Der var gæster hjemme. Der var næsten altid gæster.
Alle drikker, drikker, flaskerne fylder bordet, men der er intet at spise. Bare man kunne finde et stykke brød men på bordet lå kun cigaretskod og en tom makrel dåse, Jens kiggede endnu engang efter noget spiseligt, men der var intet.
Nå, mor, jeg går nu, sagde drengen og begyndte langsomt at trække sine hullede støvler på.
Han håbede stadig, at hans mor ville stoppe ham, måske sige:
Hvor vil du hen, min dreng uden mad, og der er koldt udenfor. Bliv nu her, jeg koger lidt grød, smider gæsterne ud og vasker gulvet.
Jens ventede altid på et kærligt ord fra sin mor, men hun sagde næsten aldrig kærlige ting. De ord, hun kom med, føltes som torne, som fik Jens til at krybe sammen og ville gemme sig væk.
Denne gang besluttede han, at han ville gå for evigt. Jens var seks år gammel og mente allerede, han var stor nok. Først ville han tjene penge og købe et rundstykke, måske endda to, maven rumlede og krævede mad.
Hvordan han skulle tjene penge, vidste Jens ikke, men da han gik forbi kioskene, så han en tom flaske stikke op af sneen. Han tog den og lagde den i lommen. Så fandt han en kasseret pose og brugte resten af dagen på at samle flasker i sneen.
Nu var posen blevet tung af flasker, de klirrede sammen. Jens drømte om at købe et blødt rundstykke med birkes eller rosiner eller måske et med glasur men han besluttede, at flaskerne nok ikke ville række til glasur, så han ledte videre.
Han nærmede sig perronen, hvor mændene drak bajere, mens de ventede på S-toget. Jens satte sin tunge pose ved kiosken og løb efter en netop forladt flaske; men pludselig kom en snavset og sur mand og tog hans flasker, og så truende på Jens, at han bare måtte vende sig om og gå væk.
Drømmen om rundstykket forsvandt som dug for solen.
Det er faktisk også hårdt arbejde at samle flasker, tænkte Jens og vandrede videre gennem de våde, sneklædte gader.
Sneens våde klumper satte sig på de hullede støvler. Jens fødder blev våde og kolde, og det blev helt mørkt. Han huskede ikke, hvordan han var havnet i en opgang, men han faldt om på trappen, rullede sig hen til radiatoren og gled ind i en varm, drømmende søvn.
Da han vågnede, troede han stadig, han drømte der var varmt og roligt, og det duftede af noget vidunderligt, noget der gjorde ham sulten.
Så kom en kvinde ind i rummet med det varmeste smil, han nogensinde havde set.
Har du fået varmen, lille ven? Sovet godt? Kom, så får du noget morgenmad. Jeg gik hjem i nat og fandt dig, liggende som en lille hvalp i opgangen. Jeg tog dig med hjem, sagde hun og satte sig ved siden af ham.
Er det her mit hjem nu? spurgte Jens med bævende stemme.
Hvis du ikke har et hjem, kan det blive dit, svarede hun blidt.
Alt virkede som et eventyr. Den fremmede tante gav ham mad, passede på ham og købte nyt tøj til ham. Efterhånden fortalte Jens hende om sit liv med sin mor.
Den gode tante hed Solvej. Et almindeligt navn, men Jens syntes, det lød som noget helt magisk som et eventyrnavn.
Vil du have, at jeg bliver din mor? spurgte hun pludselig, omfavnede ham tæt, som en rigtig, kærlig mor.
Selvfølgelig ville han det men lykken varede kort. Efter en uge kom hans biologiske mor og hentede ham.
Hun var næsten ædru og råbte op mod den gode kvinde:
Jeg har stadig ikke mistet mine rettigheder som mor, så jeg tager min dreng med mig.
Da hun tog Jens med sig, dalede snefnuggene fra himlen, og drengen syntes, at det hus han efterlod, lignede et hvidt slot.
Livets skygge faldt hurtigt tilbage. Moderen drak, Jens flygtede hjemmefra. Han sov på stationer, samlede flasker, købte brød. Han blev ikke venner med nogen, bad aldrig om hjælp.
Efter noget tid mistede hans mor forældremyndigheden, og Jens kom på børnehjem.
Det værste for ham var, at han ikke kunne huske, hvor det hvide slot med den gode Solvej lå.
Tre år gik.
Jens boede stadig på børnehjemmet. Han var tilbageholdende og sagde ikke meget. Hans yndlingsbeskæftigelse var at sidde for sig selv og tegne. Han tegnede altid det samme et hvidt hus og sne, der faldt fra himlen.
En dag dukkede en journalist op, inviteret af børnehjemmets leder, som viste hende rundt og præsenterede børnene. De kom hen til Jens.
Jens er en dejlig og interessant dreng, men han har svært ved at falde til socialt. Det har han stadig, selv om han har boet hos os i tre år. Vi arbejder på at finde ham en familie, forklarede lederen.
Lad os hilse på hinanden, jeg hedder Solvej, sagde journalisten til Jens.
Drengen vågnede op og begyndte at fortælle! I et væld af ord fortalte han om den gode tante Solvej. Med hvert ord så man, at hans sjæl tøede op; øjnene lyste, og kinderne fik farve. Lederen så forundret til hans forvandling.
Navnet Solvej var åbenbart den gyldne nøgle til drengens hjerte.
Journalisten Solvej græd, mens hun hørte Jens fortælling. Hun lovede at skrive om ham i den lokale avis, så måske den gode kvinde ville læse det og opdage, at Jens ventede på hende.
Hun holdt sit løfte, og et lille mirakel skete.
Tanten læste ikke avisen, men på sin fødselsdag fik hun blomster af kollegaerne, og da det var vinter, blev blomsterne pakket ind i avispapir. Derhjemme, mens hun pakkede blomsterne ud, bemærkede hun overskriften på en lille artikel: Gode Solvej en dreng ved navn Jens leder efter dig!
Hun læste artiklen og forstod med det samme, at det var hendes lille ven, hun havde hentet ind fra opgangen og ønsket at adoptere.
Jens genkendte hende straks. Han løb hen til hende, de omfavnede hinanden, og både Jens, Solvej og de ansatte græd lykkelige tårer.
Jeg har ventet så længe på dig, sagde drengen.
Det krævede stor overtalelse at få Jens til at slippe Solvej hjem den dag. Hun kunne ikke tage ham med det samme, der skulle være en adoptionssag, men hun lovede at besøge ham hver eneste dag.
P.S.
Senere fik Jens et lykkeligt liv. Nu er han blevet 26 år. Han har afsluttet sin uddannelse som ingeniør fra DTU, og han skal snart giftes med en god pige. Han er en glad, udadvendt ung mand og elsker sin mor Solvej, som han skylder alt.
Da han blev voksen, fortalte hun ham, at hendes mand havde forladt hende, fordi de ikke kunne få børn. Hun følte sig ensom og uønsket, og det var netop dér, hun fandt Jens i opgangen og tog ham til sig med kærlighed.
Efter moderen tog ham tilbage, troede Solvej, at det ikke skulle være sådan var skæbnen. Men hun blev ellevild lykkelig, da hun fandt ham igen på børnehjemmet.
Jens havde senere forsøgt at finde ud af, hvad der blev af hans biologiske mor. Han opdagede, at de havde lejet en lejlighed i København. Moren var forsvundet for mange år siden sammen med en mand, der var kommet ud fra fængslet. Jens søgte ikke videre. Hvorfor skulle han?
