem:
Jeg skal giftes! Med Valdemar! Min Valdemar!
Hvem er han?
Bare en underviser på uni! Ikke min. Han er skam stadig ung.
Senere fortalte Maria Kirsten, at Valdemar var gift.
Og du tager det så roligt, Maria!?
Det vigtigste er Frejas lykke. Hun vil ham!
Men er det rigtigt?
Hvornår er kærlighed rationel? Tænk på Freja.
Brylluppet blev trist. Valdemars forældre kom ikke, Kim sendte bare en lejlighed i Odense som gave.
Prøv at se, mor! Kjolen er fantastisk! Den hedder “Feen”!
Ekspedienten viste sløret til Maria. Hun anede, hvem der bestemte.
Det er et tegn, Freja! Du ville jo være fe som barn!
Ja, og nu får jeg et eventyrligt liv!
Maria klemte sløret i hånden, Kirsten gik tidligt.
Kirsten kiggede bagud, da taxien kørte. Freja ventede på at slippe en due fri, og pludselig syntes Kirsten, at barnebarnet lignede den hvide, fortumlede fugl.
Gud, giv os kræfter… Det får vi brug for…
Ægteskabet brast efter knap et år, lidt efter deres datters fødsel. Valdemar havde fundet en anden Frejas medstuderende. Freja opdagede dem en dag på universitetet, vendte roligt om og smækkede døren så ruderne klirrede.
Hvad nu, skat?
Vi må hellere få gjort rent der er kakerlakker!
Hun ringede straks til Kim.
Så løber du hjem? spurgte Maria.
Hvorfor blive? Jeg troede altid, jeg fik min vilje. Men tænkte aldrig på, hvordan det føles, når andre også vil noget…
Hvad mener du?
Måske ville kvinden før mig bare have en far til sit barn, lidt kærlighed… Så kom jeg og tog det fra hende. Nu tager nogen mit…
Du er blevet voksen, Freja…
Maria sagde mere, men Freja hørte hende ikke. Hun måtte videre med sit liv.
Kirsten pakkede, mens hun tørrede tårer og forsøgte at trøste oldebarnet.
Alt bliver godt, lille ven. Din mor er stærk. Vi klarer den.
Maria blev i lejligheden, Kirsten bad hende vande blomster, og så snart hun gik, trak hun på skuldrene:
Skidt, bare du passer på dig selv.
Flere år senere gik en ung kvinde gennem Frederiksberg Have. En lille pige løb foran, greb mors hånd, og lignede hende så meget, at ingen kunne tage fejl det var hendes datter.
Se, hvad vi lavede i børnehaven! pigen rodede i sin rygsæk og trak en tryllestav frem med en stjerne af krøllet stanniol. Uuups, den er bøjet…
Hvad er det, Nanna?
Tryllestav! Ligesom feen i eventyret. Men den er krøllet.
Er det så slemt? Freja rettede stjernen. Den virker stadig!
Hvordan ved du det? Hvad ønskede du?
At alt bliver godt, og vi er raske!
Den virker ikke… Nanna så ned. Bedste ligger jo stadig på sygehuset.
Faktisk ikke, hun er hjemme nu.
Rigtig?! Nanna jublede.
Ja, vi går hjem og møder hende lige om lidt.
Må jeg få tryllestaven? Nu er det min tur! Nanna svingede den og mumlede.
Hvad ønskede du?
Det siger jeg ikke!
Snyd! Du kan da godt sige ét.
Okay… Jeg ønskede, at vi altid er sammen.
Nanna… Mener du mormor?
Hun nikkede.
Jeg kan ikke love det, Nanna. Jeg er nok ikke helt fe. Men vi kan være sammen så meget som muligt. Og vi elsker hinanden også når vi ikke er i samme rum.
Nanna nikkede og løftede tryllestaven.
Så ønsker jeg igen denne gang, at mormor bliver helt rask, og vi kan være sammen længe.
Freja nikkede alvorligt.
Det skal vi gøre alt for. Kom, lad os vise din tryllestav til mormor. Hun har også et ønske, vil jeg tro. Hun er nemlig den rigtige fe.
Virkelig?
Ja da! Den bedste i verden.
I dag, da jeg ser tilbage, ved jeg, at det største eventyr findes i hverdagens kærlighed og i troen på dem, vi elsker. Det var min største lære af livet og af mine piger.
