Fie
Se bare på hende! Almindelige folk går jo på job om morgenen som det sig hør og bør men hende dér? Hvor skal hun dog hen i hvide bukser igennem alt det sjap?
Jamen, hun går jo aldrig. Alt foregår i den dér bil! Hun kører rundt, som var hun statsminister!
Du skal være glad for, at hun overhovedet er klædt på! Så du, hvad hun har på halsen?
Nej, hvad da?
En tatovering! Ja, du hørte rigtigt! Hvem gør sådan noget? Ligner én, der har siddet inde, ærligt talt! Hun er jo knap nok startet på livet, og allerede så gennemstukket Hvad ville hendes mor ikke sige, hvis hun så det? Ak ja, ingen tilsyn fortabt sjæl!
Bænken foran opgangen summede, mens de ældre kiggede efter Freja.
Hvad skulle de ellers gøre? Indkøbsposerne stod allerede for foden af dem, og hjemmekaldet var ikke så stærkt, for der ventede kun rutine og det samme, om og om igen. Børn, store som små, madlavning, rengøring Der var ikke meget at glæde sig over, ud over sjældne højtider og børnebørns besøg. For hvor skulle glæden ellers ligge? For os almindelige folk er glæden ikke noget, man griber hver dag. Det handler mest om at klare bekymringer, få børnene mæt og hjælpe, hvor der er brug for det. Måske tage lidt slik med til børnebørnene og glæde sig over at kysse deres varme, små hoveder hvis man altså har nogen. Grethe, fx, hendes børn har sagt, at hun ikke skal forvente børnebørn, for nu om dage er det ikke inde at få børn; det er moderne at rejse til udlandet og ikke drage omsorg for nogen eller noget. Hvordan får de det egentlig til at fungere? De er sikkert ligesom Freja, Saras datter.
Hun var ellers en sød pige. Gik pænt i skole, hilste høfligt. Men efter hendes mor døde, var det som om, hun slap alt og lod stå til. Hun flakker omkring, laver ikke noget særligt. Læser ikke engang. Saras datter har sagt, at Freja har åbnet sin egen salon og laver tatoveringer! Hvor er vi dog på vej hen?!
Da Frejas far dukkede op for nogle år siden, troede alle, at han ville få hende på ret køl. Men hvad så han gøre? Giver hende den dér store skrummel af en bil, der tager det halve af parkeringspladsen, og så rejser han. Hun stod tilbage, så ung. Kun lige fyldt tyve. Hvordan kan man efterlade sådan en pige? Hvad nu hvis hun bringer de forkerte hjem? Så mister hun det hele både lejligheden, hendes mor efterlod, og bilen, som alle her i kvarteret går og snakker om.
Der kører hun nu! Hvor mon hun skal hen denne gang? Ingen ved det. Og hun kigger sig ikke engang tilbage! En rigtig finke! I hvide bukser
Freja havde imidlertid hverken tid eller overskud til at bekymre sig om sladderen på bænken. Hendes dag var allerede planlagt ned til mindste detalje. Nogle gange ønskede hun, at døgnet bare havde to timer mere! Hendes mor plejede at sige, at det vigtigste man kunne lære, var at bruge sin tid fornuftigt.
Freja, det betyder alt! Nogle kaster sig rundt og får ikke noget fra hånden, men klager over, at de ikke kan nå det. De misunder dem, der klarer det hele. Men opskriften er enkel: Den, der venner sig med tiden, når det meste måske endda alt.
Men hvordan bliver man venner med tiden, mor?
Man må ikke forspilde den. Brug den kun på det, der betyder noget. Og husk at lægge bare lidt tid til side også til sjov, hvile, åndehuller. Mennesket kan ikke bare yde! Tager du al pause væk, bliver du syg.
Hvorfor?
Fordi du ikke er lavet af stål! Du arbejder dig død og så hjælper det ingen. Du bliver kun træt og sur. Kan du ikke se det? Hvis der ikke er plads til hvile, lider man. Det er tåbeligt at tro, at det eneste, man skal, er at knokle arbejdet forsvinder aldrig! Svarer du et krav, kommer et nyt. Og at drive den af hele tiden går heller ikke da mister du dig selv. Find balancen! Sæt et loft for afslapning, men hold fast i dit frikvarter. Når du har struktur på dét, får du ro og det får jeg også.
Freja prøvede at tage rådene til sig, men det gik ikke altid, som hun håbede. Selv om hun havde fået sig en kalender, myldrede alle opgaver ind på én gang. Tre forelæsninger, hvoraf hun kun kunne nå én, for to kunder skulle forbi i dag, og hun skulle forbi Katrine og hvor Katrine var, dér var også Signe. Og det tog aldrig kun fem minutter. Og bagefter skulle hun nå Mikkel og hjælpe ham med at pakke. Hun skulle også lige have snakket med de nye ansigter, der skulle følge med, og hun kendte dårligt deres navne endnu. At kunne nå det hele var langt fra sikkert…
Trafikken krøb, men langsomt blev der hul. Freja trådte på speederen. Bilen svarede lydigt, blødt og rart nærmest trøstende. Som om den hviskede: Bare rolig, vi når det nok. Din far gav mig ikke til dig uden grund netop for at spare dig for tid.
Freja klappede ratttet let.
Tak, far
Hvis nogen havde sagt til hende bare for to år siden, at hun ville takke sin far, ville hun have grinet dem op i ansigtet. Hendes bitterhed over faren var gammel; den gik nærmest lige så langt tilbage, som hun kunne huske.
Ikke at moren nogensinde sagde et ondt ord. Tværtimod, mor fortalte altid, hvor klog han var, og påstod bestandigt, at Freja var som ham.
Men det var svært at forstå, hvordan et så klogt menneske havde kunnet forlade sin datter som spæd og aldrig vende tilbage.
Giften sad dybt. I børnehaven sad hun i hjørnet af festsalen og tørrede øjnene, mens de andre piger dansede med deres fædre. Freja havde ingen og det gjorde så ondt, at hun ikke kunne græde, kun stivne.
I skolen, hvis nogen drillede hende, bed hun tænderne sammen, slog fra sig, og så med misundelse på de andre, der straks råbte: Jeg siger det til min far så får du at høre!
Kort før hun blev student, røg hun i totterne på veninden Karen hendes barndomsveninde fra de var fire da denne tørt sagde:
Min far siger, jeg bare kan vælge universitet og han betaler, hvis jeg ikke kommer ind. Og hvis jeg klarer det, køber han en bil til mig for de penge.
Freja vidste, at det var ikke misundelse. Det var noget andet brændende sorg. For Karen vidste alt om, hvordan Freja altid havde ønsket bare én gang at kunne sige min far. Men Karen stak alligevel altid til hende.
Men generelt missundte Freja aldrig nogen de havde nok. Morens gaver, rejserne sydpå. På hendes sekstende fødselsdag fik hun fx en smart telefon. Men det var ikke det, der var vigtigst den dag.
Der stod hun ud kom den, hun havde ønsket at se hele livet. Hun lavede et drama, råbte, skreg, græd ignorerede moren, der forsøgte at trøste. Hun rev sig fri, råbte: Du har forrådt mig! Hvorfor er han her? Jeg vil ikke se ham!
Hun kunne ikke vide, at moderen allerede dengang kæmpede mod sygdom, og at alt snart ville blive vendt op. Hun mærkede, hvordan deres liv skulle vente ved en uundgåelig klippespids, før det ville styrte i et mørkt, dybt fald og tage alt, de troede var fast og trygheden var væk. Frejas barndoms yndlingsforagtede hindbærgrød, forvandlet til mudder, trak dem ind, langsomt og ubønhørligt, indtil der ikke var mere håb. Til moren så hende i øjnene og sagde:
Det er min skyld, Freja! At din far forsvandt. Jeg lod ham ikke se dig Mig skal du bebrejde!
Hvorfor? Morens fingre var kolde, og Freja vovede næsten ikke trække sig fri.
Jeg var så bitter…
Over hvad? Mor, du må sige det! Hvad kan være så slemt, at du ville tage min far fra mig?
Jeg fortæller dig det lyt, og bryd ikke ind
Så fik Freja hele historien. Om, hvordan hendes forældre havde været unge og uforberedte, presset af begge familier. Ingen havde ønsket hende alt faldt fra hinanden, karrierer måtte opgives, moderen genoptog aldrig sit studium. Forbitrelse voksede, og da det blev en pige og ikke en dreng var bægeret fuldt, og Freja blev kørt væk til mosteren. Faren vidste ikke, at han aldrig skulle se sin datter igen.
Han prøvede at finde dig. Skrev, ringede Men jeg sagde, du ikke var hans.
Åh Gud, mor! Hvorfor?
Jeg hørte det så ofte, at jeg gav op. Hvis det var sådan, de ville have det så blev det sådan!
Hvem ville?
Alle Freja, undskyld det er svært Jeg troede, jeg gjorde det rigtige Jeg ville beskytte dig du skulle ikke vokse op i had! Ser du det nu?
Freja slog ud efter vindueskarmen, blev stående, så jorden fra den gamle kaktus dryssede ud over det nyvaskede underlag. Alt blev beskidt. Hun vidste, sådan var mors ord. Noget, der efterlod spor, der lige så lidt kunne tørres væk.
Hun tømte vindueskarmen, satte sig hos moderen ligesom da hun var barn, øjnene tørre og sagde bestemt:
Fortæl alt men kun sandheden. Ikke mere løgn.
Aldrig mere
Sådan fik hun endelig sandheden. Der var stadig flere spørgsmål end svar, men hun forstod, at livet var noget særligt mærkeligt noget: En dag tror du, du forstår alt, men næste dag har det hele slået revner, og så er det dig, der må vælge, hvad du vil gøre
Freja vidste ikke, om hun havde tilgivet sin mor. Mest sandsynligt ja selv om hun ikke var helt overbevist.
Men én ting var sikkert hun var taknemmelig for, at moderen til sidst sagde det hele. Eller næsten alt. Hun fornemmede, at det vigtigste stadig forblev mellem væggene i mors soveværelse, de nætter faren sad og holdt hendes mor i hånden, når smerterne blev for store, og Freja så hans forberedte tårer.
Hun spurgte aldrig, hvad de havde sagt til hinanden. Ville ikke rode op i det.
De havde nok at lære i at finde samme rytme nu, hvor hun ikke længere kunne gemme sig hos mosteren.
Jeg tager afsted, hvis du siger det. Men først når du bliver atten. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at fylde men jeg bliver.
Sludder! Du har alt for længe været usynlig og lydløs. Bliv synlig! Jeg har brug for det. Far
Frejas mor, Nathalie, kæmpede sig videre næsten to år. Det var hårde år, men uden tvivl det vigtigste, mest smertefulde og lykkeligste. Det var næsten ubærligt, at tiden til sidst målte så lidt til dem alle tre
Det var først dér, hun begyndte at tegne.
Hvorfor ikke før? Hun vidste det ikke. Hun havde kradset lidt i skolehæfterne, men aldrig tænkt på det som andet end tidsfordriv.
Det er jo slet ikke så ringe!
Faren så hendes tegninger og fløjtede imponeret.
Se her!
Han trak T-shirten af, og på ryggen havde han den mest utrolige farvede tatuering. Frejas egne streger virkede med ét som rene børnetegninger.
En ven lavede den. Vil du prøve at tegne for ham?
Ja!
Ingen i kvarteret bemærkede, at Freja var væk i næsten et år. Hun boede med faren i Aarhus, lærte faget, og besluttede sig for at vende hjem.
Far, jeg vil hjem
Han forstod hende. Blev ikke sur. Kunne dog godt overtale hende til at blive to uger længere og så, inden hun tog hjem, hjalp han hende med at pakke, satte sine bilnøgler på bordet med en mappe.
Den er din nu og det her det er din salon. Jeg har solgt min lejlighed, købt et lille lokale tæt på centrum. Det er ikke stort, men nok?
Lærer Lasse har hjulpet med udstyr, du får alt leveret. Nu skal du bare arbejde og studere! Du har faget, men brug noget tid på dit uddannelse.
Freja lyttede med store øjne. Selv da hun indrettede salonen, satte sin første tatovering, og fik masser af ros af den skæggede biker Henrik ovre fra opgangen, troede hun knap på, at det var sandt.
Faren holdt sig i baggrunden, men fik organiseret det hele og bagefter rejste han.
Hvor skal du hen?
Til mine forældre. De har brug for mig.
Jeg ville ønske, du blev
Det ved jeg men nu skal jeg afsted
Freja kastede sig over studie og arbejdede igennem. Kunderne væltede ind, og hun måtte hente to assistenter til.
Det var sådan, hun mødte Katrine.
Katrine kom sent en dag, hvor Freja ventede utålmodigt på en forsinket kunde.
Undskyld Er det muligt at tale med mesteren?
Freja kiggede op og nikkede.
Det er mig.
Søde pige, gider du ikke kalde på de voksne?
Freja så nærmere på kvinden. Jo, tøjet var dyrt, frisuren god men trætte øjne, ingen makeup, negle uden lak og en tomhed i blikket hun kendte alt for godt.
Freja hentede sit album, rakte det frem.
Hvis du kan lide det, så sig, hvad du ønsker.
Et navn her.
Kvinden løftede ærmet, vendte hånden.
På håndleddet så jeg ser det hele tiden
Det var mere end hun kunne klare; tårerne truede, men Katrine bed dem i sig. Freja gik roligt hen til døren, drejede nøglen netop som den forsinkede kunde parkerede udenfor.
Sæt dig! Det kommer til at gøre ondt, det ved du vel.
Kvinden satte sig.
Signe, sagde hun lavt.
Freja spurgte ikke mere. Først senere, da hun tilfældigt stødte ind i Katrine på vej ind på hospitalet, fik hun at vide, at Signe var en datter. En pige med store briller, én rude dækket af plaster.
Hej. Du må være Freja! Har du nødder? Og solsikkekerner? Ellers hvordan fodrer du så egernene?
Hvilke egern?
Dem med haler! Der er tusind! Mor siger næsten, jeg har fodret dem tykke
De hopper for meget til at blive tykke.
Signe så skeptisk på Freja, lo og sagde: Du er klog!
Nej, lidt dum faktisk, jeg lærer stadig.
Nåå
Så rakte hun alvorligt hånden frem:
Signe Katrinedatter Larsen.
Freja trykkede forsigtigt hendes lille hånd.
Freja Andersdatter Kristensen.
Nu var de venner.
Børnelatter fyldte den lille hospitalspark, og for et sekund var Katrines blik lyst.
Efterhånden, mens Signe gennemgik sin behandling, blev de fire Freja, Katrine, Signe og efterhånden Mikkel, lægen et underligt, men tæt fællesskab.
Kan man gøre noget?
Ja. Det er ikke længere dødsdommen Da jeg kom til dig, sagde de, at håbet var lille. Men så kom en ny kirurg Mikkel sagde, alt ikke var fortabt.
Men dagen efter græd Katrine kun. Signe var opereret og lå på opvågningen, og Katrine måtte vente udenfor.
Jeg er så bange, Freja Helt alene
Hvor er Signes far?
Jeg fik hende på egen hånd og han forlod os, da jeg var gravid. Jeg elskede ham ikke. Jeg brugte ham bare. Han ved det. Derfor er han her ikke.
Det betyder ikke noget længere. Nu har du Signe og hun har dig.
Katrine græd, og Freja holdt hende fast.
Natten tilbragte de i salonen græd, snakkede, lo. Om morgenen børstede Freja Katrines hår og sagde: Tag dig nu sammen! Din datter har brug for dig.
Signes operation lykkedes. Hun spurgte: Må jeg snart se egern? Køre til Aarhus med Freja? Hvorfor?
For nu starter genoptræningen.
Genop-hva? Nej! Det spørger jeg Freja om!
Freja tog dem begge under armen, satte sig bag rattet i farens bil, og snart var hun chauffør for flere børn end hun kunne tælle. Det blev hendes mission: At køre børn med behov for behandling eller træning til Aarhus, Ringkøbing, Odense Ofte blev bilen et levende hjem. Ingen tog toget, alle ville køre med Frejas bus.
Mikkel undrede sig over hendes projekt men i stedet for at spørge, beundrede han hende bare. De to dansede en sær, genert dans om hinanden, ingen tog det første skridt.
Signe så dog, hvad voksne ikke vil vedstå.
Da hun kom til hospitalet med sin mor for at snakke med Mikkel, sagde hun:
Hvorfor siger du ikke sandheden til Freja?
Hvad mener du?
At du kan lide hende. Hun kan også lide dig.
Mikkel sukkede.
Signe, jeg kan jo intet tilbyde. Jeg har ingen penge, lejer kun et lille værelse. Freja, hun har alting og kører i kæmpe vogn.
Og hvad så? Er kærlighed ikke nok?
Nogle gange, nej
Men Signe lod ham ikke slippe. Hun hviskede noget i hans øre, han grinede og sendte hende afsted.
Kort tid efter trak hun Katrine afsted:
Vi skal til Freja!
Senere den aften lukkede Freja salonen, klar til at tage handling på egne ønsker.
Hun hørte Mikkels stemme i mørket.
Hej.
Et halvt år senere summede bænken foran opgangen igen:
Nu har hun fundet sig en mand! Hvem er han? Man forstår ingenting. Han slæbte flyttekasser ind, men vi ved intet om ham! En ung pige alene man ved aldrig.
Han ligner nu en ordentlig fyr.
Javel, men det gør de alle, til det går galt! Du burde ringe til hendes far!
Han er her.
Skulle det være rigtigt? Jeg så ham forleden. Der sker noget nu!
Og der skete noget.
Alle så Freja i hvid kjole, så betagende at selv fru Grethe gispede og glemte at sladre mere.
De så Mikkel tage sin brud i hånden, med et hemmeligt smil til Signe, der stolt havde “solgt” Freja til ham.
De så Katrine græde af lykke, mens veninderne fniste og diskret rakte lommetørklæder.
Og de så fremmede mennesker komme med blomster til Freja ingen anede hvem de var, eller hvorfor den kommende brud pludselig sparkede sine stiletter og krævede sneakers: I sådan nogle kan man ikke sætte sig bag rattet!
Mikkel bandt hendes snørebånd, som Katrine stolt havde fisket frem fra bagagerummet.
Her er intet som alle andre! mumlede bænken, mens bilerne trillede ud af gården.
Nej så sandt. En rigtig finke.
