Det dyrekøbte fornøjelse
Freja, for pokker da! Hvor mange gange har vi nu været der? Jeg arbejder snart kun for din kat!
Katten, som Freja forsøgte at mase ned i transportkassen, vred sig fri, dumpede dovent ned på gulvet og spænede ind i hjørnet af entréen, hvor den satte i med et dramatisk og dybt sørgmodigt brøl. Hvis man skulle dømme ud fra dens blik, havde katten som Freja for mange år siden havde døbt Pontoppidan besluttet sig for at gøre livet så besværligt som muligt for Frejas kæreste, Mads.
Lang tid siden var det, for Pontus, som Freja kalder ham, havde boet hos hende i over ti år. Hvor gammel katten egentlig var, anede Freja ikke. Hun havde fisket ham op fra gaden ikke som killing, men allerede dengang som voksen, om end med ungdommelig charme, som dyrlægen forsikrede Frejas mor, Kirsten, om.
Dem stormede Kirsten ind på dyreklinikken med datteren og en noget tvivlsom, slidt børnetæppe med katten indeni.
Red ham!
Hvor har du fundet det bæst? Dyrlægen kneb øjnene sammen. Det er jo en ægte skraldekat!
Hvad gør det? Det er MIN kat! Han har det skidt, det kan du da se! Pengene i min pung lugter ikke bedre end andres, bare fordi min kat ikke hedder Monsieur et eller andet!
Kirsten var så vred, at den unge veterinær lod diskussionen ligge. Det var klogt.
Kirsten Johansen var nemlig en umanerligt stædig kvinde. Hvad andet var der at gøre? Prøv selv at opdrage et barn alene uden nogen form for støtte, samtidig med at du passer to gamle forældre og alt sammen på lønnen som pædagog i en børnehave. Så får man altså grove albuer!
Hun formåede altid at sige fra uden hverken skrig eller ballade. Bare den rigtige vending, og folk opgav højlydt brok og begyndte pludseligt at snakke om sig selv. Resultatet var, at Kirsten som regel gik derfra blevet takket og folk sendte hende både undskyldninger og blomster bagefter.
Hvordan virkede den superkraft? Kirsten vidste det ikke selv. Hun var bare rigtig god til at lytte. Ikke råbe for at blive hørt, men høre efter, hvad den anden sagde.
Desværre virkede metoden kun på fremmede. Familielivet det gik knap så glat.
Eksmanden smuttede en uge efter brylluppet. Kirstens mor sagde, at han holdt længe nok. Det tog hårdt, men Kirsten så sandheden. Hun var ikke nem at bo sammen med, og manden smækkede døren med ordene:
Du er mester i alt andet end at være kvinde!
Det sved. Men nogle måneder senere opdagede Kirsten, at hun var gravid. Det løftede humøret. For mænd kan jo ikke føde børn!
Hun glædede sig mere til Frejas fødsel end både til sin fødselsdag og jul begge var altid småt med i Kirstens liv. Hendes egen mor, Annelise, yndede at sige:
Hvorfor gør du det mod dig selv, Kirsten? Det er et ansvar! Du har både charme og heads på dig du kan jo hvad som helst. Får du et barn, så sidder du snart og spiser pasta hver dag og dit barn må også klare sig med det! Det er dyrt at have børn, Kirsten! Det forstår du ikke endnu. Men det skal du nok komme til!
Mor, vi har da aldrig spist andet end pasta og hakkebøffer?
Præcis, Kirsten! Og hvad godt er der ved det?
Kirsten tænkte over det. Moren havde aldrig taget fejl før, men nu var det, som om alt gik på tværs. Bare tanken om at afslutte graviditeten gav hende tordenvejr indeni. Hvordan kunne hun give slip på noget, der allerede fandtes inde i hende? Det handlede ikke bare om det foster, men om sandheden. Hun kunne og ville være mor!
Det var hendes mormor, Edith, der satte punktum. En dag kom hun valsende ind fra provinsen, tørklædet stramt bundet under hagen, plantede en pakke på bordet og sagde:
Fød endelig, Kirstinepigen! Jeg hjælper dig.
Hvad så med morfar? Han er helt alene på landet.
Han er en sej gammel rad. Siger han, det ikke går, så tager vi ham med os!
I pakken lå penge. Mange penge flere end Kirsten nogensinde havde haft mellem hænderne. Mormor og morfar havde solgt gården. Der var nok til en lille lejlighed. Resten måtte Kirsten selv klare.
Mormor, jeg kan ikke tage imod…
Du kan sagtens! Ikke for din egen skyld, men for barnets. Hvem skal ellers?
Denne pakke blev dråben, der fik bægeret med familiefornærmelser til at flyde over.
Da JEG bad jer om hjælp, fik jeg nej, mother! Men nu får Kirsten alt på et sølvfad! Nå, men hvad er der at sige…
Mormor smed datteren ud af køkkenet og dulmede hende, men overbevise hende det gik aldrig. Hun kunne ikke forstå, at Kirsten fik både opbakning, en bolig og kærlighed i én pakke. Hverken Kirsten eller mormoren vidste præcis, hvad der havde tippet vægtskålen, men mormor sagde:
Har man været to om at trække læsset, er begge skyldige, hvis det tipper!
Ejendommens køb blev et kapitel for sig. Mormor forhandlede med murer, maler og ejendomsmægler som på torvedag, og hun fik både fire værelser, knirkende gulve og en kæmpe prisnedslag. Da lejligheden stod klar, og Kirsten listede ind i det nye børneværelse, brød hun sammen af lykke.
Hov, hvad skal du tude for? Glæd dig nu! sagde mormor og tørrede næsen på hende. Kom så, du skal lære det nye køkken at kende!
Freja blev født før termin. Kirsten var nervøs, men alt gik godt. Freja var sund og stærk og uendelig blid. Kirsten havde fået serveret så mange kommentarer og salt i såret af sin egen mor, at hun lovede sig selv: Sådan ville hun aldrig behandle sit eget barn.
Mor, du og mormor er bedste venner nu! Selvfølgelig hun købte jo lejlighed og passer barn! Og hvad med mig? Jeg må ikke engang få lov at babysitte!
Ingen forhindrer dig, mor. Kom endelig, men lad nu være med at skændes Freja bliver bange.
Bange? Hun er baby! Hvad sku hun være bange for? Fordi jeg taler lidt højt?
Mor, du RÅBER…
Den nærmeste, dyrebareste person evnede ikke at høre hende på nogen måde.
Vi får at se, hvordan du synger, når din egen datter taler til dig sådan!
Det sker ikke! sagde Kirsten overraskende roligt.
Det sker! Alt afhænger af opdragelsen. Du var forkælet og se, hvor du trådte mig over tæerne med din elskelige datter har sat dig på hovedet af mig!
Tak, mor. Nu ved jeg, hvordan jeg IKKE skal gøre. Tak for den lærdom!
Hvad snakker du om?
Men Kirsten lyttede ikke længere. Hun havde bare én tanke: Jeg vil være en anden slags mor!
Sige var nemt, gøre svært.
Selv om Freja ikke var slem, havde hun temperament. Hun vidste altid, hvad hun ville, og gik aldrig af vejen for at forhandle:
Mor, må jeg få en bolsje?
Efter frokost, Frejse.
Hvis jeg nu ikke får? Så kan jeg få to, når vi er færdige?
Nej, den går ikke.
Okay. Men så får jeg to efter frokost, hvis jeg spiser op!
Når tallerkenen var tom, fik hun sine to bolsjer. Kirsten grinede og tænkte: Den pige har hovedet skruet solidt på!
Freja lærte hurtigt, at det ikke nyttede at råbe sig til noget. Hun kiggede i stedet bedende på mormor, når hun gik amok:
Mormor, du skal ikke skælde ud det bliver man så rynket af. Kom og sæt dig, så glatter vi panden!
Hvorfor? og mormor satte sig stille og lod Freja stryge hende over panden, og i stedet for at skælde ud sad hun grundigt afslappet.
Efterhånden faldt der ro på familieskuden.
Kirsten arbejdede, mens mormor og morfar, som nu var flyttet ind til byen, passede Freja.
Alt gik glat, indtil mormor blev syg. Lægerne var triste og undvigende, men Kirsten forstod. Mor, skal vi tage dig til Odense? Måske kan de hjælpe der?
Det behøver vi ikke, Kirsten. Jeg har haft et godt liv. Det eneste, der gør mig urolig, er at skulle forlade jer. Lad nu ikke morfar sidde alene tilbage, hører du?
Midt i det hele slæbte Freja en kat med hjem.
Dagen Pontus flyttede ind, forsvandt Freja pludselig på vej hjem fra skole. Morfar var kun et øjeblik bag hende og så væk var hun!
Hun blev eftersøgt, men kom heldigvis selv hjem, grædende og med et lille, modvilligt spindende bylusk, indsvøbt i sit dyne.
Det er ikke mig, mor! Det gør ondt på HAM!
Så var det af sted til dyreklinikken igen.
Heldigvis havde kattens kamp med gårdens hund kun sat lidt spor nogle ridser og blå mærker, men han overlevede. Dyrlægen gav ham stolt med hjem:
Han trænger til vacciner og et rigtigt hjem, men han klarer den!
Kirsten kiggede på regningen og sank en klump:
For de penge kunne man næsten købe en Maine Coon…
Regningen gjorde ondt ligesom alt det andet, der fyldte regnskabet: Kattemedicin, mormors medicin, og midler til Frejas fødselsdag om en uge.
En aften, hvor Kirsten sad og pønsede over pengene, snød Freja sig ind i køkkenet:
Mor, du… jeg vil ikke have nogen gaver. Må jeg ikke bare beholde ham? Så er han min gave.
Kirsten krammede hende, og så på bylumpen, der insisterede på at ligge tættest muligt på hendes fod og kun kom frem for at lægge sig på hendes uldsokker og begynde at spinde.
Sådan blev det. Pontus blev.
Det var næsten magisk, sådan en vaskeægte kælderkat fra Valby, som hurtigt vænnede sig til indendørslivet og fandt sig tilrette blandt familien især holdt han sig til de gamle. Han blev også katalysator for forandringer.
Kirsten blev træt af at halse efter regninger og leve af pædagogløn og to folkepensioner. Så hun sagde op og blev privat barnepige hos en familie, hendes veninde fandt til hende.
Det viste sig hurtigt at være et held. Kirstens ry spredte sig, og snart blev hun nærmest båret videre fra barn til barn med lønstigninger endda!
Om aftenen, derhjemme, kløede hun katten bag øret:
Pontus, tak! Uden dig…
Pontus nikkede og sendte et blik til Freja. Den gamle matriark var han trofast mod, men halen var forbeholdt den unge. Til dagligt hjælpede han med lektier, og var der altid, også når familien blev mindre; først ved mormors, senere også morfars bortgang.
Og han var der, da Kirsten langt om længe fandt en god mand, giftede sig, blev sat på en piedestal, og for soning af tidligere svigermorfejder lod hende køre rundt i hans bil.
Nu trådte Kirstens mor ud af opgangen med kassen fuld af tomatplanter:
Det er svigersønnen. Han kører mig på landet, I ved!
Freja, der nu studerede til pædagog, blev boende i barndomshjemmet hvor hun så trak sin kommende mand, Lasse, med hjem:
Hold da op, Freja, du bor jo midt på Amalienborg!
Slap nu af!
Her er masser af plads! Hov… hvad er det?!
Pontus kom farende og nærmest snerrede ad Lasse, der i panik prøvede at undvige. Freja fik styr på katten, men forholdet mellem de to blev aldrig hjerteligt.
Lasse hadede katten og Pontus kvitterede med at undgå ham.
Efter et år blev de gift men nu begyndte Lasse at få kritiske bemærkninger, især til maden:
Og det kalder du frikadeller? Det der er nærmest grøntsagssteg!
Men Freja var opdraget af sin mormor, der havde lært hende at lave mad fra barnsben.
Katten blev dog Lasses største irritationsmoment. Da han så regningen fra dyreklinikken, sprang han nærmest op:
Freja, du må da være skør! Det er jo kun en kat!
Pontus er ikke bare en kat. Han er familie!
Ja, for dig måske. Ikke for MIG han ryger ud næste gang!
Samme dag havde Freja netop fundet ud af, at hun skulle være mor. Men hun sagde ingenting tænkte, at nu var ikke tidspunktet.
Pontus, gammel og træt, missede igen med bakken, og Freja måtte til dyrlægen det var dér, Lasse kom ind med sure miner efter løbetur:
Nu må det stoppe! Jeg skal ikke bruge penge på dét kræ!
Så må du smide både mig og Pontus ud. Jeg går ikke uden ham.
Ja, ja, så smut med jer!
Noget gik itu, og Freja som ellers holdt sammen på alting tænkte for første gang, at det her måske ikke kunne reddes.
Så hun tog sine egne nøgler, samlede katteseng og transportkasse, og sagde:
Jeg venter barn. Jeg vil ikke skændes katten forstår det, du gør ikke. Gå. Nu. Resten kan vi ordne senere. Men hvis du så let kan kassere min kat, kan du sikkert også køre mig ud.
Lasse gik, fornærmet, uden at nå at høre om barnet. Hans bekymring gik mest på katten.
Freja satte katten i transportkassen nu trissede han selv derind og hviskede:
Klar? Nu ændrer vi kurs. Vi starter med dit helbred!
Pontus kom sig. Gammel blev han, men han overgav sig fuldt til Frejas datter, og kun hende lod han gøre ALT ja, mere end familien nogensinde havde fået lov til!
Han blev lille Livas barnepige, den eneste der kunne få hende til at falde i søvn, kun ved at dække hende med en varm pote.
Freja overvejede at opkalde datteren efter sin mor, men Kirsten frarådede:
Du og Lasse må finde på noget sammen plads til samarbejde er vigtig, også selvom I ikke er sammen. Det skylder I den lille.
Freja lyttede og bet McDonald’s svigersøn overraskende:
Har du fået hjernen drejet rundt?
Måske men jeg har lært!
Tak, Freja. For at du ikke sætter din stædighed over barnets. Jeg vil gerne være med.
Lasse holdt ord.
Liva voksede op med to hjem med hver sin seng og sin kaninbamse. Den ene hos mor, den anden hos far. Hun havde Farmor Kirsten og Mormor Birthe og kærligheden til én var ikke mindre hos den anden. Liva mente, ganske logisk, at hvis hun var elsket, så hørte folk jo sammen alligevel, og snart bredte hendes lille logik sig ud i hele familien: gamle konflikter faldt bort, og alle lærte at være sammen takket være Livas varme logik.
Kun den gamle kat kendte hele sandheden om Liva. Men han holdt den for sig selv. Ikke fordi han ikke kunne tale men fordi der ikke var behov.
For selvfølgelig: Har man en kærlig kattemor, får man også kærlige killinger.
Og Liva? Med kærligheden i bagagen skulle hun nok selv en dag stå over sit nyfødte barn, stryge det over kinden og hviske:
Hej, min lille ven! Jeg har ventet så længe på dig…
