Så skulle jeg hjem efter ferien, og rejsen var lang, så jeg valgte en plads i toget, i et kupé.
Jeg fik en soveplads på den øverste køje, hvilket passede mig, da jeg alligevel havde tænkt mig at sove hele turen. Mine medrejsende var en mor og hendes fireårige søn. Jeg frygtede, at drengen ville larme og forstyrre, men det viste sig, at han var meget rolig og stille. Da hendes søn var faldet i søvn, snakkede vi lidt sammen, drak te og lagde os til at sove.
Næste morgen blev jeg vækket af banken på døren. To betjente trådte ind i kupéen. Har I set barnet? spurgte de. Der ligger han, på den øverste køje og sover. I hjørnet af køjen lå en lille dreng sammenkrøllet, helt synligt, sikkert frysende. Vi bliver nødt til at stille jer et par spørgsmål.
Det viste sig, at min medrejsende havde drukket en del aftenen før. Hun stod af ved den forkerte station. Da hun fik det bedre om morgenen, troede hun, at nogen havde bortført hendes søn. Så politiet måtte gennemsøge toget. Hun var bare plakatfuld og havde glemt, hun lod barnet tilbage i kupéen.
Det er skræmmende at tænke på, hvad der foregår i hovedet på en mor, som er så ude af kontrol. Heldigvis havde hun glemt drengen, og han fik sovet roligt hele natten. Ellers kunne hun være taget med ham til et afsides landsby, faldet i søvn på vejen, og drengen kunne være blevet væk i skoven.
Hvordan det gik for drengen ved jeg ikke, men jeg håber af hele mit hjerte, at moderen blev stillet til ansvar. Selv om en bøde næppe kan lære en så forkælet unge noget. Livet har dog vist mig, at omsorg og ansvar aldrig kan undervurderes specielt når det gælder børn.
