– Åh, Nicoline! Hvor kommer du bare på det helt rigtige tidspunkt. Jeg aner snart ikke mine levende råd!
Nicoline stillede indkøbsposen tungt på bænken og pustede.
– Hvad er der galt, fru Veronika Madsen?
Rolig nu, Nicoline! Husk nu høflighed, intet andet virker! Særligt med de ældre, selv de mere besværlige af slagsen.
Og hvis der var noget hele kvarteret vidste, var det, at Veronika Madsen kunne være en skrap sag det kunne man ikke tage fejl af.
Hvorfor netop ‘dame’?
Jo, fordi Veronika altid kunne skælde ud med en udsøgt høflighed, men alligevel få enhver til at se rødt.
– Søde du, det passer altså ikke.
– Jeg er ikke din søde!
– Åh, sikke en ulykke! I min tid var det en dyd at være sød, men i dag Ja, ja, tabt generation! Men du må nu alligevel samle op efter din hund.
– Og hvis jeg ikke gør?
– Jamen så kender hele kvarteret dig snart, min kære!
Dem, der troede, hun kun truede for sjov, lærte ret hurtigt, at Veronika Madsen ikke slog plat med sine ord. Ikke så meget med snak, men i handling.
Dagen efter, hvis nogen havde opført sig dårligt over for hende, hang billedet af synderen straks på nabolagets lygtepæle, på sedler med Ham eller hende er vi ikke stolte af! og en kort beskrivelse af forseelsen. Printeren, som naboens søn havde lært hende at bruge, kørte på højtryk, og hun købte papir ind som var det toiletpapir på tilbud. Pyt med at hun fik en bøde i ny og næ for Veronika mente, det var hendes borgerpligt at holde styr på hendes gade. Hun hilste nærmest familiært på dommeren i byretten, hver gang hun skulle forsvare endnu en hæng-ud-sag.
Nogle gange blev hun faktisk takket, særligt dengang hun fik hele kommunens kloaker repareret efter ti års kamp, ballade og søvnløse nætter. Dem, der før så hende som hysterisk, lærte nu at se hende som den ildsjæl, hun virkelig var. “Underligt så roligt det blev i nabolaget efter dén sejr,” sagde man, når Veronika gik forbi og så håbede bilisterne, at det ikke lige var deres ansigter på hendes sedler.
Der var ingen, hun gik let hen over: hundeejere, der ikke samlede op; unge mødre på bænk med øl og ligeglade med børnene; skyldnere og både diskrete og larmende drankere allesammen kendte Veronikas øjne.
Det var ikke alle, der blev begejstrede for hendes engagement, og en aften fik hun endda en på hovedet i et mørkt hjørne, da hun var på vej hjem fra sin syge søster. Heldigvis blev hun forstyrret hurtigt, og engagementet slukkede det bare ikke, tværtimod. Hun tænkte, at hvis man bliver angrebet for det man gør, så gælder det bare om at fortsætte.
Kroppen kom sig, blå mærker forsvandt, men benet genvoksede skævt, og hver gang vejret skiftede, kom smerterne.
– Nå, men på den lyse side, så ved jeg jo altid hvornår jeg skal tage paraplyen! Er det ikke fantastisk?
De to ballademagere bag hendes dårlige knæ blev hurtigt identificeret og straffet dommerne kendte hende jo nærmest personligt. Og efter den episode fik Veronika opbygget et solidt netværk i nærpolitiet og hos en flink betjent, Henrik, som hun ikke var bleg for at ringe til, hvis det brændte på.
– Henrik, du er mig uundværlig, sagde hun kærligt ned i røret.
Henrik, denne store hyggelige mand med overskæg, var ikke bare Veronikas nabo, men også den, som alle nabolagets børn og hustruer var glade for. Veronika havde engang fået forklaret Henriks mor som kom alt for tit at hendes søn altså godt kunne klare sig selv. Nogle gange skal man bare slippe børnene lidt.
– Er du utilfreds med din opdragelse af ham?
– Nej, hvad siger du dog! Han har fået en god opdragelse!
– Det tror jeg på, men hvorfor kommer du så dagligt og tørrer næsen på ham? Godt nok er en mors omsorg noget særligt, men han er da voksen.
Den samtale betød, at Henrik fik mere ro på hjemmet, og taknemmeligheden til Veronika var enorm for hendes evne til at sige tingene, så de virkelig blev forstået.
Så ja, Nicoline der arbejder som social- og sundhedsassistent kendte alt til Veronikas rygte og netværk. Derfor blev hun faktisk meget overrasket, da hun fandt den altid skarpe dame grædende på bænken foran opgangen.
– Hvad er der dog sket?
– Nicoline… din kæreste klient… Gitte Holm…
– Hvad er der med hende?! Nicoline så straks op på hendes vindue.
– Henrik er der nu. Gitte eksisterer ikke længere…
Nicoline satte sig tungt ned og sukkede. Sikke en dag.
Først bristede kloakken foran huset, og børnene kom for sent i skole. Dernæst ragede hun sig uklar med sin mand, Søren. Hun elskede ham jo inderligt for hvor finder man lige en mand, der aldrig drikker, ikke ryger, og behandler kone og børn som guld, og så endda tjener godt? Sjældent! Men indimellem koger hun bare over. Som i dag, hvor sagen handlede om en dum lyspære som hun sagtens kunne have sat op selv. Nerver? Alderen? Det kvindelige?
Nej, bare dum stædighed! Men nu var hun ked af det hele, især da hun tænkte på Gitte. I går bad Gitte hende købe kattemad, i dag var Gitte væk.
Nicoline begyndte at græde, først småt, så kom tårerne for alvor.
– Åh, søde, hvad skal du dog gøre. Her, tag et lommetørklæde!
Det kridhvide lommetørklæde mindede hende om det, Gitte engang havde syet til hende til jul.
– Den er til dig, Nicoline! Et lille tegn på min taknemmelighed!
– Wow, hvor er den flot! Og det broderi, er det mine initialer?
– Ja, det er håndlavet. Kun til dig.
– Sådan noget er næsten for flot at bruge.
– Nicoline, det er bare et lommetørklæde. Jeg ville gerne give dig noget mere værdifuldt, men du kender min folkepension.
– Min mormor sagde, at det bedste gave er, når nogen tænker på en.
– Hun var klog, din mormor. Lever hun?
– Nej, jeg har slet ingen familie tilbage. Min familie er Søren og ungerne.
– Jeg forstår Jeg har heller ingen børn eller ægtefælle, kun en masse slægtninge, der altid ved hvordan jeg burde leve mit liv. Hjælpsomhed, jo jo men på deres betingelser. Nu sidder jeg her helt alene, og de spørger kun, om jeg har købt de hvide træsko (kistesko, you know). Man kan have mange i familien, men alligevel være ensom ved livets aften.
– Du tænker på dig selv nu?
– Ja, Nicoline, det gør jeg Jeg har ingen børn eller ægtefælle, og mine søstre og brødre har altid haft meninger om mit liv. Nu er jeg alene, og ved du hvad, det er sgu skræmmende. Hvis ikke det var for mine katte, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Min niece vil overtage min lejlighed, for hun skal starte på universitet alle synes, jeg ikke har brug for den længere. Jeg skulle flytte ind hos min søster og så videre i et plejehjem. Forestil dig det!
– Hvordan kan de dog bestemme det for dig? Du er da ikke et barn?
– Sådan tænker de bare. Jeg kan ikke længere tage beslutninger selv, siger de.
– Med sådan en familie behøver man vist ikke fjender
– Men det er jo stadig min familie. Jeg elsker dem jo stadig, Nicoline. Desuden har jeg skrevet lejligheden i testamente til mine niecer og nevøer. Vil ikke vælge kun én af dem. Men jeg frygter mest for mine katte. Hvorfor hader de mine katte sådan? Truer med at smide dem ud, når jeg en dag ikke er her mere.
– Det skal de ikke slippe afsted med!
– Åh, Nicoline, du kender dem ikke!
– Det gør jeg (heldigvis) ikke, og jeg har ikke spor lyst. Ved du hvad?
– Hvad?
– I dit testamente skal du skrive at kattene skal gå til mig!
– Hvad mener du?
– Ja, kattene er jo også ejendele. Så læg dem ind i testamentet til mig. Så bliver de passet på. Sådan lidt arv med kærlighed. Ingen af de små pelsdyr skal lide.
– Nicoline, du er simpelthen en engel! Jeg havde aldrig selv tænkt tanken. Men det er da noget af et ansvar
– Altså, uden en kat, mangler livet da noget, ikke? Nicoline smilede og kløede Sigurd bag øret, mens hunden Frits prøvede at få opmærksomhed på den anden side.
Sigurd havde boet hos Gitte i ti år, Frits var et hittebarn, som Veronika havde fundet ved Netto og afleveret til Gitte:
– Gitte, du ved, hvordan sådan nogle dyr skal passes. Jeg er allergisk, men sådan en lille stakkel skal da have et hjem. Se lige, hvor lille den er! Hvordan kan man smide sådan en sød ting ud?
– Jeg skal nok passe ham, men det bliver altså sidste gang Sigurd var også din idé! Men tre katte klarer jeg ikke, økonomien holder ikke.
– Jeg har forstået, Gitte. Tak.
Men det viste sig, Frits slet ikke var en han. Uger inden det hele sluttede, vågnede Gitte op og fandt små killinger i sengen:
– Sikke da et held, Frits! Dine unger er smukke! Sigurd, nu må du gøre dig fortjent som far ellers så
Sigurd tog opgaven alvorligt, og Nicoline hyggede sig, når hun så det lille kattefamilie hos Gitte.
– Tænk, vi kunne ikke engang kende forskel på en han og en hun, ha ha!
– Jeg troede bare hun tog på!
– Bare rolig med killingerne, jeg har plads udenfor og ellers spørger vi Veronika. Ingen siger nej til hende!
Nu, hvor Nicoline pludselig huskede killingerne, sprang hun op.
– Hvad sidder jeg her for? De stakkels dyr er sultne
Samme dag overtog Nicoline sit arvegods. Henrik hjalp med at slæbe kattekurven hjem:
– Gem den ene killing til mig? Min mor ville aldrig have dyr, men nu er tiden inde.
– Selvfølgelig! Den lille røde her?
– Ja, den, tak!
– Siger du, at slægten ikke gider hjælpe?
– De sagde bare: du må klare det selv, ikke tid til det.
Nicoline tabte næsten kurven. Forstå det, hvem der kan?
– Jeg tager mig af det hele. Gitte var min ven. Det handler ikke om, hvor længe man kender nogen nogle gange tager det kun et øjeblik at finde venskab, andre gange et liv. Hun fortjener at blive sendt videre med værdighed!
Henrik smilede mildt:
– Der er du som en vis dame, jeg kender. Bare rolig, jeg hjælper.
– Tak, Henrik sagde Nicoline, nu lettet.
Senere gik Nicoline ud i haven til det gamle hus, hun havde arvet fra sine forældre, bygget af hendes morfar for mange år siden. Det havde altid været et hjem fyldt med hygge, latter og samvær.
Hun forstod aldrig folk, der ikke elskede deres familie eller tog sig af hinanden.
Hun tørrede øjnene, gik op ad trappen. Inde i huset duftede der af aftensmad, og børnene legede på køkkenet. Søren dukkede op i døren:
– Hov, hvad nu, dit ansigt ser helt bekymret ud? Pæren er skiftet, jeg kom tidligt hjem og fik den klaret og haveslangen virker også igen. Tulipanerne skal nok blive flotte! Græd nu ikke!
– Jeg skal nok lade være! snøftede Nicoline og prøvede at smile.
– Hvad er det? spurgte Søren, da han tog kurven fra hende. Hold da op, det vejer jo et ton!
– Det er katte sagde Nicoline, og gemte ansigtet.
– Hvad for noget?!
– Se selv!
Da hun løftede håndklædet, jublede børnene, så Søren måtte tysse:
– Shh! I forskrækker killingerne!
Kattene faldt hurtigt til. Sigurd slæbte endda mus ind som tak, og indimellem så Veronika ham rende rundt i Gittes gamle have. Han kunne sidde længe på plankeværket og miave, mens naboerne bare rystede på hovedet han savnede sin gamle ejer.
Nogle dage kom han hjem sent, og Nicoline brokkede sig:
– Nattevagt igen! Jeg skal op på arbejde!
Sigurd snurrede sig om hendes ben og gik til ro blandt killingerne i kurven.
Gittes mindesamling blev smuk, og Nicoline blev rørt over folks fremmøde.
– Hvem er alle de mennesker? spurgte hun stille Veronika, der hjalp med kagebordet.
– Tidligere elever. Gitte underviste i fysik og som privatunderviser, indtil synet svigtede. Hun betød noget for mange.
– Det ved jeg
Efter ni dage, fyrre dage Gik Nicoline tit og tænkte på tidens hast, på at livet går så hurtigt hun havde jo også en hemmelighed. Hun vidste, hvorfor nervøsiteten var blevet værre, hvorfor hun havde kvalme om morgenen. Et nyt liv var på vej, men hun havde ikke engang fået sagt det til Søren endnu.
Hun betragtede Frits og killingerne og hviskede:
– Snart er jeg mor igen. Lidt skræmmende. Tror du, jeg kan klare det?
Frits spandt så højt, at Sigurd kom løbende, og Nicoline kunne ikke lade være med at smile.
– Ja, hvad bekymrer jeg mig om? Hjælpen er overalt herhjemme!
En aften, da hun ville fortælle manden om familieforøgelsen, forsvandt Sigurd. Nicoline blev urolig han havde aldrig været væk så længe.
Hun ringede til Gittes gamle lejlighed, gik forbi, forhørte sig hos Veronika og Henrik men ingen havde set ham.
– Nicoline, gå nu i seng. Han kommer. Hvis han bliver sulten, skal han nok finde hjem igen, sagde Søren.
– Jeg kan ikke sove! De har lovet regn, og hvor mon han er?
– Katte går deres egne veje, ved du da. Han skal nok finde hjem!
– Og så låser jeg ham inde resten af livet!
Hun faldt om i lænestolen og sov, mens Sigurd egentlig allerede var kommet tilbage han løb og jamrede rundt om huset. Men haven var stor, dørene lukkede, og alt var stille. Lige indtil Frits sprang op, vækkede Nicoline og kradsede hende, så hun vågnede overrasket.
– Av, hvad laver du?!
Så hørte hun Sigurds jamren og så kunne hun lugte røg.
– Søren! Børn! Der er ild!
Med Frits foran, børnene halet ud, og killingerne under armen løb de ud. Branden i udbygningen blev hurtigt slukket af naboens alarmopkald. Sigurd sled også Frits ud netop i tide.
– Alt i orden! I var heldige og vågne! Gode naboer redder jer, sagde brandmændene.
Nicoline krammede kattene, Søren sendte børnene hen for at sige tak, og spurgte sin hustru:
– Er du ok?
– Ja Tror jeg.
– Er du sikker? han lagde hånden på hendes mave, og hun lo.
– Jamen du ved det!
– Selvfølgelig jeg er din mand, og nu har vi snart tre børn. Ingen grund til nerver!
– Nej
Hun sendte killingerne til børnene, katten til Søren og kiggede op mod aftenhimlen.
– Tak, Gitte, for alt dit gode hjerte. TakEn svag brise løftede det hvide lommetørklæde, som stadig lå i Nicolines jakkelomme, og hun trak det frem igen. Hun foldede det ud, mærkede broderiet under fingerspidserne og smilede for sig selv. Det var mærkeligt, tænkte hun, hvordan omsorg kunne gå i arvfra Gitte til hende, fra hende til børnene, til killingerne, til Søren, og til hele den lille cirkel af mennesker og dyr, hun elskede. Måske var det i virkeligheden derfor, hun aldrig følte sig alene: Der var altid en hånd, en pote, et blødt spind, en stemme, som fandt vej gennem mørket og hen til hende.
Natten lagde sig roligere over huset, og det lugtede svagt af regn, stearin og jord. Søren stak hovedet ud ad døren:
– Kommer du ikke ind, skat?
Hun nikkede, tørrede kinden og gik smilende ind i varmen, hvor børnene allerede var i gang med at indrette kattens kurv til at blive både slot og sørøverskib.
I gangen hang gamle fotografier af hendes morfar, forældre, og nu skulle der også være plads til et billede af Gitte, tænkte Nicoline. Hun vidste, man ikke kunne holde fast om nattenman måtte give slip og give videre. Men hun lagde hovedet mod Søren og mærkede, at hver eneste tabt lyspære, hver kats mavekneb, hvert mareridt og hver latter, alting hang sammen i kærlighedens kredsløb.
Inden hun gik i seng, åbnede hun vinduet og lyttede til stilheden. Derude ventede nye liv og gamle minder, og et sted midt imellem balancerede alle hendes bekymringer som dugdråber på morgenens græs.
Et lille spind lød under sengen. Nicoline lagde sig, lukkede øjneneganske rolig, for hun vidste nu, at man aldrig er alene, når man vover at elske lidt mere, end man tør miste.
Så faldt hun i søvn, med hjertet let og kattepoter dansende trygt om benene, mens stjernerne blinkede over tagenesom små, tavse løfter om, at intet går helt tabt i denne verden, hvor kærlighed finder en vej, hver eneste dag.
